Sherwin Nuland om elektrochok terapi

Jeg vil gerne gøre stort set det samme som første gang, og tale om et opløftende emne. Sidste gang talte jeg om døden og at dø. Denne gang vil jeg tale om mental sygdom. Men det skal jo være noget teknologisk, så jeg vil tale om elektrochok. (Latter)

Siden mennesket har været opmærksom på at nogle af hans artsfæller, hans kollegaer, kunne være anderledes - sære - svært deprimeret eller det, vi i dag kender som skizofrene, var man sikker på, at den slags sygdom måtte komme fra onde ånder, som fandt adgang til ens krop. Så måden man behandlede disse sygdomme i gamle dage var, på en eller anden måde, at uddrive disse onde ånder. Og det forgår stadigt i dag, som bekendt.

Men det var ikke nok at bruge præster. Da medicinen blev delvist videnskabeligt ca. 450 f.kr., med Hippocrates og de drenge. De prøvede at finde urter, planter, som bogstaveligt talt ville ryste de onde ånder ud. Så de fandt særlige planter, der ville forårsage ryste-kramper. Og "Urter," de botaniske bøger langt op i middelalderen og Renæssancen, er fyldt med opskrifter på frembringelse af ryste-kramper, som skulle ryste de onde ånder ud.

Endeligt, omkring det 16 århundrede, fik en læge hvis navn var Theophrastus Bombastus Auricularis von Hohenheim, kaldet Paracelsus, et navn der sikkert er bekendt for nogle af jer, -- (latter) -- gode gamle Paracelsus, fandt, at han kunne forudsige mængden af kramper ved at bruge en afmålt mængde af kampfer til at frembringe kramper. Kunne du forstille dig at gå hen til dit skab, tage en mølkugle ud og tygge på den, hvis du følte dig deprimeret? Det er sikkert bedre end Prozac, men jeg vil nu ikke anbefale det.

Så hvad vi så i det 17 og 18 århundrede var den forsatte søgen efter andre medikamenter end kampfer. Så kom Benjamin Franklin, og han var nær ved at få ryste-kramper selv af et elektriske stød fra hans drage. Så folk begyndte at tænke på elektricitet, når de ville skabe kramper.

Og nu spoler vi tiden frem til omkring 1932, hvor tre Italienske læger, som for det meste behandlede depression, begyndte at ligge mærke til, at blandt dem der også var epileptikere at hvis de havde et epileptisk -- en hel serie af epileptiske anfald, i række efter hinanden -- depressionen ville da ofte formindskes. Ikke bare formindskes, men nogen fik det aldrig igen. Så de blev meget interesseret i at frembringe kramper, kontrollerede slags kramper.

Og de tænkte, "Nå ja, vi har jo det der elektricitet, vi prøver at sætte strøm til nogen. Det får jo altid deres hår til at rejse sig og folk ryster en masse." Så, de testede det på et par svin, og ingen af svinene døde. Så de gik til politiet og sagde, "Vi ved at på Rom´s banegård vandrer alle de der fortabte sjæle rundt, og mumler volapyk. Kunne i bringe én af dem til os?" Én, der er det Italienerne kalder "cagutis." Så de fandt en "cagutis" gut, en 39-år-gammel mand, der var håbløst skizofren, som var kendt for i måneder, at have smurt sig i lort - bogstaveligt talt, som ikke sagde noget, der gav mening, og ham bragte de så hen på hospitalet. Så disse tre psykiatere - efter cirka to til tre ugers observation - lagde ham på et bord, og forbandt hans tindinger til en meget svag strøm. De tænkte, "Vi prøver 55 volt, to tiende dele af et sekund. Det kan da umuligt gøre ham noget slemt." Så det gjorde de.

Jeg har det følgende fra et øjenvidne, der fortalte mig det for ca 35 år siden, da jeg overvejede dette emne til et forsknings projekt. Han sagde, "Denne fyr -- husk på, han var ikke engang bedøvet -- efter denne drabelige omgang kramper, satte sig op, kiggede på de tre gutter og sagde, "Hvad helvede har i røvhuller gang i?" (Latter) Kunne jeg dog bare sige det på Italiensk.

Nå ja, de blev så glade, for han havde ikke ydret én fornuftig sætning i de uger, han blev observeret. Så de satte ham i stikket igen, og denne gang brugte de 110 volt i ca et halvt sekund. Og til deres forbløffelse, efter det var slut, begyndte han at tale, som var han sig selv igen. Han fik lidt tilbage fald, men de gav ham en serie behandlinger, og han blev praktisk taget kureret. Men naturligvis, med skizofreni kom det jo tilbage i løbet af et par måneder.

Men de skrev en afhandling om dette, og alle i den vestlige verden begyndte at bruge elektricitet til at frembringe kramper på folk, der var enten skizofrene eller deprimerede Det fungerede ikke særligt godt på de skizofrene, men det stod rimeligt klart i 30rne og i midten af 40rne, at elektrisk krampe-terapi var meget, meget effektivt til behandling af depression.

Og naturligvis, var der dengang, ikke noget der hed antidepressiva, og det blev meget, meget populært. De bedøvede folk, gav dem kramper, men det store problem var, at der ikke var nogen metode til at lamme muskler. Så folk ville få nogen virkeligt drabelige krampeanfald. Ben brækkede -- specielt på gamle, skrøbelige mennesker, kunne man ikke bruge det. Men så i 1950, de sene 1950ere, blev muskel-afslapningmidler udviklet af farmaceuter, og det gjorde muligt at frembringe en komplet krampe, en elektroencefalografisk krampetrækning -- man kunne se det på hjernebølgerne -- uden at frembringe nogen kramper i kroppen, på nær lidt rysten i tæerne. Så det var igen meget, meget populært og meget, meget nyttigt.

Nåh, men så i midten af 60erne, kom de første antidepressiva frem. Tofranil var det første. Og i de sene 70ere og tidlige 80ere kom der flere, som var meget effektive. Og patientrettigheds-grupperne blev åbenbart meget oprørt over de ting, de kom til at være vidne til. Så hele ideen med eletro-krampe, elektrochok-terapi forsvandt -- men det har haft en renæssance i de seneste 10 år. Og årsagen til at det har fået en renæssance er sikkert, at ca. 10 procent af de stærkt depressive patienter, ikke får nogen bedring, uanset hvad der gøres.

Hvorfor fortæller jeg denne historie ved dette møde? Jeg fortæller denne historie, fordi faktisk lige siden Richard ringede til mig og og bad mig tale om -- som han beder af alle sine talere -- at tale om noget, som ville være nyt for jer, som vi aldrig har holdt tale om og aldrig skrevet om. Jeg har længe planlagt dette øjeblik. Årsagen er i virkeligheden, at jeg er en mand, som for næsten 30 år siden fik sit liv reddet ved to lange forløb med elektrochok terapi. Og lad mig fortælle denne historie.

Jeg var, i 1960erne, i et ægteskab ... at bruge ordet "dårligt" ville måske være dette års underdrivelse. Det var rædselsfuldt. Der er sikkert mange fraskilte i denne sal der kender til den fjendtlighed, den vrede, og hvad ved jeg. Som én, der har haft en meget besværlig barndom, og en meget besværlig ungdom, -- det havde noget at gøre med -- ikke just fattigdom, men tæt på. Det havde noget at gøre med at vokse op i en familie, hvor ingen talte Engelsk Ingen kunne læse eller skrive Engelsk. Det havde noget at gøre med død og sygdom om mange andre ting. -- Jeg havde også en tendens til depression.

Så, da tingene blev værre, da vi virkeligt begyndte at hade hinanden, begyndte jeg gradvis, at blive deprimeret løbet af nogen år, mens jeg kæmpede for dette ægteskab, som tydeligvis ikke stod til at redde. Til sidst, ville jeg planlægge -- alle mine store operationer, Jeg placerede dem til klokken tolv - et stykker om eftermiddagen, fordi jeg ikke kunne komme ud af sengen før kl. 11. Og alle som har prøvet at være deprimeret her, ved hvordan det er. Jeg kunne ikke engang løfte min dyne.

Man er i universitetets operationscenter, hvor alle kender alle, og mine kollegaer så det tydeligt, så henvisningerne til mig, begyndte at dale. Som henvisningerne begynde at dale, blev jeg tydeligt mere og mere deprimeret, du godeste, jeg kan ikke arbejde længere. Og det gjorde egentlig ingen forskel, for jeg havde ingen patienter længere.

Så, efter råd fra min læge, fik jeg mig selv indlagt hos Akut Psykiatrisk afdeling på vores universitets hospital. Og mine kollegaer, som kendte mig siden lægestudiet på stedet, sagde, "Ikke noget problem, makker. Seks uger, og du er tilbage i operationsrummet igen. Alt bliver godt." Ja, i ved vel hvad bovine stercus står for ikke? Det viste sig at være det rene bovine stercus. Jeg kender flere, der er blevet fastansatte ved at fyre den slags løgne af. (Latter) Så jeg var en af deres nederlag.

Men det var ikke bare så simpelt. For på den tid forlod jeg afdelingen, Jeg fungerede overhovedet ikke længere. Jeg kunne knapt nok se fem fod frem for mig. Jeg slæbte fødderne når jeg gik. Jeg var sammenbøjet. Jeg gik sjældent i bad. Jeg barberede mig til tider ikke. Det var forfærdeligt. Og det stod helt klart -- bare ikke for mig, for ingenting stod længere klart for mig -- at jeg have brug for en lang-tids indlæggelse på det frygtelige sted, man kalder et psykiatrisk hospital. Så jeg blev indlagt, i 1973, foråret 1973, på "De Levendes Institut", hvilket før blev kaldt Hartford Rekreat. Det blev grundlagt i det 18 århundrede, det største psykiatriske hospital i staten Connecticut, udover de store offentlige hospitaler der fandtes dengang.

De forsøgte med alt hvad de havde. De prøvede med almindelig psykoterapi. De forsøgte med alt tilgængelig medicin fra dengang. De havde Trofranil og andre ting -- Mellaril, hvem ved hvad. Intet skete, udover at jeg blev endnu mere dyster. Og endeligt, fordi jeg var velkendt i Connecticut, besluttede de, at de nok hellere måtte have et møde med de overordnede. Alle de overordnede holdt møde, og jeg har siden fundet ud af hvad der skete.

De stak deres hoveder sammen, og de besluttede, at der ikke var mere, der kunne gøres for denne kirurg, der mere eller mindre havde separeret sig selv fra omverden, der på det tidspunkt var blevet så overmandet -- ikke bare med depression og følelser af uværdighed og utilstrækkelighed, men med tvangstanker, tvangstanker omkring tilfældige sammenfald. Og det var i særdeleshed tal, som gjorde mig frygtelig oprørt, hver gang jeg så dem. Alle mulige ritualer -- bare frygteligt, frygteligt. Husker du fra din barndom, hvor du gik på linjerne på fortovet? Jeg var en voksen mand, der havde den slags ritualer, og det blev så slemt, at hvis jeg hørte noget banke -- så skete der frygtelige ting oppe i mit hovede. I har alle set Edvard Munch´s maleri, "Skriget." "Skriget." Min hverdag var et stort skrig. Det var helt umuligt. Så de besluttede, at der ikke fandtes nogen behandling, der fandtes ingen behandling. Men der var dog én behandling, som faktisk blev udforsket på Hartford hospital i de tidlige 1940erne, og i kan nok nok forstille jer hvad det var. Det var det hvide snit. Så de besluttede -- Jeg vidste intet om dette, som sagt, Det var noget jeg fandt ud af senere -- at det eneste der kunne gøres for denne 43-år-gamle mand var at give ham det ... hvide snit

Nå ja, som ved alle hospitaler, var der en reservelæge tilknyttet min sag. Han var 27 år gammel, og han havde møder med mig to tre gange om ugen. Og naturligvis, jeg havde været der -- tre eller fire måneder på det tidspunkt. Og han bad om et møde med den øverste ledelse, og det gik de med til, for de havde høje tanker om ham på stedet. De mente han havde en meget lysende fremtid for sig.

Og han satte hælene i og sagde, "Nej. Jeg kender denne mand bedre end nogen af jer. Jeg har mødt ham gang på gang. I har bare set ham ind i mellem. I har læst hans journaler og så videre. Jeg tror, helt ærligt at hovedproblemet her er rendyrket depression, og at alle tvangstankerne kommer heraf. Og i ved naturligvis, hvad der sker hvis man får det hvide snit. Resultatet bliver alt fra slemt, til forfærdeligt, frygteligt, slemt. Hvis han gøre det bedste han kan, vil han ikke længere have tvangstanker, sandsynligvis ingen depression, men hans væsen vil være sløvet, han vil aldrig vende tilbage til kirurgi, han vil aldrig blive den kærlige far som han var for sine to børn, han liv vil være forandret. Hvis han får det sædvanlige resultat, vil han ende som Jack Nicholson i "Gøgereden" Og det er i udmærket klar over, han vil praktisk talt gå i en døs resten af sit liv.

Ja, han sagde, "kan vi ikke prøve et række elektrochok-behandlinger?" Og ved i hvad? - De gik med til det. De gik med for at behage ham. De tænkte, "Nå ja, vi giver ham 10 behandlinger. Og vi spilder måske lidt tid. Og hvad så.? Det gør alligevel ingen forskel." Så de godkendte 10 behandlinger, og i starten -- det sædvanlige var, forresten, seks til otte behandlinger og det er stadig seks til otte -- de tilsluttede mig til ledningerne, bedøvede mig, gav mig et muskel afslappende middel. Seks virkede ikke. Syv virkede ikke. Otte virkede ikke. ved ni, bemærkede jeg -- og det var skønt jeg overhovede bemærkede noget som helst -- Jeg bemærkede en forandring. Og ved 10, bemærkede jeg en virkelig forandring.

Og han gik tilbage til dem, og de gik med til at prøve 10 mere. Igen - ikke en eneste en af dem -- Jeg mener, der var omkring syv eller otte af dem -- troede det ville være til nogen nytte. De troede det var en midlertidig ændring. Men, sørme, ved 16, og ved 17, var der en mærkbar forskel i måden jeg havde det på. Ved 18 og 19, sov jeg igennem om natten. Og ved 20, begynde jeg at fornemme, jeg havde virkeligt den fornemmelse at jeg kunne overvinde dette, at jeg nu var stærk nok til at jeg, ved ren viljestyrke, kunne feje tvangstankerne af mig. Jeg kunne feje depressionen bort.

Og jeg har aldrig glemt - Jeg vil aldrig glemme -- da jeg stod i køkkenet på afdelingen, det var en Søndag morgen i Januar 1973 --4-- mens jeg stod alene i køkkenet og tænkte, "Jeg har styrken til at klare dette nu." Det var, som om de stramt sammenkrøllede ledninger inde i mit hovede var blevet løsnet og jeg kunne tænke klart. Men jeg behøver en opskrift. Jeg behøver noget at sige til mig selv når mine tvangstanker, besætter mig. Gilbert og Sullivan fan´s her til stede husker "Ruddy Gore," og de husker gale Margaret, og de husker, at hun var gift med en fyr, der hed Sir Despard Murgatroyd. Og i stykket gik hun indimellem amok, hvert femte minut eller deromkring, og han sagde til hende, "Vi må lave et ord der bringer dig tilbage til virkeligheden, og det ord, min kære, vil være 'Basingstoke." Så hver gang hun gik lidt amok, han ville udbryde "Basingstoke!" Og hun ville svare, "Basingstoke, minsandten" Og så ville hun have det fint for en stund.

Nu jeg jo fra the Bronx. Jeg kan ikke gå og sige "Basingstoke." Men jeg fandt noget der var bedre. Og det var meget simpelt. Det var, "Årrrh, op i røven!" (Latter) Meget bedre end Basingstoke, i det mindste for mig. Og det fungerede, min Gud, det fungerede. Hver gang jeg begyndte at få tvangstanker -- igen, efter 20 chok behandlinger -- ville jeg sige, "Årrrh, op i røven." Og så fik jeg det bedre, og i løbet af tre til fire måneder, blev jeg udskrevet fra hospitalet og jeg meldte mig til en gruppe kirurger, hvor jeg kunne arbejde med andre i lokalsamfundet, ikke på New Haven, men rimeligt tæt ved. Der blev jeg i tre år. Efter de tre år, vendte jeg tilbage til New Haven, havde giftet mig igen på det tidspunkt. Jeg tog min kone med mig, for at være sikker på at jeg kunne komme igennem det. Mine børn kom tilbage for at bo hos os. Vi fik to børn mere bagefter. Genoplivede karrieren, den blev faktisk bedre end den var før. Fik straks min gamle stilling tilbage på universitet. og begyndte at skrive bøger. Ja, det har været et skønt liv. Som sagt er der gået tæt på 30 år. Jeg stoppede med kirurgi for ca seks år siden, og blev fuldtids forfatter, som mange er klar over. Men det har været meget spændende. Det har været meget lykkeligt.

Ind i mellem, er jeg stadig nødt til at sige, "Årrrh, op i røven." Ind i mellem, bliver jeg stadig lettere deprimeret og får lidt tvangstanker. Så jeg er ikke fri fra alt det der. Men det fungerede. Det har altid fungeret. Hvorfor har jeg besluttet, efter aldrig nogensinde at have talt om dette, at tale om det nu? Jo, de af jer som kender nogle af disse bøger, ved at én er om død og at dø. Én er om menneskets krop og sjæl, Én er om den måde underlige tanker er i vores sind hele tiden, og de har altid noget at gøre med vores egne personlige erfaringer. Man kunne tænke, efter at have læst disse bøger, -- jeg har fået tusinder af breve om dem af folk, der mener dette -- Det er baseret på min livs historie, som jeg har beskrevet i bogen, min tidlige livs historie. Jeg er én der har overvundet hårde trængsler. At jeg er en der har drukket --- drak, drukket -- af de bitre frugter af nær-katastrofer i min barndom, og komme ud af det uden skræmmer, men styrket. Jeg har virkeligt regnet det ud, så nu er jeg i stand til at give folk råd om død og at dø, så jeg kan tale om mysticisme og den menneskelige ånd.

Og det har jeg altid haft skyldfølelse over. Jeg har altid følt, at jeg har været en hykler, for mine læsere kender ikke til det jeg lige har fortalt jer. Det er kendt for nogle på New Haven, naturligvis, men det er ikke almindeligt kendt. Så en af årsagerne til, at jeg er kommet her i dag for at tale om dette er -- helt ærligt, egoistiske grunde -- slippe min byrde og lade det blive kendt, at det ikke har været et ubekymret sind, som har skrevet alle disse bøger. Men mere vigtigt, syntes jeg, er det faktum, at en meget stor gruppe i dette publikum er under 30, og der er mange, naturligvis, som er et godt stykke over 30. For folk under 30, hvilket vil for mig forekommer at være næsten jer alle sammen, -- jeg tror næsten jer alle --- enten er på kanten af en storslået og spændende karriere eller i fuld gang med en storslået og spændende karriere, Alt kan ske for jer. Ting forandres. Ulykker sker. Noget fra jeres barndom kan komme tilbage og forfølge jer. I kan blive smidt af i svinget. Jeg håber ikke det sker for nogen af jer, men det vil sandsynligvis hænde for en lille procentdel af jer.

For de af jer, som det ikke hænder for, vil der være modstand. Hvis jeg, med den sidste rest af ånden, uden den ånd, som jeg havde i 1970erne, og ingen mulighed for helbredelse, ifølge den gruppe af meget erfarne psykiatere´s mening, hvis jeg kan finde en vej tilbage fra af dette, tro mig, så kan alle finde en vej tilbage fra hvilken som helst modstand i deres liv.

Og for dem som er ældre, som har levet igennem noget, der muligvis ikke er så slemt som dette, men som har gået gennem besværlige tider, muligvis mistet alt, lige som mig, og har startet helt forfra - vil noget af dette virke meget familiært. Der er mulighed forbedring. Der er tilgivelse. Og der er fornyelse. Der er fornyelses temaer i hvert et samfund, der nogen sinde er blevet studeret, og det er på grund af, at vi ikke bare fantaserer om muligheden for fornyelse og genopstandelse, men det sker faktisk. Og det sker mange gange.

Muligvis er det mest populære genopstandelses-tema, udover de specifikt religiøse, den om fuglen føniks, den gamle historie om fuglen føniks, der, for hvert 500 år, genopstår fra sin egen aske, for at forsætte et liv, der er endnu smukkere end det var før. Tak