2,690,126 views • 19:15

Hvad jeg gerne vil starte med, er en iagttagelse, som er, at hvis jeg har lært noget som helst i løbet af det sidste år, er at den ultimative ironi om at udgive en bog om langsommelighed er at man skal skynde sig alle mulige steder hen for at markedsføre den. Det virkede som om jeg brugte den største del af min tid på at suse fra by til by, studie til studie, interview til interview, og uddele småbidder af bogen. Fordi alle i denne tid vil vide hvordan man sætter farten ned, men de vil vide hvordan man sætter farten ned, rigtig hurtigt. Så ... så jeg lavede et indslag på CNN den anden dag hvor jeg faktisk tilbragte mere tid med makeup, end jeg gjorde med interviewet. Og jeg tror at — det er egentlig ikke overraskende, er det? Fordi det er egentlig den verden vi lever i nu, en verden der holder fast ved at spole fremad.

En verden besat af fart, med at gøre alt hurtigere, med at proppe mere og mere ind i mindre og mindre tid. Hvert øjeblik af hver dag føles som et kapløb med tiden. For at låne en frase fra Carrie Fisher, som er i min bio her; jeg smider den lige derud igen — "I denne tid tager selv øjeblikkelig selvtilfredsstillelse for lang tid". (Latter" Og hvis man tænker over hvordan vi prøver på at forbedre ting, hvad gør vi? Nej, vi fremskynder ting, gør vi ikke? Så vi plejede at lave opkald; nu laver vi hurtigopkald. Vi plejede at læse, nu hurtig læser vi. Vi plejede at gå; nu hurtig går vi. Og selvfølgelig, vi plejede at date og nu speeddater vi. Og selv ting der af natur er meget langsomme — prøver vi også at fremskynde. Så jeg var i New York for nylig, og jeg gik forbi et fitnesscenter der havde en reklame i vinduet for et nyt hold, et nyt aftenhold. Og det var for, I gættede det, hurtig yoga. Så dette — den perfekte løsning til tidsknappe professionelle der vil, I ved, gøre honnør til solen, men som kun vil bruge omkring 20 minutter på det. Jeg mener, dette er de ekstreme eksempler, og de er underholdende og sjove at grine af.

Men der er en meget alvorlig pointe, og jeg mener at der i den uovervejede daglige trommerum mister vi tit overblikket over skaden som denne roadrunner slags liv påfører os. Vi er så marinerede i hastighedskulturen, at vi næsten ikke lægger mærke til de tab den påfører på alle aspekter af vores liv — på vores helbred, vores kost, vores arbejde, vores forhold, miljøet og vores samfund. Og nogen gange kræver det en brat opvågning, gør det ikke, til at advare os om, at vi skynder os gennem vores liv, i stedet for faktisk at leve det; at vi lever det hurtige liv, i stedet for det gode liv. Og jeg tror at for mange mennesker, at den brate opvågning viser sig i form af en sygdom. I ved, en udbrændthed, eller på et tidspunkt siger kroppen, "jeg kan ikke klare det mere", og kaster håndklædet i ringen. Eller måske et forhold der går op i røg fordi vi ikke havde tiden, eller tålmodigheden eller den stilhed, til at være sammen med den anden person, til at lytte til dem.

Og min brate opvågnen kom da jeg startede med at læse godnathistorier for min søn, og jeg opdagede, at ved dagens afslutning, ville jeg gå ind på hans værelse, og jeg kunne bare ikke sætte farten ned — I ved, jeg hurtiglæste "The Cat In The Hat". Jeg ville — I ved, jeg sprang linjer over her, paragrafer der, nogle gange en hel side, og selvfølgelig, kendte min lille dreng bogen udenad, så vi skændtes. Og det der skulle have været den mest afslappende, den mest intime, den mest ømme tid på dagen, når en far sidder ned og læser for sin søn, blev i stedet denne form for gladiator kamp mellem viljer, en konflikt mellem min hastighed og hans langsomhed. Og dette fortsatte i noget tid, indtil jeg fangede mig selv i at skimme en avisartikel med tidsbesparende tips til hurtige mennesker. Og et af dem refererede til en serie bøger der hed "Et-minuts godnathistorien". Og jeg krymper mig over at sige ordene nu, men min første reaktion på det tidspunkt var meget anderledes. Min første refleks var at sige, "Hallelujah — sikke en god ide! Det her er præcis hvad jeg leder efter, for at fremskynde putningen endnu mere. Men heldigvis, tændte en pære sig over mit hoved, og min næste reaktion var meget anderledes, og jeg tog et skridt tilbage, og jeg tænkte, "Whoa — I ved, er det virkelig kommet til det? Har jeg virkelig så travlt, at jeg er klar til at affeje min søn med en lydbid, ved dagens slutning?". Og jeg lagde avisen væk — og gik op i flyet — og jeg sad der, og jeg gjorde noget jeg ikke havde gjort længe — hvilket er, at jeg ingenting gjorde. Jeg tænkte kun, og jeg tænkte længe og eftertænksomt. Og da jeg stod af flyet, havde jeg besluttet mig for at jeg ville gøre noget ved det. Jeg ville undersøge hele denne roadrunner kultur, og hvad det gjorde ved mig og alle andre.

Og jeg havde to spørgsmål i hovedet. Det første var, hvordan er vi blevet så hurtige? Og det andet er, er det muligt, eller endda ønskværdigt, at sætte farten ned? Nuvel, hvis man tænker over det hvordan vores verden er blevet så hurtig, viser de sædvanlige mistænkte deres hoved. Man tænker på, I ved, urbanisering, forbrugerisme, arbejdspladsen, teknologi. Men hvis man skærer igennem de kræfter, kommer man ind til det der kunne være den underliggende drivkraft, sagens kerne, hvilket er, hvordan vi tænker på selve tiden. I andre kulturer er tid cyklisk. Det bliver set som at det bevæger sig i store, rolige cirkler. Det er fornyer og genopfrisker hele tiden sig selv. Hvorimod i Vesten, er tid lineær. Det er en udtømmelig ressource; det udtømmes altid. Enten bruger man det, eller mister det. "Tid er penge", som Benjamin Franklin sagde. Og jeg tror at det det gør mod os psykologisk er at det laver et regnestykke. Tid er knap, så hvad gør vi? Jamen — jamen vi løber hurtigere, gør vi ikke? Vi prøver at gøre mere og mere, med mindre og mindre tid. Vi gør hvert øjeblik af hver dag til et løb til målstregen — en målstreg, som vi forøvrigt, aldrig når, men under alle omstændigheder en målstreg. Så jeg går ud fra at spørgsmålet er, er det muligt at bryde ud af den tankegang? Og heldigvis, er svaret ja, fordi det jeg fandt ud af var, da jeg begyndte at kigge rundt, at der er en global moderation mod denne kultur der fortæller os at hurtigere er altid bedre, og at mere travl er bedre.

Over hele verden gør mennesker det utænkelige: de sætter farten ned, og finder ud af at, selvom sædvanlig visdom fortæller os at hvis man sætter farten ned, så er man færdig, viser det modsatte sig at være sandt: at ved at sætte farten ned på de rigtige tidspunkter, finder mennesker ud af at de gør alting bedre. De spiser bedre; de elsker bedre; de træner bedre; de arbejder bedre; de lever bedre. Og i i denne slags heksekedel af øjeblikke og steder og bekendtgørelser, er hvad en masse mennesker nu kalder "International Slow Movement".

Hvis I vil tillade mig at være lidt hyklerisk, vil jeg give er hurtigt overblik over hvad der foregår i Slow Movement. Hvis man tænker på mad, mange af Jer har sikkert hørt om Slow Food bevægelsen. Den startede i Italien, men har bredt sig ud over hele verden, og har nu 100.000 medlemmer i 50 lande. Og det er drevet af en meget simpel og fornuftig besked, nemlig at vi får mere glæde og sundhed ud af vores mad når vi dyrker, koger og indtager den i et rimeligt tempo. Jeg tror også at eksplosionen af det økologiske landbrug og genopblomstringen af landbrugsmarkeder, er andre eksempler på at mennesker er desperate efter at komme væk fra at spise og tilberede og dyrke deres mad efter en industriel køreplan. De vil tilbage til det langsomme tempo. Og fra Slow Food bevægelsen er der udsprunget noget kaldet Slow Cities bevægelsen, der er startet i Italien, men det har spredt sig ud over Europa og endnu længere. Og i dette, begynder byer at revurdere hvordan de organiserer bylandskabet, så mennesker bliver opfordret til at sætte farten ned og dufte til roserne og forbind med hinanden. Så de begrænser måske trafikken, eller sætter bænke i parker, eller grønne arealer.

Og på nogle områder, er summen af disse dele mere end enkeltdelene for sig, fordi jeg mener at når en Slow City officielt bliver en Slow City, er det en slags filosofisk deklaration. Den siger til resten af verden, og til indbyggerne i den by, at vi tror på, at i det 21. århundrede, kommer langsommelighed til at spille en rolle. I medicin, tror jeg en masse mennesker er dybt desillusionerede med en slags hurtig løsnings mentalitet som man finder i traditionel medicin. Og millioner af dem i verden vender sig mod komplementerede og alternative former for medicin, som har en tendens til at udnytte en form for langsommere, blidere, mere holistisk form for heling. Nu er der selvfølgelig stadig forskellige meninger om mange af disse komplementere behandlinger, og jeg tvivler personligt på at kaffelavementet nogensinde vil, I ved, få generel godkendelse. Men andre behandlinger såsom akupunktur og massage, og selv bare afslapning, har tydeligvis en form for gode. Og velrenommerede lægelige kolleger overalt er begyndt på at studere disse ting til at finde ud af hvordan de virker, og hvad vi kunne lære af det.

Sex. Der foregår en forfærdelig masse hurtig sex, gør der ikke? Jeg kom til — altså — uden at tænkte over ordspil. Jeg var på vej til, lad os sige, langsomt til Oxford, og jeg kiggede ind til en aviskiosk, og jeg så et magasin, et mandemagasin, og på forsiden stod der, "Hvordan man giver sin partner en orgasme inden for 30 sekunder", Så, I ved, selv sex foregår via et stopur nu om dage. Men, I ved, jeg holder lige så meget af en quickie som min næste, men jeg tror man kan vinde utrolig meget ved slow sex — af at sætte farten ned i soveværelset. I ved, man udnytter de — de dybere, den slags, psykologiske, følelsesmæssige, spirituelle tendenser, og man får en bedre orgasme på grund af ophobningen. Man får mere smæk for skillingen, så at sige. Jeg mener, Pointer Sisters sagde det på den mest veltalende måde, ikke, da de sang rosende ord om "en elsker med en langsom hånd". Nu grinte vi alle af Sting for et par år siden da han blev tantriker, men kigger man et par år frem i tiden, og nu finder man par i alle aldre der flokkedes til workshops eller måske bare på egen hånd, i deres eget soveværelse, og finder måder til at stå på bremsen og få bedre sex. Og selvfølgelig, i Italien hvor, jeg mener, italienere ved altid hvor de kan finde deres nydelse — de har lanceret en officiel Slow Sex bevægelse.

Arbejdspladsen. Over det meste af verden — Nordamerika er den bemærkelsesværdige undtagelse — arbejdstiden er blevet reduceret. Og Europa er et eksempel på dette, og mennesker finder ud af at deres livskvalitet bliver forbedret i takt med at de arbejder mindre, og også at deres produktivitet per time kommer op. Nu er der tydeligvis problemer med 35-timers arbejdsugen i Frankrig — for meget, for tidligt, for rigidt. Men andre lande i Europa, især de nordiske lande, viser at det er muligt at have en forrygende økonomi uden at være arbejdsnarkomaner. Og Norge, Sverige, Danmark og Finland ligger nu i top seks over de mest konkurrencedygtige nationer i verden, og de arbejder en mængde timer der ville få den gennemsnitlige amerikaner til at græde af misundelse. Og hvis man kigger forbi lande niveauet, ned på virksomheds mikroniveau, er der flere og flere virksomheder der nu opdager at de skal tillade deres ansatte enten at arbejde færre timer, eller bare at trække stikket ud — til at tage en middagspause, eller til at sætte sig i et stille værelse, til at slukke deres Blackberrys og bærbare — dig nede bagved — mobiltelefoner, i løbet af arbejdsdagen eller i weekenden, så de har tid til at lade deres batterier op og for at hjernen kan rutsje ned i den slags kreative tankegang.

Det er ikke kun, dog, i disse dage, voksne mennesker der overarbejder, er det? Det er også børnene. Jeg er 37 og min barndom sluttede i midt 80'erne, og jeg kigger på børn nu, og jeg er overrasket over måden hvorpå de løber rundt med flere lektier, mere undervisning, flere fritidsaktiviteter end vi nogensinde ville have tænkt på, en generation siden. Og nogle af de mest hjerteskærende mails som jeg får på min hjemmeside kommer faktisk fra unge der svæver på kanten af udbrændthed, tigger mig om at skrive til deres forældre, til at hjælpe dem med at bremse ned, til hjælp med at få dem væk fra denne trædemølle der kører for fuld udblæsning. Men heldigvis, er der også en modreaktion inden for opdragelse, og man finder ud af at, I ved, byer i USA knytter sig sammen og forbyder fritidsaktiviteter på en bestemt dag om måneden, så mennesker kan, I ved, flade ud og bruge noget tid med familien, og sætte farten ned.

Lektier er en anden ting. Der springer forbud mod lektier op i hele den udviklede verden, i skoler der ellers havde stablet lektier i årevis, og nu finder de ud af at mindre kan være mere. For nylig var der en sag oppe i Skotland hvor en betalende, højt privatskole forbød lektier for alle under 13, og de højt præsterende forældre flippede ud og sagde "Hvad laver I — I ved, vores børn dumper" — rektor sagde, "Nej nej, jeres børn skal sætte farten ned ved dagens afslutning." Og i sidste måned kom eksamensresultaterne, og i matematik og fysik steg karaktererne med 20 procent i gennemsnit sidste år. Og jeg synes det er meget afslørende at eliteuniversiteterne, der ofte er citeret for at være grunden til at mennesker pacer deres børn så meget, begynder at lægge mærke til, at kvaliteten af de studerende der kommer til dem har, er faldende.. Disse børn har rigtig flotte karakterer; de har CV'er der er proppede med fritidsaktiviteter, til et punkt der vil få tårer frem i ens øjne. Men de mangler gnisten; de mangler evnen til at tænke kreativt og tænke udenfor — de ved ikke hvordan man drømmer. Så det de her Ivy League skoler, og Oxford og Cambridge og så videre, begynder at sende et budskab til forældre og studerende, at de har brug for at sætte farten lidt ned. Og på Harvard, for eksempel, sender de et brev til alle — sutter — der fortæller dem at de vil få mere ud af livet, og mere ud af Harvard, hvis de sætter farten lidt ned, hvis de laver mindre, men giver tingene tid, den tid tingene tager, til at nyde dem, til at bevare dem. Også selvom de nogen gange ikke laver noget. Og det brev kaldes — meget fortællende, synes jeg — "Slow Down!" — men et udråbstegn til sidst.

Så hvor end man kigger, budskabet, ligner det for mig, er det samme: at mindre, er tit mere, at langsommere ofte er bedre. Når det så er sagt, selvfølgelig, er det ikke nemt at sætte farten ned, er det? Jeg mener, I har hørt at jeg fik en fartbøde mens jeg researchede til min bog om fordelene ved langsomhed, og det er sandt, men det er ikke hele sandheden. Jeg var faktisk på vej til en middag afholdt af Slow Food, på det tidspunkt. Og som om det ikke er pinligt nok, så fik jeg bøden i Italien. Og hvis nogen af Jer nogensinde har kørt på en italiensk motorvej, så har I en rimelig god ide om hvor hurtig jeg kørte.

(Latter)

Men hvorfor er det så svært at sætte farten ned? Jeg mener der er åbenlyse årsager. Én ting er, at fart er sjovt, I ved, fart er sexet. Det er det adrenalinsus. Det er svært at opgive. Jeg tror der er en slags metafysisk dimension — at fart bliver en måde at afskærme sig fra de større, dybere spørgsmål. Vi fylder vores hoveder med distraktioner, med travlhed, så vi ikke behøver at spørge, er jeg rask? Er jeg lykkelig? Vokser mine børn op på en god måde? Tager politikerne gode beslutninger på mine vegne? En anden årsag — selvom jeg tror, måske den stærkeste årsag — grunden til vi finder det svært at sætte farten ned, er det kulturelle tabu som vi har rejst imod at sætte farten ned. "Langsom" er et beskidt ord at bruge i vores kultur. Det er et tilnavn til "doven" og "dagdriver", til at være en person der giver op. I ved, "han er lidt langsom". Det er faktisk synonym til at være dum.

Jeg tror det Slow Movement — formålet med Slow Movement, eller dens hovedformål, er at takle det tabu, og at sige at ja, nogen gange er langsom ikke svaret, at der er sådan noget som "dårligt langsom". I ved, jeg blev fanget på M25, som er en lang vej rundt om London, for nylig, og tilbragte tre og en halv time der. Og jeg kan fortælle at det er virkelig dårligt langsomt. Men den nye ide, den revolutionerende ide, fra Slow Movement, er at der er en ting som "godt langsomt" også. Og godt langsom er, I ved, at tage tiden til at spise et måltid med familien, hvor tv'et er slukket. Eller at tage tiden til at kigge på et problem fra alle vinkler på kontoret, til at tage den bedste beslutning på arbejdet. Eller bare at tage tiden til at sætte farten ned og nyde ens liv.

Nuvel, en af de ting som jeg fandt mest opløftende om alle disse ting der er sket omkring bogen siden den udkom, er reaktionen på den. Og jeg vidste at da min bog om langsomhed udkom, ville den blive hilst velkommen af New Age brigaden, men den er også blevet samlet op, med stor begejstring, af erhvervslivet — I ved, business pressen, men også store virksomheder og ledelses organisationer. Fordi mennesker i toppen af kæden, mennesker som Jer, tror jeg, begynder at indse at der er for meget fart i systemet, der er for meget travlhed, og det er på tide at finde, eller at gå tilbage til den tabte kunstform af at skifte gear. Et andet tilskyndede tegn, synes jeg, er at det ikke kun er i den udviklede verden at denne ide er taget op. I den udviklende verden, i landende der er på kanten til at lave det hop in til i-lands status — Kina, Brasilien, Thailand, Polen og så videre — disse lande har taget imod ideen om Slow Movement, mange mennesker i dem, og der er gang i en global debat i deres medier, i gaderne. Fordi jeg tror at de kigger på Vesten, og de siger, "Jamen, vi kan godt lide det aspekt af hvad I har, men vi er ikke så sikre på det".

Når det er sagt, er det, tror jeg, er det muligt? Det er virkelig det primære spørgsmål i dag. Er det muligt at sætte farten ned? Og jeg er glad for at kunne sige til Jer at svaret er et bragende ja. Og jeg fremstiller mig selv som bevismateriale A, en slags forbedret og rehabiliteret hastighedsnarkoman. Jeg elsker stadig fart. I ved, jeg bor i London, og jeg arbejder som journalist, og jeg elsker den summen og travlhed, og det adrenalinsus der kommer fra begge disse ting. Jeg spiller squash og ishockey, to meget hurtige sportsgrene, og jeg ville ikke opgive dem for noget i verden. Men jeg er også, i løbet af det sidste års tid, kommet i kontakt med min indre skildpadde.

(Latter)

Og hvad det betyder er at jeg ikke længere frivilligt overbelaster mig selv . Min standardindstilling er ikke længere at være en travl-o-holiker. Jeg hører ikke længere tidens vingede vogn komme nærmere, eller i det mindste ikke lige så meget som jeg gjorde før. Jeg kan faktisk høre den nu, fordi jeg kan se at tiden er ved at udløbe. Og resultatet af det hele er at jeg faktisk føler mig meget lykkeligere, sundere, mere produktiv end jeg nogensinde har været. Det føles som om jeg lever mit liv, i stedet for faktisk bare at race igennem det. Og måske, den vigtigste målestok for succesen af det her er at jeg føler at mine forhold er blevet meget dybere, rigere, stærkere.

Og for mig, tror jeg, er lakmusprøven for om dette kunne virke, og hvad det ville betyde, vil altid være godnathistorierne, fordi det er på en måde der hvor rejsen begyndte. Og der er det nye også rosenrødt. I ved, i sidste ende, går jeg ind i min søns værelse. Jeg har ikke ur på. Jeg slukker min computer, så jeg ikke kan høre mailen komme i indbakken, og jeg sætter bare farten ned til hans tempo, og vi læser. Og fordi barn har deres eget tempo og indre ur, de bruger ikke kvalitetstid, hvor man planlægger 10 minutter til dem, for at de kan åbne sig op for en. De har brug for at man kan bevæge sig til deres rytme. Jeg mærker at 10 minutter inde i en historie, I ved, siger min søn pludselig, "Du ved, der skete noget på legepladsen i dag der virkelig nager mig." Og så har vi en samtale om det. Og jeg mærker nu at godnathistorier plejede at være en kasse på min to do-liste, noget jeg frygtede, fordi det gik så langsomt og jeg skulle komme hurtigt igennem det. Det er blevet min præmie ved dagens afslutning, noget jeg virkelig værdsætter. Og jeg har en slags Hollywood afslutning på mit foredrag denne eftermiddag, hvilket lyder cirka sådan her:

for et par måneder siden, var jeg ved at gøre klar til at tage på endnu en bog tour, og jeg havde pakket taskerne. Jeg stod nedenunder ved fordøren, og jeg ventede på en taxa, og min søn kom ned af trapperne og han havde lavet et kort til mig. Og han bar det. Han havde hæftet to kort, meget lig disse, sammen, og puttet en sticker på hans yndlings karakter, Tintin, på forsiden. Og han sagde til mig, eller han gav mig dette, og jeg læste det, og der stod, "Til far, kærlig hilsen Benjamin." Og jeg tænkte, "Årh, det er rigtig sødt. Er det et held og lykke på bog touren kort?" Og han sagde, "Nej, nej, nej far — det her er et kort for at være den bedste historiefortæller i verden." Og jeg tænkte, "Ja, I ved, dette med at sætte farten ned virker virkelig."

Mange tak.