Brené Brown
35,119,206 views • 20:19

Jeg vil starte med dette: for et par år siden, ringede en event planlægger fordi jeg ville holde et foredrag. Og hun ringede og sagde, "Jeg kæmper virkelig med hvad jeg skal skrive om dig i den lille brochure." Og jeg tænkte, "Jamen, hvad er problemet?" Og hun sagde, "Jamen, jeg så et af dine foredrag, og jeg vil kalde dig forsker, tror jeg, men jeg er bange for at hvis jeg kalder dig forsker, kommer der ikke nogen, fordi de vil tro at du er kedelig og irrelevant." (Latter) Og jeg tænkte, "Okay." Og hun sagde, "Men det jeg godt kunne lide ved dit foredrag var at du er en fortæller. Så jeg tror at jeg bare vil kalde dig fortæller." Og selvfølgelig, den akademiske, usikre side af mig sagde, "Hvad vil du kalde mig?" Og hun sagde, "Jeg vil kalde dig fortæller." Og jeg sagde, "Hvorfor ikke bare skrive magisk nisse?" (Latter) Jeg sagde, "Lad mig lige tænke over dette et øjeblik." Jeg prøvede virkelig at tage mod til mig. Og jeg tænkte, ved I hvad, jeg er fortæller. Jeg er en kvalitativ forsker. Jeg samler på fortællinger; det er hvad jeg laver. Og måske er fortællinger bare data med sjæl. Og måske er jeg bare en fortæller. Så jeg sagde, "Ved du hvad? Hvorfor siger du ikke bare jeg er en forsker-fortæller." Og hun sagde, "Haha. Det findes ikke." (Latter) Så jeg er forsker-fortæller, og jeg vil i dag fortælle om — vi taler om at udvide opfattelsen — så jeg vil tale til jer og fortælle nogle historier om en del af min forskning der fundamentalt udvidede min opfattelse og i virkeligheden ændrede måden hvorpå jeg lever og elsker og arbejder og er forælder.

Og det er her min historie begynder. Da jeg var en ung forsker, ph.d.-studerende, havde jeg i mit første år en professor der sagde til os, "Hør engang, hvis man ikke kan måle det, findes det ikke." Og jeg troede at han bare smigrede mig. Jeg sagde, "Mener du det?" og han sagde, "Bestemt." Og man skal vide at jeg har en bachelorgrad og en kandidatgrad i socialt arbejde, og jeg var i gang med min ph.d.-grad i socialt arbejde, så hele min akademiske karriere var omringet af mennesker der på en eller anden måde troede på "livet er rodet, elsk det." Og jeg er mere, "livet er rodet, ryd det op, organiser det og put det i en kasse." (Latter) Og at tro at jeg havde fundet min vej, at have fundet en karriere der gjorde mig — faktisk, et stort ordsprog indenfor socialt arbejde er "spring ud i det ubehagelige ved arbejdet" Og jeg er mere, bank ubehaget i hovedet og fjern det og få topkarakterer. Det var mit mantra. Så jeg var meget begejstret for dette. Og jeg tænkte, ved du hvad, dette er karrieren for mig, fordi jeg er interesseret i nogle rodede emner. Men jeg vil gøre dem ikke-rodede. Jeg vil forstå dem. Jeg vil hacke ind i disse ting som jeg ved er vigtige og lægge koden ud så alle andre kan se den.

Der hvor jeg startede var med tilknytning. Fordi, når man har været socialarbejder i 10 år, bliver man klar over at tilknytning er grunden til vi er her. Det er det der giver formål og mening i vores liv. Dette er hvad det hele handler om. Det betyder ikke noget om man taler med mennesker der arbejder indenfor socialret og mentalt helbred og misbrug og forsømmelse, det vi ved er at tilknytning, evnen til at føle sig tilknyttet, er — sådan er vi skruet sammen neurobiologisk set — er grunden til vi er her. Jeg tænkte, ved du hvad, jeg vil starte med tilknytning. Man kender situationen hvor man bliver evalueret af ens chef, og hun nævner 37 ting som man gør virkelig godt, og en ting — en "udviklingsmulighed?" (Latter) Og det eneste man kan tænke på er den udviklingsmulighed, ikke? Jamen, det er åbenbart sådan det også gik med mit arbejde, fordi, når man spørger folk om kærlighed, fortæller de om dyb sorg. Når man spørger folk om at høre til, fortæller de om deres mest uudholdelige oplevelser om at blive udstødt. Og når man spørger folk om tilknytning, fortalte de mig historier om tab af tilknytning.

Meget hurtigt — faktisk efter cirka seks uger inde i denne forskning — løb jeg ind i denne unavngivne ting der klarlagde tilknytning helt på en måde som jeg ikke forstod eller nogensinde havde set. Så jeg trak mig lidt tilbage fra forskningen og tænkte, jeg må regne ud hvad dette er. Og det viste sig at være skam. Og skam er virkelig nemt at forstå som frygten for tab af tilknytning: Er der noget ved mig der, hvis andre mennesker ved det eller ser det, gør at jeg ikke er fortjener tilknytning? De ting jeg kan fortælle jer om: det er universelt; vi har det alle sammen. De eneste folk der ikke oplever skam har ikke evnen til menneskelig empati eller tilknytning. Ingen vil tale om det, og jo mindre man taler om det, jo mere har man det. Det der underbygger denne skam, dette "Jeg er ikke god nok," — som vi alle ved hvordan føles: "Jeg er ikke pletfri nok. Jeg er ikke tynd nok, rig nok, smuk nok, klog nok, forfremmet nok." Tingen der underbygger dette var uudholdelig sårbarhed, denne ide om, for at tilknytning kan ske, skal vi tillade os selv at blive set, virkelig set.

Og I ved hvordan jeg har det med sårbarhed? Jeg hader sårbarhed. Så jeg tænkte, dette er min chance for at slå det tilbage med min lineal. Jeg fordyber mig i det, jeg vil regne dette ud, jeg vil bruge et år på det, jeg vil dekonstruere skam fuldstændigt, jeg vil forstå hvordan sårbarhed fungerer, og jeg vil overliste det. Så jeg var klar, og jeg var virkelig begejstret. Som I ved, kom det ikke til at gå godt. (Latter) Det ved I. Jeg kunne fortælle meget om skam, men så skulle jeg låne af alle de andres tid. Men her er hvad jeg kan sige at det kan koges ned til — og dette er nok en af de vigtigste ting som jeg nogensinde har lært i det årti hvor jeg har udført denne forskning. Mit ene år blev til seks år: tusindvis af historier, hundredvis af lange interviews, fokusgrupper. På et tidspunkt, sendte folk mig journaler og sendte mig deres historier — tusindvis af stykker data i løbet af seks år. Og jeg fik på en måde taget på det.

Jeg forstod på en måde at dette er hvad skam er, det er sådan her det fungerer. Jeg skrev en bog, jeg publicerede en teori, men der var noget der ikke var okay — og det var, at hvis jeg groft sagt tog de mennesker jeg interviewede og delte dem op i mennesker der virkelig havde en følelse af selvværd — det er hvad det kan koges ned til, en følelse af selvværd — de har en stærk følelse af kærlighed og af at høre til — og mennesker der kæmper for det, mennesker der altid undrer sig over om de er gode nok. Der var altid kun en variabel der adskilte de mennesker der har en stærk følelse af kærlighed og af at høre til og de mennesker der virkelig kæmper for det. Og det var, at de mennesker der har en stærk følelse af kærlighed og af at høre til tror på at de er værdige til kærlighed og tilknytning. Så enkelt. De tror på at de er værdige. Og det svære for mig ved tingen der ødelægger vores tilknytning vores frygt for at vi ikke er værdige til tilknytning, var at jeg, personligt og professionelt, følte at jeg måtte forstå det bedre. Så det jeg gjorde var at jeg tog alle disse interviews hvor jeg så værdighed, hvor jeg så folk der levede på den måde, og jeg kiggede bare på dem.

Hvad har disse mennesker til fælles? Jeg har en mindre afhængighed af kontorartikler, men det er et andet foredrag. Jeg havde en lille manilamappe, og jeg havde en filtpen, og jeg tænkte, hvad skal jeg kalde denne research? Og det første ord jeg kom til at tænke på var helhjertet. Dette er helhjertede mennesker, der lever med denne dybe følelse af værdighed. Så det skrev jeg i toppen af manilamappen, og jeg begyndte at kigge på dataene. Faktisk gjorde jeg det først på en fire-dages meget intensiv dataanalyse, hvor jeg kiggede tilbage, fandt disse interviews frem, fandt historierne frem, fandt begivenhederne frem. Hvad er temaet? Hvad er mønsteret? Min mand rejste med ungerne fordi jeg altid går ind i en slags Jackson Pollock skør ting, hvor jeg bare skriver og er i min forskertilstand. Og her er hvad jeg fandt frem til. Det de havde til fælles var en følelse af mod. Og jeg vil skille mod og tapperhed ad for jer et øjeblik. Mod, den originale definition af mod, da det først kom ind i det engelske sprog — det kommer fra det latinske ord cor, der betyder hjerte — og den originale definition var at fortælle historien om hvem man er med hele hjertet. Og disse mennesker havde, simpelt sagt, modet til at være uperfekte. De havde medfølelse til at være omsorgsfulde mod sig selv først, og så mod andre, fordi, det viser sig, at vi ikke kan udøve medfølelse overfor andre mennesker hvis vi ikke kan være omsorgsfulde overfor os selv. Og det sidste var at de havde tilknytning, og — dette var den svære del — som et resultat af ægthed, var de villige til at give slip på dem de troede de skulle være for at være dem de var, som man absolut skal gøre for tilknytning.

Den anden ting de havde til fælles var dette: Sårbarhed. De tog sårbarhed fuldstændig til sig. De troede på at det der gjorde dem sårbare også gjorde dem smukke. De talte ikke om sårbarhed som værende behageligt, de talte heller ikke om at det var uudholdeligt — som jeg havde hørt det i tidligere interview om skam. De talte bare om at det var nødvendigt. De talte om villigheden til at sige, "Jeg elsker dig" først, villigheden til at gøre noget hvor der ikke er nogen garantier, villigheden til at vente på at lægen skal ringe efter ens mammografi undersøgelse. De er villige til at investere i et forhold der måske eller måske ikke kommer til at fungere. De mente at dette var fundamentalt.

Jeg troede personligt det var forræderi. Jeg kunne ikke tro at jeg havde svoret troskab til forskning, hvor vores arbejde — I ved, definitionen af forskning er at kontrollere og forudsige, at studere fænomener, med den bestemte hensigt at kontrollere og forudsige. Og nu havde min mission om at kontrollere og forudsige vist sig at komme med svaret, at måden af leve på er gennem sårbarhed og at holde op med at kontrollere og forudsige. Dette forårsagede et lille sammenbrud — (Latter) — som faktisk mere så sådan her ud. (Latter) Og det gjorde det. Jeg kalder det et sammenbrud; min terapeut kalder det en åndelig opvågnen. En åndelig opvågnen lyder bedre end sammenbrud, men jeg kan forsikre jer om at det var et sammenbrud. Og jeg måtte lægge mine data væk og finde en terapeut. Lad mig fortælle jer noget: Man ved hvem man er når man ringer til ens venner og siger, "Jeg tror jeg skal tale med nogen. Har du nogen anbefalinger?" Fordi cirka fem af mine venner sagde, "Wooo. Jeg ville ikke være din terapeut." (Latter) Jeg sagde, "Hvad betyder det?" Og de sagde, "Jeg siger bare, du ved. Tag ikke din lineal med." Jeg sagde, "Okay."

Så jeg fandt en terapeut. Mit første møde med hende, Diana — jeg tog min liste med over måden hvorpå de helhjertede lever, og jeg satte mig ned. Og hun sagde, "Hvordan har du det?" Og jeg sagde, "Jeg har det fint. Jeg har det okay." Hun sagde, "Hvad sker der?" Og dette er en terapeut der behandler terapeuter, fordi vi er nød til at se dem, på grund af deres evne til at spotte vrøvl. (Latter) Så jeg sagde, "Nu skal du høre, jeg kæmper." Og hun sagde, "Hvad kæmper du med?" Og jeg sagde, "Jamen, jeg har et problem med sårbarhed. Og jeg ved at sårbarhed er kernen i skam og frygt og vores kamp for værdighed, men det ser ud til at det også er fødestedet for glæde, eller kreativitet, for at høre til, for kærlighed. Og jeg tror jeg har et problem, og jeg har brug for noget hjælp." Og jeg sagde, "Men hør engang: ingen familie ting, ikke noget vrøvl om barndommen." (Latter) "Jeg har bare brug for nogle strategier." (Latter) (Bifald) Tak. Så hun gør sådan her [nikker]. (Latter) Og så sagde jeg, "Det er skidt, ikke?" Og hun sagde, "Det er hverken godt eller skidt." (Latter) "Det er bare hvad det er." Og jeg sagde, "Åh gud, det her kommer til at stinke."

(Latter)

Og det gjorde det, og det gjorde det ikke. Og det tog cirka et år. Og I ved der er mennesker der, når de opdager at sårbarhed og ømhed er vigtigt, overgiver sig og går ind i det. A: det er ikke mig, og B: jeg hænger ikke engang ud med den slags mennesker. (Latter) For mig, var det en gadekamp der varede et år. Det var en brydekamp. Sårbarheden skubbede, jeg skubbede tilbage. Jeg tabte kampen, men vandt muligvis mit liv tilbage.

Så jeg vendte tilbage til forskningen og tilbragte de næste par år på virkelig at prøve at forstå hvad de, de helhjertede, hvilke valg de traf, og hvad gør vi med sårbarhed. Hvorfor kæmper vi så meget med det? Er jeg den eneste der kæmper med sårbarhed? Nej. Her er hvad jeg lærte. Vi bedøver sårbarhed — når vi venter på opringningen. Det var sjovt, jeg sendte noget ud på Twitter og på Facebook der siger, "Hvordan vil du definere sårbarhed? Hvad får dig til at føle dig sårbar?" Og i løbet af en halvanden time fik jeg 150 svar. Fordi jeg ville vide hvad der er derude. At skulle bede min mand om hjælp fordi jeg er syg, og vi er nygifte; indlede sex med min mand; indlede sex med min kone; at blive afvist; at invitere nogen på date; at vente på at lægen ringer tilbage; blive fyret; at fyre folk — dette er verden vi lever i. Vi lever i en sårbar verden. Og en af måderne vi håndterer det på er at vi bedøver sårbarhed.

Og jeg mener der er bevis for — og det er ikke det eneste bevis der findes, men jeg mener det er en kæmpestor årsag — vi er den mest forgældede, fede, afhængige og medicinerede voksne generation i USAs historie. Problemet er — og jeg lærte dette af forskningen — at man ikke selektivt kan lamme følelser. Man kan ikke sige, her er de dårlige ting. Her er sårbarhed, her er sorg, her er skam, her er frygt, her er ærgrelse. Jeg vil ikke føle dem. Jeg vil have et par øl og en banan muffin med nødder. (Latter) Jeg vil ikke føle disse. Og jeg ved at det er en genkendende latter. Mit arbejde er at hacke mig ind i jeres liv. Jeg kender den der "haha, åh gud". (Latter) Man kan ikke lamme de svære følelser uden at lamme de andre affekter, vores følelser. Man kan ikke lamme selektivt. Så når vi lammer dem, lammer vi fornøjelse, vi lammer taknemmelighed, vi lammer glæde. Og så er vi ulykkelige, og vi leder efter formål og mening, og så føler vi os sårbare, og så får vi os et par øl og en bananmuffin med nødder. Og det bliver denne farlige cyklus.

En af de ting jeg mener vi skal tænke på er hvorfor og hvordan vi lammer. Og det behøver ikke kun at være afhængighed. Den anden ting vi gør er at vi gør alt det usikre sikkert. Religion er gået fra at være en tro på tro og mysterier til vished. Jeg har ret, du tager fejl. Ti stille. Det er det. Bare sikkerhed. Jo mere bange vi er, jo mere sårbare vi er, jo mere bange er vi. Sådan ser politik ud i dag. Der er ikke nogen diskurs mere. Der er ikke nogen samtale. Der er kun bebrejdelse. Ved I hvordan bebrejdelse er beskrevet indenfor forskning? Et udløb for smerte og ubehag. Vi perfektionerer. Hvis der er nogen der vil have at deres liv ser sådan her ud, så er det mig, men det fungerer ikke. Fordi det vi gør er at vi tager fedtet fra vores mås og putter det i vores kinder. (Latter) Mennesker vil, håber jeg om 100 år, kigge tilbage og sige, "Wow."

(Latter)

Og vi perfektionerer, allerfarligst, vores børn. Lad mig fortælle jer hvad vi mener om børn. De er klargjorte til kamp når de kommer hertil. Og når man holder de perfekte små babyer i armene, er vores job ikke at sige, "Se hende, hun er perfekt. Mit job er at holde hende perfekt — sørge for at hun kommer på tennis holdet i femte klasse og Yale i syvende klasse." Det er ikke vores job. Vores job er at kigge og sige, "Ved du hvad? Du er ufuldkommen og du er klar til kamp, men du er værdig til kærlighed og at høre til." Det er vores job. Vis mig en generation af børn der er opdraget på den måde, og vi vil sætte en stopper for du problemer jeg mener vi ser i dag. Vi lader som om at det vi gør ikke har nogen effekt på mennesker. Vi gør det i vores personlige liv. Vi gør det i forretningslivet — hvad enten det er en redningspakke, et olieudslip, en hjemkaldelse — vi lader som om det vi gør ikke har nogen stor påvirkning på andre mennesker. Jeg vil sige til firmaer, at dette ikke er vores første cowboystævne, folk. Vi har bare brug for at I er oprigtige og ægte og siger, "Det er vi kede af. Det løser vi."

Men der er en anden måde, og jeg vil overlade det til jer. Dette er hvad jeg har fundet ud af: at lade os selv blive set, rigtig set, set sårbare; at elske med hele vores hjerter, selvom der ikke er nogen garanti — og det er virkelig svært, og jeg kan fortælle jer som forælder, at det er ulidelig svært — at udøve taknemmelighed og glæde i de øjeblikke med rædsel, når vi undrer os, "Kan jeg elske dig så meget? Kan jeg tro på dette så lidenskabeligt? Kan jeg være så stærkt i dette?" bare at være i stand til a stoppe og, i stedet for at forvente det værste, at sige, "Jeg er så taknemmelig, fordi at føle sig så sårbar betyder at jeg føler at jeg er i live." Og til slut, som jeg mener muligvis er det vigtigste, er at tro at vi er nok. Fordi når vi går ud fra et sted, tror jeg, som siger "jeg er nok," så kan vi holde op med at skrige og begynde at lytte, vi er rarere og blidere overfor menneskerne omkring os, og vi er rarere og blidere overfor os selv.

Det er hvad jeg har. Tak.

(Bifald)