Eleanor Longden
4,361,100 views • 14:17

Den dag, jeg forlod mit hjem første gang for at begynde på universitetet, var en strålende dag fuld af håb og optimisme. Jeg havde klaret mig godt i skolen. Forventningerne til mig var høje og boblende af glæde begyndte jeg mit liv som studerende med forelæsninger, fester og tyveri af trafikkegler.

Fremtoning kan naturligvis være vildledende og til en vis grad var denne livlige, energiske karakter, der gik til forelæsninger og stjal trafikkegler, en overflade, omend en meget vel-fremstillet og overbevisende en. Nedenunder var jeg rent faktisk dybt ulykkelig, usikker og grundlæggende skræmt – skræmt over andre mennesker, fremtiden og fiasko og over den tomhed, som jeg følte inden i mig. Men jeg var dygtig til at gemme det, og udefra lignede jeg en med alting at håbe på og stræbe efter Den fantasi om usårlighed var så fuldendt, at jeg tilmed bedrog mig selv, og som det første semester sluttede, og det andet begyndte, var der ingen måde, at nogen kunne have forudset, hvad der skulle til at ske.

Jeg var på vej ud fra et seminar, da det begyndte, nynnende for mig selv, rodende med min taske præcis som jeg havde gjort det hundredvis af gang før, da jeg pludselig hørte en stemme roligt konstatere: "Hun forlader lokalet"

Jeg kiggede rundt, og der var ingen der, men tydeligheden og bestemtheden i kommentaren var ikke til at tage fejl af. Rystet efterlod jeg mine bøger på trapperne og skyndte mig hjem, og der var den igen: "Hun åbner døren."

Det var begyndelsen. Stemmen var ankommet. Og stemmen varede ved, dage og så uger med den. Igen og igen, berettede den om alt jeg gjorde i tredje person.

"Hun går på biblioteket."

"Hun går til en forelæsning." Den var neutral, udtryksløs og oven i købet, efter et stykke tid, underligt medfølende og betryggende, Omend jeg bemærkede, at dens rolige ydre ind i mellem fejlede, og at den sommetider afspejlede mine egne uudtrykte følelser. Som for eksempel hvis jeg var vred og var nødt til at skjule det, hvilket jeg ofte var, som værende meget vant til at lægge skjul på, hvordan jeg virkeligt havde det, så ville stemmen lyde frustreret. Ellers var den hverken truende eller forstyrrende, Omend selv på det tidspunkt var det åbenlyst, at den havde noget at kommunikere til mig om mine følelser, især følelser, der var fjerne og utilgængelige.

Det var her, jeg begik den fatale fejltagelse at fortælle en ven om stemmen, og hun var rædselsslagen. En diskret tilvænningsproces var begyndt, Antydningen, at normale mennesker ikke hører stemmer, og den kendsgerning, at jeg gjorde, betød at noget var meget seriøst galt. Den slags frygt og mistro var smitsom. Med ét syntes stemmerne ikke helt så godartede mere, og da hun insisterede på, at jeg søgte lægehjælp, indvilligede jeg på behørig vis, hvilket skulle vise sig at være fejl nummer to.

Jeg brugte noget tid på at fortælle skolelægen om, hvad jeg opfattede som det egentlige problem: ængstelse, lavt selvværd, frygt for fremtiden, og blev mødt med ligegyldighed indtil jeg nævnte stemmen, hvorefter han tabte sin kuglepen, svingende rundt og begyndte at udspørge mig med oprigtig interesse. Og retfærdigvis var jeg desperat for interesse og hjælp, og jeg begyndte at fortælle ham om min mærkelige kommentator. Og jeg ønsker altid, at stemmen på dette tidspunkt havde sagt: "Hun graver sin egen grav."

Jeg blev henvist til en psykiater som ligeledes havde et dystert syn på stemmens tilstedeværelse, og efterfølgende fortolkede alt, jeg sagde, gennem en linse af latent sindssygdom. For eksempel arbejdede jeg på en tv-station for de studerende, der sendte nyhedsudsendelse på universitetsområdet og under en konsultation, der var sent på den, sagde jeg: "Jeg beklager, doktor, men jeg bliver nødt til at smutte. Jeg skal oplæse nyheder klokken seks." Nu står det i min journal, at Eleanor har en vrangforestilling om, at hun er nyhedsoplæser.

Det var på dette tidspunkt, at omstændighederne i hastig udvikling begyndte at overhale mig. Derefter kom en hospitalsindlæggelse. Den første af mange, en diagnose på skizofreni fulgte efter og så, værst af alt, en giftig, plagende følelse af håbløshed, ydmygelse og fortvivlelse over mig selv og mine udsigter.

Men efter at være blevet opmuntret til at se stemmen ikke som en oplevelse, men som et symptom, intensiveredes min ængstelse og modstand mod den. I bund og grund repræsenterede dette at tage et aggressivt standpunkt i forhold til mit eget sind, en slags psykisk borgerkrig, og til gengæld var dette skyld i, at antallet af stemmer steg, og at de voksede sig gradvist mere fjendtlige og truende. Hjælpeløst og håbløst begyndte jeg at trække mig tilbage ind i denne mareridtsagtige indre verden, hvor stemmerne var skæbnebestemt til at blive både min forfølger og mine eneste opfattede kammerater. De fortalte mig for eksempel, at hvis jeg beviste mig værdig til deres hjælp, så kunne de ændre mit liv tilbage til, hvordan det havde været, og en serie af stadig mere bizarre opgaver blev stillet mig et slags Herkules-arbejde. Det begyndte ret småt, for eksempel, træk tre lokker ud af håret men gradvist voksede det sig mere ekstremt kulminerende i kommandoer om at gøre skade på mig selv, og en særligt dramatisk instruktion:

"Kan du se underviseren derovre? Kan du se det glas vand? Godt, du skal gå over og hælde det ud over ham foran de andre studerende."

Hvilket jeg rent faktisk gjorde, og hvilket jeg ikke behøver at sige ikke gjorde mig ret vellidt på fakultetet.

Praktisk talt, en ond cirkel af frygt, undvigelse, mistillid og misforståelse var blevet etableret, og det var en kamp, hvor jeg følte mig magtesløs og ude af stand til at stifte nogen form for fred eller forsoning.

To år senere, og tilbagegangen var dramatisk. Nu havde jeg et helt rasende repertoire: Skræmmende stemmer, groteske syn, bizarre, uregerlige vrangforestillinger. Min mentale helbredsstatus havde været en drivkraft for diskrimination, verbale overgreb, og fysiske og seksuelle overfald, og jeg var blevet fortalt af min psykiater: "Eleanor, du havde været bedre stillet med kræft, fordi kræft er lettere at helbrede end skizofreni." Jeg var blevet diagnosticeret, bedøvet og kasseret, og var på dette tidspunkt så forpint af stemmerne, at jeg forsøgte at bore et hul i mit hoved for at få dem ud.

Nu, når jeg kigger tilbage på de års ødelæggelser og fortvivlelse, virker det for mig som om at nogen døde der, men alligevel også, som om en anden blev reddet. En nedbrudt og hjemsøgt person begyndte den færd, men den person, der kom til syne, var en overlever og ville i sidste ende vokse og blive den person, jeg var skæbnebestemt til at blive.

Mange mennesker har gjort mig fortræd i mit liv, og jeg husker dem alle, men minderne blegner og blive svage i sammenligning med de mennesker, som har hjulpet mig. Med-overleverne, med-stemmehørerne kammeraterne og samarbejdspartnerne; moderen, der aldrig opgav mig, som vidste, at jeg en dag ville komme tilbage til hende, og som var villig til at vente på mig, lige så længe det varede; Lægen, der kun arbejdede med mig kortvarigt, men som fastslog sin overbevisning om, at bedring ikke blot var mulig, men uundgåelig, og som i løbet af en knusende tid med tilbagefald fortalte min forfærdede familie: "Opgiv ikke håbet. Jeg tror, at Eleanor kan komme igennem dette. Nogle gange, ved I, sner det så sent som i maj, men sommeren kommer altid til sidst."

14 minutter er ikke nok tid til fuldstændigt at ære disse gode og gavmilde mennesker som kæmpede med mig og for mig og som ventede på at byde mig velkommen tilbage fra det pinefulde, ensomme sted. Men sammen smedede de en blanding af tapperhed, kreativitet, integritet, og en urokkelig tro på, at mit ødelagte selv kunne blive helbredt og helt. Jeg plejede at sige, at disse mennesker reddede mig, men hvad jeg ved nu, er, at de gjorde noget endnu vigtigere ved at give mig kraften til at redde mig selv, og af afgørende betydning, de hjalp mig til at forstå noget, som jeg altid havde haft en formodning om: At stemmerne var et meningsfuldt svar på traumatiske livshændelser, særligt barndomshændelser og var som sådan ikke mine fjender, men en kilde til indblik i følelsesmæssige problemer, der kunne løses.

I begyndelsen var dette meget svært at tro, ikke mindst fordi stemmerne fremstod så fjendtlige og truende, så i denne henseende, var et afgørende første skridt at lære at udskille en metaforisk mening fra hvad jeg tidligere havde fortolket som en bogstavelig sandhed. Som for eksempel stemmer, der truede med at angribe mit hjem lærte jeg at fortolke som min egen følelse af angst og usikkerhed i verden i stedet for en egentlig, objektiv fare.

I begyndelsen ville jeg have troet dem. Jeg husker for eksempel at sidde oppe en nat på vagt uden for mine forældres værelse for at beskytte dem fra, hvad jeg troede var en oprigtig trussel fra stemmerne. Fordi jeg havde sådan et problem med at gøre skade på mig selv, at det meste af bestiket i huset var blevet gemt væk, endte jeg med at bevæbne mig med en plastikgaffel, lidt ligesom fra et skovturs-bestik, og jeg sad uden for værelset og omklamrede den og ventede på at gå i aktion, hvis noget skulle ske. Det var sådan: "Kom ikke her for at genere mig. Jeg har en plastikgaffel, ved du nok." Strategisk.

Men en senere reaktion, og en langt mere brugbar en, var at prøve at afkode beskeden bag ordene, så når stemmerne advarede mig mod at gå ud af huset, så ville jeg takke dem for at henlede min opmærksomhed på hvor usikker jeg følte mig – fordi hvis jeg var bevidst om det, så kunne jeg gøre noget positivt i forhold til det – At forsikre både dem og mig selv om at vi var sikre og ikke behøvede at føle os bange længere. Jeg ville opstille grænser for stemmerne og forsøge at arbejde sammen med dem på en måde, der var kraftfuld, men stadig respektfuld og etablere et langsomt forløb af kommunikation og samarbejde, hvor vi kunne lære at arbejde sammen og støtte hinanden.

Hvad jeg til sidst indså igennem dette, var, at hver stemme var tæt forbundet til sider af mig selv, og at hver af dem bar overvældende følelser, som jeg aldrig havde haft en mulighed for at bearbejde eller få løst, minder om seksuelle traumer og misbrug, om vrede, skam, skyld, lavt selvværd. Stemmerne optog pladsen for denne smerte og formulerede det i ord, og en af de sandsynligvis største åbenbaringer var da jeg indså, at de mest fjendtlige og aggressive stemmer faktisk repræsenterede de dele af mig, der var blev såret dybest, og som sådan, var det disse stemmer, der skulle vises den største medfølelse og omsorg.

Det var bevæbnet med denne viden, at jeg til sidst fik samlet mit ødelagte selv, hvert brudstykke repræsenteret af en forskellig stemme, gradvist holde op med al min medicin, og vende tilbage til psykiatrien, dog denne gang fra den anden side af bordet. Ti år efter den første stemme lød, færdiggjorde jeg endelig min uddannelse denne gang med den højeste grad i psykologi, universitetet nogensinde havde givet, og et år efter den højeste kandidatgrad, hvilket, skal vi sige, ikke er så dårligt for en skør dame. Faktisk dikterede en af stemmerne svaret under eksamen, hvilket teknisk set muligvis tæller som snyd.

(Latter)

Og for at være ærlig, ind i mellem nyder jeg også deres opmærksomhed. Som Oscar Wilde har sagt: Den eneste ting, der er værre end at blive talt om, er ikke at blive talt om. Det gør dig også meget dygtig til at smuglytte, fordi du kan lytte til to samtaler samtidigt. Så det hele er ikke skidt.

Jeg arbejdede i tjenester for psykisk helbred, jeg talte ved konferencer, jeg udgav kapitler til bøger og akademiske artikler, og jeg argumenterede for, og fortsætter med at gøre det, relevansen af det følgende koncept: At et vigtigt spørgsmål i psykiatrien ikke burde være, hvad der er galt med dig, men hellere, hvad der skete med dig. Og hele tiden lyttede jeg til mine stemmer med hvem jeg endelig lærte at leve i fred og med respekt og som til gengæld reflekterede en voksende fornemmelse af medfølelse, accept og respekt over for mig selv. Og jeg husker det mest rørende og usædvanlige øjeblik, da jeg støttede en anden ung kvinde, der blev terroriseret af sine stemmer og blev fuldt bevidst om, for allerførste gang, at jeg ikke længere følte sådan selv, men endelig var i stand til at hjælpe en anden, der gjorde.

Jeg er meget stolt af nu at være en del af Intervoice, den organisatoriske instans i International Hearing Voices Movement, et initiativ inspireret af professor Marius Rommes arbejde og dr. Sandra Escher, som beskriver stemmehøring som en overlevelsesstrategi, en fornuftig reaktion på vanvittige omstændigheder, ikke som et afvigende symptom på skizofreni, der skal udholdes, men en indviklet, væsentlig og meningsfuld oplevelse, der skal udforskes. Sammen forestiller vi os et samfund, der forstår og respektere stemmehøring, støtter behovene for enkeltpersoner, som hører stemmer, og som værdsætter dem som fuldgyldige medborgere. Dette slags samfund er ikke blot muligt, det er allerede på vej. For at omformulere Chavez: Når først samfundsmæssig forandringer begynder, kan de ikke vendes rundt. Du kan ikke ydmyge den person, som føler stolthed. Du kan ikke undertrykke det folk, som ikke længere er bange.

For mig er bedrifterne af Hearing Voices Movement en påmindelse om, at empati, fællesskab, retfærdighed og respekt er mere end ord; de er overbevisninger og tro, og at tro kan ændre verden. I de seneste 20 år har Hearing Voices Movement etableret stemmehørings-netværk i 26 lande på fem kontinenter, arbejdende sammen for at fremme værdighed, solidaritet og selvstændiggørelse for enkeltindivider med psykiske lidelser, for at skabe et nyt sprog og en praksis om håb, som i dets kerne indeholder en urokkelig tro på individets styrke.

Som Peter Levine har sagt: Menneskedyret er et unikt væsen udrustet med en instinktmæssig egenskab til at helbrede og den intellektuelle ånd til at tøjle denne medfødte evne. I dette henseende, for medlemmer af samfundet, er der ingen større ære eller privilegium end at fremme den helbredelsesproces for en, at være vidne, at række en hånd ud, og tage del i byrden af en andens lidelse, og at opretholde håbet for deres bedring. Og ligeledes for overlevere af lidelse og modgang, at vi husker, at vi ikke er tvunget til at lade vores liv definere for evigt af de skadelige ting, der hændte os. Vi er unikke. Vi er uerstattelige. Hvad der ligger inden i os kan aldrig blive koloniseret helt og aldeles, forvrænget eller tages væk. Lyset går aldrig ud.

Som en meget vidunderlig læge engang sagde til mig: "Fortæl mig ikke, hvad andre mennesker har fortalt dig om dig selv. Fortæl mig om dig."

Tak.

(Bifald)