Charmian Gooch
1,626,303 views • 14:27

Når vi taler om korruption, er der nogle typiske typer som falder os ind.

Der er megalomanerne fra det tidligere Sovjetunionen Saparmurat Niyazov, han var en af dem. Frem til hans død i 2006, var han enehersker af Turkmenistan, et centralasiatisk land rigt på naturgas. Ja, og han virkeligt elskede at udstede præsidentielle dekreter. Et var at omdøbe årets måneder blandt andet efter ham selv og hans mor. Han brugte millioner af dollars til at lave en bizar personkult, og kronen på det hele var bygningen af en 12 meter høj guldbelagt statue af ham selv, som stod prangende på hovedstadens centrale plads og roterede rundt med solen. Han var en smule usædvanlig type.

Og så er der den kliche, den afrikanske diktator, minister eller embedsmand. Der er Teodorin Obiang. Han far er præsident for livstid i Ækvatorial Guinea, et vestafrikansk land som har eksporteret for milliarder af dollars af olie siden 1990'erne og har en virkelig forfærdende status på menneskerettigheder. Den store majoritet af befolkningen lever i virkelig miserabel fattigdom selvom deres gennemsnitlige indkomst per borger er på niveau med Portugal. Så Obang junior, han køber til ham selv et 30 million dollar dyrt landsted i Malibu, Californien. Jeg har været ved dens indgangsport. Jeg kan fortæller jer at han forstår at sprede sig Han købte en € 18 million kostbar kunstsamling som før tilhørte modedesigneren Yves Saint Laurent, en samling fantastiske sportsbiler, nogle kostede en million dollars stykket — Ja, forresten også en Gulfstream jet. Nå hør her: Indtil fornylig, havde han officielt en månedsløn på mindre end 7.000 dollars.

Og her er Dan Etete. Han er den forrige olieminister i Nigeria under præsident Abacha, og lige nu er han også dømt som pengevasker. Vi har brugt en masse tid på at undersøge en $1 milliard — det er rigtigt, en $ 1 milliard — oliehandel som han var involveret i, og hvad vi fandt ud af var temmelig chokerende, men mere om det senere.

Det er så let at tænke at korruption foregår kun hos de andre, udført af en bunke grådige despoter og dårlige individer i lande som vi, personligt, ved meget lidt om og ikke føler os forbundet til og uberørte af hvad der egentligt foregår. Men foregår det kun de andre steder?

Well, som 22-årig, var jeg meget heldig. Mit første job udenfor universitetet var at undersøge den illegale handel med afrikansk elfenben. Og det var der mit forhold til korruption rigtigt begyndte. I 1993 med to venner der også var kollegaer Simon Taylor og Patrick Alley, startede vi en organisation kaldet Global Witness [Globalt vidne] Vores første kampagne var at undersøge hvordan illegal skovhugst finansierede krigen i Cambodia.

Så få år senere, det er nu 1997, er jeg i Angola og undersøger bloddiamanter undercover. Måske så i filmen, Hollywoodfilmen "Blood Diamonds", den med Leonardo DiCaprio. Well, noget af handlingen udspringer af vores arbejde. Luanda, som var fuld af landmineofre som kæmpede for at overleve på gaderne and børn forældreløse fra krigen, som lever i kloaker under gaderne, og en lille velhavende elite som sludrede om de seneste shoppingture til Brasilien og Portugal. Og det var lidt skørt sted.

Så jeg sider i en varmt og tætpakket hotelværelse føler mig totalt overvældet. Men det var ikke på grund af bloddiamanterne. men fordi jeg talte med en masse folk der som, well, talte om et andet problem: At det massive netværk af korruption på global skala og millioner af dollars som mangler. Og for det som dengang var en meget lille organisation på bare nogle få folk, der prøver at begynde at tænke på hvordan vi kan takle det var en enorm udfordring. Og i alle de år jeg har været og vi alle har været i gang med at føre kampagne og undersøge, har jeg gentagne gange set hvad der gør korruption på en global, massiv skala muligt, det er ikke kun grådighed og magtmisbrug eller den tågede frase om "svag regeringsførelse". Jeg mener, det er det også, men korruptionen er lavet mulig af deltagelse globale facilitatorer.

Så lad os gå tilbage til nogle af de folk jeg talte om før. Nu er dette alle folk vi har efterforsket, og det er alle folk der ikke har kunnet gøre det alene. Tag Obiang Junior. Han endte ikke med super kunst og et luksushuse uden hjælp. Han gjorde forretninger med globale banker. En bank i Paris havde konti for de firmaer han kontrollerede, hvoraf han brugte det ene til at købe kunst, og amerikanske banker, det formidlede 73 millioner ind i Staterne, hvoraf nogle blev brugt til at købe det kaliforniske landsted. Og han gjorde ikke alt dette i sit eget navn heller. han brugte dækselskaber. Han brugte et til at købe ejendommen, og et andet, som var i en andens navn, til at betale de store regninger for have stedet.

Og så er der Dan Etete. Well, mens han var olieminister, Han overgav et olieområde til en værdi over en milliard dollars til et selskab, gæt engang, han var den skjulte ejer af. Nå, det var senere handlet videre med venlig assistance fra den nigerianske regering — Nu skal jeg være omhyggelig med hvad jeg siger her — til underselskaber af Shell og det italienske Eni, To af de største olieselskaber i verden.

Så virkeligheden er, at motoren i korruptionen, den findes langt væk fra kysterne af lande som Ækvatorial Guinea eller Nigeria eller Turkmenistan. Denne motor, den er drevet af vores internationale banksystem, af anonyme dækselskaber, og det hemmelighedskræmmeri vi har tilladt de store olie-, gas- og mineselskaber, og mest af alt, af forsømmelsen fra vores politikere til at følge op på deres retorik og gøre noget rigtigt meningsfuldt og systematisk for at takle det.

Nå, lad mig tale om bankerne først. Det kommer næppe som en overraskelse når jeg fortæller jer at bankerne modtager beskidte penge, men de prioriterer deres profit også på andre destruktive måder. For eksempel, i Sarawak, Malaysia. Denne region, den har bare fem procent af sin skov tilbage. Fem procent. Så hvad skete der? Fordi en elite og deres facilitatorer har lavet millioner af dollars med at støtte skovhugst på en industriel skala gennem mange år. Så vi sendte en undercover undersøger ind for at hemmeligt at filme et møde med medlemmer af den herskende elite, og de endelige optagelser, de gjorde nogle folk meget ophidsede, og I kan se det på Youtube, og de bevidste hvad vi længe havde mistanke om, fordi det viste hvordan statens hovedminister, på trods af hans senere benægtelser brugt sin kontrol over land- og skovlicenser til at berige sig selv og sin familie. Og HSBC, vi ved at HSBC som var bank for regionen største skovfældningsselskaber som var ansvarlige for noget af ødelæggelserne i Sarawak og andre steder. Banken overtrådte sin egen bæredygtighedspolitik i den proces, men de tjente 130 millioner dollars. Og kort tid efter vores afdækning, meget kort efter vores afdækning tidligere i år, annoncerede banken en gennemgang af deres politik. Og er det et fremskridt? Måske, men vi er nødt til at holde meget tæt øje med den sag.

Og der er et problem med de anonyme dækselskaber. Vi har alle hørt om hvad de er, tror jeg, og alle ved at de bruges meget af folk og firmaer som prøver at undgå at betale deres andel til samfundet også kendt som skat. Men hvad der sjældent kommer frem i lyset er hvordan dækselskaber er brugt til at stjæle kæmpe summer af penge, betydende summer af penge, fra fattige lande. I næsten alle de sager om korruption vi har efterforsket, her dækselskaber optrådt, og nogen gange har det været umuligt at finde ud af hvem der i virkeligheden har været deltagere i handlen.

Et nyligt studie fra Verdensbanken kiggede på 200 sager om korruption. Og fandt i over 70% af sagerne var anonyme dækselskaber blevet brugt, for omkring 56 milliarder dollars. Mange af disse selskaber var i Amerika eller United Kingdom, det oversøiske territorier og kongelige besiddelser og det er ikke kun et offshore problem det er også et indlands. Som I ser, dækselskaber, de er centrale for hemmelige aftaler som kommer rige eliter til gode snarer end de almindelige borgere.

En nylig iøjefaldende sag vi har efterforsket er hvordan den Demokratiske Republik Congo frasolgte en serie af værdifulde, statsejede miner til et dækselskab på de Britiske Jomfruøer . Så vi talte med kilder i landet, gennemtrawlede forretningsdokumenter og anden information og prøvede at stykke det sande billede sammen af aftalen. Og vi var alarmerede over at finde at disse dækselskaber havde hurtigt omsat mange af disse værdier med store profitter for store internationale mineselskaber med adresse i London. Nu, det afrikanske fremskridtspanel, ledet af Kofi Annan, de har beregnet at Congo kan have tabt mere end 1,3 milliard dollars fra disse handler. Det er næsten det dobbelte af landets samlede udgifter til sundhed og uddannelse. Og vil folkene i Congo nogensinde få deres penge tilbage? Svaret på det spørgsmål, og hvem som i virkeligheden var involveret og hvad der egentlig skete, det svar vil forblive låst inde hos hemmelige selskaber registeret på de Britiske Jomfruøer og andre steder medmindre vi alle gør noget ved det.

Og hvad med olie-, gas- og mineselskaberne? Okay, det er lidt af en kliche at tale om dem. Korruption i den sektor, ingen overraskelse. Der er korruption alle steder, så hvorfor fokuserer på den sektor? Fordi der er meget på spil. I 2001, eksport af naturressourcer oversteg ulandshjælp med omkring 19 til en i Afrika, Asien og Latin Amerika. Nitten til en. Det er en helvedes mange skoler og universiteter og hospitaler og iværksætterfirmaer, mange som ikke har vist sig og aldrig vil fordi mange af de penge simpelthen er blevet stjålet.

Nå, lad os gå tilbage til olie- og mineselskaberne, og lad os gå tilbage til Dan Etete og den 1 milliard dollar store aftale. Og undskyld mig at jeg er nødt til at læse det næste stykke op fordi det er en åben sag og vores advokater har været igennem nogle af detaljerne så jeg ønsker at de skal siges korrekt.

NU, på overfladen, så handlen ud til at være lige ud af landevejen. Underselskaber af Shell og Eni betalte den nigerianske regering for rettighederne. Den nigerianske regering overførte præcist det samme beløb, ned til den enkelte dollar, til en konto øremærket for et dækselskab hvis skjulte ejer var Etete. Nu, det er ikke dårligt for en dømt pengevasker. og her er pointen. Efter mange måneders gravearbejde og læsning gennem hundreder sider af retsdokumenter, har vi fundet bevis for, faktisk, at Shell og Eni vidste at disse beløb ville blive overført til dette dækselskab, og ærligt, det er svært at tro at de ikke vidste hvem de i virkeligheden handlede med.

Nu, det burde ikke kræve den slags anstrengelser for at finde ud af hvor penge i handler som disse ender. Jeg mener, det er statsejendom. De brude blive brugt til fordel for folket i landet. Men i nogle lande, borgere og journalister som prøver at frembringe historier som disse har blevet overfaldet og arresteret og nogle har også risikeret deres liv, for at gøre det.

Og til sidst, der er dem som tror at korruption er uundgåelig. Det er bare sådan forretning gøres. Det er for svært og kompliceret at ændre. Så hvad der effekten, Vi må bare accepterer det. Men som kampagnefører og efterforsker, jeg har et andet synspunkt, fordi jeg har set hvad der kan ske når en ide får momentum. I olie- og minesektoren, for eksempel, er der nu en begyndelse på en ægte verdensomspændende gennemsigtigheds-standard som kan takle nogle af disse problemer. i 1999, da Global Witness opfordrede olieselskaberne at gøre deres betalinger for aftaler gennemsigtige, nogle folk grinte af den ekstreme naivitet af den lille ide. Men bogstaveligt hundrede af civilsamfundsgrupper fra hele verden fandt sammen om at kæmpe for gennemsigtighed, og nu er det hurtigt begyndt at blive normen og loven. To tredjedele af værdien og jordens olie- og mineselskaber er nu omfattet af gennemsigtighedslove. To tredjedele.

Så ændringer sker. Dette er fremskridt. Men vi er der ikke endnu, langt fra. Fordi dette handler ikke kun om korruption ovre hos de andre, gør det? I en globaliseret verden, korruption er en rigtig globaliseret forretning, og den behøver globale løsninger, støttet og presset på af os alle, globale borgere, lige her.

Mange tak.

(Bifald)