William Kamkwamba: Hvordan jeg høstede vinden

Mange tak. For to år siden stod jeg på TED's scene i Arusha, Tanzania. Jeg talte meget kort om en af de kreationer jeg er mest stolt af. Det var en simpel maskine der ændrede mit liv.

Før den tid havde jeg aldrig været borte fra mit hjem i Malawi. Jeg havde aldrig brugt en computer. Jeg havde aldrig set Internet. På scenen den dag, jeg var så nervøs. Alt mit engelsk blev glemt, jeg ville bare kaste op. (Latter) Jeg havde aldrig været omringet af så mange azungu, hvide folk. (Latter)

Der var en historie jeg ikke ville fortælle jer den dag. Men nåja, jeg har det bedre lige nu. Jeg kunne godt tænke mig at dele den historie med jer i dag. Vi er syv børn i min familie. Alle piger, på nær mig. Dette er mig med min far da jeg var en lille dreng. Før jeg opdagede den vidunderlige videnskab, var jeg bare en simpel bonde i et land af fattige bønder. Lige som alle andre, såede vi majs.

Et år vendte heldet sig imod os. I 2001 oplevede vi en frygtelig hungersnød. Inden for fem måneder begynde alle malawianere at sulte ihjel. Min familie spiste et måltid om dagen, aftensmad. Kun tre bidder af nsima til hver og en af os. Maden gik lige igennem vores kroppe. Vi svandt ind til ingen ting.

I Malawi, skal man på skolens anden dag, betale skolepenge. Pga. hungersnøden, var jeg nødt til at droppe ud af skolen. Jeg kiggede på min far, og jeg kiggede på de udtørrede marker. Det var en fremtid jeg ikke kunne acceptere.

Jeg var meget lykkelig over at være skole efter den anden dag. Så jeg var fast besluttet på at gøre alt der var muligt for at få en uddannelse. Så jeg gik ned til biblioteket. Jeg læste bøger, videnskabsbøger, i særdeleshed fysik. Jeg var ikke så god til at læse engelsk. Jeg brugte diagrammerne og billederne for at lære ordene rundt om dem.

En anden bog lade den nødvendige viden i mine hænder. De sagde at en vindmølle kunne pumpe vand og genere elektricitet. At pumpe vand betød kunstvanding. Et forsvar imod sult, som vi oplevede på det tidspunkt. Så jeg besluttede at bygge en vindmølle for mig selv. Men jeg havde ikke de nødvendige materialer. Så jeg gik ned til skrothandleren hvor jeg fandt mine materialer. Mange folk, inklusiv min egen mor, sagde jeg var gal. (Latter)

Jeg fandt en traktorblæser, støddæmpere, PVC-rør. Ved hjælp af en cykelramme og en gammel cykelgenerator, byggede jeg min maskine. Først var der til et lys. Og senere fire lys, med kontakter, og endda også en sikringsboks, modeleret efter en elektrisk regning. En anden maskine pumpede vand til kunstvanding.

Køer af mennesker begynde at stille sig op ved mit hus (Latter) for at lade deres mobiltelefoner op. (Klapsalve) Jeg kunne ikke slippe af med dem. (Latter) Og journalister kom også, hvilket førte til bloggere, og det førte til et opkald fra noget der hed TED. Jeg havde aldrig set en flyvemaskine før. Jeg havde aldrig sovet på et hotel. Så, på scenen den da i Arusha, forsvandt mit engelsk, jeg sagde noget i stil med, "Jeg prøvede. Og jeg gjorde det."

Så jeg kunne tænke mig at sige noget til alle de folk derude, ligesom mig, til afrikanerne, og de fattige som kæmper for jeres drømme, Gud velsigne jer. Måske en skønne dag vil I se dette på internettet. Jeg siger til jer, tro på jer selv og hav tillid. Hvad der så end sker - giv ikke op. Tak skal I have. (klap salve)