Shabana Basij-Rasikh: Tør at uddanne afghanske piger

Da jeg var 11, kan jeg huske at jeg vågnede en morgen til lyden af glæde i mit hus. Min far lyttede til BBC News på denne lille, grå radio. Der var et stort smil på hans læber hvilket var usædvanligt dengang, fordi han blev for det meste kun deprimeret af nyhederne.

"Taliban er væk!" råbte min far.

Jeg vidste ikke hvad det betød, men jeg kunne se at min far var meget, meget glad.

"Du kan gå i en rigtig skole nu," sagde han.

En morgen jeg aldrig vil glemme. En rigtig skole. Ser I, jeg var seks da Taliban overtog Afghanistan og gjorde det ulovligt for piger at gå i skole. Så i de næste fem år, klædte jeg mig som en dreng for at eskortere min ældre søster, der ikke længere måtte være udenfor selv, til en hemmelig skole. Det var den eneste måde hvorpå vi begge kunne få en uddannelse. Hver dag, tog vi en forskellig rute så ingen ville mistænke hvor vi gik hen. Vi gemte vores bøger i indkøbsposerne så det lignede at vi bare var ude og købe ind. Skolen var i et hus, mere end 100 af os pakket i en lille stue. Det var hyggeligt om vinteren med ekstrem varmt om sommeren. Vi vidste alle at vi satte vores liv på spil -- læreren, de studerende og forældrene. Fra tid til anden, var skolen pludselig aflyst i en uge fordi Taliban var mistænksomme. Vi undrede os altid over hvad de viste om os. Var der nogen der fulgte efter os? Vidste de hvor vi boede? Vi var bange, men alligevel, skolen var der vi ville være.

Jeg var meget heldig at vokse op i en familie hvor uddannelse blev værdsat og døtre blev værdsat. Min bedstefar var en bemærkelsesværdig mand for sin tid. Totalt en fritænker fra en fjerntliggende provins af Afghanistan, han insisterede på at hans datter, min mor, gik i skole, og på grund af det blev hånden slået af ham af hans far. Men min uddannede mor blev lærer. Der er hun. Hun gik på pension for to år siden, kun for at forvandle vores hus til en skole for piger og kvinder i vores nabolag. Og min far -- der er han -- han var den første nogensinde i sin familie til at modtage uddannelse. Der var ikke noget spørgsmål om at hans børn modtage uddannelse, inklusiv hans døtre, på trods af Taliban, på trods af risiciene. For ham, var der en større risiko ved ikke at uddanne sine børn. I Talibanårene kan jeg huske at der var tidspunkter hvor jeg ville blive så frustreret over vores liv og altid være bange og ikke se nogen fremtid. Jeg ville stoppe, men min far, han sagde, "Hør engang, min datter, man kan miste alt man har i livet. Ens penge kan blive stjålet. Man kan blive tvunget til at forlade ens hjem i en krig. Men det eneste der altid vil blive hos en er det der er her, og hvis vi skal sælge vores blod for at betale for jeres skolegang, så gør vi det. Så vil du stadig ikke fortsætte?"

I dag er jeg 22. Jeg er opvokset i et land der er blevet tilintetgjort af årtier med krig. Færre end seks procent af kvinder i min alder har klaret sig længere end gymnasiet, og var min familie ikke så beslutsomme på min uddannelse, ville jeg være en af dem. I stedet for, står jeg her som en stolt dimitent fra Middlebury College.

(Bifald)

Da jeg vendte tilbage til Afghanistan, min bedstefar, den der blev sendt i eksil fra sit hjem, for at vove at uddanne sin sine døtre, var blandt de første til at ønske mig tillykke. Han praler ikke kun af min universitetsuddannelse, men også at jeg var den første kvinde, og at jeg er den første kvinde der har kørt ham gennem gaderne i Kabul.

(Bifald)

Min familie tror på mig. Jeg drømmer stort, men min familie drømmer endnu større for mig. Det er derfor jeg er global ambassadør for 10x10, en global kampagne for at uddanne kvinder. Det er derfor jeg er medstifter af SOLA, den første og måske eneste kostskole for piger i Afghanistan, et land hvor det stadig er risikabelt for piger at gå i skole. Det spændende er at jeg ser studerende på min skole med ambitioner om at gribe alle muligheder. Og ser deres forældre og deres fædre der, ligesom mine egne, støtter dem, på trods af og selv overfor enorm modstand.

Ligesom Ahmed. Det er ikke hans rigtige navn, og jeg kan ikke vise jer hans ansigt, men Ahmed er far til en af mine studerende. For mindre end en måned siden, var han og hans datter på vej fra SOLA til deres landsby, og de undgik bogstavelig talt at blive dræbt af en vejside bombe med få minutter. Da han ankom hjemme, ringede telefonen, en stemme der advarede ham at hvis han sendte sin datter tilbage i skole, ville de prøve igen.

"Dræb mig nu, hvis I vil," sagde han, "men I skal ikke ødelægge min datters fremtid på grund af jeres gamle og tilbagestående ideer."

Det jeg har indset om Afghanistan, og dette er noget der ofte bliver afvist i vesten, at bag de fleste af os der lykkes er en far der anerkender værdien i sin datter og der ser at hendes succes er hans succes. Det betyder ikke at mødrene ikke er afgørende i vores succes. Faktisk, er de ofte de første og overbevisende forhandlere af en god fremtid for deres døtre, men i sammenhæng med et samfund som det afghanske, skal vi have mændenes støtte. Under Taliban, var antallet af piger der gik i skole hundredvis -- husk på, at det var ulovligt. Men i dag, er der mere end tre millioner piger i skole i Afghanistan.

(Bifald)

Afghanistan ser så anderledes ud her fra USA. Jeg føler at amerikanere ser skrøbeligheden i forandringen. Jeg frygter at disse forandringer ikke holder meget længere efter de amerikanske troppers tilbagetrækning. Men når jeg er tilbage i Afghanistan, når jeg ser en studerende i min skole og deres forældre der støtter dem, der opmuntrer dem, ser jeg en lovende fremtid og varende forandring. For mig, er Afghanistan et land af håb og endeløse muligheder, og hver eneste dag minder pigerne fra SOLA mig om det. Ligesom mig, drømmer de stort.

Tak.

(Bifald)