Shashi Tharoor: Hvorfor nationer bør tilstræbe 'soft power'

Som inder, og nu som politiker og regeringsminister, er jeg blevet bekymret om den hype vi hører om vores eget land, al denne snak om at Indien bliver en verdens leder, selv den næste supermagt. Faktisk, de amerikanske udgivere af min bog, "Elefanten, Tigeren og mobiltelefonen," tilføjede en umotiveret undertitel der hed, "Indien: Den næste supermagt i det 21. århundrede." Og jeg mener ikke at det er det Indien handler om, eller bør handle om.

Bestemt, det er bekymrer mig er hele ideen om verdensleder virker forfærdelig forældet på mig. Det er er stærkt i James Bond film og Kipling ballader. Når alt kommer til alt, hvad er en verdensleder så? Hvis det er befolkning, er vi på vej op af hitlisten. Vi overhaler Kina i 2034. Hvis det er militær magt? Jamen, vi har verdens fjerdestørste hær. Er det nuklear kapacitet? Vi ved at vi har det. Amerikanerne har endda anerkendt det, i en overenskomst. Er det økonomi? Jamen, vi har nu verdens femtestørste økonomi i forhold til købekraftsparitet. Og vi fortsætter med at vokse. Da resten af verden havde svær modgang forrige år, voksede vi med 6,7 procent.

Men, på en eller anden måde, giver det ikke mening for mig, til det jeg mener Indien virkelig kan sigte efter at tilbyde i verden, i denne del af det 21. århundrede. Så jeg undrede mig over, kunne det fremtiden bringer for Indien handle om en kombination af disse ting sammen med noget andet, magt for eksempel, tiltrækningen af den indiske kultur, der, med andre ord, det mennesker gerne kalder 'soft power'.

'Soft power' er et koncept der er udviklet af en Harvard forsker, Joseph Nye, en af mine venner. Og, sagt på en simpel måde, og jeg siger det på en virkelig kort måde på grund af den begrænsede tid, handler det dybest set om et lands evne til at tiltrække andre på grund af sin kultur, dets politiske værdier, dets udlandspolitik. Og, I ved, mange lande gør dette. Han skrev i starten om USA, men vi at Alliance Francaise handler udelukkende om fransk 'soft power', det britiske konsulat. Olympiaden i Beijing var en øvelse i kinesisk 'soft power'. Amerikanere har Voice of America og Fulbright stipendiaterne. Men, faktum er, faktisk, at Hollywood og MTV og McDonalds har gjort mere for amerikansk 'soft power' rundt om i verden end nogen bestemt regeringsaktivitet.

Så 'soft power' er noget der virkelig opstår delvis på grund af regeringer, men delvis på trods af regeringer. Og i informations tidsalderen vi alle lever i i dag, det vi kunne for TED tidsalderen, vil jeg mene at lande i stigende grad bliver bedømmet af det globale publikum der er blevet fodret med en konstant kost af internet nyheder, af fjernsynsbilleder, af filmklip fra mobiltelefoner, af email sladder. Med andre ord, alle former for kommunikations apparater fortæller os historier om lande, hvadenten de indblandede lande vil have at mennesker hører disse historier.

Men, i denne alder, igen, lande med adgang til forskellige kommunikationskanaler og information har en særlig fordel. Og selvfølgelig har de mere indflydelse, nogle gange, på hvordan de bliver set. Indien har flere TV kanaler udelukkende med nyheder end noget andet land i verden, faktisk, end alle de lande i denne del af verden til sammen.

Men, faktum er stadig at det ikke kun er det. For at have 'soft power', skal man være forbundet. Man kunne argumentere for at Indien er blevet et forbløffende forbundet land. Jeg tror at I allerede har hørt tallene. Vi har solgt i nærheden af 15 millioner mobiltelefoner om måneden. Der er på nuværende tidspunkt 509 millioner mobiltelefoner i indiske hænder, i Indien. Og det gør os større end USA, set som mobiltelefonmarked. Faktisk, de 15 millioner mobiltelefoner er det højeste antal forbindelser noget land, inklusiv USA og Kina, nogensinde har etableret i telekommunikations historien.

Men, det som nogle af jer måske ikke er klar over er hvor langt vi er kommet for at nå dertil. I ved, da jeg voksede op i Indien, var telefoner en raritet. Faktisk, var de så sjældne at valgte medlemmer af parlamentet havde retten til at uddele 15 telefonlinjer som en tjeneste, til dem de mente var værdige. Hvis man var heldig nok til at være en rig forretningsmand eller en vigtig journalist, eller en læge eller noget, kunne man have en telefon. Men nogle gange stod den der bare.

Jeg gik på gymnasiet i Calcutta. Og vi kiggede på dette instrument der står i foyeren. Men halvdelen af tiden ville vi tage røret op med et forventende udtryk i vores ansigt, ville der ikke være nogen klartone. Hvis der var en klartone og man ringede et nummer, var chancen to ud af tre for at man ikke fik fat på det nummer man prøvede at få fat på. Faktisk var ordene "forkert nummer" mere populære end ordet "hallo". (Latter) Hvis man så ville forbinde med en anden by, hvis man for eksempel ville ringe fra Calcutta til Delhi, skulle man booke noget der hed et trunk call, og så sidde ved telefonen hele dagen, og vente på at den kom igennem. Eller man kunne betale otte gange det normale gebyr, for noget der hed et lynopkald. Men, lynet slog ret langsomt ned i vores land i de dage, så, det tog omkring halvanden time for et lynopkald at komme igennem.

Faktisk var vores telefon tjeneste så elendig, at et medlem af parlamentet rejste sig i 1984 og klagede over dette. Og den henværend kommunikations minister svarede på en adelig måde at i et udviklingsland er kommunikation et luksusgode, ikke en rettighed, som regeringen ikke har nogen forpligtelse til at forbedre servicen på, og hvis det ærede medlem ikke var tilfreds med sin telefon, ville han venligst returnere den, siden der var en venteliste på otte år for telefoner i Indien.

Spol nu frem til i dag, og dette er hvad man ser: de 15 millioner mobiltelefoner om måneden. Men det der er mest slående er hvem der bruger disse mobiltelefoner. I ved, hvis man besøger venner i forstæderne til Delhi, vil man i sidegaderne finde en fyr med en vogn der ser ud til at være designet i det 16. århundrede, der bruger et kulfyret strygejern der kunne have været opfundet i det 18. århundrede. Han kaldes en isthri wala. Men bærer på et instrument fra det 21. århundrede. Han bærer på en mobiltelefon fordi de fleste indkommende opkald er gratis, og det er sådan han får handler fra nabolaget, for at vide hvor han skal indsamle tøj for at stryge det.

Den anden dag var jeg i Kerala, min hjemstat, på en gård på landet ved en ven, omkring 20 kilometer fra ethvert sted man ville kalde by. Og det var en varm dag, og han sagde, "Hey, vil du have noget frisk kokosnød vand?" Og det er den bedste og mest nærende og forfriskende ting man kan drikke på en varm dag i troperne, så jeg sagde ja da. Og han hev sin mobiltelefon frem, ringede et nummer, og en stemme sagde, "Jeg er heroppe." Og lige i toppen af det nærmeste kokostræ, med en økse i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, sad der er en lokal toddy tapper, der tog nogle kokosnødder med ned til os som vi kunne drikke.

Fiskere tager ud på havet og tager deres mobiltelefon med. Når de fanger fisk ringer de til landsby markederne langs kysten for at finde ud af hvor de får den bedst mulige pris. Landmænd nu, der plejede at bruge en halv dag på hårdt arbejde for at finde ud af om landsby markedet er åbent, om markedet var åbent, om de produkter de høstede kunne sælges, hvilken pris de ville indbringe. De ville ofte sende en otte årig dreng på hele denne travetur til landsby markedet for at få den information og komme tilbage, så ville de læse vognen. I dag sparer de en halv dags arbejde med et to minutters telefonopkald.

Så disse muligheder for underklassen er det virkelige resultat af at Indien bliver forbundet. Og den transformation er en del af hvor Indien er på vej hen i dag. Men, selvfølgelig er det ikke den eneste ting ved Indien der spredes. Der er Bollywood. Min attitude til Bollywood kan bedst opsummeres i historien om to geder ved en affaldsplads i Bollywood -- tilgiv mig, Mr. Shekhar Kapur -- og de tygger i et væk på ruller af celluloid der er kasseret af et Bollywood studie. Og den første ged der tygger, siger, "I ved, denne film er ikke dårlig." Og den anden ged siger, "Nej, bogen var bedre." (Latter)

Jeg synes for det meste at bogen er bedre, men, når det er sagt, er faktumet at Bollywood nu bringer et bestemt aspekt af Indien og indisk kultur med rundt i verden, ikke kun i de indiske diaspora i USA og England, men til de arabiske og afrikanske lærreder, af senegalesiske og syriske. Jeg har mødt en ung mand i New York hvis analfabetiske mor i en landsby i Senegal tager en bus en gang om måneden til hovedstaden Dakar, bare for at se en film fra Bollywood. Hun forstår ikke dialogen. Hun er analfabet, så hun kan ikke læse de franske undertekster. Men disse film er lavet til at blive forstået på trods af sådanne handikap, og hun har en fantastisk tid med sangen og dansen og actionen. Hun tager derfra med stjerner i øjnene om Indien, som et resultat deraf.

Og dette sker oftere og oftere. Afghanistan, vi ved hvor stort et sikkerhedsproblem Afghanistan er for så mange af os i verden. Indien har ikke en militær mission der. Ved I hvad der var det største indiske aktiv i Afghanistan i de syv foregående år? Et simpelt faktum: man kunne ikke ringe til en afghaner kl.20:30. Hvorfor? Fordi det var øjeblikket hvor den indiske tv sæbeopera, "Kyunki Saas Bhi Kabhi Bahu Thi," der blev eftersynkroniseret til Dari, blev vist på Tolo T.V. Og det var den mest populære tv serie i afgansk historie. Hver eneste afghanske familie ville se den. De skulle sætte alle funktioner i bero kl.20:30. Det blev rapporteret at brylluper blev afbrudt så gæster kunne flokkes om tv'et, og derefter vende deres opmærksomhed tilbage til bruden og brudgommen. Kriminaliteten steg kl.20.30. Jeg har læst en nyhed fra Reuters -- så dette er ikke indisk propaganda, et britisk nyhedsbureau -- om hvordan røvere i byen Musarri Sharif' skrællede vindueviskerne af en bil, dens hjulkapsler, dens sidespejle, enhver bevægelig del de kunne finde, kl.20:30, fordi vagterne havde travlt med at se tv, i stedet for at holde øje med butikken. Og de skriblede en reference til udsendelsens afhængighed på forruden, "Tulsi Zindabad": "Længe leve Tulsi." (Latter)

Det er 'soft power'. Og det er det Indien udvikler gennem "E"'et i TED: dens egen underholdningsindustri. Det samme er sandt, selvfølgelig -- vi har ikke tid til flere eksempler -- men det er sandt om vores musik, om vores dans, om vores kunst, yoga, ayurveda, selv det indiske køkken. Jeg mener, at den hastige vækst af indiske restauranter siden jeg først tog til udlandet som studerende, i midten af 70'erne, og det jeg ser i dag, man kan ikke gå ind i en mellem størrelse by i Europa eller Nordamerika og ikke finde en indisk restaurant. Det kan godt være det ikke er en særlig god en. Men, i dag i England, for eksempel, indiske restauranter i England ansætter flere mennesker end kulmine, skibsbyggeri og jern- og stålindustrien til sammen. Så emperiet kan slå igen. (Bifald)

Men, med denne øgede bevidsthed om Indien, med dig og mig, og så videre, med fortællinger som Afghanistan, kommer noget vitalt i informationsæraen, nemlig følelsen om at nutidens verden ikke er den det sted hvor den større hær vinder, det er landet der fortæller en bedre fortælling der overlever. Og Indien er, og skal vedblive, fra mit synspunkt, det land med den bedste fortælling. Stereotyper ændrer sig. Jeg mener, igen, at være taget til USA som studerende i midten af 70'erne, vidste jeg hvad synet på Indien var dengang, hvis der overhovedet var et syn.

I dag, mennesker i Silicon Valley og andre steder taler om IIT'erne, Indian Institutes of Technology med den samme ærefrygt som de plejede at vise MIT. Dette kan nogengange have utilsigtede følger. OK. Jeg havde en ven, med hovedfag i historie som jeg, der blev tiltalt i Schiphol Airport i Amsterdam, af en nervøs, svedig europæer der sagde, "Du er inder, du er inder! Kan du hjælpe mig med at fikse min bærbare?" (Latter)

Vi er gået fra imaget om Indien som et land af fakirer der ligger på en seng af søm, og slangetæmmere med det indiske reb trick, til imaget om Indien som et land fyldt med matematiske genier, computergenier, softwareguruer. Men det ændrer også den indiske fortælling rundt om i verden. Men, der er noget mere væsentlig i det. Fortællingen bygger på den fundamentale platform om politisk mangfoldighed. Det er for det første en civiliseringsfortælling. Fordi Indien har været et åbent samfund i årtusinde. Indien skjulte jøder der flygtede fra ødelæggelsen af det første tempel af babylonierne, derefter af romerne.

Faktisk, legenden fortæller at da Doubting Thomas, apostlen, Saint Thomas, ankom til Keralas kyst, min hjemstat, cirka i 52 e.Kr., blev han hilst velkommen af en fløjtespillende jødisk pige. Og er til den dag i dag den eneste jødiske diaspora i det jødiske folks historie, som aldrig har mødt et eneste tilfælde af antisemitisme. (Bifald) Det er den indiske fortælling. Islam blev fredfyldt i syden, en anelse anderledes kompliceret historie i norden. Man alle disse religioner har fundet et sted og et velkomment hjem i Indien.

I ved, vi har lige fejret, dette år, vores valg den største udøvelse i demokratisk franchise i den menneskelige historie. Og den næste bliver endnu større, fordi vores stemmeberettigede befolkning vokser med 20 millioner om året. Men, faktum er at det forrige valg, for fem år siden, gav verden et ekstraordinært fænomen om et valg der blev vundet af en kvindelig politisk leder af italiensk afkomst og katolsk tro, Sonia Gandhi, der gjorde plads til en Sikh, Mohan Singh, der blev taget i ed som premierminister af en muslim, president Abdul Kalam, i et land med 81 procent hinduer. (Bifald)

Dette er Indien, og det er selvfølgelig endnu mere slående fordi det var fire år senere at vi alle klappede af USA, det ældste demokrati i den moderne verden, mere end 220 år med frie og fair valg, hvor det varede indtil forrige år at vælge en president eller en vicepræsident der ikke var hvid, mand eller kristen. Så måske -- åh undskyld, han er kristen, det må I undskylde -- og han er en mand, men han er ikke hvid. Alle de andre andre har været alle tre dele. (Latter) Alle hans forgængere har været alle tre, og det er det jeg prøver at pointere. (Latter)

Men, problemet er at da jeg talte om det eksempel, er det ikke kun snak om Indien, det er ikke propaganda. Fordi i sidste ende, det valgmæssige resultat havde ikke noget at gøre med resten af verden. Det var dybest set Indien der var sig selv. Og i sidste ende, lader det til for mig, at det altid fungerer bedre end propaganda. Regeringer er ikke særlig god til at fortælle fortællinger. Men mennesker ser et samfund for hvad det er, og det, virker det til for mig, er det der i sidste ende vil gøre en forskel i nutidens informations æra, i nutidens TED alder.

Så Indien er nu ikke længere nationalismen af etnicitet eller sprog eller religion, fordi vi har hver etnicitet kendt i menneskeheden, mere eller mindre, vi har alle religioner kendt i menneskeheden, men den mulige undtagelse af Shintoisme, selvom det har nogle hinduistiske elementer et sted. Vi har 23 officielle sprog der er vedtaget i vores forfatning. Og de af jer der har indløst jeres penge her er måske overraskede over at se hvor mange skrifttegn der er på en rupee pengeseddel, der udpensler værdibetegnelsen. Vi har alt det. Vi har ikke engang geografien der forener os, fordi den naturlige geografi af subkontinenterne indrammet af bjergene og udhugget af havet af delingen med Pakistan i 1947. Faktisk, kan man ikke engang tage landets navn for givet, fordi navnet "India" kommer fra floden Indus, der flyder i Pakistan.

Men, hele pointen er at Indien er hele nationalfølelsen af en ide. Det er ideen om et eventyrland, der opstår fra en gammel civilisation, forenet af en fælles historie, men bevaret, frem for alt, af flertalsdemokrati. Det er en 21. århundredes fortælling lige så vel som en gammel en. Og det er nationalfølelsen om en ide der dybest set siger at man kan tåle kasteforskelle, tro, farve, kultur, køkken, kutyme og kostume, medlyd, for den sags skyld, og stadig samle sig om en konsensus. Og konsensus er om et meget simpelt princip, der i et mangfoldigt flertalsdemokrati som Indien behøver man i virkeligheden ikke at enes om alt altid, bare man er enig om grundprincipperne om hvordan man vil være uenig. Den store succes fortælling om Indien, et land som så mange lærde og journalister antog ville gå i opløsning, i 50'erne og 60'erne, er at den har kunnet fastholde konsensus om hvordan man overlever uden konsensus.

Det er det Indien der bryder frem fra det 21. århundrede. Og jeg vil gerne påpege at hvis der er noget der er værd at feje om Indien, så er det ikke militære muskler, økonomisk magt. Det er alt sammen nødvendigt, men vi har stadig enorme mængder af problemer vi skal overvinde. Nogen sagde at vi er super fattige, og vi er også super magt. Vi kan ikke rigtig være begge dele. Vi skal overvinde vores fattigdom. Vi skal håndtere hardwaren i udvikling, havnene, vejene, lufthavene, alle de infrastrukturelle ting vi skal gøre, og softwareudviklingen, den menneskelige kapital, nødvendigheden for at det almindelige menneske i Indien er i stand til at få et par gode måltider om dagen, at være i stand til at sende hans eller hendes børn i en anstændig skole, og at stræbe efter at arbejde i et job der vil give dem muligheder i deres liv der kan transformere dem.

Men, det sker alt sammen, dette store eventyr om at overvinde disse udfordringer, de virkelige udfordringer som ingen af os kan lade som om ikke eksisterer. Men, det sker alt sammen i et åbent samfund, i et rigt og mangfoldigt og pluralt samfund, i et der er stålsat på at befri og opfylde de kreative energier af dets folk. Det er derfor Indien hører til ved TED, og det er derfor TED hører til i Indien. Mange tak. (Bifald)