4,291,226 views • 20:06

Alle snakker om lykken nu om stunder. Jeg fik nogen til at tælle, hvor mange bøger med "lykke" i titlen, der er udgivet inden for de sidste fem år. De gav op efter omkring 40, og der var mange flere. Der er en enorm interesse for lykken, blandt forskere. Der er kurser i at blive lykkelig. Alle vil gerne gøre folk lykkeligere. Men på trods af dette store arbejde er der en række kognitive fælder, der gør det næsten umuligt at tænke klart over spørgsmålet om lykken.

I dag vil jeg først og fremmest snakke om disse kognitive fælder. Det vedrører alle, der funderer over deres egen lykke, såvel som akademikere, der studerer lykken, for det viser sig, at vi er lige så forvirrede som alle andre. Den første af disse fælder er en modvilje mod at indrømme, at det er indviklet. Det viser sig, at ordet "lykke" ikke er et nyttigt ord længere, for vi bruger det om for mange forskellige ting. Man kunne måske fastholde en snæver mening, men i det store og hele er det noget, vi må lægge på hylden for i stedet at acceptere et mere kompliceret billede af, hvad velvære indebærer. Den anden fælde vedrører forvirring omkring oplevelse og erindring. Altså omkring forskellen på at være lykkelig i livet og at være lykkelig ved tanken om ens liv, eller lykkelig over ens liv. Og det er to vidt forskellige koncepter, der begge er proppet ind i lykkebegrebet. Den tredje er fokus-illusionen, der uheldigvis medfører, at vi ikke kan tænke på en omstændighed, der har med velvære at gøre, uden at forvrænge dens betydning. Det er virkelig en kognitiv fælde. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Jeg vil gerne indlede med et eksempel, hvor jeg blev stillet et spørgsmål i spørgetiden efter en af mine forelæsninger, hvor han fortalte en historie, og det var en historie... Han fortalte, at han havde lyttet til en symfoni, og det var noget helt enestående musik, og allersidst i optagelsen havde der været en forfærdelig hyletone. Og så tilføjede han, ganske rørt, at det havde ødelagt hele oplevelsen. Men det havde det ikke. Det, der var blevet ødelagt, var erindringen om oplevelsen. Oplevelsen havde han jo haft. Han havde haft 20 minutters enestående musik. Men de betød ikke noget, for han sad tilbage med en erindring, erindringen var ødelagt, og erindringen var det eneste, han kunne beholde.

Hvad dette fortæller os er, at vi kan opfatte os selv og andre mennesker som bestående af to selv. Der er det oplevende selv, som lever i nutiden og kender til nutiden. Det kan genopleve fortiden, men har stort set kun adgang til nutiden. Det er det oplevende selv, som lægen henvender sig til – altså, når lægen spørger, "Gør det ondt, når jeg rører dig her?" Og så er der det erindrende selv, som er det, der holder regnskab og vedligeholder vores livshistorie. Og det er dette selv, som lægen henvender sig til, når han spørger, "Hvordan har du haft det i den seneste tid?" eller "Hvordan gik turen til Albanien?" og den slags. Det er to vidt forskellige størrelser, det oplevende selv og det erindrende selv, og forvirringen omkring disse to bidrager til det rod, der plager begrebet lykke.

Det erindrende selv fortæller historier. Og det starter med en aktivering af vores erindringer. Det starter øjeblikkeligt. Vi fortæller ikke kun historier, når vi rent faktisk fortæller historier. Vores hukommelse fortæller os historier, og det, vi står tilbage med efter en oplevelse, er en historie. Lad mig begynde med et eksempel. Det er en gammel undersøgelse. Disse patienter havde undergået et smertefuldt indgreb. Jeg skal ikke gå i detaljer. Det er ikke smertefuldt nu om dage, men det var det, da undersøgelsen blev foretaget i 1990erne. De blev spurgt om at bedømme smerteniveauet hvert 60. sekund. Og her har vi så to patienter. Det er, hvad de rapporterede. Og så kan man spørge, "Hvem led mest?" Det er jo et let spørgsmål. Det er åbenlyst, at patient B led mest. Hans koloskopi varede længere, og hvert smertefulde minut, som patient A oplevede, oplevede patient B også, og mere til.

Men så kan man yderligere spørge, "Hvor meget mente patienterne selv, de led?" Og svaret er overraskende: For det viser sig, at patient A havde en meget værre erindring om koloskopien end patient B. De to koloskopihistorier var forskellige, og fordi slutningen er vigtig for enhver historie - og idet ingen af disse historier ellers er synderligt inspirerende - er der en af dem, der er særligt... ...en af dem, der er meget værre end den anden. Og den, der er værst, er den, hvor smerteniveauet var på sit højeste helt til sidst. Det er en slem historie. Hvordan ved vi så det? Vi spurgte disse personer lige efter deres koloskopi, og igen meget senere, "Hvor slem var oplevelsen som helhed?" og det var meget værre for A end for B i erindringen.

Dette er et udtryk for en direkte konflikt mellem det oplevende selv og det erindrende selv. Fra det oplevende selvs synspunkt havde B det helt klart værst. Hvad man kunne have gjort med patient A, og vi har faktisk foretaget kliniske undersøgelser, hvor vi gjorde sådan, og det virkede... Man kunne forlænge patient A's koloskopi, ved at lade røret blive siddende uden at bevæge det for meget. På den måde oplever patienten ubehag, men kun en lille smule, og meget mindre end tidligere i forløbet. Og hvis man gør det i et par minutter, har man gjort forløbet værre for patient A's oplevende selv, men for patientens erindrende selv har man gjort oplevelsen meget bedre, for nu har man givet patient A en bedre historie om hans oplevelse. Det, der definerer en historie - hvad enten det er de historier, som erindringen leverer, eller de historier, vi selv finder på - det, der definerer en historie, er ændringer, betydningsfulde øjeblikke og slutninger. Slutninger er meget, meget vigtige, og i dette tilfælde var slutningen dominerende.

Det oplevende selv lever livet i en lige linie. Det oplever det ene øjeblik efter det andet. Men hvad sker der med disse øjeblikke? Svaret er lige til: De går tabt for evigt. De fleste af livets øjeblikke - og regner man på det, altså den psykologiske nutid, så er den tre sekunder i udstrækning, hvilket altså betyder, at der er omtrent 600 millioner i et helt liv. Det bliver til 600.000 om måneden. De fleste af dem forsvinder sporløst. De fleste af dem bliver helt ignoreret af det erindrende selv. Og dog sidder man tilbage med en følelse af, at de burde tælle for noget. At det, vi oplever i de øjeblikke, er vores liv. Det er den begrænsede ressource, som vi bruger af, mens vi er på jorden. Hvordan vi bruger den synes at måtte være relevant, men det er ikke den historie, som vores erindrende selv vedligeholder.

Så vi har altså det erindrende selv og det oplevende selv, og de er ganske forskellige. De adskiller sig især fra hinanden på måden, hvorpå de håndterer tid. Fra det oplevende selvs synspunkt, hvis du er på ferie, og den anden uge er lige så god som den første, så er en ferie på to uger dobbelt så god som en enkelt uges ferie. Men sådan fungerer det erindrende selv ikke. For det erindrende selv er to ugers ferie ikke nævneværdigt bedre end en uges ferie, for der tilføjes ikke yderligere erindringer. Du har ikke ændret på historien. Og på den måde er det tiden, der er den vigtigste variable, der adskiller et erindrende selv fra et oplevende selv. Tiden er af lille betydning for denne historie.

Det erindrende selv gør mere end bare at huske og fortælle historier. Det er faktisk dette selv, det træffer beslutninger, for hvis du har en patient, der har haft to koloskopier hos to forskellige kirurger, og han skal vælge mellem de to, så vælger han den, der er ansvarlig for hans mindst dårlige erindring, og det er denne kirurg, der bliver valgt. Det oplevende selv har ikke noget at skulle have sagt. Vi vælger ikke mellem oplevelser, men mellem erindringer om oplevelser. Og selv når vi tænker på fremtiden, så er det ikke en fremtid bestående af oplevelser. Vi tænker på vores fremtid som forventede erindringer. Og man kan således betragte dette som en slags erindrende selvs tyranni, og man kan sige, at det erindrende selv nærmest trækker det oplevende selv gennem oplevelser, som det erindrende ikke selv har brug for.

Jeg har indtryk af, at vi, når vi skal på ferie - det er ofte sådan, det foregår - altså, vi tager på ferie, i stor udstrækning, i vores erindrende selvs tjeneste. Og det er svært at retfærdiggøre. Jeg mener, hvor ofte forbruger vi vores erindringer? Dette er en af de forklaringer, man ofte hører givet på det erindrende selvs dominans. Og når jeg tænker over det, så tænker jeg på en ferie til Antarktis for et par år siden, som var den bedste ferie, jeg nogensinde har haft, og jeg tænker på den relativt ofte, sammenlignet med andre ferier. Jeg har nok forbrugt mine erindringer om de tre ugers ferie i omkring 25 minutter over de sidste fire år. Havde jeg hentet albummet med de 600 billeder fra turen, så havde jeg måske brugt en time mere. Så vi har altså tre uger, sammenlignet med halvanden time. Der er en uoverensstemmelse. Det er måske lidt ekstremt, hvor lidt appetit jeg har på mine erindringer, men selvom man er mere tilbøjelig til den slags, kan man stadig spørge, hvorfor vi lægger så stor vægt på erindringer, sammenlignet med de faktiske oplevelser?

I kan nu fundere lidt over et tankeeksperiment. Forestil jer, at I på jeres næste ferie ved, at når ferien er overstået, så bliver alle jeres billeder destrueret, og jeres erindringer bliver slettet, så I ikke husker noget. Ville I holde ferie på samme måde? Hvis I ville vælge en anderledes ferie, opstår der en konflikt mellem jeres to selv, og I ville være tvunget til at træffe afgørelse i den konflikt, hvilket faktisk ikke er helt så ligetil, for hvis I tænker på det tidsmæssige, får I ét svar, og hvis I tænker på erindringerne, får I måske et andet svar. Hvorfor vi vælger de ferier, vi gør, er et problem, der konfronterer os med et valg mellem de to selv.

Disse to selv er ansvarlige for to forestillinger om lykken. Der er således tale om to lykkebegreber, som vi kan tage i brug, et per selv. Så man kan spørge, "Hvor lykkelig er det oplevende selv?" Og derefter, "Hvor lykkelige er de øjeblikke, der udgør det oplevende selvs liv?" Og lykkeværdien i et enkelt øjeblik er en ret kompliceret størrelse. Hvilke følelser kan man måle på? Nu er vi forresten i stand til at forstå, hvad det vil sige for det oplevende selv at være lykkelig over længere tid. Hvis man spørger til det erindrende selvs lykke, er det en helt anderledes størrelse. Det handler ikke om, hvor lykkeligt livet leves. Det handler om, hvor tilfreds en person er, når denne person betragter sit eget liv. Et helt andet begreb. Hvis man ikke skelner mellem disse begreb, vil det forkludre undersøgelsen af lykken. Jeg tilhører selv en gruppe fra velværens skole, der har forkludret studiet af lykken i lang tid på præcis denne måde.

Denne skelnen mellem det oplevende selvs lykke, og det erindrende selvs tilfredshed er blevet anerkendt i de seneste år, og man forsøger nu at måle på de to uafhængigt af hinanden. Gallup foretog en global meningsmåling blandt flere end en halv million mennesker. De blev stillet spørgsmål om, hvad de synes om deres liv, og om deres oplevelser. Og der har været flere lignende tiltag. I de seneste år er vi begyndt at lære om de to selvs lykkebegreber. Den vigtigste erkendelse har været, at de er meget forskellige. Selvom man ved, hvor tilfreds en person er med sit liv, siger det ikke særlig meget om, hvor lykkeligt de lever deres liv, og omvendt. Hvad angår den statistiske korrelation, så er den omkring 0,5. Det betyder, at hvis du møder nogen, og du får at vide, at vedkomnes far er 183cm høj, hvad siger det så om personens egen højde? Ja, du ved måske en lille smule om hans højde, men der er meget stor usikkerhed. Der er rigtig meget usikkerhed. Hvis en person bedømmer deres liv til otte ud af ti, så er det meget usikkert, hvor glade de er for deres oplevende selv. Så korrelationen er lav.

Vi ved lidt om, hvad der styrer, hvor tilfreds det lykkelige selv er. Vi ved, at penge er meget vigtige, og at mål er meget vigtige. Vi ved at lykken mest af alt handler om at være tilfreds med mennesker, vi kan lide, og at omgås folk, vi kan lide. Der er andre glæder, men disse dominerer. Så vil man maksimere lykken for begge selv, ender man med at gøre forskellige ting. Det korte og det lange er, at vi ikke bør tænke på lykken som en erstatning for velvære. De er et helt andet begreb.

Man kan indskyde, at en anden grund til, vi ikke tænker klart over lykken er, at vi ikke fokuserer på de samme ting, når vi tænker over livet, og når vi rent faktisk lever. Så hvis man spørger, hvor lykkelige folk er i Calfornien, får man ikke det rigtige svar. Spørger man således, får man indtryk af, at folk er lykkeligere i Californien, hvis man for eksempel bor i Ohio. (publikum ler) Det, der sker, er, at når man tænker på at bo i Californien, tænker man på kontrasten mellem California og andre steder, på områder som for eksempel klima. Men det viser sig, at klima ikke er særlig vigtigt for det oplevende selv og ikke engang for det reflekterende selv, der bestemmer, hvor lykkelige folk er. Men fordi det reflekterende selv er i førersædet, er der måske nogen, der ender med at flytte til Californien. Og det er interessant at se, hvad der sker med folk, der flytter til Californien i håb om at blive lykkeligere. Altså, deres oplevende selv bliver ikke lykkeligere. Så meget ved vi. Men der vil ske det, at de tror de er lykkeligere, for når de tænker over det, bliver de mindet om, hvor forfærdeligt vejret er i Ohio. Så de tror, de har truffet det rigtige valg.

Det er virkelig svært, at tænke klart over velvære, og jeg håber, jeg har givet jer en idé om, hvor svært det er.

Tak skal I have.

(publikum klapper)

Tak. Jeg har et spørgsmål. Mange tak skal du have. Da vi snakkede sammen for et par uger siden, nævnte du et interessant resultat af den Gallupundersøgelse. Er det noget, du kan dele med os, når nu vi har lidt tid til overs?

Javist. Det mest interessante resultat af den Gallupundersøgelse var et tal, som vi bestemt ikke havde forudset. Med hensyn til følelsen af lykke for det oplevende selv, når vi så kiggede på, hvordan følelser varierer med indkomst viste det sig, at havde man en indkomst under 60.000 dollars om året, for amerikanere - og her snakker vi om cirka 600.000 amerikanere, altså en stor, repræsentativ gruppe - Med en indkomst under 600.000 dollars årligt...

60.000

Ja, 60.000. (publikum ler) ...60.000 dollars om året, er folk ulykkelige, og de bliver gradvis mere ulykkelige, jo fattigere de er. Over den grænse så vi en helt flad kurve. Jeg har sjældent set fladere kurver. Det, der foregår, er helt sikkert, at oplevelseslykke ikke kan købes for penge, men mangel på samme fører helt sikkert til elendighed. Og denne elendighed kan måles helt, helt tydeligt. Hvad angår det erindrende selv, så er historien en anden. Jo flere penge man har, jo mere tilfreds er man. Det gælder ikke følelser.

Men Danny, den amerikanske drøm handler jo om livet, friheden og stræben efter lykke. Hvis folk virkelig tog disse resultater til sig, så ville det jo vende vores forestillinger om for eksempel skattepolitik helt på hovedet. Tror du, det er muligt, at politikere og befolkningen generelt ville tage sådanne resultater seriøst, og føre politik ud fra dem?

Der er en vis anerkendelse af lykkeforskningens rolle inden for politik. Anerkendelsen vil være lang tid undervejs i USA, det er der ikke tvivl om, men i Storbritannien findes den allerede, og i andre lande findes den allerede. Det går op for folk, at de burde tage lykken med i betragtningerne i forbindelse med politik. Det kommer til at tage tid, og folk vil skulle overveje, om de vil studere oplevelseslykke, eller om de vil studere livsevaluering, så vi bør tage den debat rimelig snart. Spørgsmålet om forbedringer af lykken fører i forskellige retninger, afhængigt af hvordan man tænker, og om man tænker på det erindrende selv, eller på det oplevende selv. Det kommer til at have politisk betydning i fremtiden. I USA er man gået i gang med at måle på befolkningens oplevelseslykke. Jeg tror, at det inden for det næste årti eller to bliver en del af de nationale statistikker.

Det forekommer mig, at det er, eller at det burde være den mest interessante politiske diskussion at følge i de kommende år. Du skal have tak for at have opfundet adfærdsøkonomien. Tak til Danny Kahneman.