Paul Sereno graver dinosaurer op

For 65 millioner år siden, var der en meget vigtig og katastrofal hændelse der ændrede kursen for livet på jorden. Og selvom vi ved at dyrene på landjorden som jeg vil tale om bare er jordens udskud på landjorden -- de små stykker jord der flyder rundt -- men de er vigtige for os fordi de på en måde er vores målestok i forhold til erfaring fra millimeter til centimeter. Og disse dyr forsvandt, og at andet liv, pattedyr, strålede ud for at tage deres plads. Så, vi ved dette utrolig detaljeret. Så dette er en kerne der stammer fra i nærheden af Bermuda. Vi ved at tsunamierne og jordskælvene, og de ting vi har oplevet i hele den kendte menneskelige historie ikke helt forstår den slags katastrofe som dette udgjorde for jorden.

Så selv før det nedslag blev kendt, selv før forskerne generelt blev enige om en teori om evolution, havde forskere og naturhistorikere i alle lag faktisk delt jordens livshistorie i disse to episoder: Mesozoisk, det midterste liv, og Cenozoisk, det nyere liv. Og det viser sig, at det faktisk passer ret fint med den geologiske historie. Så vi har en Mesozoisk periode, en tidsalder af fragmentation, og en Cenozoisk periode, en tidsalder af genforbindelse -- Fra Sydamerika til Nordamerika, fra Indien til Asien. Så mit arbejde er, i virkeligheden, at prøve at forstå karakteren af den Mesozoiske udstråling sammenlignet med den Cenozoiske udstråling til at se hvilke mysterier vi kan forstå af dinosaurer og af andre dyr om hvilket liv på de flydende kontinenter virkelig kan fortælle os om evolution.

Arbejdet stiller med det samme spørgsmålet, "Hvorfor gik de ikke i vandet?" Jeg mener, det gjorde pattedyr bestemt. Dette er et eksempel. Man kan gå udenfor -- og se mange andre eksempler. Indenfor fem, 10 millioner efter meteornedslag havde vi en hel række forskellige dyr der gik i vandet. Hvorfor gjorde de ikke det? Hvorfor hang de ikke rundt i træer af en god størrelse, og hvorfor gravede de sig ikke ned? Hvorfor gjorde de ikke alle disse ting, og hvis de ikke gjorde alle disse ting, hvilke slags dyr var der så disse steder? Og hvis der ikke var nogen dyr de steder, hvad fortæller det så os om, I ved, hvordan evolution foregår på landjorden? Virkelig interessante spørgsmål. Jeg tror, at meget af det har at gøre med kropsstørrelse. Faktisk, tror jeg at det meste af det har at gøre med kropsstørrelse -- den plads man indtager når man tager et ubesat plads fra hvilken som helst naturlig katastrofe.

Ved at kigge på dinosaurers evolution og studere den, grave den op i mange år, ender jeg med at kigge på pattedyrs udstråling og det virker som om alt er hurtigt, ligesom teknologi, og gør fremskridt i stor størrelsesorden. Dinosaurers udvikling fortsatte i et fast tempo, i en størrelsesorden der er langsommere på alle måder man kan måle det. Vil man måle det på diversitet? Vil man måle det på den tid det tog at nå til den maksimale kropsstørrelse? Ja, de har en større kropsstørrelse, men mange af dem er mindre, men vi er interesserede i den tid det tog dem at nå dertil. Halvtreds millioner år til at nå maksimal kropsstørrelse. Og det er 10 gange længere tid end det tog pattedyrene at nå maksimal kropsstørrelse og invadere alle de habitater.

Så der er lektioner at lære, og der er lektioner at lære af undtagelsen, undtagelsen som vi kender rigtig godt i dag fra de opdagelser vi har gjort, og mange andre forskere har gjort i hele verden. Denne slide blev vist før. Dette er den berømte fugl Archaeopteryx fra Jurassic tiden. Vi ved nu at denne overgang er den ene gang at dinosaurer faktisk kom under den kropsstørrelse -- vi kommer til at se hvor de begyndte om et minut -- og det er den ene gang hvor de hurtigt invaderede alle habitaterne som jeg lige fortalte at dinosaurerne ikke var i. De blev marine. Vi kender dem i dag fra indlandsisen. Der er begravede fugle. De lever i træerne i alle kropsstørrelser, og, selvfølgelig, lever de på landjorden.

Så vi er faktisk de første til at navngive en fugl fra den berømte serie der senere eksploderede på siderne af Science and Nature. Vi kaldte denne fugl Sinornis. Den er lidt mere avanceret end Archaeopteryx, og hvis man kigger på de forskellige lag, finder man ting der er mindre avancerede end Archaeopteryx, og hver graduering der i mellem, så hvis man finder noget i dag, deler vi normalt hårene -- eller, mere passende, fjer -- for at afgøre om det faktisk er en fugleart eller ej. Det er den største overgang som vi har, faktisk, på land, fra et levested til et andet, uden sammenligning, for at forstå hvordan en benet, forholdsvis tung, et kilo eller et par kilo dyr kunne lave sådan en overgang. Det er virkelig vores største -- en af vores største -- evolutionære forløb.

Nu begyndte mit arbejde ved begyndelsen. Jeg tænkte at hvis jeg skulle forstå dinosaurers evolution, måtte jeg gå tilbage til de steder hvor de havde samlet fragmenterne op, gå tilbage til en tid og et sted hvor de første dinosaurer eksisterede. Jeg vil gerne bede om dette lille video klip til at give jer en ide om, hvad vi står overfor. Normalt plejer vi at blive stillet en masse spørgsmål: Jamen, hvordan finder man fossiler i områder der ser sådan her ud?" Hvis vi kan starte det første videoklip. Dette er en fin helikoptertur gennem de tidlige lokationer, og de er lokaliseret i det nordøstlige Argentina. Og vi kommer hen over en klippe, og over toppen på den klippe, havde dinosaurerne dybest set taget over. Ved bunden af klippen, ser vi at de er lige så sjældne som hanetænder. Det er der hvor dinosaurernes oprindelse er: ved bunden af den klippe.

Man går ind i sådan et område, man får et geologisk kort, man får et topografisk kort, og det bedste, mest inspirerede team man kan få med til området. Og resten er op til en selv. Man skal finde fossilerne. Man skal grave et hul der plejer at være en hel del større end det man skal have ud; man skal klatre på de klipper og finde, faktisk, alt der eksisterede -- ikke kun dinosaurerne, men hele historien. Hvis man er heldig, og man graver på sådan et sted, man finder faktisk et aske underlag til at grave i, og det gjorde vi. 228 millioner år gammelt, vi fandt det der virkelig var den mest primitive dinosaurer: det er ur-dinosauren. En meters ting, smukt kranie, jager, kødædende, et to-benet dyr. Så, alle de andre dinosaurer man kender, eller ens børn kender, i det mindste, på fire ben. Dette er på en måde et syn på kraniet, og det er en fuldstændig fantastisk ting der er et par centimeter langt. Det ser fugleagtigt ud, fordi det er det. Det er fugleagtigt og hult. En jager. Måske 25 pund, eller 10 kilo. Det er der dinosaurerne begyndte. Det er der udstrålingen begyndte. Det er 10 gange større end pattedyrs udstrålingen, der var en fire-benet udstråling. Vi ligner dinosaurer ekstremt meget, og det er usædvanligt i vores to-benede tilgang til livet.

Nuvel, hvis man vil forstå det der skete da kontinenterne brække af hinanden, og dinosaurerne fandt -- som de landkrabber de er -- fandt sig selv drivende rundt. Der er nogle puslebrikker der mangler. De fleste af de manglende brikker i puslespillet er de sydlige kontinenter, fordi det var de kontinenter der blev udforsket sidst. Hvis man vil tilføje noget til dette billede og prøve at lave en global plan, skal man virkelig tvinge sig selv til at tage ned til jordens fire hjørner -- Afrika, Indien, Antarktisk, Australien -- og begynd at sætte nogle af brikkerne sammen. Jeg har været på nogle af de kontinenter, men Afrika var, med Steven Pinkers ord, en ubeskrevet plade, overvejende. Men en med en kæmpe tavle i midten, med en masse små områder med dinosaurer klipper hvis man kunne overleve en ekspedition.

Der er ingen veje ind i Sahara. Det er et enormt sted. At være i stand til at udgrave de 80 ton dinosaurer ligesom vi har gjort i Sahara og tage dem ud, skal man virkelig samle et ekspeditions hold der kan håndtere vilkårene. Nogle af dem er politiske. Mange af dem er fysiske. Nogle af dem -- de vigtigste -- er mentale. Og man skal virkelig være i stand til at kunne stå imod vilkårene -- man skal køre ud i ørkenen, man kommer til at se landskaber i mange tilfælde -- man kan se ud fra det vi har opdaget -- som ingen andre nogensinde har set. Og den slags teams de kommer med? Jamen, de er sammensat af mennesker der forstår videnskab som et eventyr med et formål. De er som regel studerende der aldrig har set en ørken. Nogle af dem er mere erfarne.

Ens job som leder -- dette er afgjort en holdsport -- ens job som leder er at prøve at inspirere dem til at gøre mere arbejde end de nogensinde har gjort i deres liv under forhold som de ikke kan forestille sig. Så, 50 grader er normalt. Temperaturen ved jorden er 65 -- typisk. Så, men kan ikke efterlade sine normale metal redskaber udenfor fordi man får nogen gange en førstegrads forbrænding når man samler dem op. Så, man man befinder sig også i et forbløffende kulturelt miljø. Man gnubber virkelig skuldre med verdens sidste store nomadefolk. Dette er Tuareg nomaderne, og de lever deres liv ligesom de har gjort i århundreder. Ens job er at udgrave ting ligesom her i forgrunden, og få dem til at komme ind på historie siderne. For at gøre det, skal man faktisk transportere dem tusindvis af kilometer ud af ørkenen.

Vi taler om Etiopien, men lad os tale om Niger -- Eller Niger, på vores engelske sprog -- nord for Nigeria -- det er der dette billede er taget. Dybest set taler man om et land der, da vi begyndte at arbejde der, ikke havde nogen samfærdsel med containere. Man transporterede selv knoglerne ud til Afrikas kyst, på en båd, hvis man ville have dem ud fra midten af Sahara. Det er en rejse på 3.000 kilometer. Så enorme udgravninger og en masse arbejde, og ud af det der hovedsageligt er en delvis flok dinosaurer som man så begravet der -- 20 ton materialer -- opfører vi Jobaria, en sauropod dinosaur ulig det vi har set på et andre kontinenter. Det er virkelig lidt ude af sit sted tidsmæssigt. Det ligner noget vi ville finde hvis vi gravede nutidige steder i Nordamerika. Her er dyret der skaber problemet.

Og, I ved, videre og videre -- et helt menagerie. Når man samler noget som dette op -- og nogle af jer har haft muligheden for at røre ved det -- dette er et stykke historie. Man rører ved noget der er 110 millioner år gammelt. Dette er en tommelklo. Der var den, øjeblikke efter vi opdagede den. Det var et utrolig udsyn på livet, og det begyndte virkelig da vi begyndte at forstå tiden dybte. Det har kun været hos os i mindre end et århundrede, og i den tid, den fjerde dimension, da radioaktiv datering kom ud, for mindre end et århundrede siden, og vi faktisk kunne bestemme hvor gamle nogle af disse ting var, er det muligvis den mest omfattende transformation, fordi det ændrer måden vi ser på os selv, og verden dramatisk. Når man samler et stykke historie som det op, mener jeg det kan transformere børn der muligvis er interesserede i videnskab.

Det er dyret som tommelkloen kom fra: Suchomimus. Der er nogle andre. Dette er noget vi fandt i Marokko, et kæmpestort dyr. Vi lavede en prototype ved at CAT-skanne hjernen af dette dyr. Det viser sig at det har en forhjerne en femtendedel størrelse af den menneskelige. Dette var forsiden af Science, fordi de mente at mennesker var mere intelligente end disse dyr, men vi kan se på nogle i vores administration at på trods af den enorme fordel i hjerne volumen at nogle af attituderne forbliver de samme. Uanset hvad, mindre raptorer. Alle de ting I kender fra Jurassic Park -- alle de små dyr -- de kommer alle fra de nordlige kontinenter. Dette er det første skelet fra et sydligt kontinent, og gæt engang? Man begynder at forberede det. Den har ikke nogen stor klo på sin bagerste fod. Det ligner ikke en Velociraptor. Det er virkelig en helt separat udstråling. Så det vi prøver at samle sammen her er en historie. Det involverer flyvende reptiler som denne Pterosaur som vi rekonstruerede i Afrika.

Krokodiller, selvfølgelig, og dette er en slem en vi ikke har navngivet endnu. Og kæmpestore ting -- jeg mener, dette er en underkæbe der bare ligger der i ørkenen af denne enorme krokodille. Krokodillen bliver teknisk set kaldet Sarcosuchus. Det er en voksen Orinoco krokodille mellem dens kæber. Vi måtte prøve at rekonstruere dette. Vi skulle faktisk kigge på nylige krokodiller for at forstå hvordan krokodiller Må jeg få det andet videoklip? Nu er dette felt bare -- og, selvfølgelig, videnskab generelt -- er bare -- eventyr. Vi måtte finde og måle den største krokodille der lever i dag.

Kommentator: … så lang som deres båd.

Mand: Se på det sæt klippere! Ja, han er en stor en.

Kommentator: Hvis de bare kan fange den, vil denne krokodille give os brugbare data, der hjælper Paul i hans søgen efter at forstå Sarcosuchus.

Mand: OK, giv mig noget mere her. Mand 2: OK.

Kommentator: Det falder Paul ind at dække dens øjne.

Mand: Pas på! Pas på! Nej, nej, nej, nej. Du bliver nød til at få fat i bagbenene.

Mand: Jeg har bagbenene.

Mand 2: Har du bagbenene? Nej, du har forbenene min ven. Jeg har den. Jeg har bagbenene. Tag fat i forbenene, en eller anden.

Paul Sereno: Lad os få dette målebånd på ham. Sæt det lige det. Wow. Fem og tres. Wow. Det er et stort kranie.

Kommentator: Stor, men mindre end halvt stort som superkrokodillens kranie.

Mand: Enormt. PS: Vi har en .. krokodille på 6 meter.

Mand: Jeg vidste den var stor.

PS:Stå ikke af. Du står ikke af, men bekymrer dig ikke om mig.

Kommentator: Paul har sin data, så de beslutter at sætte dyret tilbage ud i floden igen.

PS: Gå ikke af! Gå ikke af! Gå ikke af!

Kommentator: Paul har aldrig set et fossil gøre det.

PS: Okay, når jeg siger tre, flytter vi os. En, to, tre! Whoa!

Så -- der var -- (Bifald) Jamen, I ved, de -- de fossile spor er virkelig forbløffende fordi de virkelig tvinger en til at kigge på de levende dyr på en ny måde. Med de mål, beviste vi at krokodillers skæl er isometrisk. Det kom, dog, an på formen af deres kranie, så vi skulle sørge for at være nøjagtige med målene for at være sikre på at vi havde rekonstrueret og kunne bevise for den videnskabelige verden at super krokodillen faktisk er en 12 meters krokodille, formodentligt en han. Desuden, finder man også andre ting. Jeg skal lede en ekspedition til Sahara for at grave Afrikas største neolitiske grund op. Vi fandt den sidste år. To hundrede skeleter, redskaber, smykker.

Dette er en ceremoniel skive. En utrolig journal over koloniseringen af Sahara for 5.000 år siden har ligget derude og ventet på os for at komme tilbage. Så, virkelig spændende. Og så vil arbejdet senere tage os til Tibet. Nu tænker vi normalt på Tibet som højland. Det er i virkeligheden et ø kontinent. Det var en forløber for Indien, en budbringer fra Gondwana -- et tabt paradis af dinosaurer isoleret i millioner af år. Ingen har fundet dem. Vi ved hvor de er, og vi tager ud og henter dem næste år. De er kun mellem 4 og 4.200 meter [høje], men hvis man tager derhen i den varme del af året, er det O.K. Nu har jeg prøvet at sy den historiske evolution for dinosaurer sammen så vi kan prøve at forstå nogle grundlæggende mønstre i evolution. Jeg har talt om et par af dem. Vi skal virkelig tage det videre. Vi skal dykke ned i denne masse af anatomi som vi har sammensat for at forstå hvor ændringerne sker og hvad det betyder. Vi kan ikke forudsige, nødvendigvis, hvad der sker i evolution, men vi kan lære nogle af reglerne i spillet, og det er virkelig det vi prøver at gøre.

Men hensyn til det biogeografiske spørgsmål, deler jorden sig. Der er alle disse landkrabbe dyr. Der er et par valgmuligheder. Man bliver delt, og et kontinents deling svarer til en gaffel i det evolutionære træ, eller man er snu, og det lykkedes en at slippe væk fra den ene til den anden og sletter den deling, eller man lever i fred på begge sider, og på den ene side uddør man bare, og man overlever på den anden side og skaber en forskel. Og den fjerde ting er at man faktisk gjorde den ene eller anden af de tre ting, men man blev ikke fundet af palæontologen. Og man tager disse fire begivenheder og man bliver klar over at man har et komplekst problem. Så, ud over at grave, tror jeg vi har nogle svar fra dinosaur journalerne. Jeg tror disse dinosaurer migrerede -- vi kalder det fordeling -- rundt om i verden, med den mindste bro. De gjorde det inden for to eller tre grader af polen, for at fastholde en lighed mellem kontinenterne. Men da de blev delt, de blev nemlig delt, og vi ser virkelig kontinenterne skære en forskel ud mellem dinosaurerne.

Men der er en ting der er endnu vigtigere, og jeg mener det er uddøen. Vi har nedvurderet denne faktor. Det udskærer livets historie, og det giver os den forskel som vi ser i dinosaur verden mod slutningen, lige inden meteornedslaget. Den bedste måde at teste dette på, er at skabe en faktisk model. Så hvis vi bevæger os tilbage, er dette et typisk todimensionelt livstræ. Jeg vil give jer tre dimensioner. Så man ser livstræet, men nu har jeg tilføjet områdets dimensioner. Så livets træ er normalt divergerende over tid. Nu har vi divergens over tid, men vi har skabt en tredje dimension over området.

Dette er et computer program der har tre knapper. Vi kan kontrollere disse ting som vi bekymrer os om: udryddelse, prøvetagning, spredning -- gående fra det ene område til det andet. Og i sidste ende kan vi kontrollere den forgrening for at efterligne måden som vi mener kontinenterne så ud på, og køre den tusinde gange, så vi kan estimere afgrænsningerne, for at svare på spørgsmålet, om vi er præcise eller ej, for i det mindste at kende problemets omfang. Så det er en lille smule om videnskaben.

I dag vil jeg bruge resten af mine få minutter heroppe på at tale om de andre ting jeg laver i Chicago, som relaterer sig til det faktum at jeg aldrig -- og faktisk, ved at tale med en masse TEDstere, er der et antal af jer derude -- jeg er ikke sikker på at jeg ville få et svar ærlig talt, hvis jeg bad jer om at række hånden i vejret, men der er et antal af jer der startede jeres videnskabelige, tekniske, underholdende karriere som fiaskoer, efter samfundets standarder, som fiaskoer ifølge skolerne. Jeg var en af dem. Jeg blev dumpet af min skole -- min skole dumpede mig. Hvem peger fingre? Adskillige lærere dræbte mig næsten. Jeg fandt mig selv i kunst. Jeg var en total fiasko i skolen, ikke virkelig på vej til at dimittere i gymnasiet. Og jeg gik videre -- dette er mit første maleri på et lærred. Jeg læste en ordbog. Jeg kom på universitetet. Jeg blev kunstner. O.K., og jeg begyndte at tegne. Jeg blev abstrakt. Jeg oparbejdede en portefølje og jeg var på vej til New York. Nogle gange ville jeg se knogler når der lå et lig. Der foregik noget i baggrunden. Jeg tog til et studie i New York. Jeg tog en omvej til American Museum, og jeg kom mig aldrig.

Men det er virkelig den samme disciplin -- de er i familie med hinanden. Jeg mener, er der noget det er ikke at visualisere det man ikke kan se, med hensyn til at opdage denne dinosaur knogle fra et lille stykke der er derude, eller se forvrængningen som vi prøver at se som evolutionær forvrængning fra et dyr til et andet? Dette er et meget ekstraordinært billede. Jeg giver jer et menneskeansigt fordi I er eksperter i det. Det tager os år at forstå hvordan man gør det med dinosaurer. De er virkelig discipliner der er i familie med hinanden. Men det vi prøver at skabe i Europa er en måde at få, samle, de studerende der i det mindste er repræsenteret i vores videnskab og teknologiske områder. Vi ved alle, og der har været adskillige hentydninger til det, at vi svigter i vores evne til at producere nok videnskabsfolk, ingeniører og teknikere.

Det har vi vist i lang tid. Vi er gået gennem Sputnikfasen, og nu, i takt med at man ser stigningen i det tempo af det vi gør, bliver det endnu mere iøjefaldende. Hvor skal alle disse mennesker komme fra? Og et mere generelt spørgsmål for vores samfund er, hvad skal der ske med resten der bliver efterladt? Hvad med alle ungerne i skole der var ligesom mig -- unger ligesom nogle af jer derude -- der var i skole og ikke fik en chance og aldrig vil få en chance for at deltage i videnskab og teknologi?

Det er de spørgsmål jeg stiller. Og vi taler om Etiopien, og det er meget vigtigt. Niger er lige så vigtigt, og jeg prøver desperat at gøre noget i Niger. De har et problem med AIDS. Jeg spurgte -- det amerikanske udenrigsministeriet bad for nyligt regeringen, Hvad vil I gøre? Og de gav dem to problemer. Dinosaurer var et af dem. Giv os et museum med dinosaurer, og vi vil tiltrække turister, hvilket er vores anden industri. Og jeg håber ved gud at den amerikanske regering, jeg selv, eller TED, eller nogen hjælper os med at gøre det, fordi det ville være en utrolig ting for deres land. Men når vi ser tilbage på vores eget land, kigger vi tilbage til vores byer, byerne som de fleste af jer kommer fra -- i hvert fald den by jeg kommer fra -- er der utallige børn derude som disse. Og spørgsmålet er -- og vi begyndte med at adressere dette spørgsmål i århundreder -- hvordan vi får disse børn involveret i videnskab.

Vi startede en organisation i Chicago -- en non-profit organisation -- der hedder Project Exploration. Dette er to børn fra Project Exploration. Vi mødte dem i deres tidlige stadier i gymnasiet. De var -- fejlede som studerende, og der er nu -- den ene er ved University of Chicago, den anden i Illinois. Vi har studerende på Harvard. Vi er seks år gamle. Og vi skabte en referenceliste. Fordi når man går derud som forsker, og man prøver at finde ud af forløbsundersøgelserne, sådan en referenceliste, er der i sidste end meget få, om nogen overhovedet. Så, vi har skabt en utrolig referenceliste med 100 procent dimittender, 90 procent går videre til gymnasiet, mange første generations, 90 procent af dem vælger videnskab som karriere. Det er en imponerende referenceliste, så vi ser tilbage og vi siger, jamen, vi udarbejdede ikke rigtigt dette teoretisk set fra starten, men når vi ser tilbage, er der teoretiske bevægelser i videnskabelig uddannelse.

Det er gået gennem videnskaben som en forespørgsel, hvilket var et stort fremskridt, og Dewey på Chicago -- man lærer det ved at gøre det. Til -- man lærer ved at forestille sig selv som forsker, og så lærer man at forestille sig selv som forsker. Det næste skridt er at lære evnerne for at gøre sig selv til forsker. Man skal have de skridt. Hvis man har -- det er nemt for børn at blive interesserede i videnskab. Det er svært at få dem til at forestille sig selv som forskere, hvilket involverer at stå op foran mennesker ligesom vi gør her i dette symposium og fremlægge noget som en vidende person, og så se sig selv i en rolle som forsker og give sig selv redskaberne til at forfølge det.

Så, det er det vi gør. Vi planlægger at få et permanent hjem i Chicago. Vi har en masse ideer, men jeg kan garantere jer for at denne ene ting -- og jeg har talt med nogle folk her hos TED -- det kommer ikke til at ligne noget I nogensinde har set før. Det bliver delvis skole, delvis museum, delvis konservatorie, delvis zoo, og delvis et svar på problemet om hvordan man får børn interesseret i videnskab. Mange tak.