Salman Khan: Lad os genopfinde uddannelse ved hjælp af video

Khan Academy er bedst kendt for sin store samling af videoer, og før jeg går videre, vil jeg gerne vise en lille montage.

(Video) Salman Khan: Hypotenusen er nu 5. Dyrets fossiler findes kun i denne del af Sydamerika -- en fin lige strækning her -- og i denne del af Afrika. Vi kan integrere overfladen, og notationen er typisk et stort sigma. Nationalforsamlingen: De grundlægger Velfærdsudvalget hvilket lyder som en meget flink komite. Læg mærke til at dette er en aldehyd, og det er også en alkohol. Start med at dele den i en plasma- og en hukommelsescelle. En galakse. Hej, der er endnu en galakse. Se, der er endnu en galakse. Dermed har de deres 30 millioner dollars plus de 20 millioner dollars fra den amerikanske fabrikant. Hvis dette ikke forbløffer dig, så har du ingen følelser.

(Latter)

(Klapsalver)

SK: Vi har nu i omegnen af 2.200 videoer, der dækker alt fra simpel aritmetik helt over til vektorregning og noget af det I så lige før. Vi har en million studerende om måneden, der bruger siden, og som ser i omegnen af 100 til 200.000 videoer om dagen. Men det vi skal tale om her er hvordan vi tager skridtet videre. Men før jeg gør det, vil jeg snakke lidt om, hvordan det hele startede. Nogle af jer ved måske, at jeg for fem år siden var en analytiker ved en hedgefond. Jeg var i Boston, og jeg fjernunderviste mine fætre og kusiner i New Orleans. Jeg startede med at lægge den første YouTube-video op som en ekstra bonus, et supplement for mine fætre og kusiner -- noget der kunne genopfriske deres hukommelse eller noget i den stil.

Så snart jeg lagde den første YouTube-video op skete der noget interessant -- faktisk skete flere interessante ting. Den første ting var tilbagemeldingerne fra mine fætre og kusiner. De fortalte mig, at de foretrak mig på YouTube i forhold til i virkeligheden. (Latter) Når du kommer dig over den lidt tvivlsomme natur i det, så var det faktisk meget dybdegående. De fortalte mig, at de foretrak en automatiseret version af deres fætter fremfor deres fætter. I starten lyder det ikke særligt intuitivt, men når man ser på det fra deres synsvinkel, så giver det rigtigt meget mening. Vi har en situation, hvor de nu kan sætte deres fætter på pause og genstarte ham, uden at det føles som om, at de spilder min tid. Hvis de er nødt til at revidere noget, som de skulle have lært for at par uger siden eller måske et par år siden, skal de ikke længere være flove over at spørge deres fætter. De kan bare se disse videoer. Hvis de keder sig kan de også se dem. De kan se dem, når de har tid, og i deres eget tempo. Det formentlig mindst værdsatte aspekt i dette er forestillingen om, at den første gang, den aller første gang, man forsøger at forstå et nyt koncept, er den aller sidste ting, du har brug for, et andet menneske, der spørger "Har du forstået det?" Det var det, der skete, da jeg underviste mine fætre og kusiner før i tiden. Og nu kan de bare gøre det på deres eget værelse.

En anden ting, der skete -- jeg lagde videoerne på YouTube -- jeg havde ingen grund til at gøre dem private, så jeg lod andre mennesker se dem. Pludselig begyndte folk at falde over dem. Jeg begyndte at få nogle kommentarer og nogle breve og alle former for feedback fra tilfældige mennesker over hele verden. Dette er bare et par stykker af dem. Det her er fra en af de originale videoer om regning. Nogen skrev på YouTube -- i kommentarfeltet: "Det er første gang, jeg smilede, mens jeg lavede en afledt funktion." (Latter) Lad os lige stoppe op her. Personen lavede en afledt funktion, og så smilede hun. Som et svar til den kommentar -- du kan se disse kommentarer på YouTube -- skrev nogen: "Det samme her. Jeg blev faktisk naturligt høj og var i godt humør resten af dagen. Før i tiden så jeg en masse matrix-agtig tekst på tavlen, og nu føler jeg, at jeg kan kong fu."

(Latter)

Vi fik en masse feedback i den stil. Videoerne hjalp tydeligvis mennesker. Men så da vores seere blev flere og flere fik jeg breve fra folk, og det begyndte at gå op for mig, at det her var mere end blot en bonus. Det her er et uddrag fra et af de breve. "Min 12-årige søn er autist og har haft det utroligt svært med matematik. Vi har prøvet alt, set alt, købt alt. Vi faldt over din video om decimaler, og han forstod det. Så gik vi videre til de frygtede brøker. Han forstod det igen. Vi kunne ikke tro det. Han er så glad." Som I kan forestille jer, da jeg var en analytiker ved en hedgefond, var det meget underligt for mig at gøre noget med social værdi.

(Latter)

(Klapsalver)

Men jeg var begejstret, så jeg blev ved. Så gik flere ting op for mig. Ikke blot ville det her hjælpe mine fætre og kusiner lige nu, og de mennesker, der sender mig breve, men indholdet vil aldrig blive gammelt, og det vil kunne hjælpe deres børn eller deres børnebørn. Hvis Isaac Newton havde lavet YouTube-videoer om regning, så behøvede jeg ikke gøre det. (Latter) Forudsat at han var god til det. Det ved vi ikke.

(Latter)

En anden ting, der skete -- og selv på det tidspunkt sagde jeg "Okay, det er måske et godt supplement. Det er godt for motiverede elever. Det er måske også godt for hjemmeundervisning." Jeg troede ikke, at det ville være noget, som ville slå igennem i klasseværelserne. Men jeg begyndte at få breve fra lærere. Lærerene skrev til mig, at "vi bruger dine videoer til at lave et skift i klasseværelset. Du har givet lektionerne, så det vi gør..." og dette kan ske i hvert et klasselokale i Amerika fra i morgen, "... jeg giver dine lektioner for som lektier. Det, der før var lektier laver vi nu i klasseværelset."

Jeg vil lige stoppe op -- (Latter) Jeg vil lige stoppe op i et sekund, fordi der er flere interessante ting. En ting er, at når lærerne gør det, så er der den åbenlyse fordel -- deres elever kan nu nyde videoerne på samme måde som mine fætre og kusiner gjorde. De kan pause og gentage i deres et tempo, når de har tid. En endnu mere interessant ting er -- og dette er ikke intuitivt, når det kommer til teknologi i klasseværelset -- ved at tage lektionerne, der skal passe til alle, væk fra klasseværelset, og ved at lade eleverne blive undervist derhjemme i deres eget tempo, og så lave lektierne i klasseværelset, mens læreren er til stede, og ved at lade eleverne arbejde sammen, har disse lærere brugt teknologien til at gøre klasseværelset menneskeligt. De tog en fundamentalt umenneskeliggjort oplevelse – 30 unger med fingeren på læben, uden lov til at tale sammen. Lige meget hvor dygtig en lærer er, skal han stadig undervise, på samme måde, 30 elever på én gang – med tomme ansigtsudtryk, en anelse modvillige – og nu er det blevet en menneskelig oplevelse. Nu interagerer de faktisk.

Så da først Khan Academy – jeg sagde mit job op og vi fik opbygget en rigtig organisation – som er non-profit – nu er spørgsmålet, hvordan vi kommer videre? Hvordan får vi, hvad disse lærere gør til at blive en naturlig del af undervisningen? Det, jeg viser jer her, er eksempler på øvelser, som jeg lavede til mine fætre og kusiner. Dem, jeg startede med at lave, var meget mere primitive, Det her er en bedre version. Men tanken her er, at den genererer så mange spørgsmål, som man har brug for for at forstå konceptet, indtil man har 10 i træk. Og Khan Academy-videoerne er på siden. Man får praj, de forskellige trin i problemstillingen, hvis man ikke forstår, hvordan det skal gøres. Tanken er, og det kan virke meget simpelt: 10 i træk for at komme videre. Men det er fundamentalt anderledes end det, der foregår i klasseværelserne.

I den traditionelle undervisning, har man gennemgang af lektier, lektier, læreren taler, lektier, læreren taler, og så har man en hurtig prøve. Efter den eksamen, ligegyldigt om man har 70 procent eller 80 procent rigtige, eller 90 eller 95 rigtige, går man videre til næste emne. Og selv med den elev, der fik 95 procent, er spørgsmålet, hvad var de 5 procent, han ikke vidste? Måske vidste han ikke, hvad der sker når man ganger med 0. Og så bygger man videre på det i den næste øvelse. Det svarer for eksempel til; at du skal lære at cykle, og jeg giver dig én undervisningstime, og en cykel i to uger. Efter de to uger kommer jeg tilbage og siger, "Lad os se! Jeg kan se, at det ikke går så godt med dine venstresving. Du er ikke så god til at stoppe. Du er 80 procent cyklist." Og så giver jeg dig et 7-tal og siger, "Her har du en et-hjulet cykel." Det lyder latterligt, men det er det, der sker i klasseværelserne lige nu. Man skrider for hurtigt frem, dygtige elever dumper pludselig i algebra og begynder at dumpe i regning, til trods for at de er kloge og har dygtige lærere. Som regel har de huller som i en schweizer-ost som kun bliver større. Vores model er at lære matematik ligesom man lærer andre ting, ligesom man lærer at køre på cykel. Bliv på cyklen. Fald med cyklen. Bliv ved, så længe det er nødvendigt, indtil du mestrer det. Den traditionelle model straffer eksperimenter og fejl, men den forventer heller ikke beherskelse. Vi opmuntrer til eksperimenter. Vi opmuntrer til fejl. Men vi forventer også beherskelse.

Dette er et andet modul. Det er trigonometri. Hvor man skifter og spejler funktioner. Og de passer alle sammen. Vi har circa 90 lige nu. Og du kan gå ind på siden nu. Det er gratis. Vi prøver ikke at sælge noget. Tanken er, at alle øvelser passer ind i et "videnskort". Den øverste del er addition af et-cifrede tal. En plus en er to. Når man har 10 i træk af dem, fortsætter det i stadigt mere komplicerede moduler. Længere nede på "videnskortet" har vi avanceret aritmetik. Så kommer tidlig algebra. Længere nede har vi algebra 1 og algebra 2, en lille smule avanceret algebra. Og på den måde kan vi undervise alt – ja, alt kan læres inden for denne type rammer. Forestil jer – og det er hvad, vi går efter – at fra det her "videnskort" har vi logik, computerprogrammering, vi har grammatik, genetik, altsammen baseret på, at hvis du kan det ene og andet. så er du klar til næste koncept. Det kan have god effekt på den individuelle elev, og jeg opfordrer til, at I gør det sammen med jeres børn, men også at alle blandt publikum prøver selv. Det vil ændre samtalen ved aftensmaden.

Men vi vil også gerne bruge det naturlige skift i klasseværelset, som nogle af de første lærere fortalte mig om. Så det her er data fra et forsøg i Los Altos skoledistrikt, med to 5. klasser og to 7. klasser hvor vi smed det gamle matematikpensum ud. Børnene her bruger ikke bøger, de modtager ikke formstøbt undervisning. De bruger Khan Academy's software i halvdelen af deres matematiktime. Jeg skal gøre det klart, at vi ikke ser dette som komplet matematikundervisning. Det, der gør – også nu i Los Altos – det frigiver tid. Det er den nødvendige, basale viden, der gør dig i stand til at løse ligninger, og det frigør tid til simuleringer, spil, mekanik og robotbygning, til estimeringen af et bjergs højde baseret på dets skygge.

Så konceptet er, at læreren kommer hver dag, hvert enkelt barn arbejder i sit eget tempo – det her er en live oversigt fra Los Altos – og læreren ser på denne oversigt. Hver række er en elev. Hver kolonne er et opgavemodul. Grøn betyder, at eleven allerede har gennemført. Blå betyder, at de er igang – ingen grund til bekymring. Rød betyder, at eleven er gået i stå. Og læreren kan så sige: "Lad mig hjælpe de røde børn." Eller endnu bedre, "Lad mig få en af de grønne, som allerede har gennemført dette modul, til at gå igang med at hjælpe sin kammerat."

(Klapsalver)

Nu kommer jeg fra en meget datafikseret verden, og vi vil ikke have, at læreren kommer og stiller de forkerte spørgsmål: "Hvad er det, du ikke forstår?" eller "Hvad forstår du?" og så videre. Vi ønsker, at udstyre læreren med så meget data som muligt – data, der ville være forventet i alle mulige andre brancher, som finanssektoren, marketing eller produktion. Så læreren kan faktisk diagnosticere eleven på forhånd, så deres udveksling kan blive så produktiv som muligt. Nu ved læreren præcis, hvad eleven har været igang med, hvor lang tid han har brugt, hvilke videoer, han har set, hvornår han pausede videoerne, hvad han holdt op med at se, hvilke øvelser han lavede, og hvad han fokuserede på. De ydre circler viser, hvilke øvelser, der blev fokuseret på. De indre circler viser, hvilke videoer, der blev fokuseret på. Og informationen er ret detaljeret, så man kan se præcist hvilke opgaver, eleven havde rigtige og forkerte. Rød er forkert, blå er rigtigt. Spørgsmålet til venstre, er det, som eleven var igang med. Han har set videoen der. Og her kan I se, at han fik 10 i træk. Man kan nærmest se eleven forstå mere i løbet af de 10 øvelser. De bliver også hurtigere. Højden er, hvor lang tid det tog dem.

Læring i individuelt tempo giver mening for alle, der har med undervisning at gøre – men det er alligevel vildt, når man ser det i et klasseværelse. Og hver gang vi har gjort det her, i hvert eneste klasseværelse, sker det, at efter 5 dage er der altid en gruppe, der kommer forud og der er en gruppe, der er lidt langsommere. Normalt ville man ved et hurtigt blik konstatere, "Det er de kloge børn og det er de langsomme. Måske skulle de følges på en anden måde. Måske skal de deles op." Men hvis man lader hver elev arbejde i sit eget tempo – og vi ser det igen og igen – vil der være elever, der er længere tid om nogle af problemerne, men når først de har forstået dem, så kommer de udover stepperne. De børn man anså for at være langsomme for 6 uger siden, vil man nu anse for at være kloge. Og vi ser det om og om igen. Og det får virkelig en til at tænke på, hvor mange af de stempler, vi alle har fået, måske bare skyldes en tilfældighed.

Dette er selvfølgelig værdifuldt i Los Altos, men vores mål er at bruge teknologien til at menneskeliggøre undervisningen i hele verden. Og her er der en interessant pointe. Der bliver brugt meget energi på at fokusere på lærer-elev kontakt. Vi mener, at det relevante mål er værdifuld-tid-med-lærer -elev kontakt. Normalt går det meste af lærerens tid på at undervise klassen og give karakterer osv. Måske går 5 procent af tiden på at sidde og arbejde med eleven. Nu kan 100 procent af tiden blive brugt sådan. Så igen, ved at bruge teknologi, ikke bare lave et skift i undervisningen, menneskeliggør man klasseundervisningen. 5 eller 10 gange så meget.

Og hvor værdifuldt det end er i Los Altos, så forestil jer, hvad det kan gøre for en voksen elev, der er flov over at skulle lære noget, som de burde have lært. Forestil jer, hvad det kan gøre for et gadebarn i Calcutta, som skal hjælpe sin familie om dagen, og derfor ikke kan gå i skole. Nu kan han bruge to timer om dagen og indhente de andre uden at skamme sig over, hvad han kan og ikke kan. Forestil jer så også – vi talte om elever, der hjælper hinanden i klasseværelset. Men dette er altsammen et system. Der er ingen grund til ikke at have elev-til-elev-undervisning uden for klasseværelset. Forestil dig, at eleven i Calcutta pludselig kunne hjælpe din søn, eller at din søn kan hjælpe ham i Calcutta! Og jeg tror, man vil se en stigende følelse af et stort globalt klasseværelse. Det er i bund og grund det, vi prøver at skabe.

Tak.

(Klapsalver)

Bill Gates: Jeg har set nogle ting i dit system, som har med motivation og feedback at gøre – energipoint, duelighedsmærker. Fortæl mig om de idéer.

SK: Ja, vi har et super team, der arbejder på det. Og jeg skal lige gøre det klart, at det ikke kun er mig mere. Jeg laver stadig videoerne, men vi har et rockstar team, der udvikler software. Ja, vi har nogle spil-elementer, hvor man kan opnå mærker, vi har snart ledertavler for et område og man samler points. Det er faktisk meget interessant. Bare ved at have badges og points kan vi se i systemet, hvordan titusinder af 5.-6.-klasses elever bevæger sig i den ene eller anden retning, alt efter hvilket badge, du giver dem.

(Latter)

BG: Hvordan kom samarbejdet med Los Altos i stand?

SK: Los Altos, det var ret vildt, vi havde jo aldrig forventet at det ville blive brugt i klasseundervisning. En fra bestyrelsen henvendte sig og spurgte, "Hvad ville du gøre, hvis du havde carte blache i et klasseværelse?" Jeg sagde, "Jeg ville lade hver elev arbejde individuelt, og vi ville lave en oversigt." De sagde, "Åh, det er radikalt. Vi må lige overveje det." Teamet og jeg tænkte, "De går aldrig med til det." Men allerede næste dag, svarede de, "Kan du starte om to uger"?

(Latter)

BG: Og de er igang med matematik for 5. klasse?

SK: Det er to 5. klasser og to 7. klasser. Og det er i hele distriktet. Jeg tror, de er glade for at kunne følge børnene ikke kun, når de er i skole. Selv til jul så vi, at nogen at dem arbejdede. Og vi kan følge alt. Så de kan følge dem gennem hele distriktet. I sommerferien, når de skifter lærer, har man kontinuerlig data som man kan se på distriktsniveau.

BG: Du viste bl.a. oversigterne, som er for lærerne til at følge eleverne. Får du feedback på oversigterne så du kender lærernes mening?

SK: Helt sikkert. De fleste af dem var instruktioner for lærerne. Vi har lavet nogle af dem til eleverne, så de kunne se deres egen data, men vi har et meget tæt samarbejde med lærerne. De siger f.eks., "Det er godt, men ..." Som f.eks. med fokus-grafen, mange lærere sagde, "Jeg har på fornemmelsen, at mange af eleverne hopper rundt uden at fokusere på et emne." Derfor lavede vi det fokusdiagram. Så det hele er drevet af lærerne. Det har været ret vildt.

BG: Er det klar til et stort publikum? Mener du, at flere klasser skal prøve det af næste skoleår?

SK: Ja, det er klar. Vi har haft en million besøgende på siden allerede så vi kan godt håndtere et par stykker mere. (Latter) Nej, der er ingen grund til, at det ikke skulle kunne lade sig gøre i ethvert klasseværelse i Amerika i morgen.

BG: Og visionen omkring hjælpelærere. Idéen er, hvis jeg er forvirret omkring et emne, kan jeg på en eller anden måde finde nogen, der er frivillige hjælpelærere, måske se deres bedømmelse, og jeg kan så lave en aftale med dem?

Sk: Lige præcis. Det er noget, jeg vil anbefale alle i publikum at gøre. Ligesom de oversigter, lærerne har, kan du logge ind og blive træner for dine børn, nevøer, fætre og kusiner, eller nogle børn i Boys and Girls Club. Og du kan blive mentor, hjælpelærer, med det samme. Det hele er der.

BG: Det er fantastisk. Jeg tror du har set et glimt af fremtidens uddannelse. Tak. (SK: Tak.)

(Klapsalver)