1,482,099 views • 16:41

Det jeg gerne vil tale om, er virkelig verdens største problemer. Jeg har ikke tænkt mig at tale om "Verdens sande tilstand" — det er sandsynligvis også en god idé. (Latter)

Men jeg har tænkt mig at tale om, hvad er verdens største problemer? Og jeg må sige, før jeg går videre, at jeg gerne vil have hver af jer til at prøve og tage blyant og papir frem, for jeg har faktisk tænkt mig at bede jer om at hjælpe mig med at se på, hvordan vi gør det. Så tag jeres blyant og papir frem. Sagens kerne er, at der er mange problemer derude i verden. Jeg vil bare remse nogle af dem op. Der er 800 millioner mennesker, der sulter. Der er en milliard mennesker uden rent drikkevand. To milliarder mennesker uden sanitet. Der er flere millioner mennesker, der dør af HIV og AIDS. Listen bliver ved og ved. Der er to milliarder mennesker, der vil blive alvorligt ramt af klimaforandringer — og så videre. Der er mange, mange problemer derude.

I en ideel verden ville vi løse dem alle, men det gør vi ikke. Vi løser faktisk ikke alle problemer. Og hvis vi ikke gør det, er spørgsmålet, tror jeg, vi må stille os selv — og det er derfor, det er på økonomisessionen — er at sige, hvis vi ikke gør alle ting, må vi virkelig starte med at spørge os selv, hvilke burde vi løse først? Og det er spørgsmålet, jeg gerne vil stille jer. Hvis vi havde, lad os sige, 50 milliarder dollars til at bruge over de næste fire år på at gøre godt i denne verden, hvor skulle vi bruge dem? Vi identificerede 10 af verdens største udfordringer, og jeg vil bare kort læse dem op. Klimaforandringer, smitsomme sygdomme, konflikter, uddannelse, finansiel ustabilitet, regering og korruption, fejlernæring og hungersnød, befolkningsudvandring, sanitering og vand og pengehjælp og handelsbarrierer. Vi mener, at disse på mange måder indbefatter de største problemer i verden. Det indlysende spørgsmål ville være at spørge, hvad tror I, er de største ting? Hvor burde vi starte med at løse disse problemer? Men det er et forkert problem at stille. Det var faktisk det problem, der blev stillet i Davos i Januar.

Men selvfølgelig er der et problem i at bede folk fokusere på problemer. For vi kan ikke løse problemer. Det største problem, vi har i verden, er vel, at vi alle dør. Men vi har ikke en teknologi til at løse det, vel? Så pointen er ikke at prioritere problemer, men pointen er at prioritere løsninger på problemer. Og det ville være — selvfølgelig bliver det en smule kompliceret. På klimaforandringer ville det være noget som Kyoto. På smitsomme sygdomme kunne det være sundhedsklinikker eller moskitonet. På konflikter ville det være FN's fredsbevarende styrker og så videre. Pointen, jeg gerne vil bede jer forsøge at gøre, er på bare 30 sekunder — og jeg ved, det her er på en måde en umulig opgave — skrive ned, hvad I tror, der sandsynligvis er nogle af topprioriteterne. Og også — og det er selvfølgelig, hvor økonomi bliver ondt — at skrive ned, hvilke ting vi ikke burde gøre først. Hvad burde være i bunden af listen? Vær venlige, bare brug 30 sekunder, tal måske med jeres nabo, og bare find ud af, hvad burde være topprioriteterne og bundprioriteterne af løsningerne, som vi har på verdens største problemer.

Den fantastiske del af denne proces — og selvfølgelig, jeg mener, jeg ville elske at — jeg har kun 18 minutter, jeg har allerede givet jer en ret væsentlig mængde af min tid, ikke? Jeg ville elske at gå ind i og få jer til at overveje denne proces, og det er faktisk, hvad vi gjorde. Og jeg opmuntrer jer også stærkt, og jeg er sikker på, at vi også har disse diskussioner bagefter, til at overveje, hvordan prioriterer vi egentlig? Selvfølgelig er I nødt til at spørge jer selv, hvorfor i alverden er sådan en liste aldrig blevet lavet før? Og en grund er, at prioriteringen er utroligt ubehagelig. Ingen vil gøre det her. Selvfølgelig ville enhver organisation elske at være på toppen af sådan en liste. Men enhver organisation ville også hade ikke at være på toppen af listen. Og eftersom der er mange flere ikke-nummer-et-pladser på listen, end der er nummer ettere, giver det god mening ikke at ville lave sådan en liste. Vi har haft FN i næsten 60 år, men vi har faktisk aldrig lavet en fundamental liste over alle de store ting, som vi kan gøre i verden, og sagt, hvilke af dem burde vi gøre først? Så det betyder ikke, at vi ikke prioriterer — enhver beslutning er en prioritering, så selvfølgelig prioriterer vi stadigvæk om end kun indirekte — og det er usandsynligt, at det er lige så godt, som hvis vi faktisk prioriterede og gik ind i og talte om det.

Så det, jeg foreslår, er egentligt at sige, at vi har i meget lang tid været i en situation, hvor vi har haft en menu af valg. Der er mange, mange ting, vi kan gøre derude, men vi har ikke haft priser eller størrelserne. Vi har ikke haft en anelse. Forestil jer at I går ind på en restaurant og får det her store menukort, men I har ingen anelse om, hvad prisen er. I ved, I har en pizza, I har ingen anelse om, hvad prisen er. Den kunne være på en dollar, den kunne være 1.000 dollars. Den kunne være en familie-størrelse pizza. Det kunne være en enkeltperson-størrelse pizza, ikke? Vi ville gerne vide disse ting.

Og det er, hvad Copenhagen Consensus egentlig prøver at gøre — at forsøge at sætte priser på disse problemer. Og helt grundlæggende har det været Copenhagen Consensus' arbejde. Vi fik 30 af verdens bedste økonomer, tre inden for hvert felt. Så vi har tre af verdens topøkonomer til at skrive om klimaforandringer. Hvad kan vi gøre? Hvad vil prisen være? Og hvad vil fordelene af det være? På samme måde med smitsomme sygdomme. Tre af verdens topeksperter, der siger, hvad kan vi gøre? Hvad ville prisen være? Hvad burde vi gøre ved det, og hvad vil udfaldet være? Og så videre.

Så vi fik nogle af verdens topøkonomer, otte af verdens topøkonomer, inklusive tre Nobelpristagere, til at mødes i København i maj 2004. Vi kaldte dem drømmeholdet. Cambridge Universitys præfekter besluttede sig for at kalde dem økonomiens Real Madrid. Det virker meget godt i Europa, men det virker ikke rigtigt herovre. Og det, de rent faktisk gjorde, var at lave en prioriteret liste. Og så spørger I, hvorfor økonomer? Og selvfølgelig er jeg meget glad for, at I stillede det spørgsmål — (Latter) — fordi det er et meget godt spørgsmål. Pointen er selvfølgelig, at hvis man vil vide noget om malaria, spørger man en malariaekspert. Hvis man vil vide noget om klimaet, spørger man en klimatolog. Men hvis man vil vide, hvilken af de to man skal håndtere først, kan man ikke spørge nogen af dem, for det er ikke, hvad de gør. Det er, hvad økonomer gør. De prioriterer. De gør det på nogen måder afskyelige stykke arbejde at sige, hvilken man burde håndtere først, og hvilken burde man håndtere bagefter?

Så det her er listen, og det er den jeg gerne vil dele med jer. Selvfølgelig kan man også se den på hjemmesiden, og vi vil også tale mere om den, er jeg sikker på, som dagen skrider frem. De lavede simpelthen en liste, hvor de sagde, der var dårlige projekter — simpelthen projekter, hvor hvis man investerer en dollar, får man mindre end en dollar tilbage. Så er der fair projekter, gode projekter og meget gode projekter. Og selvfølgelig er det de meget gode projekter, vi burde komme i gang med. Jeg vil gå fra nederst, så at vi ender med de bedste projekter.

Disse var de dårlige projekter. Som I måske kan se, var bunden af listen klimaforandringer. Dette fornærmer en masse, og det er sandsynligvis også en af de ting, hvor folk vil sige, jeg ikke bør komme tilbage. Og jeg vil gerne tale om det, for det er virkelig underligt. Hvorfor er det, det kom op? Og jeg vil faktisk også forsøge at komme tilbage til dette, for det er sandsynligvis en af de ting, som vi vil være uenige med på listen, som I skrev ned.

Grunden til, at de endte med at sige, at Kyoto — eller at gøre noget større end Kyoto — er en dårlig handel, er simpelthen fordi, det er meget ineffektivt. Det er ikke at sige, at global opvarmning ikke sker. Det er ikke at sige, at det ikke er et stort problem. Men det er at sige, at hvad vi kan gøre ved det, er meget lidt til en meget høj pris. Hvad de grundlæggende viser os, gennemsnittet af alle makroøkonomiske modeller, er, at Kyoto, hvis alle gik med til den, ville koste omkring 150 milliarder dollars om året. Det er en væsentlig mængde penge. Det er to til tre gange den globale udviklingsstøtte, som vi giver den Tredje Verden hvert år. Og alligevel ville den gøre meget lidt godt. Alle modeller viser, det vil udskyde opvarmning med omkring seks år i 2100. Så fyren i Bangladesh, der bliver offer for en oversvømmelse i 2100, kan vente til 2106. Hvilket er en lille smule godt, men ikke ret meget godt. Så idéen her er virkelig at sige, altså, vi har brugt en masse penge på at gøre lidt godt.

Og bare for at give jer et referencepunkt, estimerede FN faktisk, at for halvdelen af det beløb, for omkring 75 milliarder dollars om året, kunne vi løse alle større basale problemer i verden. Vi kunne give rent drikkevand, sanitering, basal sundhedspleje og uddannelse til hver eneste menneske på planeten. Så vi er nødt til at spørge os selv, vil vi bruge det dobbelte beløb på at gøre meget lidt godt? Eller halvdelen af beløbet på at gøre ufatteligt meget godt? Og det er egentlig derfor, det er et dårligt projekt. Det er ikke at sige, at hvis vi havde alle penge i verden, ville vi ikke gerne gøre det. Men det er at sige, når vi ikke har, er det simpelthen ikke vores førsteprioritet.

De fair projekter — læg mærke til, at jeg ikke har tænkt mig at kommentere alle disse — men smitsomme sygdomme, bedre basal sundhedspleje — klarede den lige, simpelthen fordi, ja, bedre basal sundhedspleje er en god ting. Det ville gøre en masse godt, men det er også meget, meget dyrt. Igen, hvad det fortæller os er, at pludselig begynder vi at tænke over begge sider af ligningen. Hvis I ser på de gode projekter, kom en masse saniterings- og vandprojekter ind. Igen, sanitering og vand er utroligt vigtigt, men det koster også en masse infrastruktur. Så jeg vil gerne vise jer top fire prioriteterne, der skulle være i det mindste de første, som vi håndterer, når vi taler om, hvordan vi burde håndtere verdens problemer.

Det fjerdebedste problem er malaria — at håndtere malaria. Hyppigheden af malaria er, at omkring et par [millioner] mennesker bliver smittet hvert år. Det kan endda koste op imod et procentpoint af BNP hvert år for påvirkede lande. Hvis vi investerede omkring 13 milliarder dollars over de næste fire år, kunne vi bringe den hyppighed ned til det halve. Vi kunne undgå, at omkring 500.000 mennesker dør, men måske vigtigere kunne vi undgå, at omkring en milliard mennesker bliver smittet hvert år. Vi ville væsentligt forbedre deres evne til at håndtere mange af de andre problemer, som de er nødt til at håndtere. Selvfølgelig, i det lange løb også håndtere global opvarmning.

Denne tredjebedste var fri handel. Dybest set viste modellen, at hvis vi kunne få fri handel og især skære pengestøtte i USA og Europa fra, kunne vi rent faktisk oplive den globale økonomi til en forbløffende størrelse af omkring 2.400 milliarder dollars om året, hvoraf halvdelen ville tilfalde den Tredje Verden. Igen er pointen at sige, at vi kunne faktisk trække to til tre hundrede millioner mennesker ud af fattigdom meget radikalt hurtigt på omkring to til fem år. Det ville være den tredjebedste ting, vi kunne gøre.

Den næstbedste ting ville være at fokusere på fejlernæring. Ikke bare fejlernæring generelt, men der er en meget billig måde at håndtere fejlernæring på, især mangel på mikronæringsstoffer. Dybest set er omkring halvdelen af verdens befolkning i underskud af jern, zink, jod og A-vitamin. Hvis vi investerer omkring 12 milliarder dollars, kunne vi lave et seriøst indhug i det problem. Det ville være den næstbedste investering, vi kunne foretage.

Og det allerbedste projekt ville være at fokusere på HIV/AIDS. Dybest set, hvis vi investerer 27 milliarder dollars over de næste otte år, kunne vi undgå 28 nye millioner tilfælde af HIV/AIDS. Igen, hvad det her gør, og hvad det fokuserer på, er at sige, der er to meget forskellige måder, vi kan håndtere HIV/AIDS. Den ene er behandling, den anden er forebyggelse. Og igen i en ideel verden ville vi gøre begge dele. Men i en verden, hvor vi ikke gør nogen af dem, eller ikke gør det særlig godt, er vi nødt til i det mindste at spørge os selv, hvor vi burde investere først. Og behandling er meget, meget dyrere end forebyggelse. Så det, det dybest set fokuserer på, er at sige, at vi kan gøre meget mere ved at investere i forebyggelse. Grundlæggende for de penge, vi bruger, kan vi gøre X mængde godt ved behandling og 10 gange så meget godt ved forebyggelse. Så igen, det, vi fokuserer på, er forebyggelse frem for behandling i første omgang.

Det, det virkelig gør, er, at det får os til at tænke over vores prioriteter. Jeg vil gerne have jer til at se på jeres prioriteringsliste og sige, fik I det rigtige? Eller kom I tæt på, hvad vi kom frem til her? Altså selvfølgelig er klimaforandringer et af emnerne igen. Jeg møder mange mennesker, der finder det meget, meget usandsynligt, at vi skulle gøre det.

Vi burde også håndtere klimaforandringer, om ikke andet så simpelthen fordi det er så stort et problem. Men selvfølgelig håndterer vi ikke alle problemer. Der er mange problemer derude i verden. Og det, jeg gerne vil gøre sikre, er, at hvis vi faktisk fokuserer på problemer, så fokuserer vi på de rigtige. Dem, hvor vi kan gøre meget godt frem for lidt godt. Og jeg tror egentlig — Thomas Schelling, en af deltagerne på drømmeholdet, han sagde det meget, meget godt. En af tingene, folk glemmer, er, at om 100 år, hvor vi snakker om, de fleste af klimaforandringernes indvirkninger vil være, vil folk være meget, meget rigere. Selv de mest pessimistiske af FN's indvirkningsscenarier vurderer, at den gennemsnitlige person i den udviklede del af verden i 2100 vil være nogenlunde så rig, som vi er i dag. Meget mere sandsynligt er det, at de vil være to til fire gange så rige som os. Og selvfølgelig vil vi være endnu rigere end det.

Men pointen er at sige, når vi snakker om at redde mennesker eller redde folk i Bangladesh i 2100, snakker vi ikke om en fattig bangladesher. Vi snakker faktisk om en ret rig hollandsk fyr. Og derfor er den rigtige pointe selvfølgelig at sige, vil vi bruge en masse penge på at hjælpe om 100 år fra nu en ret rig hollandsk fyr? Eller vil vi gerne hjælpe rigtigt fattige lige nu i Bangladesh, der virkelig har brug for hjælp, og som vi kan hjælpe meget, meget billigt? Eller som Schelling sagde det, forestil jer, at I var en rig — som I vil blive — en rig kineser, en rig boliver, en rig congoleser i 2100, der tænkte tilbage på 2005 og sagde, "Hvor underligt, at de bekymrede sig så meget om at hjælpe mig en smule gennem klimaforandringer og bekymrede sig så lidt om at hjælpe min bedstefar og min oldefar, som de kunne have hjulpet så meget mere, og som behøvede hjælpen så meget mere?"

Så jeg synes, det virkelig fortæller os, hvorfor det er, vi har brug for at få vores prioriteter på plads. Selv hvis det ikke stemmer overens med den sædvanlige måde vi anser dette problem. Selvfølgelig er det hovedsagligt, fordi klimaforandringer har så gode billeder. Vi har, I ved, "The Day After Tomorrow" — den ser godt ud, ikke? Det er en god film på den måde, at jeg bestemt har lyst til at se den, okay, men forvent ikke, at Emmerich giver Brad Pitt rollen i sin næste film, hvor han graver efter latriner i Tanzania eller noget. (Latter) Det lægger bare ikke op til så god en film. Så på mange måder anser jeg Copenhagen Consensus og hele diskussionen omkring prioriteter som et forsvar for kedelige problemer. At sikre, at vi indser, det ikke handler om at få os til at have det godt, det handler ikke om at lave de ting, der har mest medieopmærksomhed, men at det er om at finde steder, hvor vi faktisk kan gøre mest godt.

De andre indvendinger, tror jeg, der er vigtige at sige, er, at jeg på en eller anden måde — eller vi — opstiller et falsk valg. Selvfølgelig burde vi gøre alle ting i en ideel verden — jeg ville i den grad være enig. Jeg synes, vi burde gøre alting, men det gør vi ikke. I 1970 besluttede den udviklede verden, at vi skal bruge dobbelt så meget, som vi gjorde, lige nu i forhold til 1970 på udviklingslandene. Siden da er vores støtte blevet halveret. Så det ser ikke ud som om, vi egentlig er på vej til pludseligt at løse alle store problemer.

På samme måde siger folk, men hvad med Irak-krigen? Ved I hvad, vi bruger 100 milliarder dollars. Hvorfor bruger vi ikke dem på at gøre godt i verden? Det er jeg helt for. Hvis en af jer kan overtale Bush til at gøre det, er det fint. Men pointen er selvfølgelig at sige, hvis man får 100 milliarder dollars mere, vil man stadig ønske at bruge dem på bedst mulig vis, ikke? Så det egentlige problem her er at få os selv tilbage og tænke over, hvad er de rigtige prioriteter. Jeg burde måske nævne kort, er det virkelig den rigtige liste, vi kom frem til? I ved, når man spørger verdens bedste økonomer, ender man uundgåeligt med at spørge gamle, hvide amerikanske mænd. Og de er ikke nødvendigvis, I ved, den bedste måde at anskue hele verden.

Så vi inviterede faktisk 80 unge fra hele verden til at komme og løse det samme problem. Det eneste krav var, at de studerede på et universitet, og at de talte engelsk. Størstedelen af dem var, først fra udviklingslande. De havde alle det samme materiale, men de kunne gå meget uden for diskussionens rammer, og det gjorde de i den grad, for at komme frem til deres egne lister. Og det overraskende var, at listen var meget lig — med fejlernæring og sygdomme i toppen og klimaforandringer i bunden. Vi har gjort det her mange andre gange. Der har været mange andre øvelser og universitetsstuderende og forskellige ting. De kommer alle frem til stort set den samme liste. Og det giver mig stort håb, virkelig, når jeg siger, at jeg tror på, at der er en vej foran til at få os til at begynde at tænke over vores prioriteter. Og at sige, hvad er den vigtigste ting i verden? Selvfølgelig i en ideel verden ville vi elske at gøre alting. Men hvis vi ikke gør det, kan vi begynde at tænke over, hvor burde vi starte?

Jeg ser Copenhagen Consensus som en proces. Vi gjorde det i 2004, og vi håber at samle mange flere folk, at få meget bedre information til 2008, 2012. Skitsere den rigtige vej for verden. Men også at begynde at tænke over politisk visitation. At begynde at tænke over at sige, "Lad os gøre ikke de ting, hvor vi kan gøre meget lidt til en meget høj pris, ikke de ting, som vi ikke ved, hvordan vi skal gøre, men lad os gøre gode ting, hvor vi kan gøre en enorm mængde godt til en meget lav pris lige nu.

Til syvende og sidst kan I være uenige i diskussionen om, hvordan vi faktisk prioriterer disse, men vi er nødt til at være ærlige og oprigtige ved at sige, hvis der er nogle ting vi gør, er der andre ting vi ikke gør. Hvis vi bekymrer os for meget om nogle ting, ender vi med ikke at bekymre os om andre ting. Så jeg håber dette vil hjælpe os med at prioritere bedre og tænke over, hvordan vi bedre kan arbejde for verden. Tak.