978,201 views • 13:19

Hør engang, jeg var ved at fortryde, helt ærligt, om jeg kunne tale om dette til sådan et vitalt og levende publikum som I er. Så huskede jeg citatet fra Gloria Steinem, som er, "Sandheden vil sætte dig fri, men først vil den pisse dig af." (Latter) Så — (Latter)

Så med det i baghovedet, vil jeg begynde med at prøve at gøre de ting her, og tale om at dø i det 21. århundrede. Den første ting der vil pisse jer af, utvivlsomt, er at vi alle sammen, faktisk, vil dø i det 21. århundrede. Der vil ikke være nogen undtagelser til det. Der er, åbenbart, cirka en ud af otte af jer der mener I er udødelige, i meningsmålinger, men — (Latter) Desværre, kommer det ikke til at ske.

Men jeg giver dette foredrag, de næste 10 minutter, vil et hundrede millioner af mine celler dø, og i løbet af i dag, vil 2.000 af mine hjerneceller dø og aldrig komme tilbage, så man kunne argumentere for at den døende process begynder ret tidligt i livet.

Under alle omstændigheder, den anden ting jeg vil sige om at dø i det 21. århundrede, bortset fra at det kommer til at ske for alle, er at det viser sig at blive noget af et tog vrag for de fleste af os, medmindre vi gør noget og prøver på at genvinde denne process fra den temmelig uundgåelige livsbane som den er på for øjeblikket.

Så der er den. Det er sandheden. Det vil uden tvivl pisse jer af, og lad os nu se om det kan sætte jer fri. Jeg lover ikke noget. Som I hørte i introen, arbejder jeg inden for intensiv pleje, og jeg tror at jeg har levet gennem nok af storhedstiden af intensiv pleje. Det har været en fed tur mand. Dette har været fantastisk. Vi har maskiner der siger ping. Der er mange af dem deroppe. Og vi har noget geni teknologi som jeg mener har fungeret virkelig godt, og i løbet af tiden har jeg arbejdet i intensiv pleje, er dødsraten for mænd i Australien er halveret, og intensiv pleje har haft noget at gøre med det. Bestemt, mange af de teknologier som vi bruger har noget at gøre med det.

Så vi har haft en enorm succes, og vi blev på en måde fanget lidt i vores egen succes, og vi begyndte at bruge udtryk som "livreddende." Jeg undskylder virkelig for alle for at gøre det, fordi tydeligvis, gør vi ikke det. Det vi gør er at vi forlænger menneskers liv, og forsinker døden, og omadresserer døden, men vi kan ikke, strengt taget, redde liv på nogen form for permanent basis.

Og det der virkelig er sket i den tidsperiode som jeg har arbejdet i intensiv pleje, er at mennesker hvis liv vi begyndte med at redde tilbage i 70'erne, 80'erne, 90'erne, ender nu med at dø i det 21. århundrede af sygdomme som vi ikke længere har svarene på som vi helt på samme måde som dengang.

Så det der sker nu er at der har været et stort skifte i måden hvorpå folk dør, og det de for det meste dør af nu, er ikke så i forhold til det vi kan gøre, sammenlignet med hvordan det plejede at være da jeg gjorde dette i 80'erne og 90'erne.

Så vi blev på en måde lidt fanget af dette, og vi har ikke rigtig gjort det op med jer om det der virkelig sker nu, og det er på tide vi fik det gjort. Jeg vågnede lidt op for dette sidst i 90'erne, da jeg mødte denne fyr. Denne fyr hedder Jim, Jim Smith, og han så sådan her ud. Jeg blev kaldt ned til afdelingen for at se til ham. Den lille hånd er hans. Jeg blev kaldt ned til afdelingen til at se ham af en respiratorisk læge. Han sagde, "Hør, der er en fyr dernede. Han har lungebetændelse, og han ser ud til at have brug for noget intensiv pleje. Han datter er her og hun vil have at alt der er muligt bliver gjort." Hvilket er et kendt udtryk for os. Så jeg gør ned til afdelingen og ser Jim, og hans hud er gennemsigtig på denne måde. Man kan se hans knogler gennem huden. Han er meget, meget tynd, og han er, rigtig nok, meget syg af lungebetændelse, og han er for syg til at tale til mig, så jeg taler med hans datter Kathleen, og jeg siger til hende, "Talte Jim og dig nogensinde om hvad du ville have der skulle gøres hvis han endte i denne slags situation?" Og hun kiggede på mig og sagde, "Nej, selvfølgelig ikke!" Jeg tænkte, "Okay. Tag det roligt." Og jeg talte med hende, og efter et stykke tid, sagde hun til mig, "I ved, vi troede altid der ville være tid."

Jim var 94. (Latter) Og jeg blev klar over at der var noget der ikke skete her. Der kom ikke denne dialog som jeg havde forestillet mig. Så en gruppe af os begyndte at lave spørgeundersøgelser, og vi kiggede på fire og et halvt tusinde plejehjems beboere i Newcastle, i Newcastle området, og opdagede at kun en ud af hundrede af dem havde en plan om hvad der skulle ske når deres hjerte holdte op med at slå. En ud af hundrede. Og kun en ud af 500 af dem havde en plan om hvad der skulle gøres hvis de blev alvorligt syge. Og jeg blev klar over, selvfølgelig, denne dialog sker bestemt ikke i samfundet i almindelighed.

Nu arbejder jeg i akut hjælpen. Dette er John Hunter Hospital. Og jeg tænkte, selvfølgelig, vi gør det bedre end det. Så en af mine kolleger fra hjemmeplejen der hedder Lisa Shaw og jeg gennemgik hundredevis og hundredevis af noter i afdelingen for medicinske journaler og kiggede på om der var noget som helst tegn på at nogen havde haft en eller anden samtale om hvad der kunne ske med dem hvis den behandling de fik var forgæves til det punkt at de ville dø. Og vi fandt ikke en eneste journal med nogen præference om mål, behandlinger eller resultater i nogen af journalerne der var lavet af en læge eller af en patient.

Så jeg begyndte at indse at vi havde et problem, og at problemet er mere alvorligt på grund af dette.

Det vi ved er at vi alle selvsagt skal dø, men hvordan vi dør er faktisk utrolig vigtigt, selvfølgelig ikke kun for os, men også for hvordan det passer ind i de menneskers liv der lever videre bagefter. Hvordan vi dør, lever videre i sindet på alle dem der overlever os, og den stress der skabes i familier ved dødsfald er enorm, og faktisk får man syv gange så meget stress af at dø i intensiv pleje, som ved at dø mere eller mindre et hvilket som helst andet sted, så at dø i intensiv pleje står ikke øverst på ens liste hvis man har et valg.

Og, hvis det ikke er slemt nok, selvfølgelig, udvikler dette sig hurtigt til det faktum at mange af jer, faktisk, cirka en ud af 10 af jer på nuværende tidspunkt, vil dø i intensiv pleje. I USA, er det en ud af fem. I Miami, er det tre ud af fem mennersker der dør i intensiv pleje. Så dette er det slags fremdrift vi har for øjeblikket.

Grunden til alt dette sker er på grund af dette, og jeg skal tage jer gennem hvad dette handler om. Dette er de fire måder at komme afsted på. Så en af disse vil ske for os alle sammen. Dem I kender meste til er dem der i stigende omfang har historisk interesse: pludselig død. Det er temmelig sandsynligt at det i et publikum af denne størrelse ikke vil ske for nogen her. En pludselig død er blevet meget sjældent. Døden af Little Nell og Cordelia og al den slags sker bare ikke mere. Den døende process hos dem med en uhelbredelig sygdom som vi lige har set sker for yngre mennesker. Til den tid man er 80, er det usandsynligt at det sker for en. Kun en ud af te mennesker der er over 80 år vil dø af kræft.

Dette er de store udviklende industrier. Det man dør af er tiltagende organ svigt, i luftvejene, hjertet, nyrerne, det organerne indeholder. Hver af disse ville være en indlæggelse til et akut pleje sygehus, hvor man til slut, eller et tidspunkt hvor, nogen siger, nok er nok, og vi må holde.

Og dette er den størst voksende industri af dem alle, og mindst seks ud af 10 mennesker i dette lokale vil dø på denne måde, som er den forsvindende kapacitet men stigende skrøbelighed, og skrøbelighed er en uundgåelig del ved aldring, og stigende skrøbelighed er faktisk hovedårsagen til at folk dør nu, og de sidste par år, eller de sidste år af ens liv bliver tilbragt med en stor del funktionsnedsættelse, beklageligvis.

Nyder I det indtil videre? (Latter) (Latter) Undskyld, jeg følte mig som sådan en, eg føler mig som sådan en Cassandra her. (Latter)

Hvad kan jeg sige der er positivt? Det der er positivt er at dette sker i en meget høj alder, nu. Vi lever alle, de fleste af os, til at nå dette punkt. I ved, historisk set, gjorde vi ikke det. Dette er hvad der sker med en når man når en høj alder, og uheldigvis, betyder høj levealder mere alderdom, ikke mere ungdom. Det er jeg ked af at sige. (Latter) Det vi gjorde, hvorom alt er, se, det vi gjorde vi slog os ikke til tåls med det ved John Hunter Hospital og andre steder. Vi har startet en hel række projekter for at prøve og se om vi, faktisk, kunne involvere mennesker meget mere i måden hvorpå dette sker for dem. Men vi realiserede, selvfølgelig, at vi har at gøre med kulturelle problemstillinger, og dette er, jeg elsker dette Klimt maleri, fordi jo mere man ser på det, jo mere forstår man på en eller anden måde hele problemstillingen der er her, der er klart adskillelsen af døden fra de levende, og frygten – gerne, hvis man faktisk kigger, er der en kvinde der der har åbne øjne. Hun er den, han ser på, og [hun] er den han kommer efter.. Kan I se det? Hun ser rædselsslagen ud. Det er et fantastisk billede.

Uanset hvad, så vi havde en stor kulturel problemstilling. Klart, folk ønskede ikke at vi talte om døden, eller, det troede vi. Så med masser af støtte fra den føderale regering og det lokale sundhedsvæsen, indførte vi en ting på John Hunter der hedder Respecting Patient Choices. Vi trænede hundredvis af mennesker til at gå til afdelingerne og tale med folk om, at de ville dø, og hvad ville de foretrække under disse omstændigheder. De elskede den. De pårørende og patienterne, de elskede den. 98 procent af folk mente virkelig at dette skulle være normal praksis, og at dette er hvordan tingene bør fungere. Og da de udtrykte ønsker, alle disse ønsker blev opfyldt, så at sige. Vi var i stand til at få det til at ske for dem. Men derefter, da støtten sluttede, kom vi tilbage seks måneder senere, og alle var stoppet igen, og ingen førte disse samtaler længere. Så det var virkelig ret hjerteskærende for os, fordi vi troede dette virkelig ville blive til noget. Den kulturelle problemstilling have bekræftet sig selv.

Så her er salgstalen: Jeg mener det er vigtigt at vi ikke blot hopper på denne motorvej til intensivafdelingen uden seriøst at tænke over om det er der vi alle har lyst til at ende eller ej, især efterhånden som vi bliver ældre og mere og mere svagelige og intensivafdelingen har mindre og mindre og mindre at tilbyde os. Der må være en lille side-vej for mennesker der ikke ønsker at gå den vej. Og jeg har en lille ide, og én stor idé om hvad der kunne ske.

Og dette er den lille idé. Den lille idé er, lad os alle engagere os mere i dette på den måde som Jason har vist. Hvorfor har vi ikke denne slags samtaler med vores egen ældre og folk der nærmer sig dette? Der er et par ting man kan gøre. Et af dem er, man kan, blot stille dette simple spørgsmål. Dette spørgsmål slår aldrig fejl. "I tilfælde af at du blev alt for syge til at tale for dig selv, hvem ville du gerne have til at tale for dig?" Det er et virkelig vigtigt spørgsmål at stille folk, fordi at give folk kontrollen over hvem det er giver et fantastisk resultat. Den anden ting man kan sige, er, "Har du talt med vedkommende om de ting, der er vigtige for dig så vi har fået en bedre ide om hvad det er vi kan gøre?" Så det er den lille ide.

Den store ide, synes jeg, er mere politisk. Jeg synes, vi skal komme ind på dette. Jeg foreslog, at vi skulle have Occupy Death. (Latter) Min kone sagde, "Ja, selvfølgelig, besættelser i ligkapellet. Ja, ja. Helt sikkert." (Latter) Så den virkede ikke helt, men jeg blev meget ramt af dette. Jeg er nu en aldrende hippie. Jeg ved det ikke, jeg mener ikke at jeg ser sådan ud mere, men jeg havde, to af mine børn blev født hjemme i 80'erne da hjemme fødsel var en stor ting, og vi baby boomers er vant til at tage ansvar for situationen, så hvis man bare erstatter alle disse ord af fødsel, jeg kan lide "Fred, kærlighed, naturlig død" som en mulighed. Jeg mener vi skal være politiske og begynde at genvinde denne proces fra den medicinerede model der er nu.

Men hør engang, det lyder som en salgstale for aktiv dødshjælp. Jeg vil gerne gøre det helt krystalklart for jer alle, Jeg hader aktiv dødshjælp. Jeg synes det er et sideshow. Jeg tror ikke, at aktiv dødshjælp betyder noget. Jeg mener faktisk, at i steder som Oregon, hvor man kan få læge-assisteret selvmord, man tager en giftig dosis sager, kun en halv procent af folk gør det. Jeg er mere interesseret i hvad der sker med de 99,5 pct. af folk, der ikke ønsker at gøre. Jeg tror de fleste mennesker ikke ønsker at være døde, men jeg tror de fleste mennesker ønsker at have en slags kontrol over hvordan deres døende proces skrider frem. Så jeg er modstander af aktiv dødshjælp, men jeg mener vi skal give folk noget kontrol tilbage. Det fratager aktiv dødshjælp sin iltforsyning. Jeg mener, at vi bør se på at stoppe behovet for aktiv dødshjælp, ikke at gøre det ulovligt eller lovligt eller foruroligende at tale om det overhovedet.

Dette er et citat fra Dame Cicely Saunders, som jeg mødte da jeg var medicinsk student. Hun grundlagde hospice bevægelsen. Og hun sagde, "Du betyder noget fordi du er, og du betyder noget til det sidste øjeblik af dit liv." Og jeg mener fuldt og fast at det er det budskab som vi skal videreføre. Tak. (Bifald)