Nathan Wolfe: Hvad er der tilbage at udforske?

Fornylig besøgte jeg Beloit, Wisconsin Jeg var der for at ære en stor opdagelsesrejsende fra det 20'ende århundrede. Roy Chapman Andrews. I hans tid, ledte the American Museum of Natural History, en lang række ekspeditioner til ukortlagte regioner, som her i Gobi ørkenen. Han var lidt af en type. Blev, påstås det, forbilledet for Indiana Jones figuren.

Og mens jeg var i Beloit, Wisconsin, gav jeg en offentlig forelæsning til en gruppe skoleelever. Og jeg fortæller jeg, hvis der er noget mere skræmmende en at tale her på TED, vil det være at forsøge at holde opmærksomheden hos en gruppe på tusinde 12-årige gennem en 45 minutter optræden. Prøv det ikke.

Efter min forelæsning stillede de en række spørgsmål, men der var et som blev hængende i hovedet siden. Der var en ung pige som rejste sig og stillede et spørgsmål: "Hvor henne skal vi tage på opdagelsesrejse?"

Jeg tror at det er en følelse mange af os har at tiderne for de store opdagelser på jorden er forbi, at den næste generation er nødt til at tage til det ydre rum eller ned i de dybeste oceaner for at finde noget betydningsfuldt at udforske. Men er det virkeligt rigtigt? Er der virkeligt ikke noget betydningsfuldt tilbage at udforske her på Jorden?

Det fik mig til at tænke tilbage på en af mine favoritudforskere i biologiens historie Dette er udforskeren af den usete verden, Martinus Beijerinck. Beijerick stod ud for at opdage årsagen til tobaksmosaiksygen. Hvad han gjorde var at tage inficeret saft fra tobaksplanter og filtrere den gennem finere og finere filtre. Han nåede til et punkt hvor han følte at det måtte være noget som var mindre end den mindste form for liv som nogensinde var kendt -- på den tid bakterier. Han opfandt et navn for denne mystisk årsag. han kaldte det for virus -- latinsk for gift. Og ved at afdække vira, åbnede Beijerick virkeligt en dør til en helt ny verden for os.

Vi ved at vira udgår hovedparten af den genetiske information på vores planet, mere end den genetiske information af alle andre former for liv tilsammen. Og det har indlysende haft en enorm praktisk anvendelighed at kende denne verden. Ting som udryddelsen af kopper, fremkomsten af vaccine mod livmoderhalskræft, som vi nu ved skyldes human papillomavirus.

Beijerincks opdagelse var ikke noget som skete for 500 år siden. Det var lidt over 100 år siden at Beijerinck opdagede vira. Så grundlæggende havde vi automobiler men vi var uopmærksomme på den form for liv der indeholder den største mængde genetisk information her på vores planet.

Vi har nu disse utrolige redskaber som muliggør udforskningen af usete verden -- ting som dyb sekventering, som tillader os at gøre mere end bare skimme overfladen og kigge på de individuelle genomer fra udvalgte arter, men at kigge på hele metagenomer, samfund af vrimlende mikroorganismer, i, på og omkring os og dokumentere alt den genetiske information af disse arter. Vi kan anvende disse tekniker på ting fra jord og hud og alle ting derimellem.

I min organisation er vi begyndt på regelmæssigt at identificere årsagerne til de sygdomsudbrud hvor det er uklart hvad der forårsager dem.

Og for at give jer et indtryk af hvordan det er, forstil jer at vi tager en vatpind i næsen på jer alle sammen. og det er noget vi normalt gør for at kigge efter åndedrætsvirus som influenza. Den første ting vi vil se er en kolossal mængde af genetisk information. Og hvis vi starter med at kigge på denne genetiske information, vil vi se et antal af de sædvanlige mistænkte -- selvfølgeligt, en masse human genetisk information, men også bakteriel og viral information, mest fra ting som er fuldstændigt harmløse i vores næse. Men vi ser også noget meget, meget overraskende. Da vi startede med at kigge på denne information, fandt vi at omkring 20 procent af den genetiske information i vores næser ikke kommer fra noget vi nogensinde har set før -- ingen plante, dyr, svamp, virus eller bakterie. Grundlæggende har vi ingen ide om hvad det er.

Og i den lille gruppe af os som faktisk studere denne form for data er nogle få af os er faktisk begyndt at kalde denne information for biologisk mørkt stof. Vi ved at det er noget vi aldrig har set før; det er en slags pedant til det ukortlagte kontinent lige inde i vores egen krop. og der er masser af det. Hvis du syntes at 20 procent genetisk information i din næse er meget biologisk mørkt stof, hvis vi kigger i dine tarme op til 40 til 50 procent af den information er biologisk mørkt stof. Og selv i det relativt sterile blod, omkring en til to procent af den genetiske information er mørkt stof -- kan ikke blive klassificeret, typificeret eller matched med noget vi har set før.

Til at starte med troede vi at det var en fejl. Disse dybe sekventeringsværktøjer er forholdsvis nye. Men efterhånden som de bliver mere og mere nøjagtige, er vi blevet overbevidst om at denne information er en form for liv, eller i det mindste noget af det er en form for liv. Og mens denne hypotese for forklaring af eksistensen af biologisk mørk stof virkeligt er i sin barndom, findes der en meget, meget ophidsende mulighed: At begravet i dette liv, i disse genetiske informationer er vidnesbyrd om en endnu ikke identificeret form for liv. At mens vi udforsker disse strenge af A'er, T'er, C'er og G'er , kan vi afdække en fuldstændig ny klasse af liv som, ligesom Beijerinck, fuldstændigt vil ændre måden vi i dag forestiller os biologiens natur. Muligvis vil det tillade os at identificere årsagerne til kræft som plager os eller identificere årsagen til sygdomsudbrud som vi ikke er bekendt med eller måske skabe et nyt værktøj i molekylærbiologi.

Jeg stolt over at kunne fortælle at sammen med kollegaer fra Standford, Caltech og UCSF, er vi i gang med at starte et initiativ til at udforske biologisk mørk stof for eksistens af en ny form for liv.

Lidt over hundrede år siden var folk uvidende om virus, den form for liv som indeholder mest af den genetiske information på vores planet. om hundrede år fra nu af vil folk måske undres over at vi måske er fuldstændigt uvidende om en ny klasse af liv som findes bogstaveligt talt lige under vores næser.

Det er sandt at vi har kortlagt alle kontinenterne på planeten og vi har opdaget alle pattedyr derude, men det betyder ikke at der ikke er mere tilbage at udforske på Jorden. Beijerinck og hans slags gav os en vigtig lærdom for den næste generation af udforskere -- folk som den unge pige fra Beloit, Wisconsin. Og jeg tror at hvis vi ska lave et slogan ud af denne lærdom, vil det lyde som: Forvent ikke at hvad vi nu tror er den fulde historie. Gå efter det mørke stof i et hvilket som helst område du vælger at udforske. Der er ubekendte omkring os og de venter kun på at blive opdaget.

Mange tak.

(Bifald)