Sugata Mitra's nye eksperiment med selvlæring

Sætningen bag mig siger jo nærmest sig selv. Jeg startede med den sætning for 12 år siden, og jeg startede med udviklingslande, men I sidder her fra alle verdenshjørner. Hvis I forestiller jer et kort over jeres land, kan I sikkert forestille jer, at for hvert land på jorden, tegner I en cirkel, der indikerer, at "Dette er et land, som ingen gode lærere vil rejse til." Og samtidig med det, så er det disse lande, der skaber problemer. Vi har et ironisk problem. Gode lærere har ikke lyst til at tage hen, hvor de gode lærere er mest nødvendige.

I 1999 begyndte jeg at kigge nærmere på dette problem gennem et lille eksperiment, et meget simpelt eksperiment i New Delhi. Grundlæggende indlejrede jeg en computer i en væg i et slumkvarter i New Delhi. Børnene gik knapt nok i skole. De kunne ikke engang snakke engelsk. De havde aldrig set en computer før, og de vidste ikke hvad Internettet var. Jeg tilsluttede en bredbåndsforbindelse til den - den er cirka en meter over jorden - tændte den og lod den være. Derefter bemærkede vi nogle interessante ting, som I vil få at se. Jeg gentog dette over hele Indien, og videre ud i en stor del af verden og bemærkede, at børn lærer at gøre det, de har lyst til at lære at gøre.

Dette er det første eksperiment vi lavede - en 8-årig dreng til højre, der lærer sin elev, en 6-årig pige, hvordan man surfer. Her er en dreng midt i den centrale del af Indien - her er det i byen Rajasthan, hvor børnene optog deres egen musik, og derefter afspillede den for hinanden, og under udførelsen, morede sig gevaldigt. Alt dette gjorde de kun 4 timer efter de så en computer for første gang. I en anden landsby i det sydlige Indien har vi nogle drenge, som har samlet et videokamera, og som prøvede at tage et billede af en brumbasse. De downloadede det fra Disney.com, eller et lignende website, 14 dage efter, at vi opsatte computeren i deres by. Så til sidst konkluderede vi, at grupper af børn kan lære at bruge computere og Internettet af sig selv, uafhængigt af, hvem eller hvor de er.

På dette tidspunkt blev jeg mere ambitiøs og beluttede at undersøge, hvad børn ellers kan bruge en computer til. Vi startede med et eksperiment i Hyderabad i Indien, hvor jeg gav en gruppe børn - der snakkede engelsk med en stærk Telugu accent. Jeg gav dem en computer med en tale-til-tekst brugerflade, som man nu får gratis med Windows, og bad dem om at tale til den. Så når de talte til den, så skrev computeren kun sludder, så de sagde, "Men den forstår ikke hvad vi siger". Så svarede jeg, "Jeg efterlader den her i 2 måneder. Få computeren til at forstå jer." Børnene sagde, "Hvordan gør vi det." Og jeg svarede, "Det ved jeg ikke." (Latter) Og så gik jeg. (Latter) 2 måneder senere - og dette er nu dokumenteret i journalen 'Information Technology for International Development' - havde deres accenter ændret sig, og lød næsten som den neutrale britisk accent, som jeg havde lært tale-til-tekst oversætteren. Med andre ord talte de alle som James Tooley. (Latter) Så de kunne lære det af sig selv. Efter dette begyndte jeg at eksperimentere med med forskellige andre ting, som de måske kunne lære sig selv.

Jeg modtog et interessant telefonopkald fra Colombo, fra den nu afdøde Arthur C. Clarke som sagde, "Jeg vil se hvad der sker". Og han kunne ikke rejse, så jeg tog over til ham. Han sagde to interessante ting, "En lærer, som kan erstattes af en maskine, bør erstattes". (Latter) Den anden ting han sagde var, "Hvis børn har lyst, så opstår der læring". Og det gjorde jeg ude i marken, og hver gang jeg så det, tænkte jeg på ham.

(Video) Arthur C. Clarke: Og de kan bestemt hjælpe folk, fordi børn lærer hurtigt at navigere og gå ind og finde ting, som interesserer dem. Og når der er interesse, så sker der læring.

Suguta Mitra: Jeg tog eksperimentet til Sydafrika. Her er en 15-årig dreng.

(Video) Dreng: ... nævn, at jeg spiller spil kan lide dyr, og lytter til musik.

SM: Jeg spurgte ham, "Sender du emails?" Han svarede, "Ja, og de krydser havet". Det her er i Cambodia, på landet i Cambodia - et fjollet matematisk spil, som ingen børn vil spille i klasseværelset eller derhjemme. De ville afvise det. De ville sige, "Det er kedeligt". Hvis man efterlader det på fortovet, og alle de voksne går væk, så vil de begynde at vise hinanden, hvad de kan gøre. Det er hvad disse børn gør. De lærer at gange, tror jeg. Og over hele Indien, efter cirka to år, begyndte børn at Google deres lektier. Som et resultat har lærere rapporteret enorme forbedringer i deres engelsk - (Latter) hurtige forbedringer og andre ting. De sagde, "De er blevet dybe tænkere osv. (Latter) Og det er de virkelig. Det jeg mener er, hvis det findes på Google, hvorfor skal du så gemme det i dit hoved? Så efter de næste fire år fastslog jeg, at grupper af børn kan benytte Internettet til selv at opnå uddannelsesmæssige mål.

På dette tidspunkt modtog Newcastle universitet en stor sum penge to at forbedre skolegangen i Indien. Så Newcastle ringede og jeg sagde, "Jeg gør det fra Delhi". De svarede, "Du får ikke lov til at håndtere flere millioner af universitetets penge fra Delhi." Så i 2006 købte jeg er stor overfrakke og flyttede til Newcastle. Jeg ønskede at afprøve grænserne for systemet. Det første forsøg, jeg lavede fra Newcastle, var faktisk i Indien. Og jeg gav mig selv et umulgt mål: Kan Tamilsk-talende 12-årige børn i en sydindisk landsby lære sig selv bioteknologi på engelsk af sig selv? Jeg tænkte, at dét ville jeg udersøge. De ville få et nul. Jeg giver dem materialer. Jeg kommer tilbage og tester dem. De får et nul igen. Jeg kommer tilbage og kan sige, "Ja, vi skal bruge lærere til bestemte ting."

Jeg indkaldte 26 børn. De kom allesammen, og jeg fortalte dem at der var noget rigtig svært stof på denne computer. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis I ikke forstår det. Det er altsammen på engelsk, og nu går jeg. (Latter) Og så efterlod jeg dem. Jeg kom igen efter to måneder, og de 26 børn kom ind og var meget, meget stille. Jeg spurgte, "Nå, har I kigget på materialet?" De svarede, "Ja, det har vi." "Forstod i noget af det?" - "Nej, intet." Så jeg spurgte, "Hvor længe øvede I jer, før I besluttede, at I ikke forstod det?" De svarede, "Vi så på det hver dag". Jeg spurgte, "Har I gennem to måneder set på materiale, som I ikke forstår?" Så løftede en 12-årig pige hånden og sagde, bogstavelig talt, Udover at fejlagtig replikering af DNA molekyler kan give genetiske sygdomme, forstod vi ikke andet."

(Latter)

(Klapsalver)

(Latter)

Det tog mig tre år at offentliggøre det. Det er netop blevet offentliggjort i British Journal of Educational Technology. En af de dommere, der gennemlæste det, sagde "Det er for godt til at være sandt", hvilket ikke var særlig pænt. En af pigerne havde lært sig selv at blive lærer. Det er hende derovre. Husk, de lærer ikke engelsk. Jeg rettede den sidste del og spurgte, "Hvor er neuronen?" Hun svarede, "Neuronen? Neuronen?" Og så kiggede hun og gjorde sådan her. Hvad hun end udtrykker, var det ikke rart.

Deres karakterer var steget fra 0 til 30 procent, hvilket er en uddannelsesmæssig umulighed under disse forhold. Men 30 procent er ikke bestået. Jeg fandt ud af, at de havde en ven, en lokal bogholder, en ung pige, som de spillede fodbold med. Jeg spurgte pigen, "Vil du lære dem nok om bioteknologi til at bestå?" Hun svarede, "Hvordan skal jeg gøre det? Jeg ved ikke noget om det". Jeg svarede, "Nej, brug bedstemor-metoden." Hun svarede, "Hvad er det?" Jeg svarede, "Det du skal gøre er, at stå bag dem og beundre dem hele tiden. Bare sig til dem, 'Det er fedt. Det er fantastisk. Hvad er det? Kan du gøre det igen? Kan du vise mig mere?"' Det gjorde hun i 2 måneder. Deres karakterer nåede op på 50 procent, hvilket er hvad de fine skoler i New Delhi, med en uddannet bioteknologi-lærer, opnåede.

Jeg tog tilbage til Newcastle med disse resultater og besluttede, at der skete noget her, som bestemt var blevet alvorligt. Efter at have udført eksperimenter på en masse fjerne steder, kom jeg til det fjerneste sted, jeg kunne forestille mig. (Latter) Ca. 8000 km fra Delhi ligger den lille by Gateshead. I Gateshead tog jeg 32 børn og begyndte at finjustere metoden. Jeg kom dem i grupper med fire i hver. Jeg sagde, "Lav jeres egne grupper med fire i hver. Hver gruppe med fire børn må kun bruge 1 computer og ikke fire". Husk, fra Hullet i Væggen. "Du kan skifte gruppe. Du kan gå over til en anden gruppe, hvis du ikke kan lide din gruppe osv. Du kan gå over til en anden gruppe, se dem over skulderen for at se hvad de laver, gå tilbage til din egen gruppe og sige, at I selv fandt på det." Og jeg forklarede dem, at megen videnskabelig forskning faktisk sker på denne måde.

(Latter)

(Klapsalver)

Børnene kom entusiastisk hen til mig og sagde, "Hvad skal vi lave?" Jeg gav dem 6 GCSE (basisniveau) spørgsmål. Den første gruppe, den bedste, løste alting på 20 minutter. Den dårligste gjorde det på 45 minutter. De brugte alt, hvad de kendte til - nyhedsgrupper, Google, Wikipedia, Ask Jeeves, osv. Lærerne sagde, "Er dette dyb læring?" Jeg sagde, "Lad os prøve. Jeg kommer tilbage om to måneder, Vi giver dem en skriftlig prøve - ingen computer, ingen snak med andre, osv." Gennemsnitsscoren, da de havde computere og de andre grupper, var 76 procent. Da jeg lavede eksperimentet, da jeg lavede testen, efter to måneder, var scoren 76 procent. Der var en fotografisk hukommelse hos børnene, formentlig fordi, de har diskuteret med hinanden. Et enkelt barn foran en computer gør ikke sådan. Jeg har andre resultater, som er næsten utrolige, med scorer som hele tiden stiger. Fordi lærerne siger, at efter øvelsen er overstået, så fortsætter børnene med at Google.

I Storbrittanien spurgte jeg efter britiske bedstemødre efter mit uklare eksperiment. I ved, britiske bedstemødre er handlekraftige. 200 meldte sig øjeblikkeligt frivilligt. (Latter) Aftalen var, at de skulle give mig en time af deres tid på nettet derhjemme en dag om ugen. Og det gjorde de så. Og gennem de sidste to år, har de modtaget mere end 600 timers undervisning over Skype, ved at bruge det, mine elever kalder Bedste-skyen. Bedste-skyen sidder derovre. Jeg kan sende dem til den skole, jeg ønsker.

(Video) Lærer: Du kan ikke fange mig. Sig det. Du kan ikke fange mig.

Børn: Du kan ikke fange mig.

Lærer: Jeg er honningkagemanden.

Børn: Jeg er honningkagemanden.

Lærer: Udmærket. Vældig fint...

SM: Tilbage i Gateshead fordyber en 10-årig pige sig i hinduisme, på 15 minutter. Ting, som jeg intet ved om. To børn ser en TED Talk. Før ville de være fodboldspillere. Efter at have set 8 TED Talks vil han være Leonardo da Vinci.

(Latter)

(Klapsalver)

Det er rimelig simpelt.

Det er, hvad jeg bygger på nu. De bliver kaldt SIMs: Selvlærende Indlærings Miljøer Møblerne er udformet, så børnene kan side foran store kraftige skærme med kraftige internetforbindelser, men i grupper. Hvis de vil, kan de ringe til Bedste-skyen. Her er et SIM i Newcastle. Mægleren er fra [uklart] i Indien.

Så hvor langt kan vi gå? Et eksempel mere, og så stopper jeg. Jeg tog til Torino i maj. Jeg sendte alle lærerne væk fra min gruppe af 10-årige elever. Jeg kan kun engelsk, de kunne kun italiensk,® så vi kunne ikke kommunikere. Jeg begyndte at skrive engelske spørgsmål på tavlen. Børnene kiggede på det og sagde, "Hvad?" Jeg sagde, "Gør det." De skrev det på Google og oversatte det til italiensk, og gik ind på den italienske Google. 15 minutter senere... Næste spørgsmål: Hvor ligger Calcutta? Denne gang tog det kun 10 minutter. Så prøvede jeg prøvede en rigtig svær en. Hvem var Pythagoras, og hvad lavede han? Der var stilhed et øjeblik, og så svarede de, "Du har stavet det forkert. Det er Pitagora." Og så, efter 20 minutter, begyndte de retvinklede trekanter at dukke op på skærmen. Det gav mig kuldegysninger. Dette er 10-årige. Tekst: Om 30 minutter ville de nå til Relativitetsteorien. Og hvad så derefter?

(Latter)

(Klapsalver)

SM: Ved I, hvad der skete? Jeg tror, vi er faldet over et selvorganiserende system. Et selvorganiserende system er et, hvor en struktur fremkommer uden eksplicit indblanding udefra. Selvorganiserende systemer viser også altid fremkomst, dvs. systemet begynder at gøre ting, som det ikke er designet til. Hvilket er grunden til, at I reagerer som I gør, fordi det virker umuligt. Jeg tror, jeg kan komme med et gæt. Uddannelse er et selvorganiserende system, hvor læring er et fremkommende fænomen. Det kommer til at tage et par år at bevise det, eksperimentalt, men jeg vil gøre forsøget. Men i mellemtiden er der en mulighed. En milliard børn, vi mangler 100 millioner mæglere - der er mange flere end det på vores planet - Ti millioner SIMs, 180 milliarder dollars og ti år. Vi kan ændre alt.

Tak.

(Klapsalver)