Tal Golesworthy: Hvordan jeg reparerede mit eget hjerte

Jeg er en procesingeniør. Jeg ved alt om kedler og forbrændingsanlæg og posefiltre og cykloner, og den slags, men jeg lider også af Marfan syndromet. Dette er en arvelig sygdom. Og i 1992 deltog jeg i en genetisk undersøgelse og fandt til min rædsel, som i kan se på slidet, at min at den første del af min hovedpulsåre ikke var i normalområdet, den grønne linje nederst. Alle her vil være mellem 3,2-3,6 cm. Jeg var allerede op på 4.4. Og som du kan se, udvidede min hovedpulsåre sig løbende, og jeg kom tættere og tættere til det punkt, hvor kirurgi ville være nødvendigt.

Den kirurgisk mulighed var temmelig grusom -- bliv bedøvet, få åbnet din brystkasse, sætte dig på en kunstig hjerte-lunge-maskine, sænke din kropstemperatur til omkring 18 Celsius, Stoppe dit hjerte, klippe hovedpulsåren ud, erstatte det med en plastik ventil og en plastik aorta og vigtigst forpligter dig til et liv på antikoagulations medicin, normalt warfarin. Tanken om operationen var ikke attraktivt. Tanken om warfarin var virkelig ret skræmmende.

Så jeg sagde til mig, jeg er ingeniør, jeg er indenfor forskning og udvikling, dette er kun en VVS problem. Jeg kan gøre dette. Jeg kan ændre dette. Så jeg satte mig for at ændre hele behandlingen for udvidelse af hovedpulsåren. Projekts formål er i virkelig ganske enkel. Den eneste reelle problem med hovedpulsåren hos personer med Marfan syndrom er at den mangler trækstyrke. Så muligheden eksistere for simpelthen at emballerer blodåren udvendigt. Og den vil forblive stabil og fungere tilfredsstillende. Hvis din højtryksslange, eller din hydrauliske ledning, buler lidt, vikler du blot noget tape på ydersiden af den. Det er virkeligt et simpelt koncept, men ikke i udførelsen. Den store fordel af en ekstern støtte for mig var, at jeg kunne bevare alle af min egen dele, alt af mit eget endotel og ventiler, og ikke behøver nogen antikoagulationsbehandling.

Så hvor skal vi starte? Dette er et sagittal tværsnit igennem mig. Du kan se i midten denne dims, denne struktur, som presser sig ud. Der er den venstre ventrikel som skubber blod gennem aortaklappen -- du kan se to af de aortaklapper der arbejder -- op til hovedpulsåren. Og det er del af hovedpulsåren, som udvider sig og i sidste ende brister, hvilket naturligvis er fatalt. Vi startede ved at kombinere billedscanning fra MRI-scanning og CT-scanning for at lave en model af patientens hovedpulsåre.

Her er en model af min hovedpulsåre. Jeg har en rigtig en i min lomme, hvis nogen vil gerne se på den og lege med den. Du kan se, det er en kompleks struktur. Det har en sjov trefliget form i bunden, som indeholder aortaventilen. Den går så over i en rund form og snæver derefter ind og drejer. Så der er en temmelig vanskeligt struktur at fremstille. Dette, som jeg siger, er en CAD-model af mig, og dette er et af de senere CAD modeller. Vi gik gennem en iterativ proces med at producere bedre og bedre modeller. Da vi producerede denne model omdannede vi den til en fast plastik model, som I kan se, ved hjælp af en hurtig prototyping teknik, en anden ingeniørteknik. Vi brugte derefter modellen til fremstilling af en perfekt skræddersyet porøs tekstilmaske, som tager form af modellen og passer perfekt til pulsåren. Så er dette er virkelig skræddersyet medicin når det er bedst. Hver patient vi arbejder med har et skræddersyet implantat.

Når du har gjort det, så er installationen rimelig let. John Pepper, velsigne hans hjerte, professor i hjertekirurgi -- havde aldrig gjort det før i sit liv -- Han satte først en i, kunne ikke lide den, tog den ud, puttede en anden i. Glad gik jeg væk. Fire og en halv time på operationsbordet og alt var gjort. Så den kirurgisk implantation var faktisk den letteste del.

Hvis du sammenligner vores nye behandling med det eksisterende alternativ, den såkaldte "composite aortic root graft", er der to tydelige forskelle, som jeg er sikker på vil være tydelig for jer alle. To timer for at installere en af vores enheder sammenlignet med seks timer til nuværende behandling. Nuværende behandling kræver, som jeg har sagt, Hjerte-lunge-maskine og kræver fuld kropsnedkøling. Vi behøver ikke nogen af; Vi arbejder på et slående hjerte. Han åbner dig op, har adgang til hovedpulsåren, mens dit hjerte slår, ved den rigtige temperatur. Ingen kirurgi i dit hjerte-kar-system. Så det er virkeligt godt.

Men for mig var det bedste at der ingen antikoagulations terapi kræves. Jeg tager overhovedet ikke medicin andet end de berusende stoffer jeg selv vælger at tage. (Latter) Og faktisk, hvis du tale med personer, der er på langvarig warfarin behandling, er det en alvorlig belastning af din livskvalitet. Og endnu værre, det forkorter dit liv. Ligeledes, hvis du har en kunstig ventil er du forpligtet til antibiotika behandling når som helst du får kirurgisk behandling. Selv en tur til tandlægen kræver at du tager antibiotika, i tilfælde af at du får en infektion på ventilen. Igen, jeg får intet af dette, så jeg er helt fri. Min hovedpulsåre er repareret, så jeg har ikke disse bekymringer, der er en genfødsel for mig.

Tilbage til temaet for præsentationen: I tværfaglig forskning, hvordan i alverden ender en procesingeniør, vant til at arbejde med kedler, med at producerer en medicinsk enhed som transformerer hans eget liv? Svaret er en tværfaglig gruppe. Dette er en liste over kernegruppen. Og som du kan se, der er ikke kun to tekniske discipliner, medicin og ingeniørvidenskab, men der er også forskellige specialister inden for disse to felter. John Pepper er hjertekirurgen, der udførte det faktiske arbejde med mig, men alle bidrog på en eller anden måde. Raad Mohiaddin, medicinsk radiolog: Vi skulle bruge billeder af god kvalitet til at lave CAD-modellen. Warren Thornton, der stadig laver alle vores CAD-modeller for os, var nød til og skrive et CAD program for at lave denne model fra dette vanskelige datasæt.

Der findes dog nogle hindringer for dette. Der er nogle problemer med den. Fagudtryk er en stor en. Jeg vil tro ingen i dette rum forstår disse fire første fagudtryk. Ingeniørerne blandt jer vil genkende rapid prototyping og CAD. Læger blandt jer, hvis der er nogen, genkender de to første. Men der vil være ingen i dette rum der forstår alle disse fire ord. At fjerne fagudtryk var meget vigtigt for at sikre, at alle i teamet forstod nøjagtigt hvad der blev ment når en bestemt sætning blev brugt.

Vores faglige samlinger var også sjove. Vi tog en masse af horisontale tværsnitsbilleder af mig, behandlede disse tværsnit og brugte dem derefter til at opbygge en CAD-model. Og den allerførste CAD-model, som kirurgerne fik mellem deres hænder, kunne de ikke finde hoved og hale i. Hvorefter vi opdagede at modellen var et spejlbillede af den rigtige hovedpulsåre. Grunden til det var et spejlbillede er at i den virkelige verden ser vi altid på planer oppefra, plantegninger af huse eller af gaderne på kort. I medicinsk verden ser de på planer nedefra. Så de vandrete billeder var alle spejlbilleder. Så man skal være forsigtig med faglige konventioner. Alle har brug at forstå Hvad der antages og hvad ikke.

Institutionelle barrierer var en anden alvorlig hovedpine i projektet. Brompton Hospital blev overtaget af Imperial College School of Medicine, og der er nogle meget dårlige samarbejdsrelationer de to organisationer imellem. Jeg arbejdede med Imperial og Brompton, og dette skabte nogle alvorlige problemer for projektet, problemer, ikke burde findes.

Forsknings- og etikudvalg: Hvis du ønsker at prøve noget nyt indenfor kirurgi, Du skal få en tilladelse fra din lokale forsknings- og etikudvalg. Jeg er sikker på, det er det samme i Polen. Der vil være et tilsvarende udvalg, som godkender nye typer kirurgi. De var ikke kun bureaukratiske problemer vi havde, professionel jalousi stødte vi også på. Der var mennesker i forsknings- og etikudvalget der virkelig ikke ønsker at John Peber skulle få en succes mere, fordi han har haft så mange. Og de gav os flere problemer.

Bureaukratiske problemer: Til sidst når du har en ny behandling skal en vejledning udgives til alle hospitaler i landet. I U.K. har National Institute for Clinical Excellence, NICE. I må have et tilsvarende i Polen, uden tvivl. Vi måtte overkomme NICE problemet. Vi har nu en fremragende klinisk vejledning lagt ud på nettet. Så kan alle interesserede hospitaler som hente og læse NICE rapporten og komme i kontakt med os og derefter udfører operationen selv.

Barrierer for finansiering: Et andet stort område at forholde sig til. Et stort problem med forståelse blandt disse perspektiver: Når vi første gang ansøgte en af de store velgørende organisationer, der finansierer den slags ting, betragtede de det som en ansøgning til noget teknik. De forstod den ikke; de var læger, som står lige under gud. Det måtte være noget skrammel. De kasserede den. Derefter kontaktede jeg private investorer og jeg var ved at opgive det. Men det meste forskning og udvikling finansieres af det polske Videnskabsakademi eller tekniske og naturvidenskabelige forskningsråd eller nogen andre, og du skal forbi disse mennesker.

Fagudtryk er et enormt problem, når du forsøger at arbejde på tværs af discipliner, fordi i en ingeniør verden, forstår vi alle CAD og R.P. betyder-- men ikke i den medicinske verden. Det bevilgende bureaukrater må begynde at slå deres arbejde sammen, De må begynde at tale sammen, og de anvende lidt forestillingsevne Hvis det ikke er for meget forlangt -- hvad det muligvis er.

Jeg har opfundet en sætning "obstruktiv konservatisme." Så mange mennesker i medicinsk verden ønsker ikke forandringer, især ikke når en tilfældig ingeniør er kommet med en løsning. De ønsker ikke at forandre. De ønsker blot at gøre, hvad de altid har gjort. Og der er mange kirurger i U.K. som stadig venter på at en af vores patienter får et eller andet anfald, så de kan sige, "Ah, jeg fortalte dem, at det ville gå galt." Vi har nu 30 patienter. Jeg er på syv og et halvt år. Vi har rundet 90 post-operations år, og vi ikke har haft et eneste problem endnu. Og stadig, der er mennesker i U.K. siger, "Denne eksterne pulsårestrømpe, det kommer aldrig til at virke"

Det er virkelig et problem. Det er virkelig et problem. Jeg er sikker på, alle i dette rum har mødt arrogance blandt medicinere, læger, kirurger på et tidspunkt. Det centrale er simpelthen den måde hvorpå lægerne beskytter sig selv. "Selvfølgeligt, bekymrer jeg mig for min patient." Jeg tror ikke det er godt, det er min opfattelse.

Store egoer, er naturligvis, igen, et enormt problem Hvis du arbejder i en tværfaglig gruppe, må du give de andre fordel af tvivlen. Du må udvise tillid til dem. Tom Treasure, professor i hjerte-bryst kirurgi: Utrolig fyr. Død let at respektere ham. Respektere han mig? Lidt anderledes. Det er alle de dårlige nyheder. De gode nyheder er at fordelene er "stonkingly" enorme. Oversætte den? Jeg væder på de ikke kan.

(Latter)

Når du har en gruppe mennesker som har haft en anderledes uddannelse, en anden professionel erfaring, de har ikke kun en forskellige vidensbase, men de har også andre synsvinkler på alt. Og hvis du kan samle disse fyre og du kan få dem tale sammen og forstå hinanden, kan resultaterne være spektakulære. Du kan finde nye løsninger, virkelig nye løsninger, der har aldrig været tænkt på før meget, meget hurtigt og nemt. Du kan skyde genvej gennem enorme mængder af arbejde blot ved hjælp af den udvidede vidensbase du har. Og som følge heraf det er en helt anden brug af teknologi og viden omkring dig.

Resultatet af alt dette er at du kan få utrolig hurtig fremskridt på utroligt små budgetter. Jeg er så flov på, hvordan billigt det var at komme fra min idé, til jeg fik implantationen, at ikke jeg parat til at fortælle jer, hvad det kostede. Fordi jeg formoder, at der er absolut standard kirurgiske behandlinger sandsynligvis i USA som koster mere til en enkeltstående patient end omkostningerne ved, at komme fra min drøm til min virkelighed.

Det er alt vil jeg sige, og jeg har tre minutter tilbage. Så Heather vil elske mig. Hvis du har nogle spørgsmål, kom endelig og tal med mig senere. Det ville være en fornøjelse at tale med jer. Mange tak.