Return to the talk Return to talk

Transcript

Select language

Translated by Morten Elbæk
Reviewed by Anders Finn Jørgensen

0:12 Jeg kommer fra Libanon, og jeg er overbevist om at løb kan ændre verden. Jeg ved, at det jeg lige sagde, ikke er åbenlyst.

0:23 Libanon som land er engang blevet destrueret af en lang og blodig borgerkrig. Ærligt talt forstår jeg ikke hvorfor de kalder det for borgerkrig, når der ikke er noget civiliseret over det. Med Syrien mod nord, Israel og Palæstina mod syd og vores regering, endda indtil nu, er stadig fragmenteret og ustabilt. I mange år har landet været delt mellem politik og religion. Dog er der en dag om året hvor vi virkelig står sammen, og det er når maratonløbet bliver afholdt.

1:06 Jeg var før en maratonløber. Langdistanceløb var ikke kun godt for mit velvære, det hjalp mig også med at meditere og drømme stort. Så, jo længere distancer jeg løb, des større blev mine drømme, indtil en skæbnesvanger morgen, mens jeg trænede, blev jeg påkørt af en bus. Jeg døde næsten, var i koma, blev på hospitalet i to år, og gennemgik 36 operationer for at komme til at gå igen.

1:46 Så snart jeg kom ud af min koma, forstod jeg at jeg ikke længere var den samme løber som før, så jeg besluttede, hvis jeg ikke selv kunne løbe, ville jeg sørge for at andre kunne. Så ved min hospitalsseng, bad jeg min mand om at tage noter, og nogle få måneder senere, var maratonløbet født.

2:14 At organisere et maratonløb som en reaktion på en ulykke kan lyde underligt, men på det tidspunkt, selv i løbet af min mest sårbare tilstand, havde jeg brug for at drømme stort. Jeg havde brug for noget, der kunne tage min smerte, et mål at se frem mod. Jeg ville ikke klynke, eller have medynk, så ved at organisere sådan et maratonløb, kunne jeg tilbagebetale til mit fællesskab, bygge broer til den omkringliggende verden, og invitere løbere til Libanon og løbe under paraplyen af fred. At organisere et maratonløb i Libanon er bestemt ikke ligesom at organisere et i New York. Hvordan introducerer du konceptet af løb for en nation der konstant er på kanten til krig? Hvordan spørger man dem, som før kæmpede og dræbte hinanden, til at mødes og løbe side om side? Derudover, hvordan overtaler du dem til at løbe en distance på 42,2 km i en tid hvor de ikke var bekendte med ordet "maratonløb"? Så vi måtte starte på ny.

3:34 I næsten to år, rejste vi rundt i landet og besøgte endda afsides landsbyer. Jeg mødte folk fra alle samfundslag -- borgmestre, chefer, skolebørn, politikere, militsfolk, folk fra moskeer, kirker, landets præsident, selv husmødre. Jeg lærte en ting: Når man gør hvad man siger, så tror de på en. Mange var berørte af min personlige historie, og de delte deres historier til gengæld. Det var ærlighed og åbenhed der bragte os sammen. Vi snakkede et fællessprog til hinanden, og det var fra menneske til menneske. Da tilliden var blevet opbygget, ville alle være en del af maratonløbet, for at vise verden, de ægte farver af Libanon og libaneserne og deres ønske om at leve i fred og harmoni.

4:44 I oktober 2003 kom over 6.000 løbere fra 49 forskellige nationaliteter, til startlinjen, alle opsatte, og da startskuddet lød, var det denne gang et signal om at løbe i harmoni til en forandring.

5:05 Maratonløbet blev større. Ligeså blev de politiske problemer. Men for hver katastrofe vi havde, fandt maratonløbet veje til at bringe folk sammen. I 2005 blev vores premierminister myrdet, og landet gik helt i stå, så vi organiserede en fem kilometer Sammen Vi Løber-kampagne. Der kom over 60.000 mennesker til startlinjen, allesammen iført hvid t-shirt uden politiske mærker. Det var et vendepunkt for maratonløbet, da folk begyndte at se det som en platform for fred og sammenhold.

5:51 Fra 2006 op til 2009 var vores land, Libanon, igennem nogle ustabile år invasioner og flere mord der bragte os nærmere en borgerkrig. Landet var delt igen, så meget at vores parlament trak sig tilbage, vi havde ingen præsident i et år og ingen premierminister. Men vi havde et maratonløb.

6:19 (Bifald)

6:25 Så gennem maratonløbet lærte vi at politiske problemer kan overvindes. Da oppositionen besluttede sig for at lukke dele af bymidten, forhandlede vi alternative ruter. Regeringsdemonstranter blev et sidestående heppekor. De beværtede endda energistande.

6:50 Maratonløbet er virkelig blevet en speciel begivenhed. Det opnåede respekt fra både libaneserne og det internationale fællesskab. Sidste november 2012, kom over 33.000 løbere med 85 forskellige nationaliteter til startlinjen, men denne gang, udfordrede de et stormfuldt og regnfuldt vejr. Gaderne stod under vand, men folk ville ikke gå glip af muligheden for at være en del af sådan en nationaldag.

7:25 Beirut Maraton har udvidet. Vi inddrager alle: de unge, de ældre, de handikappede, de mentalt udfordrede, de blinde, eliten, amatørløberne, selv mødre med deres babyer. Temaer har inkluderet løb for miljøet, brystkræft, af kærlighed til Libanon, for fred, eller bare for at løbe.

7:50 Det første årlige kvindeløb for styrkelse, som er den eneste i området, har lige været afholdt for få uger siden, med 4512 kvinder, herunder førstedamen, og dette er kun begyndelsen.

8:13 Tak.

8:15 (Bifald)

8:17 Beirut maraton har støttet velgørenhed og frivillige som har hjulpet med genskabelsen af Libanon, skaffet midler til deres sager og opmuntret andre til at bidrage. Dyrkelsen af at bidrage og gøre gode gerninger er blevet smitsom. Stereotyper er blevet brudt. Forandringsskabere og fremtidige ledere er blevet skabt. Jeg tror at de er byggematerialerne for fremtidens fred.

8:49 Beirut maraton er blevet sådan en respekteret begivenhed i området at regeringens embedsmænd i området, som Irak, Egypten og Syrien, har spurgt organisationen om hjælp til at opbygge en lignende sportsbegivenhed. Vi er nu en af de største løbsarrangementer i Mellemøsten, men vigtigst af alt, det er en platform for håb og samarbejde i en evigt skrøbelig og ustabil del af verden. Fra Boston til Beirut, vi står samlet.

9:30 (Bifald)

9:36 Efter 10 år i Libanon, fra nationale maratonløb eller fra nationale begivenheder til mindre regionale løb, har vi set at folk vil løbe for en bedre fremtid. Fredskabelsen er, trods alt, er ikke en spurt. Det er mere et maraton.

9:58 Tak.

9:59 (Bifald)