Rachel Sussman: Verdens ældste levende skabninger

Denne underligt udseende plante hedder llareta. Hvad der ligner mos som beklæder sten er faktisk en busk bestående af tusindvis af grene, hver med klynger af bittesmå grønne blade for enden, og så tæt pakket sammen at man faktisk kan stå på toppen af den. Dette eksemplar lever i Atacama ørkenen i Chile, og er rent faktisk 3'000 år gammel. Den er rent faktisk også beslægtet med persille.

I de sidste fem år, har jeg studeret, samarbejdet med biologer, og rejst over hele jorden for at finde organismer der fortsat lever og som er 2'000 år eller ældre. Projektet er dels kunst og dels videnskab. Der er en miljømæssig komponent. Og jeg forsøger også at skabe en måde hvorpå vi kan træde udenfor vores ordinære opfattelse af tiden og begynde at se at der findes et langt større tidsperspektiv. Jeg valgte 2'000 år som den yngste alder fordi jeg ønskede at starte hvor vores tidsregning begynder, og arbejde mig baglæns derfra.

Det I ser her er et træ kaldet Jomon Sugi, som lever på den isolerede ø Yakushima. Dette træ var delvist en katalysator for projektet. Jeg havde rejst i Japan uden anden dagsorden end at fotografere, og så hørte jeg om dette træ som er 2'180 år gammelt og vidste at jeg blev nødt til at besøge det. Det var først senere, da jeg var hjemme i New York igen at jeg fik ideen til projektet. Så ideen modnedes langsomt, kan man sige. Jeg tror det var mit længevarende ønske om at kombinere mine interesser for kunst, videnskab og filosofi der tillod mig at være klar da den legendariske pære blev tændt. Så jeg begyndte mine undersøgelser, og til min overraskelse var dette projekt aldrig før gennemført, i hverken kunstnerisk eller naturvidenskabeligt regi. Og, måske lidt naivt, var jeg overrasket over at opdage at der ikke engang findes et naturvidenskabeligt felt som beskæftiger sig med denne ide om arters globale levetid.

Det I ser her nu er rhizocarpon geographicum, eller kort lav, og denne er omkring 3'000 år gammel og lever i Grønland, hvilket er en lang vej at rejse for noget lav. At besøge Grønland var mere som at rejse bagud i tiden end bare at rejse meget langt nordpå. Det var meget oprindeligt og mere øde end noget sted jeg nogensinde har oplevet. Og den følelse blev forstærket af et par bestemte oplevelser. Én var da jeg sejlede ud og blev sat af i en øde fjord, kun for at finde ud af at de arkæologer jeg skulle mødes med ikke var at finde nogle steder. Og da man ikke sådan lige kunne sende dem en SMS eller smide dem en email, var jeg bogstaveligt talt overladt til mine egne evner. Heldigvis gik det godt, tydeligvis. Men det var en ydmyg oplevelse at føle sig så afsondret. Og så et par dage senere, fik vi lejlighed til at fiske i en gletscherflod tæt ved vores lejr, hvor der var så mange fisk at man simpelthen bare kunne række ned i floden og tage en stor ørred op med sine bare hænder. Det var som at besøge en mere uskyldig tid på planeten. Og så, var der, selvfølgelig, også vores lav. Disse laver vokser kun 1 centimeter på hundrede år. Jeg synes virkelig det sætter menneskers levetid i et helt andet perspektiv.

Og det I ser her er et luftfoto taget over det østlige Oregon. Og hvis titlen "På jagt efter Armillaria dødsringe" lyder ildevarslende, så er det helt rigtigt. Armillaria er faktisk en aggresiv svamp, som dræber visse træarter i skoven. Den er også kendt under de mere venlige navne honning champignon, eller kæmpe svampen fordi den også er en af verdens største organismer. Med hjælp fra et par biologer der studerede svampen, fik jeg fat i kort og GPS koordinater, chartrede et fly og begyndte at kigge efter dødsringene, det er de cirkulære mønstre hvori svampen dræber træerne. Så jeg er ikke sikker på at der er nogle på dette foto, men jeg ved at svampen er dernede, Og så, tilbage på jorden, dette billede hvor man kan se at svampen faktisk invaderer dette træ. Det hvide materiale I kan se inde mellem barken og træet er svampens mycelium og det den gør... faktisk kvæler den langsomt træet ved at forhindre at vand og næringsstoffer kan komme frem. Denne strategi har tjent den godt. Den er 2'400 år gammel. Og nu fra under jorden til under vandet.

Dette er en hjernekoral som lever i Tobago der er omkring 2'000 år gammel. Og jeg var nødt til at overvinde min frygt for dybt vand for at finde denne her. Dette er på omkring 60 fod, eller 18 meters, dybde. Og I kan se at der er nogle skader på korallens overflade. De er forårsaget af en stime papegøjefisk som var begyndt at spise den, heldigvis miste de interessen før de dræbte den. Endnu heldigere, ser den ud til at være uden for fare fra det nylige olieudslip. Men med det sagt, kunne vi lige så nemt have mistet en af de ældste levende skabninger på planeten, og det fulde omfang af den katastrofe er endnu ukendt.

Nu ser vi noget som jeg mener er en af de mest undseelige og standhaftige skabninger på planeten. Dette er en koloni af klonende bævre-asp træer der gror i Utah, som er 80'000 år gammel. Hvad der ligner en skov er faktisk kun et træ. Tænk, at det er et gigantisk rodsystem og hvert træ er et skud der kommer fra det system. Så det vi har er et stort forbundet, genetisk identisk individ som har levet i 80'000 år. Det er tilfældigvis også af hankøn, og, i teorien, udødelig.

(latter)

Dette er også et klonende træ. Dette er en gran af slægten picea som med 9'550 år er en ren baby i skoven. Den nøjagtige placering af dette træ er hemmelig, for at beskytte det. Jeg talte med biologen der opdagede træet, og han fortalte mig at den ranglede gevækst i midten højst sandsynligt er forårsaget af klimaforandringer. Som det er blevet varmere på toppen af bjerget, har vegetationszonen rykket sig. Vi behøver altså ikke nødvendigvis at have direkte kontakt med disse organismer for at påvirke dem helt reelt.

Dette er Fortingall taksen. Nej, det var en joke. Dette er Fortingall taksen (latter) Men jeg tog det billede med fordi jeg ofte bliver spurgt, om der er nogle dyr med i projektet. Og bortset fra koraller, er svaret nej. Er der nogen der ved hvor gammel den ældste skildpadde er? Nogen gæt? (publikum: 300) Rachel Sussan: 300? Nej, 175 år er den ældste levende skildpadde, så det er ikke i nærheden af 2'000. Og måske har I hørt om den gigantiske musling der blev opdaget ud for den nordlige Islandske kyst som blev 405 år. Den døde dog i laboratoriet da de var ved at fastslå dens alder. Jeg synes den mest interressante nylige opdagelse er den såkaldte udødelige vandmand, som i laboratoriet er blevet observeret som værende i stand til at gå tilbage til et meget tidligt stadie efter at den har nået fuld modenhed. Med det sagt, er det meget usandsynligt at nogen vandmand vil kunne overleve så længe i det fri. Og tilbage til taksen her. Som det ses, står den på en kirkegård. Det er i Scotland. Den er beskyttet af en mur. Der er faktisk en række rigtig gamle taks på kirkegårde rundt om i Storbrittanien, men hvis I regner efter, vil I huske at det faktisk var taksene der kom først, derefter kirkerne.

Og nu ned til en anden verdensdel. Jeg havde lejlighed til at rejse rundt i Limpopo provinsen i Sydafrika sammen med en ekspert i Baobab træer. Vi så en hel del af dem, og dette er sandsynligvis det ældste. Det er omkring 2'000 år, og bliver kaldt Sagole baobaben. Jeg betragter alle disse organismer som palimpsester. De indeholder tusinder af år af deres egen historie og samtidigt bærer de også vidnesbyrd om naturlige og menneskeskabte hændelser. Baobaberne er et særligt godt eksempel på dette. I kan se at dette træ har navne skåret ud ved dets fod, men har også spor af naturlige hændelser. Baobab træer har en tendens til at blive brede i midten og hule når de ældes. Dette kan skabe udmærkede naturlige opholdssteder for dyr, men de er også blevet udnyttet til nogle lidt tvivlsomme menneskelige aktiviteter, blandt andet en bar, et fængsel og endda et toilet inde i et træ.

Dette leder os til endnu en af mine favoritter -- jeg tror måske bare fordi den er så usædvanlig. Denne plante hedder welwitschia, og den gror udelukkende i kystnære egne af Namibia og Angola, hvor den har tilpasset sig til at samle fugt fra havets dug. Den er egentlig et træ. Det er et primitivt nåletræ. I vil se at den bærer kogler i midten. Og det der ligner two store samlinger af blade, er bare to enkelte blade. De bliver flået fra hinanden over tid af de barske ørkenbetingelser. Den taber aldrig bladene så den er også kendetegnet ved at have de længste blade i planteriget. Jeg talte med en biolog i den botaniske have Kirstenbosch i Capetown og spurgte hvor han troede denne bemærkelsesværdige plante kommer fra, og hans tanke var, at når man rejser rundt i Namibia ser man en del forstenede skove, og stammerne er alle -- stammerne er alle store nåletræer, men stadig er der ikke noget spor efter hvor de kom fra. Så hans tanke var at oversvømmelser i det nordlige Afrika bragte disse nåletræer ned for titusindvis af år siden, som resulterede i denne bemærkelsesværdige tilpasning til dette unikke ørkenmiljø.

Dette er hvad jeg finder mest poetisk af alle de ældste levende skabninger. Dette er noget der kaldes en underjordisk skov. Jeg snakkede med en botanist i den botaniske have i Pretoria, som forklarede at visse træarter har tilpasset sig regionen. Den er præget af bushområder som er tørre og udsættes for en masse brande, så det disse træer har gjort er, hvis I forestiller jer dette er kronen, og dette er jordoverfladen, forestil jer at det hele, det komplette træ migrerede ned under jorden, og det eneste tilbage over jorden er bladene der titter frem. På den måde vil en skovbrand nogenlunde svare til at få øjenbrynene branket. Træet kan nemt komme sig igen. Disse har også en tendens til at gro klonende, den ældste er 13'000 år gammel.

Tilbage i USA er der et par planter af tilsvarende alder. Dette er den klonende kreosot busk, som er omkring 12'000 år gammel. Hvis I har været i det Amerikanske vesten, ved I at kreosot busken er meget almindelig, men når det er sagt, så ser man at denne har en unik cirkulær form. Det der sker er at den vokser langsomt udad fra dens originale form. Og det er, igen, det forbundne rodsystem som gør den til et genetisk identisk individ. Busken har også en ven i nærheden -- i hvert fald tror jeg at de er venner. Dette er den klonende mojave yucca (palmelilje), omkring en mil væk, og den er lidt ældre end 12`000 år. Man ser at den har en lignende cirkulær form. Der er også yngre kloner der stikker op i landskabet bagved. Begge disse, yuccaen og kreosot busken, vokser på offentligt administreret jord, hvilket er meget anderledes end at være beskyttet i en nationalpark. Faktisk er dette område udlagt til brug for fritidskørsel med terrængående køretøjer.

Så, nu vil jeg vise jer hvad der meget vel kan være den ældste levende organisme på planeten. Dette er sibiriske actinobakterier som er mellem 400'000 og 600'000 år gamle. Denne bakterie blev opdaget for adskillige år siden af et hold planetare biologer som håbede på at få viden om liv på andre planrter ved at undersøge de hårdeste betingelser på vores egen. Og ved at studere permafrosten fandt de denne bakterie. Men hvad der er unikt ved den er at den udfører DNA reparationer under frysepunktet. Det betyder at den ikke er i dvale. Den har faktisk levet og vokset i en halv million år. Det er formentlig også den mest sårbare af de ældste levende organismer, for hvis permafrosten smelter, overlever den ikke.

Dette er et kort jeg har lavet over de ældste levende organismer, så I kan få en ide om hvor de befinder sig; som det ses over hele verden. De blå flag indikerer organismer jeg allerede har fotograferet, og de røde er steder jeg stadig prøver at nå frem til. I kan også se at der er et flag på Antarktis. Jeg vil forsøge at rejse derned for at finde 5'000 år gammelt mos, som lever på den Antarktiske Halvø.

Så jeg vil tro jeg har omkring to år tilbage på dette projekt -- i denne fase, men efter 5 år, føler jeg at jeg har fundet ind til kernen i dette arbejde. De ældste levende organismer i verden er en fortegnelse og en hyldest til vores fortid, et opråb om handling i nutiden og et barometer for vores fremtid. De har overlevet i årtusinder i ørkener, i permafrosten, på toppen af bjerge og på bunden af havet. De har modstået ufortalte naturlige plager og menneskelige overgreb, men nu er nogle af dem i fare, og de kan ikke bare rejse sig op og flytte sig. Det er mit håb, at jeg ved at tage ud og finde disse organismer, kan hjælpe med at tiltrække opmærksomhed til deres bemærkelsesværdige modstandsdygtighed og hjælpe med til at sikre dem fortsat levetid ind i overskuelig fremtid.

Tak.

(bifald)