Sheryl Sandberg: Hvorfor der er for få kvindelige ledere

Til alle jer der er her idag, lad os starte med at erkende at vi er heldige. Vi lever ikke i samme verden, som vores mødre eller bedstemødre levede i, hvor karrierevalget for kvinder var meget begrænset. Alle os der er her i dag, er opvokset i en verden hvor vi har basale borgerrettigheder. Og utroligt nok, lever vi stadig i en verden, hvor nogle kvinder ikke har dem. Men bortset fra det, så har vi stadig et problem, og det er et aktuelt problem. Problemet er: Kvinder når ikke toppen indenfor nogen professioner overhovedet nogensteder i verden. Tallene viser det tydeligt. 190 verdensledere - 9 er kvinder. Af alle folk i parlamenterne i verden, er 13% kvinder. I den private sektor, er kvinder på toppen, leder jobs, bestyrelsesposter- udgør de 15-16%. Tallene har ikke ændret sig siden 2002, og de bevæger sig i den forkerte retning. Og selv indenfor non-profit organisationerne, en verden vi til tider opfatter som domineret af kvinder, er der kun 20% kvinder på toppen.

Vi har også et andet problem, kvinder har ofte sværere valg mellem professionel succes og personlig tilfredsstillelse. En undersøgelse i USA fornylig viste, at ud af senior managere som var gift, havde 2/3 af de gifte mænd børn, og kun 1/3 af de gifte kvinder havde børn. For et par år siden var jeg i New York, hvor jeg skulle fremlægge en aftale, og jeg var i et af de her moderne New York investeringskontorer som i kan forestille jer. Og under mødet - som er et 3-timers møde - omkring 2 timer inde, burde der ligesom være en toilet-pause, og alle rejser sig op, og mødelederen løber forvirret rundt og begynder at se forlegen ud. Og det gik op for mig at han ikke ved hvor kvindernes toilet er henne. Så jeg begynder at kigge efter flyttekasser, fordi jeg antager at de lige er flyttet ind, men kan ikke se nogen. Og så spurgte jeg, "Er i lige flyttet ind i dette kontor?" Hvortil han svarede, "Nej, vi har været her i 1 år." Og så sagde jeg, "Fortæller du mig at jeg er den eneste kvinde der har fremlagt et oplæg i dette kontor i et år?" Hvorefter han kiggede på mig og sagde, "Ja, eller måske er du bare den eneste der skulle på toilettet."

(Latter)

Spørgsmålet er, hvordan løser vi dette? Hvordan får vi ændret på tallene i toppen? Hvordan kan vi gøre det anderledes? Jeg vil starte med at sige, jeg taler om dette - om at holde kvinder i arbejdsstyrken - fordi jeg virkelig tror det er svaret. I den højst-lønnede del af arbejdsstyrken, blandt dem som ender på toppen - Top 500 direktør jobs, eller tilsvarende i andre industrier - er jeg overbevist om, at problemet er at kvinder dropper ud. Folk taler meget om dette, og de taler om flekstid og mentor-ordninger og programmer, som virksomheder burde have for at uddanne kvinder. Jeg ønsker ikke at snakke om den slags i dag - selvom det altsammen er vigtigt. Idag vil jeg fokusere på, hvad vi kan gøre som individer. Hvad er det vi skal fortælle os selv? Hvad er det vi skal fortælle de kvinder, der arbejder sammen med og for os? Hvad er det vi skal fortælle vores døtre?

Jeg vil fra begyndelsen gøre det klart, at dette foredrag ikke vil komme med en endelig løsning. Jeg har ikke det endelige svar; Jeg har ikke engang et til mig selv. Jeg forlod San Fransisco, hvor jeg bor, i mandags, og jeg steg om bord på flyet til denne konference. Og min 3-årige datter, som jeg fulgte i børnehave, holdt fast i mit ben og græd, "Mor, tag ikke afsted". Det er hårdt, jeg føler skyld til tider. Jeg kender ingen kvinder, hverken hjemmegående eller arbejdende, som ikke føler det engang imellem. Jeg siger ikke at arbejdslivet er det rigtige valg for alle.

Mit foredrag i dag handler om budskaberne, hvis du vil fortsætte i arbejdsstyrken. Og jeg tror der er 3. Et, sid ved bordet. To, gør din partner til en ægte partner. Og tre - gå ikke før du går. Nummer 1, sid ved bordet. For blot et par uger siden hos Facebook, havde vi besøg af en repræsentant for staten og han kom for at besøge forskellige topledere fra Silicon Valley. Og alle ligesom sad ved bordet. Han havde 2 kvinder som rejste rundt med ham, som også var højtstående i hans afdeling. Jeg sagde til dem, "Kom over og sid ved bordet." Og de satte sig ude i siden af lokalet. I det sidste år på universitetet, tog jeg et fag der hed Intellektuel Europæisk Historie. Elsker i ikke den slags fra universitetet. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det nu. Jeg tog faget med min bofælle, Carrie, som var en dygtig litterær studerende - og senere blev en dygtig litterær underviser - og min bror - en smart fyr, en vandpolo-spillende læge-studerende, der var førsteårsstuderende.

Vi 3 tog faget sammen. Carrie læste alle bøgerne på græsk og latin - går til alle forelæsninger - Jeg læste alle bøgerne på engelsk og gik til de fleste forelæsninger. Min bror har travlt; han læser een ud af 12 bøger og går til et par enkelte forelæsninger, kommer marcherende op på vores værelse et par dage før eksamen for at få eksamenshjælp. Vi 3 går til eksamen sammen, og vi sætter os ned. Vi sidder der i 3 timer - med vores små blå notesbøger - ja, jeg er så gammel. Vi går ud og ser på hinanden og spørger, "Hvordan gik det?" Carrie sagde, "Det føles som om jeg slet ikke kom til sagens kerne i den Hegelianske dialektik." Og jeg sagde, "Jeg ønskede virkelig at jeg havde forbundet John Lockes teori Og min bror sagde, "Jeg fik den højeste karakter i klassen." "Du fik den højeste karakter i klassen? Du ved jo ingenting."

Problemet med disse historier er at de viser os, hvad dataene viser: kvinder undervurderer systematisk deres egne evner. Hvis du tester mænd og kvinder, og stiller dem objektive spørgsmål om fx. karaktergennemsnit, vil mænd svare lidt for højt, og kvinder vil svare lidt for lavt. Kvinder forhandler ikke for sig selv i arbejdsstyrken. Et studie gennem de sidste 2 år af folk, der starter på arbejdsmarkedet, viser at 57% af drenge - eller mænd - forhandler om deres første løn, og kun 7% af kvinder. Og vigtigst, mænd tilskriver deres succes til sig selv, og kvinder tilegner det til eksterne faktorer. Hvis du spørger mænd, hvorfor de gjorde et godt stykke arbejde, svarer de, "Jeg er bare fantastisk. Selvfølgelig. Hvorfor spørger du overhovedet?" Hvis du spørger kvinder, hvorfor de gjorde et godt stykke arbejde, vil de svare, at nogen hjalp dem, de var heldige, eller de arbejdede hårdt. Hvorfor betyder det noget? Ja, det betyder meget fordi ingen kommer til hjørnekontoret ved at sidde på sidelinien, og ikke ved bordet. Og ingen får deres forfremmelse, hvis de ikke synes, de fotrjener deres succes, eller ikke engang forstår deres egen succes.

Jeg ville ønske, der var et let svar. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle alle de unge kvinder jeg arbejder med, alle disse fantastiske kvinder, "Tro på jer selv og kæmp for jer selv. Ej jeres egen success." Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle det til min datter. Men så simpelt er det ikke. Det, som data viser, som det vigtigste af alt - er at succes og vellidthed er hænger positivt sammen for mænd og negativt sammen for kvinder. Og alle nikker, fordi vi alle godt ved, at det er sandt.

Der er en rigtig god undersøgelse, der viser dette. Der er en berømt Harvard Business School undersøgelse af en kvinde, Heidi Roizen. Hun er receptionist i en virksomhed i Silicon Valley, og hun bruger sine kontakter for at blive en succesfuld invester. I 2002 - ikke så længe siden - tog en professor ansat ved Columbia University denne undersøgelse og kaldte den Howard Roizen. Og han uddelte begge undersøgelser til 2 grupper elever. Han ændrede et enkelt ord: Heidi til Howard. Men det ene ord gjorde en stor forskel. Derefter testede han eleverne. Den gode nyhed var, at både mænd og kvinder, mente at Heidi og Howard var lige kompetente, og det er godt. Den dårlige nyhed var, at alle kunne lide Howard. Han er en fin fyr, du har lyst til at arbejde for ham, du vil gerne tilbringe en hel dag sammen med ham. Men Heidi? Ikke helt det samme. Hun er lidt for sig selv. Hun er lidt politisk. Du er ikke sikker på, om du har lyst til at arbejde for hende. Det er komplikationen. Vi er nødt til at fortælle vores døtre og kollegaer, vi er nødt til at fortælle os selv, at vi skal tro på, at vi får 13, for at opnå forfremmelsen, for at sidde med ved bordet. Og vi skal gøre det i en verden, hvor, der for dem er ting, der skal ofres for det, som deres brødre ikke skal.

Det triste er, at det er rigtig svært at huske det. Jeg vil fortælle jer en historie, som er meget pinlig for mig, men jeg synes den er vigtig. For ikke så længe siden, gav jeg dette foredrag hos Facebook til omkring 100 ansatte. Og et par timer efter, var der en ung kvinde, som arbejdede der, som kom hen til mig, og ville tale med mig. Jeg sagde Ok, og hun satte sig, og vi talte. Hun sagde: "Jeg lærte noget i dag. Jeg lærte, at jeg skal holde min hånd oppe." Jeg svarede, "Hvad mener du?" Hun sagde, "Ja, du holder dette foredrag, og siger, at du tager imod 2 spørgsmål mere. Og jeg havde hånden oppe sammen med en masse andre, og du tog 2 spørgsmål mere. Så tager jeg hånden ned og ser samtidig, at alle de andre kvinder tager hånden ned, og så tager du imod flere spørgsmål, men kun fra mænd." Det tænkte jeg lidt over, Wow, hvis jeg - som interesser mig for dette - giver dette foredrag - og under foredraget, ikke engang bemærker, at mændene stadig har deres hænder i vejret, og kvinderne stadig har deres hænder i vejret, hvor gode vi er, som ledere i vores virksomheder og organisationer, til at se, at mænd går efter mulighederne mere end kvinder? Vi bliver nødt til at få kvinderne til at sidde med ved bordet.

(Klapsalver)

Besked nummer 2: Gør din partner til en ægte partner. Jeg er overbevist om, at vi har gjort større fremskridt i arbejdslivet, end vi har derhjemme. Data viser det tydeligt. Hvis en mand og en kvinde arbejder fuldtid og får et barn, så vil kvinden lave dobbelt så meget arbejde i hjemmet end manden, og kvinden laver 3 gange så meget børnepasning end manden. Hun har 3 eller 2 jobs, og han har et. Hvem tror du stopper, når der er behov for mere tid derhjemme? Årsagerne til dette er komplicerede, og jeg har ikke tid til at komme ind på dem alle. Og jeg tror ikke søndagsfodboldkiggeri og generel dovenskab er årsagen.

Jeg tror, det er mere kompliceret. Jeg tror, at samfundet presser vores unge mænd til succes, mere end kvinder. Jeg kender mænd, som er hjemme og arbejder hjemme for at støtte deres koners karriere. Og det er hårdt. Når jeg tager til Mor-og-Mig ting og ser en far der, ser jeg, at de andre mødre ikke leger med ham. Og det er et problem, fordi vi er nødt til at gøre det til et vigtigt job - det hårdeste job i verden - at arbejde i hjemmet for begge køn hvis vi skal udligne tingene, og tillade kvinder at blive i arbejdsstyrken. (Klapsalver) Studier viser at husstande med lige indkomst og lige ansvar har halvt så mange skilsmisser. Og hvis det ikke er motivation nok for jer derude, så har de også - hvordan skal jeg sige det her på scenen? - de kender hinanden mere på den bibelske måde.

(Jubel)

Besked nummer 3: Gå ikke før du går. Noget dybt ironisk er, at kvinder hele tiden tager tiltag - og jeg ser det hele tiden - hvor målet er at forblive i arbejdsstyrken, reelt fører til, at de forlader den. Her er hvad der sker: Vi har alle travlt; En kvinde har travlt. Og hun tænker på at få et barn. Og fra det øjeblik hun tænker på at få et barn, begynder hun at tænke på at skabe plads til barnet. "Hvordan skal jeg passe det, blandt alt det jeg laver?" Og bogstavelig talt, fra det øjeblik rejser hun ikke hånden igen, hun går ikke efter forfremmelse, hun kaster sig ikke over nye projekter, hun siger ikke, "Mig, jeg vil gøre det." Hun begynder at slappe af. Problemet er - lad os antage hun bliver gravid den dag - 9 måneder graviditet, 3 måneders barsel, 6 måneder til at få vejret igen - spol 2 år frem, ofte - og jeg har oplevet det - begynder kvinder at tænke på dette langt tidligere - når de bliver forlovet, bliver gift, når de begynder at tænkte på at få et barn, som kan tage lang tid. En kvinde kom forbi mig og fortalte om dette, og jeg kiggede på hende - hun så ung ud. Jeg sagde, "Så i tænker på at få et barn?" Hun svarede, "Nej, slet ikke, jeg er ikke gift." Hun havde ikke engang en kæreste. Jeg sagde, "Du tænker på det alt for tidligt."

Men pointen er det, som begynder at ske så snart du begynder at læne dig tilbage. Alle som har gennemgået det - og jeg fortæller jer, at når der først er et barn derhjemme, skal du have et virkelig godt job for at vende tilbage, fordi det er svært at efterlade barnet derhjemme - dit arbejde skal være udfordrende. Det skal være givende. Du skal føle du gør en forskel. Og hvis du for 2 år siden ikke tog imod din forfremmelse mens en anden fyr gjorde, hvis du får 3 år siden begynde at se efter nye muligheder, så begynder du at kede dig fordi du skulle have holdt foden på gas-pedalen. Gå ikke før du går. Bliv. Hold foden på gassen, indtil den dag du bliver nødt til at holde en pause for et barn - og tag så dér beslutningen. Tag ikke beslutninger for lang tid i forvejen, især dem som du ikke er bevidst om, at du tager.

Min generation vil - trist nok - ikke ændre på tallene i toppen. De bevæger sig bare ikke. Vi når ikke dertil, hvor 50% af befolkningen - i min generation, vil 50% af folk ikke sidde i toppen indenfor nogen industri. Men jeg tror på at fremtidens generationer kan. Jeg tror, at en verden hvor halvdelen af lande og halvdelen af virksomheder var styret af kvinder, ville være en bedre verden. Og det er ikke bare fordi folk vidste, hvor kvindernes toilet var, selvom det ville være rart. Jeg tror, det ville være en bedre verden. Jeg har 2 børn. Jeg har en dreng på 5 og en pige på 3. Jeg vil have, at min søn får et valg mellem at deltage i arbejdstyrken eller derhjemme. Og jeg vil have, at min datter får valget, og ikke bare at få success, men at blive velset for hendes præstationer.

Tak

(Klapsalver)