Richard Dawkins om militant ateisme

Denne pragtfulde musik, velkomstmusikken: "Gloria all’Egitto" fra Aïda, er musikken, som jeg har valgt til min begravelse - (Latter) - og I kan forstå hvorfor. Den er triumferende. Jeg vil - jeg vil ikke føle noget, men hvis jeg kunne, ville jeg føle triumf over overhovedet at have levet, og over at have levet på denne pragtfulde planet, og over at have haft lejlighed til at forstå noget om, hvorfor jeg overhovedet var her, før jeg ikke var her mere.

Kan I forstå min mærkelige engelske accent? I går blev jeg, ligesom alle andre, henrykt over dyreforelæsningerne. Robert Full og Frans Lanting og andre - skønheden i de ting de viste. Den eneste lille hage var, da Jeffrey Katzenberg kaldte mustangen, "Det mest pragtfulde væsen som Gud har sat på denne jord." Vi er naturligvis klar over, at han ikke virkelig mente det, men i USA, i øjeblikket, kan man ikke være for forsigtig. (Latter)

Jeg er biolog, og den centrale læresætning i vores emne: teorien om design, Darwins teori om evolution ved naturlig selektion. I faglige kredse overalt er den, naturligvis, universelt accepteret. I ikke-faglige kredse udenfor USA, bliver den stort set ignoreret. Men i ikke-faglige kredse i USA vækker den så meget fjendtlighed, - (Latter) - at det er rimeligt at sige, at amerikanske biologer befinder sig i en krigstilstand. Krigen er så bekymrende i øjeblikket, med retssager der begynder i den ene stat efter den anden, at jeg følte, jeg måtte sige noget om det.

Hvis I vil vide, hvad jeg har at sige om selve darwinismen, er jeg bange for, I er nødt til at læse mine bøger, som I ikke finder i boghandlen udenfor. (Latter) Nutidige retssager vedrører ofte en angiveligt ny form for kreationisme, der kaldes Intelligent Design eller ID. Lad jer ikke narre. Der er ikke noget nyt ved ID. Det er blot kreationisme under et andet navn. Gendøbt - jeg vælger ordet bevidst - (Latter) - af taktiske politiske årsager.

De såkaldte ID-teoretikeres argumenter, er de samme gamle argumenter, som er blevet afvist igen og igen fra Darwin og frem til i dag. Der er en effektiv evolutions-lobby, som koordinerer kampen på vegne af videnskaben, og jeg prøver, at gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dem, men de bliver helt ophidsede, når folk, som jeg, vover at nævne, at vi tilfældigvis er ateister såvel som evolutionister. De synes, at vi skaber rørte vande, og I forstår nok hvorfor. Kreationister, som mangler et sammenhængende videnskabeligt argument for deres sag, falder tilbage på den populære fobi mod ateisme. Lær dine børn om evolution i biologi, og de vil snart gå over til narkotika, tyveri og seksuel pre-version. (Latter)

Faktisk støtter uddannede teologer, fra Paven og nedefter, naturligvis, evolutionen. Denne bog, "Finding Darwin's God" af Kenneth Miller, er et af de mest effektive angreb på Intelligent Design, som jeg kender, og den er så meget desto mere effektiv, fordi den er skrevet af en troende kristen. Folk som Kenneth Miller kunne kaldes en Guds gave til evolutions-lobbyen - (Latter) - fordi de afslører løgnen om, at evolutionisme, faktisk, er ensbetydende med ateisme. Folk som jeg, på den anden side, skaber rørte vande.

Men her vil jeg gerne sige noget pænt om kreationister. Det er ikke noget jeg ofte gør, så vær opmærksom. (Latter) Jeg tror, de har ret i én ting. Jeg tror, de har ret i, at evolution er fundamentalt fjendtlig over for religion.

Jeg har allerede sagt, at mange individuelle evolutionister, som paven, er religiøse, men jeg tror, de narrer sig selv. Jeg tror, en ægte forståelse af darwinismen er stærkt skadelig for religiøs tro. Nu kan det lyde, som om jeg skal til at prædike ateisme, og jeg ønsker at forsikre jer om, at det ikke er, hvad jeg vil gøre. For et publikum så sofistikeret som denne - som dette - ville det være at prædike til de omvendte.

Nej, hvad jeg vil opfordre jer til - (Latter) - hvad jeg i stedet vil opfordre jer til, er militant ateisme. (Latter) (Bifald) Men det er at udtrykke det for negativt. Hvis jeg ville - hvis jeg var en person, der var interesseret i at bevare religiøs tro, ville jeg være meget bange for den evolutionære videnskabs positive kraft, og videnskab generelt, men evolution i særdeleshed, til at inspirere og tryllebinde, netop fordi den er ateistisk.

Det vanskelige problem for enhver teori om biologisk design er, at forklare den massive statistiske usandsynlighed for levende tings eksistens. Statistisk usandsynlighed i retning af godt design - kompleksitet er et andet ord for dette. Det kreationistiske standard-argument - der er kun ét, de reduceres alle til dette ene - tager udgangspunkt i en statistisk usandsynlighed. Levende væsener er for komplekse til at være opstået ved en tilfældighed, ergo må de have haft en designer. Dette argument skyder, naturligvis, sig selv i foden. Enhver designer, som er i stand til at konstruere noget virkelig komplekst, er nødt til selv at være endnu mere kompleks, og det er før vi overhovedet tænker på andre ting, som han forventes at gøre, f.eks. at tilgive synder, velsigne ægteskaber, lytte til bønner - - holde med os i en krig - (Latter) være uenig i vores seksuelle præferencer og så videre. (Latter)

Kompleksitet er problemet, som enhver biologisk teori skal løse, og man kan ikke løse det ved at postulere en agent, som er endnu mere kompleks, hvorved problemet blot forværres. Darwins naturlige selektion er så betagende elegant, fordi den løser problemet med at forklare kompleksitet ved hjælp af den rene enkelhed. Essentielt set, gør den det ved at skabe en jævn rampe til gradvis trin-for-trin tilvækst. Men her vil jeg bare gøre opmærksom på, at darwinismens elegance er skadelig for religion, netop fordi den er så elegant, så påholdende, så kraftfuld, så økonomisk kraftfuld. Den deler en smuk hængebros enkle økonomiske fordele.

Teorien om Gud er ikke bare en dårlig teori. Den viser sig at være principielt ude af stand til at gøre det arbejde, der kræves af den.

Så med hensyn til taktikken og evolutions-lobbyen, vil jeg argumentere for, at det helt rigtige at gøre, kunne være at skabe rørte vande. Min tilgang til at angribe kreationismen er anderledes end evolutions-lobbyens. Min tilgang til at angribe kreationismen er at angribe religion som helhed, og på dette tidspunkt er jeg nødt til at erkende det bemærkelsesværdige tabu mod at tale dårligt om religion, og jeg har tænkt mig at gøre det med den afdøde Douglas Adams’ ord, en kær ven, som hvis han aldrig kom til TED, i hvert fald burde have været inviteret.

(Richard Saul Wurman: Det blev han.)

Richard Dawkins: Det blev han. Godt. Det forestillede jeg mig også.

Han begynder denne tale, som blev optaget i Cambridge kort før hans død. Han begynder med at forklare, hvordan videnskaben fungerer gennem afprøvning af hypoteser, der er udformet til at være sårbare over for modbevis, og derfra fortsætter han. Jeg citerer: "Religion synes ikke at fungere på den måde. Den har visse ideer i kernen, som vi kalder hellige. Det betyder, at her er en idé eller et begreb, som du ikke må sige noget dårligt om. Det må du bare ikke. Hvorfor ikke? Fordi det må du ikke. (Latter) Hvorfor skal det være sådan, at det er helt legitimt at støtte republikanerne eller demokraterne, eller den ene økonomiske model frem for den anden, eller Macintosh i stedet for Windows, men at have en mening om hvordan universet begyndte, om hvem der skabte universet - nej det er helligt. Så vi er vant til ikke at kritisere religiøse ideer, og det er meget interessant, hvor meget furore Richard skaber, når han gør det.” Han mente mig, ikke Richard Wurman.

"Alle bliver helt ophidsede over det, fordi man ikke har lov til at sige disse ting, men når man ser rationelt på det, er der ingen grund til, at disse idéer ikke burde kunne debatteres bortset fra, at vi på en eller anden måde har aftalt mellem os, at de ikke burde," og det er slutningen på Douglas’ citat.

Efter min mening er videnskab ikke bare skadelig for religion, religion er skadelig for videnskab. Den lærer folk at være tilfredse med trivielle, overnaturlige ikke-forklaringer, og blænder dem overfor de vidunderlige virkelige forklaringer, som vi har inden for vores rækkevidde. Det lærer dem at acceptere autoritet, åbenbaringer og tro i stedet for altid at kræve beviser.

Her ser vi Douglas Adams på et pragtfuldt billede fra hans bog, "Last Chance to See." Her er et typisk videnskabeligt tidsskrift: Quarterly Review of Biology. Og som gæsteredaktør skal jeg lave et særnummer om spørgsmålet: "Dræbte en asteroide dinosaurerne?" Og den første artikel er en almindelig videnskabelig artikel, som fremlægger beviser: "Iridium-lag ved K/Pg-grænsen, kalium-argon dateret krater i Yucatan, viser, at en asteroide dræbte dinosaurerne." En ganske almindelig videnskabelig artikel. Den næste artikel: "Præsidenten for The Royal Society er blevet forundt en stærk indre overbevisning," - (Latter) - "... at en asteroide dræbte dinosaurerne." (Latter) "Det er blevet personligt åbenbaret for professor Huxtane, at en asteroide dræbte dinosaurerne." (Latter) "Professor Hordley blev opdraget til at have absolut og ukritisk tro på," - (Latter) "... at en asteroide dræbte dinosaurerne." "Professor Hawkins har udstedt et officielt dogme, bindende for alle loyale Hawkins-tilhængere, at en asteroide dræbte dinosaurerne." (Latter) Det er, selvfølgelig, utænkeligt.

Men sæt - (Bifald) - i 1987 spurgte en journalist George Bush Sr., om han anerkendte amerikanske ateisters ligeret til medborgerskab og patriotisme. Mr. Bush’ svar er berygtet. "Nej jeg synes ikke, at ateister bør betragtes som borgere, ej bør de heller betragtes som patrioter. Dette er én nation under Gud."

Bush’ snæversynethed var ikke en enkeltstående fejl, som røg ud i farten og senere tilbagetrukket. Han stod ved det på trods af gentagne opfordringer til afklaring eller tilbagetrækning. Han mente det virkelig. For at sige det klart: Han vidste, det ikke udgjorde nogen trussel mod valget af ham, tværtimod. Demokrater, såvel som republikanere, skilter med deres religiøsitet, hvis de ønsker at blive valgt. Begge partier påberåber sig ”én nation under Gud”. Hvad ville Thomas Jefferson have sagt? For øvrigt er jeg normalt ikke meget stolt af at være britisk, men man kan ikke lade være at sammenligne. (Bifald)

Hvad er en ateist egentlig? En ateist er bare én, som har samme holdning til Jahve, som enhver ordentlig kristen har til Thor eller Baal eller guldkalven. Som det er blevet sagt før: Vi er alle ateister mht. de fleste af de guder, som menneskeheden nogensinde har troet på. Nogle af os tror bare på én gud mindre. (Latter) (Bifald)

Og hvordan vi end definerer ateisme, er det vel den slags akademiske overbevisning, som en person er berettiget til at have, uden at blive hængt ud som en upatriotisk, uvalgbar ikke-borger. Ikke desto mindre er det en ubestridelig kendsgerning, at hvis man indrømmer sin ateisme, betragtes man som hr. Hitler eller frk. Beelzebub. Og dette stammer fra opfattelsen om, at ateister er en slags underligt, outreret mindretal.

Natalie Angier skrev en temmelig trist artikel i The New Yorker, som beskrev, hvor ensom hun følte sig som ateist. Hun føler sig tydeligvis som del af et betrængt mindretal, men hvor mange amerikanske ateister er der egentlig? Den seneste undersøgelse er overraskende opmuntrende læsning. Kristendommen har, selvfølgelig, broderparten af befolkningens støtte med næsten 160 millioner mennesker. Men hvad ville I sige, den næststørste gruppe var, som er overbevisende større end jødedommen med 2,8 millioner, islam med 1,1 millioner og hinduisme, buddhisme og alle andre religioner tilsammen? Den næststørste gruppe, med næsten 30 millioner, er den, der beskrives som ikke-religiøs eller verdslig.

Man forundres over, at stemmesøgende politikere er så utroligt imponerede af f.eks. den jødiske lobbys magt. Staten Israel synes at skylde sin blotte eksistens til de amerikanske jøders stemmekraft, mens de ikke-religiøse ikke tillægges megen politisk betydning. Denne sekulære ikke-religiøse stemmekraft, hvis den mobiliseres rigtigt, er ni gange så stor som den jødiske stemmekraft. Hvorfor udnytter dette langt større mindretal ikke sine politiske muskler?

Nå, men så meget for kvantitet. Hvad med kvalitet? Er der nogen sammenhæng, positiv eller negativ, mellem intelligens og tendensen til at være religiøs? (Latter)

Undersøgelsen, som jeg citerede, der er ARIS undersøgelsen, opdelte ikke sine data ud fra socioøkonomisk klasse, uddannelse, IK eller noget andet. Men en nylig artikel af Paul G. Bell i Mensa-bladet giver en rettesnor. Mensa er, som bekendt, en international organisation for folk med meget høj IK. Og ud fra en meta-analyse af litteraturen konkluderer Bell, at, og jeg citerer, "af 43 undersøgelser udført siden 1927, om forholdet mellem religiøs tro og ens intelligens eller uddannelsesniveau, fandt alle, på nær fire, en omvendt sammenhæng. Dvs., at jo højere intelligens eller uddannelsesniveau man har, desto mindre er sandsynligheden for at være religiøs.” Jeg har ikke set de oprindelige 42 undersøgelser, og jeg kan ikke kommentere på meta-analysen, men jeg vil gerne se flere undersøgelser af den slags udført. Og jeg ved, hvis jeg må gøre lidt reklame, at der er folk blandt publikum, som let kan finansiere en massiv forsknings-undersøgelse, som kan afklare spørgsmålet, og jeg stiller forslaget – Hvad det end måtte nytte.

Men lad mig vise jer nogle data, der er blevet forskriftsmæssigt offentliggjort og analyseret om en speciel gruppe, nemlig topforskere. I 1998 adspurgte Larson og Witham de bedste amerikanske forskere, som var blevet hædret ved at blive valgt til National Academy of Sciences. Og blandt denne udvalgte gruppe var troen på en personlig Gud faldet til rystende 7 procent. Omkring 20 procent er agnostikere, og resten kunne med rette kaldes ateister. Tilsvarende tal fik man for troen på personlig udødelighed. Blandt biologer er tallene endnu lavere, kun 5,5 procent tror på Gud. For fysikere er det 7,5 procent. Jeg har ikke set tilsvarende tal for elite-forskere på andre områder, såsom historie og filosofi, men jeg ville blive overrasket, hvis de var anderledes.

Så vi har nået en virkelig bemærkelsesværdig situation, et grotesk misforhold mellem den amerikanske intelligentsia og de amerikanske vælgere. En filosofisk holdning om universets tilstand, som det store flertal af amerikanske top-videnskabsfolk og formentlig hovedparten af intelligentsiaen er i besiddelse af, er så afskyelig for de amerikanske vælgere, at ingen kandidat til folkelige valg tør bekræfte det offentligt. Hvis jeg har ret, betyder det, at høje politiske stillinger i det bedste land i verden er lukket land for netop de mennesker, som er bedst kvalificerede, intelligentsiaen, medmindre de er beredte på at lyve om deres tro. For at sige det rent ud, politiske muligheder i USA er stærkt imod dem, som på samme tid er intelligente og ærlige. (Bifald)

Jeg er ikke borger i USA, så jeg håber ikke, det vil være upassende, hvis jeg foreslår, at noget må gøres. (Latter) Og jeg har allerede antydet, hvad det noget er. Ud fra hvad jeg har set af TED, tror jeg, det kan være det ideelle sted at begynde det. Igen, jeg er bange for, at det vil koste penge. Vi har brug for en bevidstgørende ud-af-skabet-kampagne for amerikanske ateister. (Latter) Det kunne svare til den kampagne, som blev arrangeret af homoseksuelle for få år siden, men Gud forbyde, at vi skulle nedlade os til offentligt at skubbe mennesker ud af skabet mod deres vilje. I de fleste tilfælde vil folk, som springer ud, medvirke til at ødelægge myten om, at der er noget galt med ateister.

Tværtimod vil de vise, at ateister ofte er den slags mennesker, der kunne tjene som gode rollemodeller for jeres børn. Den slags mennesker som en reklame-agent kunne bruge til at anbefale et produkt. Den slags mennesker, der sidder her i salen. Der burde være en sneboldeffekt, en positiv tilbagemelding, sådan, at jo flere navne vi har, desto flere får vi. Der kunne være uregelmæssigheder, tærskel-effekter. Når en kritisk masse er opnået, er der en brat stigning i rekrutteringen. Og igen, der vil være brug for penge.

Jeg formoder, at ordet "ateist" i sig selv indeholder, eller fortsat er en forhindring langt ude af proportioner med, hvad det egentlig betyder, og en forhindring for folk, der ellers med glæde ville komme ud af skabet. Så, hvilke andre ord kunne blive brugt til at bane vejen, smøre hjulene, sødne medicinen? Darwin selv foretrak agnostiker - og ikke kun af loyalitet overfor sin ven Huxley, som fandt på begrebet.

Darwin sagde, "Jeg har aldrig været en ateist i forstanden at benægte Guds eksistens. Jeg tror, at agnostiker, generelt ville være den mest korrekte beskrivelse af mit sindelag."

Han blev endda ukarakteristisk irriteret på Edward Aveling. Aveling var en militant ateist, der ikke kunne overtale Darwin til at acceptere dedikationen af sin bog om ateisme - hvilket i øvrigt gav anledning til en fascinerende myte, om at Karl Marx forsøgte at dedikere "Das Kapital" til Darwin, hvilket han ikke gjorde. Det var faktisk Edward Aveling. Hvad der skete, var, at Avelings elskerinde var Marx' datter, og da både Darwin og Marx var døde, blev Marx' papirer rodet sammen med Avelings, og et brev fra Darwin, hvori der stod: "Min kære Herre, mange tak, men jeg ønsker ikke, at De dedikerer Deres bog til mig" blev fejlagtigt antaget, som rettet til Marx, og det gav anledning til hele denne myte, som I sikkert kender. Det er en slags vandrehistorie, at Marx forsøgte at dedikere ”Das Kapital” til Darwin.

Hvorom alting er, var det til Aveling, og da de mødtes, udfordrede Darwin Aveling: "Hvorfor kalder I jer selv ateister?" "Agnostiker," svarede Aveling, "var bare et respektabelt ord for ateist, og ateist var bare et aggressivt ord for agnostiker." Darwin beklagede sig, "Men hvorfor er I så aggressive?" Darwin mente, at ateisme kunne være godt nok for intelligentsiaen, men, at almindelige mennesker ikke var, citat: "modne til det." Dette er naturligvis vores gamle ven "Skab ikke rørte vande"-argumentet. Det er ikke dokumenteret, hvorvidt Aveling sagde til Darwin, at han skulle stoppe med at spille klog. (Latter)

Men, alligevel, det var mere end 100 år siden. Man skulle tro, at vi er blevet mere voksne siden. En af mine venner, en intelligent bortfaldet jøde, som i øvrigt holdt Sabbatten hellig på grund af kulturel solidaritet, beskriver sig selv som en "tandfe-agnostiker". Han vil ikke kalde sig selv ateist, fordi det i princippet er umuligt at føre negativ bevisførelse, men agnostiker alene kunne antyde, at Guds eksistens derfor var på lige fod med sandsynligheden for hans ikke-eksistens.

Så min ven er strengt agnostisk om tandfeen, men den er ikke særlig sandsynlig, vel? Ligesom Gud. Derfor udtrykket "tandfe-agnostiker", men Bertrand Russell fastslog det samme ved hjælp af en hypotetisk tepotte i kredsløb omkring Mars. Man ville være strengt agnostisk om, hvorvidt der er en tepotte i kredsløb om Mars, men det betyder ikke, at man behandler sandsynligheden for dens eksistens på lige fod med dens ikke-eksistens.

Listen over ting, som vi må være strengt agnostiske om, slutter ikke ved tandfeer og tepotter. Den er uendelig. Hvis I ønsker at tro på en særlig en af dem, enhjørninger eller tandfeer eller tepotter eller Jahve, er det op til jer at sige hvorfor. Det påhviler ikke resten af os at sige, hvorfor I ikke skal gøre det. Vi, der er ateister, er også ikke-tandfeister og ikke-tepotteister. (Latter)

Men vi gider ikke sige det, og det er derfor, min ven bruger tandfe-agnostiker, som en betegnelse for hvad de fleste mennesker ville kalde ateist. Men hvis vi ønsker at tiltrække de, som er ateister på bunden til at komme ud af skabet offentligt, er vi nødt til at finde noget bedre at skrive på vort banner end tandfe- eller tepotte-agnostiker.

Hvad så med humanist? Det har fordelen af et verdensomspændende netværk af velorganiserede foreninger og tidsskrifter, hvor tingene allerede er på plads. Mit problem med det er kun dets tilsyneladende fokus på mennesker. En af de ting, vi har lært fra Darwin, er, at den menneskelige race kun er én blandt millioner af fætre og kusiner, nogle nære, andre langt ude.

Og der er andre muligheder, som naturalist. Men her er der også forvirring, fordi Darwin ville have tænkt naturalist - naturalist betyder, naturligvis, det modsatte af supernaturalist. Og det bruges nogle gange. Darwin ville være blevet forvirret af den anden betydning af naturalist, som han var, naturligvis, og jeg formoder, der kunne være andre, der ville forveksle det med nudisme. (Latter) Sådanne mennesker kunne være dem, der tilhører den gruppe af britiske selvtægtere, der sidste år fejlagtigt angreb en børnelæge, i stedet for en pædofil. (Latter)

Jeg tror det bedste af de tilgængelige alternativer til ateist, simpelthen er ikke-teist. Det mangler den stærke betydning, at Gud absolut ikke findes, og det kan derfor let blive taget til eje af tepotte- eller tandfe-agnostikere. Det er helt foreneligt med fysikernes Gud. Når folk som - når ateister, som Stephen Hawking og Albert Einstein, bruger ordet "Gud", bruger de det, naturligvis, som metaforisk stenografi for den dybe mystiske del af fysikken, som vi endnu ikke forstår. Ikke-teist er godt nok til det, men i modsætning til ateist får det ikke de samme fobiske, hysteriske reaktioner. Men jeg mener faktisk, at alternativet er, at gribe fast om roden på ordet ateisme selv, netop fordi det er et tabuord, som bærer det kolde gys af hysterisk fobi. Kritisk masse kan være sværere at nå med ordet ateist, end med ordet ikke-teist, eller et andet ikke-konfronterende ord. Men hvis vi nåede det med skræmmeordet ateist, ville den politiske slagkraft være endnu større.

Jeg sagde før, at hvis jeg var religiøs, ville jeg være meget bange for evolution. Jeg vil gå endnu længere. Jeg ville frygte videnskab generelt, hvis den blev opfattet rigtigt. Og det er fordi, det videnskabelige verdenssyn er meget mere spændende, mere poetisk, mere fyldt med ren undren end noget i den religiøse fantasis fattige arsenaler. Som Carl Sagan, en anden helt, som døde for nylig, udtrykte det: "Hvordan kan det være, at næppe nogen større religion har set på videnskaben, og konkluderet: "Det er bedre end vi troede! Universet er langt større, end vores profet sagde, større, mere spidsfindigt, mere elegant"? I stedet siger de: "Nej, nej, nej! Min gud er en lille gud, og sådan skal han forblive." En religion, gammel eller ny, der ville understrege universets pragt, som fremstillet af den moderne videnskab, kunne være i stand til at trække reserver af ærbødighed og ærefrygt frem, som næppe er udnyttet af konventionelle trosretninger."

Dette er et elite-publikum, og jeg ville derfor forvente, at omkring 10 procent af jer er religiøse. Mange af jer er sikkert tilhængere af vores høflige kulturelle overbevisning om, at vi skal respektere religionen, men jeg har også mistanke om, at en hel del af disse mennesker hemmeligt foragter religion ligeså meget, som jeg gør. (Latter) Hvis du er en af dem, og det er der, selvfølgelig, nok mange af jer, der ikke er, men hvis du er en af dem, beder jeg dig om at holde op med at være høflig, kom ud og sig det, og hvis du tilfældigvis er rig, så tænk på måder hvorpå du kan gøre en forskel. Den religiøse lobby i USA er massivt finansieret af fonde, for ikke at nævne alle de skattemæssige fordele, af fonde såsom Templeton Foundation og Discovery Institute. Vi har brug for, at et anti-Templeton træder frem. Hvis mine bøger solgte ligeså godt som Stephen Hawkings bøger, i stedet for kun som Richard Dawkins' bøger, ville jeg gøre det selv.

Folk spørger altid, "Hvordan forandrede den 11. september dig?" Nuvel, her er hvordan det forandrede mig: Lad os alle stoppe med at være så forbandet respektfulde.

Mange tak. (Bifald)