Robert Waldinger
21,530,021 views • 12:46

Hvad gør os sunde og glade gennem hele livet? Hvis du lige nu skulle investere i den bedste fremtidige udgave af dig selv hvad ville du så bruge din tid og energi på? Der var fornyligt en undersøgelse af årgang 00'er som blev spurgt, hvad deres vigtigste mål i livet var, og over 80 procent svarede at et vigtigt mål for dem var at blive rige. Og 50% af disse unge voksne svarede at et andet vigtigt mål var at blive berømt.

(Latter)

Og vi bliver konstant fortalt at vi skal arbejde hårdt, være ambitiøse og opnå mere. Vi har fået det indtryk, at det er hvad vi skal opnå for at få et godt liv. Billeder af et helt liv, af de valg folk tager og hvordan disse valg udarter sig for dem, de billeder er næsten umulige af få. Det meste vi ved om menneskers liv ved vi, fordi vi har spurgt til folks erindringer, og som vi ved: bagklogskab er sjældent nøjagtig. Vi glemmer en stor del af hvad der er sket og nogle gange er hukommelsen ligefrem kreativ.

Men tænk hvis vi kunne iagttage komplette liv mens de udfolder sig? Hvis vi kunne studere folk fra tiden hvor de var teenagere hele vejen til alderdom for at se hvad der virkelig holder folk glade og raske?

Det gjorde vi. Harvard Undersøgelse af Voksen Udvikling er måske den længste undersøgelse af voksenlivet, som nogensinde er lavet. I 75 år fulgte vi 724 mænd, år efter år, spurgte vi ind til job, hjemmeliv og deres helbred og spurgte naturligvis dem alle løbende uden at vide hvordan deres livshistorie ville udarte sig.

Undersøgelser som denne er overordentligt sjældne. Næsten alle projekter af den type falder fra hinanden inden 10 år fordi alt for mange mennesker dropper ud af undersøgelsen, eller finansieringen stopper, eller forskerne bliver distraheret, eller de dør, og ingen giver bolden videre. Men med en kombination af held og udholdenhed hos flere generationers forskere har undersøgelsen overlevet. Cirka 60 af vores oprindelige 724 mænd er stadig i live, deltager stadig i undersøgelsen, de fleste er i 90'erne. Og vi begynder nu at forske i de mere end 2000 børn af disse mænd. Jeg er den fjerde direktør af undersøgelsen.

Siden 1938 har vi fulgt livet af to grupper med mænd. Den første gruppe startede i undersøgelsen da de var på andet år, på Harvard Universitet. Alle afsluttede Universitetet i løbet af 2. verdenskrig, og de fleste tog afsted for at deltage i krigen. Den anden gruppe som vi fulgte var en gruppe af drenge fra Bostons fattigste kvarter, drenge som var udvalgt til undersøgelsen, specifikt, fordi de kom fra nogen af de mest socialt udsatte familier i Boston i 1930'erne. De fleste boede i lejeboliger, mange uden rindende vand.

Da de som teenagere startede i undersøgelsen blev de alle interviewet. De undergik helbredstjek. Vi besøgte dem og interviewede deres forældre. Og disse teenagere voksede op og landede i alle samfundslag. De blev fabriksarbejdere, advokater, brolæggere og læger, en blev præsident i USA. Nogle blev alkoholikere. Få udviklede skizofreni. Nogle steg op ad den sociale rangstige fra bunden hele vejen til den absolutte top, og nogle tog rejsen i den modsatte retning.

Grundlæggerne af denne undersøgelse ville aldrig i deres vildeste fantasi have drømt om at jeg ville stå her idag, 75 år senere, og fortæller Jer at forskningen stadig består. Hvert andet år, ringer vores tålmodige og dedikerede forskerhold til vores mænd og spørger om vi må sende dem endnu et sæt spørgsmål vedrørende deres liv.

Mange fra Bostons centrum spørger: "Hvorfor vil I fortsat studere mig? Mit liv er ikke så interessant." Mændene fra Harvard stiller aldrig det spørgsmål.

(Latter)

For at få det klareste billede af deres liv, sender vi dem ikke kun spørgeskemaer. Vi interviewer dem hjemme hos dem selv. Vi får journaler fra deres læger. Vi tager blodprøver, vi scanner deres hjerner, vi taler med deres børn. Vi filmer dem, mens de taler om deres dybeste bekymringer med ægtefællen. Og da vi for ca. 10 år siden, endelig spurgte deres ægtefæller om de også ville deltage i undersøgelsen svarede mange af kvinderne: "Det var på tide."

(Latter)

Så hvad har vi lært? Hvad har vi lært fra disse tusindvis af siders information vi har samlet om disse liv? Det handler ikke om rigdom, berømmelse eller hårdt arbejde. Det der står lysende klart efter 75 års undersøgelse er: Gode relationer gør os gladere og raskere. Punktum.

Vi har lært tre vigtige ting om relationer. For det første, at sociale relationer er gode for os, og at ensomhed dræber. Det viser sig at folk som er mere socialt forbundet til familier, venner, fælleskaber, er gladere, fysisk sundere og lever længere end folk som har mindre gode netværk. Og oplevelsen af ensomhed viser sig at være giftig. De som er mere isoleret fra andre end de egentlig ønsker oplever at de er mindre glade, deres helbred svækkes tidligere i livet, hjernefunktioner nedsættes tidligere og de lever kortere liv end folk som ikke er ensomme. Og det sørgelige faktum er, at uanset tidspunktet, vil flere end én ud af fem amerikanere berette at de er ensomme.

Vi ved at man kan være ensom i en flok og man kan være ensom i et ægteskab, så den anden klare erfaring er, at det ikke bare handler om antal venner, eller hvorvidt du har et fast forhold, det er kvaliteten af de nære relationer der betyder noget. Det viser sig, at et konfliktfyldt liv er rigtig dårligt for helbredet. Ægteskaber med mange konflikter og uden megen kærlighed, viser sig at være dårlig for helbredet og måske endda værre end skilsmisse. Og lever man i et godt og varmt forhold, virker det beskyttende.

Da vi havde fulgt mændene til de var i deres 80'ere, kiggede vi tilbage på midten af livet for at se om vi kunne forudse hvem der ville blive en lykkelig og sund firsårig og hvem der ikke ville. Og da vi samlede alt hvad vi vidste om dem ved en alder på 50, var det ikke midtlivets kolesteroltal der viste hvordan de ville blive gamle. Det var, hvor tilfredse de var i deres forhold. De der var mest tilfredse med deres forhold som 50 årige var de sundeste 80 årige. Gode og tætte relationer synes at beskytte os mod nogle af de ulemper der er ved at blive gammel. Vores gladeste samlevende mænd og kvinder meddelte, som 80 årige, at på de dage hvor de havde mere fysisk smerte, var de ikke mindre glade. Men de som ikke var i lykkelige forhold på dage hvor de havde mere fysisk smerte blev smerten forstærket af yderligere følelsesmæssig smerte.

Og den tredie vigtige lektie vi lærte om sociale relationer og helbred er at gode relationer, ikke bare beskytter vores kroppe men også vores hjerner. Det viser sig, at er man som 80 årig i et trygt forhold med en anden person, virker det beskyttende, og personer med livspartnere de virkelig kan regne med når det brænder på, har bedre og skarpere hukommelse i længere tid. Og dem i forhold der ikke føler de kan regne med den anden, oplever tidligere hukommelsestab. Men de gode forhold behøver ikke være lykkelige hele tiden. Nogle af vores 80 årige par kunne småskændes med hinanden dag ud og dag ind, når bare de følte at de kunne regne med den anden når det virkelig gjaldt, havde skænderierne ingen indflydelse på hukommelsen.

Så budskabet, at gode, tætte forhold er godt for vores helbred og trivsel, det er viden, så gammel som bjergene. Hvorfor er det så svært at forstå og så let at glemme? Vi er kun mennesker. Det vi godt kan lide er et hurtigt fix, noget vi kan få som vil gøre vores liv godt og sikre det forbliver sådan. Forhold er rodet og komplicerede og det hårde arbejde med at vedligeholde familieliv og venner er hverken sexet eller glamourøst. Det er også livsvarigt. Det slutter aldrig. Deltagerne der efter 75 år var de lykkeligste pensionister var folk som aktivt havde udskiftet kollegaer med legekammerater. Lige som årgang 00'erne i den nye undersøgelse, troede også mange af de ældre mænd, da de startede som unge voksne, at berømmelse og rigdom ville hjælpe i jagten på det gode liv Men igen og igen, i løbet af de 75 år, har vores undersøgelse vist at de der klarede sig bedst, var dem der hengav sig til relationer, med familien, venner og fællesskaber.

Så, hvad med dig? Lad os sige du er 25, 40 eller 60 år. Hvordan betyder det at give sig hen til relationer?

Mulighederne er praktisk talt uendelige. Det kunne være noget så simpelt, som at udskifte TV-tid med mennesker eller genoplive et forslidt forhold ved at lave noget nyt sammen, lange gåture eller stævnemøder, eller nå ud til det familiemedlem du ikke har talt med i årevis, fordi de familierfejder vi alle kender til er opslidende på de der bærer nag.

Jeg vil gerne afslutte med et citat af Mark Twain. Mere end et århundrede siden, kiggede han tilbage på sit liv og skrev dette: "Der er ikke tid, så kort er livet, til skænderier, undskyldninger og hjertesorg at bære. Der er kun tid til kærlighed, og endda til det, kun et øjeblik."

Det gode liv er bygget på gode relationer.

Tak

(Bifald)