Tracy Chevalier
1,273,130 views • 14:21

Jeg vil fortælle jer om en lidelse, jeg har. Og jeg har en fornemmelse af, at en del af jer har den samme lidelse. Når jeg går rundt på et kunstgalleri, lokale efter lokale fyldt med malerier, går det op for mig efter et stykke tid, at jeg slet ikke tænker på malerierne. Jeg er ikke i kontakt med dem. I stedet for tænker jeg på den kop kaffe, som jeg desperat har brug for for at vågne op.

Jeg lider af galleritræthed. Hvor mange af jer lider af — ja. Ha ha, ha ha! Nogen gange holder man længere end tyve minutter, eller kortere tid, men jeg tror, at vi alle lider af det. Og har i også den medfølgende skyldfølelse? Jeg kigger på billederne på væggen og tænker på, at nogen har besluttet at hænge dem der, nogen synes de er gode nok til at hænge på den væg, men jeg kan ikke altid se det.

Faktisk kan jeg for det meste ikke se det. Og jeg går hjem og føler mig ulykkelig. Jeg føler mig skyldig og er utilfreds med mig selv, og i stedet for at tænke, at der er noget galt med maleriet, tænker jeg, at der er noget galt med mig.

Og det er ikke en særlig god oplevelse at forlade et galleri med.

(Latter) Jeg synes, vi skulle give os selv en pause. Hvis i tænker på, når man går på restaurant, og man kigger på menuen, forventes det så, at du bestiller al maden på menuen? Nej! Du vælger. Hvis du går ind i et stormagasin for at købe en trøje, vil du så prøve alle trøjerne på og have lyst til at købe alle trøjerne? Selvfølgelig ikke, du kan være selektiv. Det er forventeligt. Hvorfor er det så ikke forventeligt at være selektiv, når vi går ind på et galleri?

Hvorfor skal vi have en forbindelse til hvert enkelt maleri? Jeg prøver at have en anderledes tilgang til det. Jeg gør to ting: Når jeg går ind på et galleri, går jeg før det første meget hurtigt igennem, og jeg kigger på det hele, og jeg udvælger dem, som får mig til at sætte farten ned af en eller anden grund. Jeg ved ikke engang, hvorfor de får mig til at sænke farten, men noget tiltrækker mig som en magnet, og så ignorerer jeg alle de andre, og jeg går til det maleri. Det er den første ting, jeg gør. Jeg udvælger et maleri. Det kan være et ud af halvtreds. Den anden ting jeg gør er, at jeg står foran det maleri

og fortæller mig selv en historie om det. Hvorfor en historie? Jeg tror, at vi er indstillet til, gennem vores DNA, at fortælle historier. Vi fortæller hele tiden historier og jeg tror, vi gør det, fordi verden er et skørt og kaotisk sted, og med historier prøver vi at få verden til at give mening, at bringe noget orden ind i den. Hvorfor ikke implementere det i den måde vi kigger på malerier på? Nu har jeg denne form for restaurant menu,

når jeg besøger kunstgallerier. Jeg vil vise jer tre malerier, som fik mig til at stoppe op, og jeg vil fortælle jer historier om dem. Det første behøves meget lidt introduktion — "Pige med perleørering" af Johannes Vermeer, en 1700-tals hollandsk maler. Dette er det mest glorværdige billede. Jeg så det første gang, da jeg var nitten, og jeg gik med det samme ud og købte en plakat med det, og jeg har stadig den plakat. Tredive år senere hænger den i mit hus. Den har ledsaget mig overalt,

jeg bliver aldrig træt af at kigge på hende. Det der først og fremmest fik mig til at stoppe op ved dette billede var de smukke farver, som han bruger, og lyset, der falder på hendes ansigt. Men det, der har fået mig til at komme tilbage år efter år er en helt anden ting, og det er udtrykket i hendes ansigt, det modstridende udtryk i hendes ansigt. Jeg kan ikke se, om hun er glad eller trist, og jeg ændrer hele tiden mening.

Det får mig til at komme tilbage til det. En dag seksten år efter jeg købte denne plakat, lå jeg i sengen og kiggede på hende, og pludselig tænkte jeg på, hvad maleren gjorde ved hende for at få hende til at se sådan ud. Det var første gang, jeg havde tænkt på, at udtrykket på hendes ansigt faktisk reflekterer hvad hun føler for ham. Jeg havde altid tænkt på det som et portræt af en pige. Nu begyndte jeg at tænke på det som et portræt af et forhold.

Og jeg tænkte på, hvad det var for et forhold? Så jeg begyndte at undersøge det. Jeg researchede det og opdagede, at man ikke aner, hvem hun er. Faktisk ved vi ikke, hvem nogen af modellerne er i Vermeers malerier, og vi ved meget lidt om Vermeer selv. Hvilket fik mig til at sige: "Jubii!"

Jeg kan skrive lige præcis den historie, jeg har lyst til. Sådan kom jeg på denne historie. For det første, måtte jeg få hende ind i det hus. Hvordan kender Vermeer hende? Det har været foreslået, at hun kunne være hans tolvårige datter. Datteren var på det tidspunkt tolv år gammel, da han malede det. Jeg tænkte, nej, det er et meget intimt blik, men det er ikke et blik, en datter giver sin far. For det første, i hollandske malerier på den tid, betød en kvindes åbne mund, at hun var seksuelt til rådighed. Det ville have været upassende for Vermeer

at male sin datter sådan. Så det er ikke hans datter, men det er en, der er tæt på ham, fysisk tæt på ham. Hvem ville ellers være i huset? En tjenestepige, en dejlig tjenestepige. Så, hun er i huset. Hvordan får vi hende ind i atelieret? Vi ved ikke særlig meget om Vermeer, men af de få ting vi ved, ved vi at han giftede sig med en katolsk kvinde, de boede med hendes mor i et hus, hvor han havde sig eget værelse, hans atelier. Han havde også elleve børn. Det ville have været en kaotisk og larmende husholdning. Og hvis i har set Vermeers malerier før,

ved i, at de er utrolig rolige og stille. Hvordan maler en maler så rolige og stille malerier med elleve børn i huset? Han deler sit liv op i sektioner. Han har sit atelier, og siger, "Ingen må komme herind. Ikke konen, ikke børnene. Okay, tjenestepigen kan komme og gøre rent." Hun er i atelieret. Han har hende i atelieret, de er sammen.

Og han beslutter sig for at male hende. Han får hende til at bære meget enkelt tøj. Alle kvinder, eller de fleste kvinder i Vermeers andre malerier bar fløjl, silke, pelse meget overdådige materialer. Dette er meget enkelt; det eneste, der ikke er enkelt, er perleøreringen. Hvis hun er en tjenestepige, ville hun aldrig nogensinde få råd til et sæt perleøreringe. Så dette er ikke hendes perleøreringe. Hvis er de? Vi ved tilfældigvis, at der er en liste over konen Catharinas tøj. Blandt dem er der en gul frakke med hvid pels, en gul og sort kjole, og man kan se disse på mange andre malerier, forskellige kvinder på malerierne, Vermeers malerier. Det er tydeligt, at hendes tøj blev udlånt til flere forskellige kvinder. Det er ikke så skørt at tro,

at den perleørering rent faktisk tilhører hans kone. Vi har alle elementerne i vores historie. Hun er i atelieret sammen med ham i meget lang tid. Disse malerier tog lang tid at male. De ville have tilbragt al den tid alene. Hun bærer hans kones perleørering. Hun er smuk. Hun elsker ham tydeligvis. Hun er i konflikt med sig selv. Og ved konen noget? Måske ikke. Og hvis hun ikke gør, —

det er historien.

(Latter) Det næste maleri, jeg vil tale om hedder "Dreng bygger et korthus" af Chardin. Han er en af 1800-tallets franske malere, der er mest kendt for hans stilleben, men han malede ind imellem mennesker. Faktisk malede han fire versioner af dette maleri, forskellige drenge, der byggede korthuse, helt koncentreret. Jeg kan bedst lide denne version, for nogen af drengene er ældre, nogen er yngre, og for mig var denne -

ligesom Guldloks grød — helt rigtig. Han er ikke helt barn, og han er ikke helt voksen. Han er fuldstændig i balance mellem uskyld og erfaring, og det fik mig til at stoppe op foran dette maleri. Og jeg kiggede på hans ansigt. Det er ligesom et Vermeer maleri. Lyset kommer ind fra venstre, hans ansigt er badet i dette glødende lys. Det er i midten af maleriet, og jeg opdagede, da jeg kiggede på det, at jeg stod og tænkte, "Se på mig. Se venligst på mig." Men han så mig ikke. Han kiggede stadig på sine kort, og det er et af de forførende elementer i dette maleri, han er så fokuseret på, hvad han laver, at han ikke kigger på os. Og det er, for mig, et tegn på et mesterværk af et maleri, når der er en mangel på beslutsomhed.

Han vil aldrig se på mig. Så jeg tænkte på en historie, hvor jeg overvejede, hvem der var der og så på ham? Ikke maleren, jeg vil ikke tænke på maleren. Jeg tænker på en ældre version af ham selv. Han er en mand, en tjener, en ældre tjener, der kigger på den yngre tjener, og han siger, "Se på mig. Jeg vil advare dig om det, du skal til at gennemgå. Se venligst på mig."

Men han gør det aldrig. Og den mangel på beslutsomhed, ligesom i "Pige med perleørering" — vi ved ikke, om hun er glad eller trist. Jeg har skrevet en hel roman om hende, og jeg ved stadig ikke, om hun er glad eller trist. Igen og igen, tilbage til maleriet, kigge efter svaret, kigge efter historien, der kan udfylde et hul. Og måske skaber vi en historie, der tilfredsstiller os i øjeblikket,

men ikke rigtig, og vi kommer tilbage igen og igen. Det sidste maleri, jeg vil tale om,

hedder "Anonym" af Anonym. (Latter) Dette er et Tudor portræt opkøbt af Det Nationale Portræt Galleri. De troede, det var en mand, der hedder Sir Thomas Overbury, og så opdagede de, at det ikke var ham,

og de har ingen ide om, hvem det er. I Det Nationale Portræt Galleri, hvis man ikke kender biografien bag et maleri, er det ret ubrugeligt. Man kan ikke hænge det på en væg, for man ved ikke, hvem han er. Så desværre tilbringer denne forældreløse det meste af sin tid på et lager sammen med en del andre forældreløse,

nogen af dem er virkelig smukke malerier. Dette maleri fik mig til at stoppe op af tre grunde: En grund er splittelsen mellem hans mund, som smiler og hans øjne, der er vemodige. Han er ikke glad, og hvorfor ikke? En anden ting, som tiltrak mig var hans lysende røde kinder. Han rødmer. Han rødmer for sit portræt! Det her må være en fyr, som rødmer hele tiden. Hvad tænker han på, som får ham til at rødme? Den tredje ting, der fik mig til at stoppe op er hans fuldstændig fantastiske dublet. Silke, grå, de smukke knapper. Det får mig til at tænke på, at den er lun og blød;

det er som en dyne spredt ud over en seng. Jeg blev ved med at tænke på senge og rødmende kinder, og selvfølgelig blev jeg ved med at tænke på sex, når jeg kiggede på ham, og jeg overvejede, om det var det, han tænkte på? Og jeg tænkte, at hvis jeg skulle skrive en historie, hvad er så det sidste, jeg ville skrive om? Hvad ville en Tudor herre være optaget af? Og jeg tænkte, Henry d. 8., okay. Han ville være optaget af sin arv og sin arving. Hvem skal arve hans navn og formue? Når man sætter alt det sammen, har man sin historie til at udfylde det hul, som får en til at komme tilbage. Her er historien.

Den er kort.

"Rosa" Jeg bærer stadig den hvide, brokerede dublet, som Caroline gav mig. Den har en almindelig høj krave, aftagelige ærmer, og indviklede knapper af snoede silketråde, der er sat tæt sammen, så den sidder tæt. Dubletten får mig til at tænke på en dyne på den enorme seng. Måske var det meningen. Jeg bar den først til en udsøgt middag, som hendes forældre holdt til vores ære. Jeg vidste, før jeg rejste mig for at tale, at mine kinder var ildrøde. Jeg har altid rødmet meget let, fra fysisk anstrengelse,

fra vin, fra stærke følelser. Som dreng blev jeg drillet af mine søstre og af skoledrenge, men ikke af George. Kun George kunne kalde mig Rosa. Jeg ville ikke tillade, at andre gjorde. Han fik ordet til at lyde ømt. Da jeg gav beskeden, blev George ikke rød, men blev bleg som min dublet. Han skulle ikke være blevet overrasket. Det har været en gængs antagelse, at jeg en dag skulle giftes med hans kusine. Men det er svært at høre ordene blive sagt højt.

Jeg ved det, jeg kunne knap nok sige dem. Efterfølgende fandt jeg George på terrassen, mens han kiggede ud over køkkenhaven. På trods af at han havde drukket hele eftermiddagen, var han stadig bleg. Vi stod sammen og så på at tjenestepigerne skar salat.

"Hvad synes du om min dublet?", spurgte jeg.

Han kastede et blik på mig. "Det ser ud som om, kraven er ved at kvæle dig." "Vi vil stadig se hinanden," insisterede jeg. "Vi kan stadig jage og spille kort og overvære domstolen. Intet behøves at ændre sig." George sagde intet. "Jeg er treogtyve år gammel. Det er på tide, at jeg gifter mig

og fremstiller en arving. Det er forventet af mig." George tømte endnu et glas rødvin og vendte sig om mod mig. "Tillykke med dit forestående bryllup, James. Jeg er sikker på, at i bliver tilfredse sammen."

Han brugte aldrig mit kaldenavn igen.

Tak.

(Bifald)

Tak.