Richard Seymour: Hvordan skønhed føles

Dengang jeg var lille -- og ja, jeg har været lille engang -- fortalte min far mig en historie om en urmager i 1700-tallet. Det, som denne her fyr lavede, var at fremstille nogle fantastisk smukke armbåndsure. En dag kommer en kunde ind i hans værksted og beder ham om at pudse et ur, som han har købt. Urmageren skiller det ad, og en af de ting, som han tager ud, er et af tandhjulene Idet han gør det, bemærker kunden, at der på bagsiden af tandhjulet er en gravering, nogle ord. Og han siger til urmageren, "Hvorfor har du skrevet noget på bagsiden, når ingen nogensinde vil se det alligevel?" Og urmageren kigger på ham og siger, "Gud ser det." Jeg er ikke den mindste smule religiøs, og det var min far heller ikke, men på det tidspunkt, skete der noget med mig. Jeg følte noget her i dette netværk af blodkar og nerver, og der må vist også være nogle muskler herinde et sted. Men jeg følte noget. Og det vat en fysiologisk reaktion. Og fra da af, hvor gammel jeg end var, begyndte jeg at se ting anderledes.

Da jeg begyndte min karriere som designer, stillede jeg mig selv det simple spørgsmål: Tænker vi skønhed, eller føler vi det? I kender sikkert svaret på dette allerede. I tænker sikkert... Jeg ved jo ikke, hvilken af de to, I mener, det er, men jeg tror, at skønhed føles. Jeg fortsatte min karriere som designer og opdagede nogle spændende ting. Et af mine første projekter var inden for automobildesign -- det var et meget spændende projekt. Og i forbindelse med dette projekt, opdagede vi noget, eller jeg opdagede noget, som virkeligt fascinerede mig, og måske kan I huske det. Kan I huske dengang lyset bare tændte og slukkede, klik klik, når man lukkede døren i en bil? Og så var der nogen, jeg tror, det var BMW, der introducerede lys, som dæmpedes langsomt. Husker I det? Jeg husker det tydeligt. Kan I huske den første gang, I var i en bil og lyset gjorde sådan? Jeg kan huske, at jeg sad der og tænkte, at det var fantastisk. Faktisk har jeg aldrig mødt nogen, der ikke kan lide det lys, der dæmpes langsomt. Så jeg tænkte, hvad fanden er det for noget?

Og jeg begyndte at stille spørgsmål omkring det. Det første spørgsmål, jeg stillede folk var: "Kan du lide det?" "Ja." "Hvorfor?" Og de svarede, "Det føles så naturligt", eller, "Det er rart." Og jeg tænkte, at de svar ikke var gode nok. Vi må kunne komme lidt dybere ned, fordi som designer har jeg brug for at sætte ord på, jeg har brug for kontrolpanelet, der styrer mekanismen Så jeg foretog nogle eksperimenter. Pludselig opdagede jeg, at der var noget, som kunne gøre præcist det -- gå fra lys til mørke på seks sekunder -- præcist det. Ved I, hvad det er? Nogen bud?

Ser I, ved at bruge denne her, tænkeren, den langsomme del af hjernen -- ved at bruge den. Og det her er ikke en tanke, det er en følelse. Vil I gøre mig en tjeneste? I de næste 14 minutter, eller hvor meget det nu er, vil I love mig at føle noget?

Jeg vil ikke have jer til at tænke så meget men hellere til at føle. Jeg havde en afslappet følelse blandet med forventning. Og den følelse fik jeg i biografen eller teateret. Det er faktisk lige sket her -- lys til mørke på seks sekunder. Og når det sker, sidder I så stadig og tænker: "Åh nej, nu starter filmen snart", eller tænker I: "Det er fantastisk. Jeg glæder mig til det. Jeg har en følelse af forventningsglæde"? Nu er jeg jo ikke neurolog. Jeg ved ikke engang, om der er noget, der hedder en 'betinget refleks'. Men det er der måske. For når jeg taler med mennesker fra den nordlige hemisfære,. som er vant til at gå i biografen, genkender de dette. Og nogle af de mennesker, jeg taler med, som aldrig har set en film eller været i teateret, genkender det ikke på samme måde. Alle kan lide det, men nogle kan lide det mere end andre.

Så dette får mig til at overveje det på en ny måde. Vi føler det ikke. Vi tror, at skønhed opfattes i det limbiske system -- hvis det altså ikke er en forældet forestilling. Det er de dele, fornøjelsescenteret, og måske også det, jeg ser, sanser, og føler, som forbigår min tankegang. Forbindelserne mellem sanseapparatet og fornøjelsescenteret er kortere end vejen mellem sanseapparatet og tænkedelen, altså hjernebarken. Førstnævnte forbindelser ankommer først. Så hvordan virker det egentlig? Og hvor stor en del af vores reaktion er baseret på det, vi allerede ved, eller det, som vi skal til at lære, om noget?

Det her er noget af det smukkeste, jeg kan forestille mig. Det er en plastikpose. Og da jeg så den første gang, tænkte jeg: "Nej, der er ingen skønhed i den." Men så opdagede jeg, efter at have set den, at hvis man lægger denne plastikpose ned i en beskidt vandpyt eller en å fyldt med colibakterier og alle mulige andre ulækre ting, at dette beskidte vand vil gennemtrænge den ellers tætte pose gennem osmose og ende med at befinde sig inde i posen som rent drikkevand. Lige pludselig syntes denne plastikpose at være utroligt smuk i mine øjne.

Nu spørger jeg jer igen: om at tænde for følelsescenteret. og slukke for resten af hjernen og bare føle noget. Se på dette. Hvad føler I? Er det smukt? Er det opstemmende? Jeg kigger omhyggeligt på jeres ansigter. Der er nogle herrer, der ser ud som om, de keder sig, og nogle kvinder, der ser forholdsvist engagerede ud, og som synes at have en reaktion på billedet. Måske er der en hvis uskyld over det. Nu fortæller jeg jer, hvad det er. Er I klar? Det er den sidste handling her på Jorden udført af en lille pige ved navn Heidi, fem år gammel, før hun døde af kræft i rygraden. Dette var det sidste hun gjorde, hendes sidste fysiske handling. Se på billedet. Se uskylden. Se skønheden i det. Er det nu smukt?

Stop. Stop. Hvordan føles det? Hvor føler I det? Jeg føler det lige her. Lige her. Og jeg kigger på jeres ansigter, fordi de fortæller mig noget. Den dame derovre græder faktisk. Men hvad gør I? Jeg observerer, hvad folk gør. Jeg observerer ansigter. Jeg observerer reaktioner. Fordi jeg har brug for at vide, hvordan folk reagerer på ting. Og et af de mest almindelige udtryk hos nogen, der ser noget smukt er forbløffende lækkert, er det, jeg kalder O.M.G. Og der er forresten ingen fornøjelse i det ansigt. Det udtrykker ikke "det her er vidunderligt!" Øjenbrynene gør sådan her, øjnene er ufokuserede. og munden er åben. Det er ikke noget, der udtrykker glæde. Det er noget helt andet. Der sker noget mærkeligt. Så fornøjelse synes at afhænge af en lang række af forskellige indtryk

Hjerteskærende er et ord, som jeg holder meget af som designer. Det betyder, at noget afstedkommer en kraftig følelsesmæssig reaktion, ofte en sørgelig følelsesmæssig reaktion, men det er en del af det, vi laver. Det handler ikke kun om det behagelige. Og dette er dilemmaet, det paradokse ved skønhed. Vi opfatter mange forskellige indtryk -- en blanding af ting, der er gode, dårlige, opstemmende, skræmmende -- for at skabe den sanselige eksponering, der gør os i stand til at opfatte, hvad der foregår. Patos er en åbenlys faktor i opfattelsen af den lille piges tegning, som I lige så. Også triumf, en følelse af ophøjethed som i "Det vidste jeg ikke. Ah, det var noget nyt." Det er også en del af det. Og efterhånden som vi samler disse værktøjer, fra et design perspektiv, bliver jeg helt ekstatisk, fordi disse indtryk, som jeg allerede har nævnt, synes at ankomme til hjernen, førend vi kan erkende dem og manipulere dem -- elektrokemisk trylleri.

Noget andet, der interesserer mig er dette: Er det muligt at adskille indefra- og udefrakommende skønhed? Med det mener jeg ting med en iboende skønhed, noget der er uovertruffet smukt, der er universelt smukt. Det er meget svært at finde. Måske har I nogle eksempler på det. Det er meget vanskeligt at finde noget, som enhver vil betegne som smukt, uden at opgive en vis mængde information på forhånd. Så meget af det har tendens til at være udefrakommende. Fortolkning af given information går forud for forståelsen. Eller også tilføjes informationerne efterfølgende, som med den lille piges tegning, jeg viste jer tidligere.

Når man taler om skønhed, kan man ikke ignorere det faktum, at der har været udført mange eksperimenter på denne måde med ansigter og lignende. Og et af de mest kedelige, synes jeg, antager at skønhed er et spørgsmål om symmetri. Det er det tydeligvis ikke. Dette eksperiment er mere interessant: forsøgspersonerne fik fremvist halve ansigter og blev bedt om at rangere dem på en liste fra smukkeste til mindst smuk, hvorefter de fik vist hele ansigtet. Undersøgelsen viste, at det stort set var et spørgsmål om tilfælde. Så det havde ikke noget med symmetri at gøre. Faktisk havde denne kvinde et særdeles asymmetrisk ansigt, hvor begge sider er smukke. Men de er forskellige.

Og som designer kan jeg ikke dy mig for at manipulere med det, så jeg klippede det i småstykker og gjorde ting som det her for at prøve at forstå, hvilke elementer det bestod af, imens jeg følte efter. Jeg kan få en følelse af glæde og skønhed, når jeg kigger på det øje. Men det får jeg ikke ved at se på øjenbrynet. Og ørehullet får mig ikke til at føle noget overhovedet. Så jeg ved ikke, hvor meget det hjælper mig, men det guider mig i mod de dele af ansigtet, hvor signalerne kommer fra. Som sagt er jeg ikke neurolog, men for at forstå, hvordan jeg kan skabe ting, der hurtigt kan forbigå den tænkende del af hjernen og skabe kontakt til det prækognitive fornøjelsescenter.

Anais Nin og Talmud har igen og igen lært os, at vi ikke ser tingene, som de er, men som vi selv er. Så derfor vil jeg helt skamløst afsløre noget for jer, noget som er smukt for mig. Og det er en F1 MV Augusta. Ahhhh. Det er virkelig -- Jeg mener, det kan ikke udtrykkes med ord, hvor smukt dette objekt er. Men jeg ved også, hvorfor jeg synes, at den er underskøn, og det er en sammensætning af mange ting. Det er massevis af forskellige lag. Dette er kun den lille del, der fremstår i vores fysiske dimension. Det er en del af noget meget større. Lag på lag af legender, sport, og detaljer, der genlyder. Hvis jeg skal gennemgå bare nogle af dem nu -- jeg kender til laminørt flow i forbindelse med strømlinede objekter, og det gør denne her til perfektion, som I nok kan se. Det begejstrer mig. Og det mærker jeg her.

Denne del, den store hemmelighed bag automobil-design -- håndtering af lysrefleksion. Det handler ikke om formerne, men om hvordan disse former reflekterer lyset. Når du bevæger dig, spiller lyset på denne hers overflade, og den bliver et kinetisk objekt, selv om den står helt stille -- fordi håndteringen af lysrefleksionen er udført perfekt. Forresten signalerer denne lille ventil på pedalen, at der sker noget spændende indenunder -- i dette tilfælde er det et kædetræk, der kører cirka 500 km/t med kraft fra motoren. Jeg bliver helt begejstret, når min hjerne og øjne observerer disse detaljer.

Den er lakeret med titanium. Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det er. Det er sådan, man forhindrer møtrikkerne i at springe af, når hjulene kører rundt med høj fart. Jeg bliver helt overstadig nu. Og en løbsmotorcykel har selvfølgelig ikke en støttefod, men fordi denne her er lavet til at køre på vej, kan man folde det hele sammen i denne lille sprække. Så forsvinder det. Jeg kan ikke beskrive, hvor svært det er at lave en kurvet køler som denne. Hvorfor har man gjort det? Fordi det er nødvendigt at inkorporere hjulet i aerodynamiken. Det er meget dyrere, men det er vidunderligt. Og prikken over i'et et royalt mærke -- Augusta, Greve Augusta, fra de store fortællinger om den slags.

Den del, man ikke kan se, er det geni, der har skabt den. Massimo Tamburini. De kalder ham "blikkenslageren" i Italien, så vel som "Maestro", Fordi han både er ingeniør, håndværker og skulptør på én og samme tid. Det ser ikke ud til, at man er gået på kompromis med noget her.

Men desværre bliver jeg og folk som jeg selv nødt til at gå på kompromis med skønhed hele tiden. Det er vi nødt til at indse. Jeg bliver nødt til at arbejde ud fra udbud og efterspørgsel og ud fra teknologien, og jeg må tage højde for alt hele tiden, så derfor sniger der sig mange kompromiser ind. Se så på hende. Jeg er blevet nødt til at gå på kompromis her. Jeg måtte flytte den del lidt, men kun en millimeter. Det er der ingen, der har lagt mærke til, vel? Så I, hvad jeg gjorde? Jeg rykkede tre ting en millimeter. Køn? Ja. Smuk? Måske i mindre grad. Men så igen, forbrugeren siger jo, at den slags ikke har nogen betydning. Så det er okay, ikke? Endnu en millimeter? Man kommer ikke til at se de linjer og ændringer. Så let er det at miste skønhed, for skønhed er så utroligt svært at skabe. Kun meget få mennesker kan gøre det. En fokusgruppe kan ikke. Et helt hold kan sjældent gøre det. Det kræver den centrale hjernebark for at samordne alle de elementer på en gang.

Dette er en smuk vandflaske -- nogle af jer kender den -- lavet af Ross Lovegrove, designeren. Den kommer ret tæt på indefrakommende skønhed. Så længe man ved, hvordan vand opfører sig, kan man opleve det. Den er smuk, fordi det er en legemliggørelse af noget forfriskende og lækkert. Jeg kan måske lide den mere, end I kan, fordi jeg ved, hvor fandens svært det er at lave. Det er forbløffende svært at lave noget, der bryder lyset sådan, som kommer rigtigt ud af formen, som kører ned ad samlebåndet uden at tippe. Men nedenunder, ligesom i fortællingen om svanen, ligger en million ting, der er svære at udføre. Så det tager jeg hatten af for. det er et fantastisk eksempel, et simpelt objekt. Og den, jeg viste jer før, var selvfølgelig en meget kompleks et. Og de virker på forskellige måder rent æstetisk af samme grund.

Jeg tror, at I alle, ligesom jeg selv, nyder at se balletdansere optræde. Og en del af den nydelse bunder i en viden om, at det er svært. Måske har det også noget at gøre med det faktum, at det er utroligt smertefuldt. Har I nogensinde set en balletdansers tæer, når de tager dem ud ad skoene? Imens hun udfører alle disse yndefulde arabesker og pliéer osv., sker der noget forfærdeligt dernede. Forståelsen af det giver os en større og højnet fornemmelse af skønheden i dansen.

Jeg bruger mikrosekunder forkert her, så bare ignorer mig. Men det jeg skal nu, er at føle igen, jeg skal være i stand til at levere nok af disse enzymer, af disse kontakter, der tidligt i processen udløser noget, som I kan opfange, ikke ved at tænke men ved at føle. Så nu skal vi udføre et lille eksperiment. Okay, er I klar? Jeg viser jer noget et meget, meget kort øjeblik. Er I klar? Okay. Tænkte I, at det var en cykel, da jeg viste jer det billede? Det er det ikke. Fortæl mig, om I tænkte, at den var hurtig, da I så den først? Ja, det gjorde I. Tænkte I, at den var moderne? Ja, det gjorde I. Den tanke slog ned I jer til at begynde med. Og fordi jeres hjernes motorstarter begyndte der, er den nødt til at bearbejde det. Og det bedste ved det er, at denne motorcykel er blevet stylet således for udelukkende at fremkalde et indtryk af, at det er grøn teknologi, og derfor er godt for dig, den er let, og en del af fremtiden.

Men er det forkert? I dette tilfælde er det ikke, fordi det er meget, meget miljøvenlig teknologi. Men man bliver underlagt sin første indskydelse. Vi er underlagt de første få brøkdele af et sekund -- og det er dér, meget af mit arbejde står eller falder, på en hylde i en butik. Den vinder eller taber i det øjeblik. Man ser måske 50, 100 eller 200 ting på en hylde, idet man går forbi den, men jeg er nødt til at arbejde inden for det domæne, for at sikre mig, at I ser det først.

Og afslutningsvist den del, som jeg elsker: Videnskab. Jeg er sikker på, at nogle af jer, er bekendt med dette. Det, der er fantastisk ved det, og den måde hvorpå jeg altid vender tilbage til den, er det at tage noget, som man hader eller finder kedeligt, at lægge tøj sammen, og hvis man kan finde ud af det her -- hvor mange kan faktisk gøre det her? Er der nogen, der har prøvet? Ja? Det er fantastisk, ikke? Se lige der. Vil I se det igen? Det er der ikke tid til. Der står, at jeg har to minutter tilbage, så det kan vi ikke. Men bare gå på nettet. YouTube, skriv: "folding t-shirt". Det er sådan underbetalte, unge mennesker folder jeres t-shirts. Det vidste I måske ikke. Men hvordan har I det med det? Det føles fantastisk at gøre det, man ser frem til det, og når man fortæller andre om det -- som I sikkert har gjort -- fremstår man rigtig klog. Den viden, som ligger til baggrund for det, koster ingenting, fordi den viden er gratis -- saml al den viden sammen, og hvad har vi så?

Følger formen funktionen? Kun nogle gange. Kun nogle gange. Formen er funktionen. Formen er funktionen. Den informerer og fortæller os, og giver os svarerne, før vi overhovedet har tænkt tanken. Så derfor er jeg holdt op med at bruge ord såsom "form", og som designer er jeg holdt op med at bruge ord som "funktion". Det, som jeg nu efterstræber, er tingenes følelsesmæssige funktionalitet. For hvis jeg kan gøre det rigtigt, kan jeg skabe vidunderlige ting og tilmed skabe dem gentagne gange. Og I kender den slags ting, fordi I ejer selv nogle af dem. Det er de ting, som I ville tage med jer, hvis huset brændte. Det at skabe et følelsesmæssigt bånd mellem tingen og dig det er et elektrokemisk trylletrick det sker, før du overhovedet tænker over det.

Mange tak skal I have.

(Klapsalver)