Susan Savage-Rumbaugh om aber der skriver

Jeg arbejder med en art kaldt Bonobo Og jeg er glad det meste af tiden, fordi jeg tror det er den lykkeligste art på planeten. Det er en slags hemmelighed Denne art lever kun i Congo. Og de er ikke i ret mange zoologiske haver, på grund af deres seksuelle adfærd. Deres seksuelle adfærd er for menneskelig, til hvad de fleste af os er trygge ved.

(Latter)

Men --

(Latter)

faktisk har vi meget at lære af dem, fordi de har et meget ligestillet samfund og et meget empatisk samfund. Og den seksuelle adfærd er ikke begrænset til én del af deres liv som de nærmest sætter til side. Det gennemsyrer hele deres liv. Og det bliver brugt til kommunikation. Og det bliver brugt til konfliktløsning. Og jeg tror måske et sted i historien vi på en måde, delte vores liv op i mange stykker. Vi delte vores verden op i mange kategorier. Og alt har et sted det skal passe i. Men jeg tror ikke vi var sådan i starten.

Der er mange mennesker der tror at dyreverdenen er hugget i sten, og at der er noget meget, meget specielt ved mennesket. Måske er det menneskets evne til tænkte selv. Måske er det noget særligt i vores hjerne der tillader sprog. Måske er det noget specielt i menneskets hjerne der tillader evnen til at lave værktøj eller matematik. Tja, jeg ved det ikke. Der var tasmanere der var opdaget omkring 1600-tallet og de havde ingen ild. De havde ingen stenredskaber. Hvad vi ved af, havde de ingen musik. So hvis man sammenligner dem med bonoboerne, er bonoboen en smule mere behåret. Han står ikke helt så oprejst. Men der er mange ligheder. Og jeg tror at når vi kigger på kultur, kommer vi på en måde til at forstå hvordan vi kom hvor vi er. Og jeg tror ikke det er i vores biologi, jeg tror vi har tilskrevet det til vores biologi, men jeg tror ikke det er rigtigt.

Så nu vil jeg introducere dig til en art kaldet bonobo. Det er Kanzi. Han er en bonobo. Lige nu er han i en skov i Georgia. Hans mor er originalt fra en skov i Afrika. Og hun kom til os da hun var en -- blot i puberteten, omkring seks eller syv år gammel.

Dette viser en bonobo til højre, og en chimpanse til venstre. Tydeligvis har chimpansen en smule mere besvær ved at gå. Bonoboen, dog lavere end os og deres arme stadig længere, er mere oprejst, ligesom os. Dette viser bonoboen sammenlignet med en australopithecin som Lucy. Som du kan se er der ikke den store forskel, på hvordan en bonobo går og hvordan en tidlig australopithecin ville have gået. Som de vender sig mod os vil du se at bækkenområdet er lidt fladere hos tidlige de australopitheciner og behøver ikke at rotere lige så meget fra side til side. Så -- den tobenede gangart er lidt nemmere. Og nu ser vi alle fire.

Video: Den vilde bonobo lever i Central Afrika, i junglen omringet af Congo Floden. Trækroner på 40 meters højde, 130 fod, vokser tæt i dette område. Det var en japansk videnskabsmand, der først lavede seriøse studier i felten af bonobo aberne, næsten tre årtier siden. Bonoboer er bygget en smule smallere end chimpanserne. Slankt bygget, bonoboer er af natur meget blide dyr. Lange og omhyggelige undersøgelser har vist mange nye fund. En opdagelse er at vilde bonobo aber ofte går oprejst. Ydermere, de er i stand til at gå oprejst over lange distancer. Lad os sige hej til Austin først.

Susan Savage-Rumbaugh: Dette er Kanzi og mig, i skoven. Ingen af disse ting du vil se i denne video er trænede. Ingen af dem er tricks. De skete alt sammen spontant, af NHK fra Japan. Vi har otte Bonoboer.

Video: Se alle de ting vi har her på grund af vores bål.

SS: En hel familie på vores forskningscenter.

Video: Hjælper du med at hente nogle pinde? Godt. Vi har brug for flere pinde. Jeg har en lighter i min lomme hvis du har brug for en. Det er en hvepserede. Du kan få den ud. Jeg håber jeg har en lighter. Du kan bruge lighteren til at starte ilden.

SS: Kanzi er meget interesseret i ild. Han kan ikke endnu, uden en lighter, men jeg tror hvis han så nogen gøre, ville han måske kunne det -- lave et bål uden en lighter. Han lærer om hvordan man holder ilden igang. Han lærer hvad ild kan bruges til, bare ved at se hvad vi gør med ilden.

(Latter)

Dette er et smil på bonobo ansigtet. Disse er glade lyde.

Video: Du er glad. Du kan rigtig godt lide denne del. Du skal smide noget vand på ilden. Kan du se vandet? Godt klaret.

SS: Glemte at lyne hans rygsæk. Men han kan godt lide at bære ting fra sted til sted.

Video: Austin, jeg kan høre du siger Austin.

SS: Han taler til de andre bonoboer i laboratoriet, langdistance, længere end vi kan høre. Det er hans søster. Det her et første gang han prøver at køre en golfbil.

Video: Farvel.

(Latter)

SS: Hun har styr på pedalerne, men ikke rattet. Hun skifter fra bakgear til fremard og hun holder fra på rattet, i stedet for at dreje det.

(Latter)

Ligesom os, ved hun at individet i spejlet er hende.

Musik♪

Video: Ved at opdrage bonoboer med en kultur der både er bonobo og menneskelig, og dokumentere deres udviklingen gennem to årtier, forskere udforsker hvordan kulturelle kræfter

(Latter)

har virket gennem den menneskelige udvikling.

Han navn er Nyota Det betyder stjerne i Swahili.

Musik♪

Panbanisha prøver at klippe Nyota, med en saks. I det vilde, er bonobo-forældre tilbøjelig til at børste og rense deres unger. Her bruger Panbanisha en saks i stedet for hendes hænder, til at klippe Nyota. Meget imponerende. Præcise manøvreringer af hænderne er nødvendige til at klare nøjagtige opgaver som denne. Nyota prøver at efterligne Panbanisha ved at bruge saksen selv. Efter tanken at Nyota måske kunne komme til skade, gør Panbanisha ligesom en anden menneskelig mor, og trækker forsigtigt saksen tilbage.

Han kan nu skære gennem kraftigt dyreskind.

SS: Kanzi har lært at lave stenredskaver.

Video: Kanzi laver nu værktøj, muligvis ligesom vores slægtninge har lavet dem, to og en halv million år siden -- ved at holde en sten i hver hånd, og slå dem mod hinaden. Han har lært at ved at bruge begge hænder og sigte hans snittende slag, kan han lave større og skarpere flager. Kanzi vælger den flig han tror er skarp nok. Det kraftige skind er svært at skære i, selv med en kniv. Den sten Kanzi bruger er ekstremt hård og ideal til at lave stenværktøj med, men den er svær at håndtere, så det kræver dygtighed. Kanzis sten er fra Gona i Etiopien og er identisk med sten vores Afrikanske forfædre brugte to og en halv million år siden. Disse er de sten Kanzi brugte og disse er flagerne han lavede Den flade skarpe kant er som en knivsæg. Sammenligner man dem med redskaber vores forfædre lavede, har de slående ligheder med Kanzis.

Panbanisha vil gerne gå en tur i skoven. Hun bliver ved med at stirre ud af vinduet.

SS: Det er -- lad mig vise jer noget vi ikke troede de ville gøre.

Video: I flere dage nu, har Panbanisha ikke være udenfor.

SS: Jeg taler normalt om sprog.

Video: Pludseligt gør Panbanisha noget uventet.

SS: Siden jeg er blevet rådet til ikke at gøre hvad jeg normalt gør, Jeg har ikke fortalt jer at disse aber har et sprog. Det er et geometrisk sprog.

Video: Hun tager et stykke kridt. og begynder at skrive noget på gulvet. Hvad skriver hun?

SS: Hun siger også navnet på det, med hendes stemme.

Video: Nu kommer hun over til Dr. Sue og begynder at skrive igen.

SS: Dette er hendes symboler på hendes tastatur.

Musik♪

De siger noget når hun trykker på dem.

Video: Panbanisha kommunikerer hvor hun gerne vil hen med Dr. Sue. En ramme repræsentere en hytte i skoven. Sammenlign det med kalktegningen med lexigrammet på tastaturet. Panbanisha begyndte at skrive lexigrammer i skovbunden. Meget flot. Smukt, Panbanisha.

SS: Først vidste vi ikke rigtigt hvad hun lavede. indtil vi gik tilbage og kiggede og drejede det.

Video: Dette lexigram hentyder også til et sted i skoven. Denne bøjede linje er meget ens med et lexigram. Det næste symbol Panbanisha skriver repræsentere halsbånd. Det indikere halsbåndet Panbanisha skal have på når hun går udenfor.

SS: Det er et institutionalt krav.

Video: Dette symbol er ikke lige så tydeligt som de andre, men man kan se Panbanisha prøber at lave en bøjet linje og flere lige linjer. Forskere begyndte at optage hvad Panbanisha sagde, ved at skrive lexigrammer på gulvet med kalk. Panbanisha kiggede. Hun begyndte også at skrive. Bonoboens evner har lamslået forskere rundt om i verdenen. Hvordan er de udviklet?

SS: Vi har opdaget at det vigtigste for at tillade bonoboer evnen til et sprog er ikke at undervise dem. Det er simpelthen at bruge sprog i nærheden af dem, fordi den drivende kraft bag sprog er at forstå hvad andre der er vigtige for dig, prøver at fortælle dig. Så snart du har den egenskab, vil det at bruge og producere et sprog så komme naturligt og frit. Vi vil derfor skabe et miljø hvor bonoboerne kan lide alle de individer de har omgang med. Vi vil skabe omgivelser hvor de kan have det sjovt, og omgivelser hvor de andre er betyder noget for dem. Miljøet viser uforventede potentialer hos Kanzi og Panbanisha.

Panbanisha nyder at spiller på hendes harmonika, indtil Nyota, nu et år gammel, stjæler den. Derefter kigger han ivrigt ind i moderens mund. Leder han efter hvor lyden kommer fra? Dr. Sue tror det er vigtigt at tillade nysgerrigheden at blomstre og trives. Nu spiller Panbanisha elektrisk klaver. Hun blev ikke tvunget til at lære klaveret. hun så en forsker spille på instrumentet og fik interessen.

Værsgo. Værsgo. Jeg lytter. Prøv den der hurtige del igen. Ja, den del.

Kanzi spiller xylofon, mens han bruger begge hænder hjælper han entusiastisk dr. Sue med sangen. Kanzi og Panbanisha er stimuleret af disse sjove omgivelser, hvilket fremmer fremkomsten af kulturelle evner og kapaciteter.

(Latter)

Okay, tag monstrene. Tag dem. Tag også kirsebærene. Pas på, hold dig væk fra dem nu. Nu kan du jage dem igen. Tid til at jage dem. Nu skal du holde dig væk. Kom væk. Løb væk. Løb. Nu kan du jage dem igen. Bare tag dem. Åh nej! Godt Kanzi. Meget godt. Mange tak.

Ingen af os, bonobo eller menneske kan overhovedet forestille os?

SS: Så vi har et to-arts miljø, vi kalder det panhomokultur. Vi lærer hvordan vi bliver som dem. Vi lærer hvordan man kommunikerer med dem, i virkeligt høje tonelejer. Vi lærer at de nok har et sprog i det vilde. Og de lærer hvordan de bliver som os. Fordi vi tror det ikke er biologi, det er kultur. Så vi deler værktøj og teknologi og sprog med en anden art.

Tak.