Rebecca Onie: Hvad hvis vores sundhedsvæsen holdte os sunde?

I mit første år på universitetet meldte jeg mig til et praktikophold i en boligblok på Greater Boston Legal Services. Jeg kom første dag klar til at lave kaffe og fotokopier, men blev sat sammen med denne retskafne, dybt inspirerede advokat der hed Jeff Purcell, der skubbede mig ind i frontlinjen fra den første dag.

Og i løbet af ni måneder fik jeg chancen for at have dusinvis af samtaler med lavindkomst familier i Boston der ville komme ind og præsentere boligproblemer, men havde altid underliggende helbredsproblemer. Så jeg havde en klient der kom ind, der var på nippet til at blive sat på gaden, fordi han ikke havde betalt sin husleje. Men han havde ikke betalt sin husleje, selvfølgelig, fordi han havde betalt for sin HIV medicin og havde bare ikke råd til begge dele. Vi havde mødre der kom ind, datteren har astma, vågner dækket af kakerlakker hver morgen. Og en af vores sagsanlægs strategier var faktisk at sende mig hjem til disse klienter med disse store flasker. Og jeg samlede kakerlakkerne sammen, og brugte en limpistol til at lime dem til en opslagstavle som vi bragte med ind i retsalene til vores sager. Og vi vandt altid fordi dommerne synes det var så ulækkert. Meget mere effektivt, må jeg sige, end noget jeg lærte senere på det juridiske fakultet.

Men i løbet af disse ni måneder, blev jeg frustreret over følelsen at vi greb ind alt for langt nede ad floden i vores klienters liv -- så til den tid de kom til os, var de allerede i krise. Og ved slutningen af mit første år ved universitetet, læste jeg en artikel om det arbejde som Dr. Barry Zuckerman gjorde som Formand for Pædiatere ved Boston Medical Center. Og hans første ansættelse var en juridisk sagfører til at repræsentere hans patienter.

Så jeg ringede til Barry, og med hans velsignelse, i oktober 1995 gik jeg ind i venteværelset ved pediætrisk klinik ved Boston Medical Center. Jeg glemmer aldrig, tv'ene der spillede endeløse bånd med tegneserier. Og mødrenes udmattelse der nogen gange havde taget to, tre nogen gange fire busser for at tage deres barn med til lægen var utrolig håndgribelig.

Lægerne, virkede det som om, havde egentlig aldrig nok tid til alle deres patienter, selvom de prøvede. Og i løbet af seks måneder, ville jeg trænge dem op i en krog i gangene og stile dem et naivt men fundamentalt spørgsmål: "Hvis du havde uendelige ressourcer, hvad er den ene ting du ville give dine patienter?"

Og jeg hørte den samme historie igen og igen, en historie vi har hørt hundredvis af gange siden. De sagde, "Hver dag har vi patienter der ind i klinikken -- et barn med en øreinfektion, jeg udskriver antibiotika. Men det rigtige problem er, at der ikke er noget mad i hjemmet. Det rigtige problem er at det barn bor sammen med 12 andre mennesker i en to-værelses lejlighed. Og jeg spørger ikke engang til de problemer fordi jeg kan ikke gøre noget. Jeg har 13 minutter med hver patient. Patienter hober sig op i klinikkens venteværelse. Jeg aner ikke hvor det nærmest mad Og jeg får ikke engang noget hjælp." I den klinik, selv i dag, er der to socialrådgivere til 24.000 pediætriske patienter, hvilket er bedre end hos de fleste kliniker der er.

Så Health Leads blev affødt af disse samtaler -- en simpel model hvor læger og sygeplejersker kan ordinere nærende mad varme om vinteren og andre basis ressourcer til deres patienter på samme måde som de ordinerer medicin. Patienter kan tage deres recepter med til vores disk i klinikkens venteværelse hvor vi har en kerne af veltrænede advokatstuderende der arbejder side om side med disse familier til at forbinde dem ud af det eksisterende landskab af samfundets ressourcer.

Så vi begyndte med et kortbord i klinikkens venteværelse -- total juicebod stil. Men i dag har vi tusind advokatstuderende der arbejder med at forbinde næsten 9.000 patienter og deres familier med ressourcerne de har brug for, for at være sunde.

Så for 18 måneder siden fik jeg denne mail der ændrede mit liv. Og mailen var fra Dr. Jack Geiger, der havde skrevet for at lykønske mig med Health Leads og til at dele, som han sagde, en smule historisk kontekst. I 1965 startede Dr. Geiger en af landets første to lokalsamfunds sundhedscentre, i et utrolig fattigt kvarter i Mississippi Deltaet. Så mange af hans patienter kom ind med underernæring som han begyndte at ordinere mad til. Og de ville tage disse recepter med til det lokale supermarked, som ville fylde dem og sætte regningen på klinikkens medicinbudget. Og da Office of Economic Opportunity i Washington, D.C. -- der finansierede Geigers klinik -- fandt ud af dette, blev de rasende. Og de havde sendt en bureaukrat ned for at fortælle Geiger at det forventedes af ham at han brugte deres dollars på medicinsk behandling -- hvor Geiger glimrende og logisk svarede, "Sidste gang jeg kiggede i min lærebog, var mad den specifikke behandling mod underernæring."

(Latter)

Så da jeg fik denne mail fra Dr. Geiger, vidste jeg at jeg burde være stolt af at være en del af denne historie. Men sandheden er at jeg blev slået helt ud. Her er vi, 45 år efter Geiger har ordineret mad til hans patienter, og jeg har læger der fortæller mig, "På disse områder, praktiserer vi en "don't ask, don't tell" politik." Femogfyrre år efter Geiger, skal Health Leads genopfinde recepten på basale ressourcer. Så jeg har brugt timer på timer på at prøve at få denne mærkelige Groundhog Day til at give mening. Hvordan kan det være, at hvis vi i årtier havde et temmelig direkte værktøj til at holde patienter, især lavindkomst patienter, sunde at vi ikke bruger det? Hvis vi ved hvad det kræver at have et sundhedsvæsen i stedet for et sygevæsen, hvorfor gør vi det så ikke bare?

Disse spørgsmål, i mit sind, er ikke svære fordi svarene er komplicerede, de er svære fordi de kræver at vi er ærlige overfor os selv. Min tro er, at det næsten er for smertefuldt at artikulere vores ambitioner for vores sundhedsvæsen, eller selv indrømme at vi overhovedet har nogen. Fordi hvis vi gjorde, ville de være så fjerne fra vores nuværende virkelighed. Men det ændrer ikke min tro på at vi allesammen, dybt indeni, her i dette lokale og over hele landet, deler lignende ønsker. At hvis vi var ærlige overfor os selv og lytter stille, at vi alle nærer en intens ambition for vores sundhedsvæsen: at det holder os sunde.

Den ambition, at vores sundhedsvæsen holder os sunde er en utrolig stærk en. Og måden hvorpå jeg tænker om dette er at sundhedsvæsnet er ligesom hvilket som helst andet system. Der er bare et sæt valg mennesker laver. Hvad hvis vi besluttede at have en andet sæt valg? Hvad hvis vi besluttede at tage alle delene af sundhedsvæsnet der er drevet væk fra os og stå fast og sige, "Nej. Dette er vores ting. De vil blive brugt til vores formål. De vil blive brugt til at realisere vores ambition"? Hvad nu hvis alt vi har brug for til at realisere vores ambition for sundhedsvæsnet var lige foran os og bare ventede på at blive krævet?

Så det er der Health Leads begyndte. Vi startede med recept papiret -- et meget almindeligt stykke papir -- og vi spurgte, ikke hvad patienter har brug for, for at blive raske -- antibiotika, en inhalator, medicin -- men hvad har brug for, for at være sunde, til ikke at blive syge for det første? Og vi valgte at bruge recepten til det formål. Så bare et par kilometer herfra ved Children's National Medical Center, når patienter kom ind i lægens kontor, stille de et par spørgsmål. De spurgte, "Løbet du tør for mad i slutningen af måneden? Har du en pålidelig bolig?" Og når lægen begyndte konsultationerne, kender hun højde, vægt, er der mad i hjemmet, bor familien på et herberg. Og det leder ikke kun til et sæt bedre kliniske valg, men lægen kan også give recepter på de ressourcer til patienten, ved hjælp af Health Leads ligesom enhver anden speciel henvisning.

Problemet er, at når man først prøver hvordan det er at realisere ens ambitioner for sundhedsvæsnet, vil man have mere. Så vi tænkte, hvis vi kan få individuelle læger til at ordinere disse basale ressourcer til deres patienter, kunne vi få et helt sundhedsvæsen til at ændre dets formodninger? Og vi gav det et forsøg.

Nu på Harlem Hospital Center når patienter kommer in med en forhøjet body mass index, vil den elektroniske lægelige journal automatisk generere en recept til Health Leads. Og vores frivillige kan så arbejde med dem til at forbinde patienter med sund mad og træningsprogrammer i deres samfund. Vi har skabt en formodning at hvis man er en patient på et sygehus med et forhøjet BMI, vil de fire væge i lægens kontor nok ikke give en alt det man har brug for for at være sund. Man har brug for mere.

Så på den ene side, er dette bare en basal registrering af den elektroniske lægelige journal. Og på den anden side, er det en radikal ændring af den elektroniske lægelige journal fra et statisk depot af diagnostisk information til et sundhedsfremmende redskab. I den private sektor, når man klemmer den form for ekstra værdi ud af en fast omkostnings investering, det er kaldet et milliard dollar selskab. Men i min verden, er det kaldet reduceret fedme og diabetes. Det hedder sundhedsvæsen -- et system hvor lægerne kan ordinere løsninger til at forbedre sundhed, ikke kun behandle sygdom.

Den samme ting i denne klinik med venteværelse. Så hver dag i dette land kommer tre millioner patienter gennem cirka 150.000 klinikkers venteværelser i dette land. Og hvad laver de når de er der? De sidder, de kigger på fisk i et akvarie, de læser ekstremt gamle kopier af Good Housekeeping magasin. Men for det meste sidder der bare der i al evighed, venter. Hvordan kom vi til det punkt hvor vi helligere hundredvis af kvadratmeter og tusindvis af timer på at vente? Hvad hvis vi havde et venteværelse hvor man ikke bare sidder hvor man er syg, men hvor man faktisk bliver sund. Hvis lufthavne kan blive indkøbscentre og McDonalds kan blive legepladser, så kan vi da også genopfinde klinikkens venteværelse.

Og det er hvad Health Leads prøver på at gøre, for at generobre den faste ejendom og den tid og bruge det som en flugt til at forbinde patienter med de ressourcer de har brug for, for at være sunde. Så det er en brutal vinter i Northeast, ens barn har astma, ens varme er lige blevet slukket, og selvfølgelig venter man på skadestuen. fordi kulden har udløst ens barn astma. Men hvad hvis man i stedet for at vente nervøst i timevis venteværelset blev det sted hvor Health Leads tændte for ens varme igen?

Og selvfølgelig kræver alt dette en bred arbejdsstyrke. Men hvis vi er kreative, har vi også allerede det. Vi ved at vores læger og sygeplejersker og selv socialrådgivere ikke er nok, at sundhedsvæsnets tikkende minutter er for begrænsende. Sundhed tager bare længere tid. Det kræver en ikke-klinisk hær af lokalsamfunds sundhedspersonale og sagsbehandlere og mange andre.

Hvad hvis en lille del af den næste arbejdsstyrke i sundhedsvæsnet var 11 millioner universitetsstuderende i dette land? Ubekymrede over det kliniske ansvar, uvillige til at få nej som svar fra de bureaukrater det har tendens til at knuse patienterne med en evne uden sidestykke for informations søgning finpudset ved gennem årene at bruge Google.

For at I ikke tror det er usandsynligt at en frivillig fra universitetet vil lave dette slags engagement, har jeg to ord til Jer: March Madness. Den gennemsnitlige NCAA division 1 spiller på mændenes basketball hold bruger 39 timer om ugen på hans sport. Det kan vi synes er godt eller dårligt, men i hvert tilfælde er det sandt. Og Health Leads er baseret på den formodning at i for lang tid har vi bedt vores universitetsstuderende om for lidt, når det kommer til reel indflydelse i skrøbelige samfund. Universitets sports holdende siger "Vi vil tage dusinvis af timer på et eller andet felt på campus på et ugudeligt tidspunkt om morgenen og vi vil måle Jeres præstationsniveau, og dit holds præstationsniveau, og hvis du ikke lever op, eller du ikke kommer, smider vi dig af holdet. Men vi vil lave store investeringer i din træning og udvikling, og vi vil give dig et usædvanligt nærsamfund af jævnaldrende." Og mennesker står i en kø der rækker ud af døren bare for at få en chance for at være med.

Så vores fornemmelse er, hvis det er godt nok til rugbyholdet, er det godt nok til helbred og fattigdom. Health Leads rekrutterer konkurrencedygtigt, træner intensivt, underviser professionelt, kræver betydelig tid, bygger et sammenhængende team og måler resultater -- en slags Teach for America for sundhedsvæsnet.

Nu i top 10 byerne i Amerika med det største antal af Medicaid patienter, hver af dem har mindst 20.000 universitetsstuderende. New York har i sig selv en halv million universitetsstuderende. Og det er ikke nogen korttids arbejdsstyrke til at forbinde at patienter med basale ressourcer, det er næste generations sundhedsvæsens lederskab der har brugt to, tre, fire år i klinikkens venteværelse med at tale til patienter om deres mest basale sundhedsbehov. Og de går med den overbevisning at, evnen og gennemslagskraften til at realisere vores mest banale ambitioner for sundhedsvæsnet. Og det der er ved det er, at der er tusindvis af disse mennesker derude.

Så Mia Lozada er Chief Resident of Internal Medicine ved UCSF Medical Center, men i tre år som bachelor var hun en Health Leads frivillig i klinikkens venteværelse ved Boston Medical Center. Mia siger, "Da mine klassekammerater skriver en recept, tror de deres arbejde er gjort. Når jeg skriver en recept, tænker jeg, kan familien læse recepten? Har de transportmulighed til apoteket? Har de mad at indtage sammen med recepten? Har de forsikring til at betale recepten? Det er de spørgsmål jeg lærte ved Health Leads, ikke ved lægeuddannelsen."

Nu er ingen af disse løsninger -- recepten, den elektroniske lægelige journal, venteværelset, hæren af universitetsstuderende -- er perfekt. Men det er vores -- simple eksempler på enormt under udnyttede sundhedsvæsen ressourcer som, hvis vi generobrer og omplacerer, ville forstå vores mest basale ambitioner af sundhedsvæsnet.

Så jeg havde siddet ved Legal Services i cirka ni måneder da denne ide om Health Leads startede at løbe gennem mit hoved. Og jeg vidste at jeg var nød til at fortælle Jeff Purcell, min advokat, at jeg var nød til at tage afsked. Og jeg var så nervøs, fordi jeg troede at han ville blive skuffet over mig for at jeg efterlod vores klienter til fordel for en skør ide. Og jeg satte mig ned sammen med ham og jeg sagde, "Jeff, jeg har denne ide at vi kunne mobilisere universitetsstuderende til at adressere patienters mest basale sundheds behov." Og jeg skal være ærlig, det eneste jeg ønskede, var at han ikke blev sur på mig. Men han sagde dette, "Rebecca, når man har en vision, har man en forpligtelse til at realisere den vision. Du må forfølge den vision." Og jeg må sige, jeg tænkte "Whoa. Det er et tungt pres." Jeg ville bare have en velsignelse, jeg ville ikke have en slags mandat. Men sandheden er at jeg har brugt hvert vågne minut, nærmest siden da, på at forfølge den vision.

Jeg tror på, at vi alle kan have en vision for sundhedsvæsnet i dette land. Jeg tror på, at når dagen er omme, når vi måler vores sundhedsvæsen, vil det ikke være på de sygdomme der bliver kureret, men på de sygdomme der bliver forebygget. Det vil ikke være på vores fortræffelige teknologier eller vores specialisters raffinement, men på hvor sjældent vi har brug for dem. Og mest af alt, tror jeg på at når vi måler sundhedsvæsnet, vil det være, ikke på hvad systemet var, men på hvad vi vælger det er.

Tak.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)