Paul Zak: Tillid, morale -- og oxytocin

Er der noget unikt ved menneskeheden? Det er der. Vi er de eneste væsner med fuldt udviklede moralske følelser. Som sociale væsner er vi besatte af moral. Vi bliver nødt til at vide hvorfor mennesker gør som de gør. Og personligt er jeg besat af moral. Og det er alt sammen på grund af denne kvinde, Søster Mary Marastela, med andre ord, min mor. Som en alterdreng indsnusede jeg en del røgelse og jeg lærte sætninger på latinsk men jeg havde også tid til at tænke omkring om min mors hierarkiske morale galdte alle. Jeg så, at folk, både religiøse og ikke-religiøse, var lige besat med morale. I tænkte at der måske var et jordligt grundlag for moralske beslutninger. Men jeg ville gå længere end at sige, at vores hjerner gør os moralske. Jeg ville vide om der var en kemisk morale. Jeg ville vide om der var en moralsk molekyle.

Efter 10 år med eksperimenter, fandt jeg det. Vil I se det? Jeg har taget nogle med mig. Denne lille sprøjte indeholder den moralske molekyle. (Latter) Det hedder oxytocin. Oxytocin er et simpel og ældgammelt molekyle kun fundet i pattedyr. Man fandt ud af, at det i gnavere fik mødrene til at tage sig af deres afkom, og i nogle dyr, tillod de hulemager. Men i mennesker, var det kun kendt for at fremme fødning og amning hos kvinder, og frigøres af begge køn under samleje.

Så jeg fik en idé at oxytocin måske var det moralske molekyle. Jeg gjorde hvad de fleste af os gør - Jeg prøvede det af på mine kollegaer. Én af dem fortalte mig, "Paul, det er verdens dummeste idé. Det er kun et kvindeligt molekyle. Det kan ikke være så vigtigt." Men i respons fastholdte jeg: "Mænds hjerner skaber det også. Der må være en grund." Men han havde ret. Det var en dum idé. Men det var ikke for dumt til at undersøges. Med andre ord tænkte jeg, at jeg kunne skabe et eksperiment for at se om oxytocin gjorde folk moralske.

Det viste sig ikke at være helt så ligetil. Først og fremmest, er oxytocin et sky molekyle. Grundlinie-niveauer er nær nul, uden en stimulans til at frigøre det. Og når det produceres, har det 3-minutters halveringstid, og nedbrydes hurtigt ved rumtemperatur. Så eksperimentet ville blive nødt til at frigøre en stor udladning af oxytocin, og ville blive nødt til at fange det hurtigt og holde det nedkølet. Jeg tror jeg kan gøre det. Heldigvis produceres oxytocin både i hjernen og i blodet, så jeg kunne gennemføre eksperimentet uden at lære neurokirugi. Derefter måtte jeg måle morale.

At gå igang med "morale" er et stort projekt. Så jeg startede i det små. Jeg studerede en enkelt dyd: Troværdighed. Hvorfor? Fordi jeg i de tidlige 2000's havde vist at lande med en højere andel af troværdige mennesker er mere velstående. Så i disse lander sker der flere økonomiske transaktioner og mere velstand er skabt, hvilket mindsker fattigdom. Så fattige lande er i det store og det hele lavt liggende i troværdighed. Så hvis jeg forstod kemien i troværdighed, ville jeg måske kunne mindske fattigdom.

Men jeg er også skeptisk. Jeg ville ikke bare spørge folk: "Er du troværdig?" Så istedet brugte jeg Jerry Maguire-metoden til undersøgelsen. Hvis du er så dydig, så vis mig pengene. Så det vi gør i mit laboratorium er, at vi frister folk med dydighed ved at bruge penge. Lad mig vise jer hvordan vi gør det. Vi rekruttere nogle mennesker til et eksperiment. De får allesammen $10 hvis de dukker op. Vi giver dem masser af instruktioner, og vi snyder dem ikke. Derefter putter vi dem i par ved en computer. Og i det par får den ene person en besked hvor der står: "Vil du give afkald på nogle af dine $10 du har tjent ved at være her og sende det til nogle andre i laboratorium'et?" Trick'et er at du ikke kan se dem, du kan ikke snakke med dem. Du gør det kun én gang. Hvad end du vælger at give afkald på bliver tredoblet i en anden persons konto. Do kommer til at gøre dem meget rigere. Og de får en besked fra computeren der siger person nr. 1 sendte dig denne mængde penge. Vil du beholde det hele, eller vil du sende et beløb tilbage?

Så tænk over dette eksperiment et stykke tid. Du sidder på nogle hårde stole i halvanden time. En skør videnskabsmand vil prikke din arm med en nål og tage fire prøver af blod. Og nu vil du have mig til at give mine penge væk og sende det til en fremmede? Dette var fødslen af vampyr-økonomi. Tag et valg og giv mig noget blod.

I virkeligheden havde eksperimentale økonomer kørt dette eksperiment over hele verden, og med meget højere beløb, og den samlede vurdering var, at målingen fra den første person til den anden, var en måling af tillid, og at overførslen fra den anden tilbage til den første, målte troværdighed. Men i virkeligheden var økonomerne undrende over hvorfor den anden person overhovedet ville give nogen penge tilbage. De gik ud fra at penge er godt, så hvorfor ikke beholde det hele?

Det var ikke hvad vi fandt ud af. Vi fandt at 90 procent af de første beslutningstagere sendte penge afsted, og dem der modtog penge, sendte 95 procent af dem noget tilbage igen. Men hvorfor? Ved at måle oxytocin fandt vi ud af at jo flere penge den anden person modtog, desto mere oxytocin producerede hjernen, og jo mere oxytocin der blev dannet, desto flere penge gave de tilbage. Så vi har fundet biologien af troværdighed.

Men vent. Hvad er der galt med dette eksperiment? To ting. Én ting er, at intet i kroppen sker i isolation. Så vi målte ni andre molekyler der interegerer med oxytocin, men de havde ingen effekt. Men det andet er, at jeg stadig kun havde et indirekte sammenhæng mellem oxytocin og troværdighed. Jeg vidste ikke med sikkerhed at oxytocin skabte troværdighed. Så for at gennemføre eksperimentet var jeg nødt til at gå ind i hjernen og manipulere oxytocin direkte. Jeg brugte alt på nær et bor for at få oxytocin ind i min egen hjerne. Og jeg fandt ud at, jeg kunne gøre det med næsespray. Sammen med kollegaer i Zürich, gav vi 200 mænd oxytocin eller placebo, havde den samme tillidstest med penge, og fandt at dem på oxytocin ikke kun viste mere tillid, men vi kunne fordoble antallet af mennesker der sendte alle deres penge til en fremmede - alle uden at ændre humør eller kognition.

Så oxytocin er tillidsmolekylet, men er det et moralsk molekyle? Ved at bruge oxytocin inhalatoren, gennemførte vi flere undersøgelser. Vi viste at infusion af oxytocin forhøjede generøsitet i ensidige overførsler af penge med 80 procent. Vi viste at det forhøjede donationer til velgørenhed med 50 procent. Vi har også undersøgt ikke-farmakologiske måder at forhøje oxytocin. Disse inkluderede massage, dans og at bede. Ja, min mor kunne godt lide den sidste. Og når vi så forhøjer oxytocin, var folk villige til at åbne deres punge og dele penge med fremmede.

Men hvorfor gør de det? Hvordan føles det når din hjerne er fyldt med oxytocin? For at undersøge dette spørgsmål, kørte vi et eksperiment hvor vi fik folk til at se en film af en far og hans 4-årige søn, og hans søn har hjernekræft. Efter de havde set filmen, fik vi dem til at måle deres humør og tog blodprøver før og efter for at måle oxytocin. Ændringen i oxytocin forudsagde mængden af empati. Så det er empati der får os til at forbinde os med andre mennesker. Det er empati der får os til at hjælpe andre. Det er empati der gør os moralske.

Denne idé er nu ikke enestående. En dengang ukendt filosof ved navn Adam Smith skrev en bog i 1759 ved navn "Teorien om Moralske Følelser." I bogen argumenterede Smith for at vi er moralske skabninger, ikke på grund af en top-down grund, men på grund af en bottom-up grund. Han sagde vi er sociale skabninger, så derfor deler vi følelser med andre. Så hvis jeg gør noget der gør ondt på dig, føler jeg smerten. Derfor forsøger jeg at undgå det. Hvis jeg gør noget der gør dig glad, deler jeg din glæde. Derfor forsøger jeg at gøre de ting. Dette er den samme Adam Smith der 17 år senere skrev en lille bog kaldt "The Wealth of Nations", det grundlæggende dokument om økonomi. Men han var i virkeligheden en moralsk filosof, og han havde ret om hvorfor vi er moralske. Jeg fandt bare molekylet bag det. Men at kende det molekyle er vigtigt, fordi det fortæller os hvordan vi skal øge denne adfær og hvad der stopper den. I særdeleshed, fortæller den os hvorfor vi ser noget til at være umoralsk.

Så for at undersøge umorale, lad mig tage jer tilbage til 1980. Jeg arbejder på en tankstation i udkanten af Santa Barbara i Californien. Man sidder på tankstationen hele dagen, og ser en masse eksempler på moral og umoral. En søndag eftermiddag kommer en mand hen til disken med et smukt smykkeskrin. Han åbner det og inde i ligger der en perlehalskæde. Han siger: " Hej, jeg var inde på herrenes toilet. Jeg fandt denne. Hvad synes du vi skal gøre med den?" "Det ved jeg ikke. Læg den i glemmekassen." "Det er jo ret værdifuldt. Vi bliver nødt til at finde ejeren." "Tja.", sagde jeg.

Så vi prøver at bestemme hvad vi skal gøre med det, og så ringer telefonen. Og en mand siger ret ophidset, "Jeg var inde i tankstationen for lidt tid siden, og jeg købte et smykke til min kone, og jeg kan ikke finde det." "En perlehalskæde?", spurge jeg. "Ja." "En fyr har lige fundet det." "Åh, du har lige reddet mit liv. Her er mit telefonnummer. Sig til fyren at jeg er der om en halv time. Så er jeg der og vil give ham $200 i belønning." Så jeg fortæller manden: "Tag det roligt. Få en fed belønning. Livet er godt." "Det kan jeg ikke.", siger han. "Jeg har ansættelsessamtale i Galena om et kvarter, og jeg har brug for jobbet. Jeg bliver nødt til at gå." Han spørger mig igen: "Hvad synes du vi skal gøre?" Jeg går i gymnasiet. Jeg har ingen idé. Så jeg siger: "Jeg skal nok holde det for dig." "Ved du hvad, du har været så rar, så lad os dele belønningen", siger han. Jeg giver dig smykket, og du giver mig $100, og når fyren kommer..."

I forstår. Jeg blev snydt. Dette er et klassisk trick kaldt "the pigeon drop", og jeg var duen. Måden mange tricks virker på er ikke at snyderen får offeret til at stole på ham, men at han viser at han stoler på offeret. Vi ved hvad der sker. Offerets hjerne udløser oxytocin, og du åbner pludselig din pung og giver penge væk.

Så hvad er det for slags mennesker der manipulerer oxytocinen i os? Vi fandt ud af, efter at have testet tusindvis af mennesker, at fem procent af befolkningen ikke udløser oxytocin ved stimulans. So hvis du stoler på dem udløser deres hjerne ikke oxytocin. Hvis der er penge på spil, beholder de det hele. Der er et teknisk begreb for disse slags mennesker i mit laboratorie. Vi kalder dem for idioter. (Latter) Det er ikke mennesker som disse man har lyst til at dele en øl med. De deler mange af de samme egenskaber som psykopater.

Men der er andre måder systemet kan stoppes. Én er igennem forkert pleje. Så vi har studeret sexuelt misbrugte kvinder, og omkring halvdelen af dem udløser ikke oxytocin ved stimulans. Man har brug for nok pleje for at systemet kan udvikle sig ordenligt. Udover det, hæmmer høj koncentration af stress også oxytocin. Vi ved alle, at når vi er rigtig stresset, opfører vi os ikke ordenligt.

Der findes en anden måde hvori oxytocin hæmmes, som er interesant -- igennem resultatet af testosteron. Så vi har, igennem eksperimenter, givet testosteron til mænd. Og istedet for at dele penge, blev de selviske. Men interesant nok er mænd med højt testosterontal også mere tilbøjelige til at bruge deres egne penge til at straffe andre for at være selviske. (Latter) Tænk nu på det her: Det betyder, i vores egen biologi, har vi en dualitet af morale. Vi har oxytocin der forbinder os til andre, og får os til at føle hvad de føler. Og vi har testosteron. Og mænd har 10 gange mere testosteron end kvinder, så mænd gør det her mere end kvinder -- vi har testosteron der gør vi får lyst til at straffe mennesker der opfører sig umoralsk. Vi har ikke brug for Gud eller regeringen til at fortælle os hvad vi burde gøre. Det er alt sammen inden i os.

Så i undrer jer nok: det er flotte laboratorie eksperimenter, men gælder det også i det virkelige liv? Jo, det har jeg også tænkt. Så jeg har forladt laboratoriet for at se om det nu også holder i det daglige liv. Så sidste sommer deltog jeg i et bryllup i sydengland. Der var 200 mennesker i et flot viktoriansk palæ. Jeg kendte ikke en eneste person. Og jeg kørte derop i min lejede Opel. Og så tog jeg en centrifuge og noget tøris ud og nåle og glasrør. Så tog jeg blod fra bruden og gommen og resten af bryllupsgæsterne, og familien og vennerne lige før og direkte efter løfterne.

(Latter)

Og gæt hvad der skete. Bryllupper forårsager en udløsning af oxytocin, men de gør det i en meget speciel måde. Hvem er i centrum af bryllupets solsystem? Bruden. Hun havde den største forøgelse af oxytocin. Hvem elsker brylluppet næsten lige så meget som bruden? Nemlig, hendes mor. Hendes mor var nummer to. Så gommens far, og så gommen, så familien, så vennerne -- omsluttet rundt om bruden som planeterne rundt om solen. Jeg jeg synes det fortæller os at vi har designet denne ritual for at forbinde os med det nye par, forbinde os følelsesmæssigt. Hvorfor? Fordi vi har brug for at de kan reproducere succesfuldt for at forevige menneskearten.

Jeg var også bange for at mit tillids-eksperiment med små mængder af penge ikke rigtig fangede hvor ofte vi rent faktisk lægger vores liv i fremmede folks hænder. Så selvom jeg er bange for højder, bandt jeg mig fornylig fast til et andet mennesker og hoppede ud af et fly i 12.000 fods højde. Jeg målte mit blod før og efter, og havde en stor forøgelse af oxytocin. Og der er så mange måder vi mennesker kan forbinde os med hinanden. For eksempel gennem sociale medier. Mange Tweet'er lige nu. Så vi undersøgte de sociale mediers rolle og fandt at ved brug af sociale medier steg mængden af oxytocin med to cifre.

Så jeg udførte et eksperiment for Det Koreanske Udsendelses System. Og de fik reporterne og deres producere til at deltage. Og én af fyrene, han må have været 22, han havde 150% forøgelse af oxytocin. Det er helt utroligt; Ingen havde det. Han brugte sociale medier i det private. Da jeg skrev min rapport til koreanerne sagde jeg: "Jeg vidste ikke hvad fyren gjorde," men mit gæt var, at han interagerede med sin mor eller kæreste. De tjekkede. Han var på sin kærestes Facebook-side. Der har i det. Det er samvær. Så der er altså tonsvis af måder vi kan forbinde os med andre mennesker, og det synes at være universelt.

For to uger siden var jeg lige kommet tilbage fra Papua Ny Guinea hvor jeg var oppe i højlandet -- meget isolerede stammer af landmænd på underhold der levede som de havde gjort i årtusinder. Der er 800 forskellige slags sprog i højlandet. Det er de mest primitive mennesker i kloden. Og de udløser minsandten også oxytocin.

Så oxytocin forbinder os med andre mennesker. Oxytocin får os til at føle hvad andre føler. Og det er så let at få menneskers hjerne til at udløse oxytocin. Jeg ved hvordan man gør, og min yndlingsmåde at gøre det, er også den nemmeste. Lad mig vise jer. Kom her. Giv mig et knus. (Latter) Sådan.

(Applaus)

Så min forkærlighed for at give folk knus har givet mig tilnavnet Dr. Kærlighed. Jeg deler gerne lidt mere kærlighed til verden, det er fantastisk, men her er jeres recept fra Dr. Kærlighed: otte knus om dagen. Vi har fundet ud af at folk der udløser meget oxytocin er lykkeligere. Og de er lykkeligere fordi de har bedre forhold over hele linjen. Dr. Kærlighed siger otte knus om dagen. Otte knus om dage -- I vil blive lykkeligere og verden vil blive et bedre sted. Hvis I ikke kan lide at røre folk, kan jeg selvfølgelig bare skubbe denne her op jeres næse.

(Latter)

Tak skal i have.

(Klapsalver)