Nathan Wolfe's søgen efter junglevira

Når de fleste folk tænker på begyndelsen af AIDS, kommer de til at tænke tilbage på 1980'erne. Og bestemt, dette var årtiet hvor vi opdagede AIDS og virusset der forårsager det, HIV. Men faktisk krydsede dette virus over til mennesker årtier inden, fra chimpanser, hvor virusset kom fra, til mennesker der jager disse dyr.

Dette foto var taget inden den Store Depression i Brazzaville, Congo. På dette tidspunkt, var der tusinder af individer, tror vi, der var inficerede med HIV.

Så jeg har et par virkelig vigtige spørgsmål til jer. Hvis dette virus var i tusinder af individer på dette tidspunkt, hvordan kan det så være, at det tog os indtil 1984 at være i stand til at opdage denne virus? Ok nu, vigtigere, havde vi været der i 40'erne og 50'erne, 60'erne, havde vi set denne sygdom, havde vi forstået præcis hvad der foregik med den, hvordan kunne det have ændret og fuldstændig transformeret naturen af den måde denne pandemi bevæger sig?

Faktisk, er dette ikke unikt for HIV. Størstedelen af virusser kommer fra dyr. Og man kan tænke på dette som en pyramide af denne boblen op af virusser fra dyr til menneskelige populationer. Men kun helt i toppen af denne pyramide, bliver tingene helt menneskelige. Ikke desto mindre, bruger vi størstedelen af vores energi på at være fokuseret på dette niveau i pyramiden, og prøver at håndtere ting der allerede er komplet tilpasset til mennesker, der bliver meget, meget svære at gøre noget ved -- som vi har set i tilfældet med HIV.

Så i løbet af de sidste 15 år, har jeg arbejdet med faktisk at studere de tidlige berøringsflader her -- det jeg kalder "virus snak," hvilket er et udtryk opfundet af min mentor Don Burke. Det er ideen om at vi faktisk kan studere den slags opdukken af disse virusser i den menneskelige befolkning, bevægelsen af disse agenter over i menneskerne; og ved at fange dette øjeblik, kan vi måske være i stand til at flytte os til en situation hvor vi kan fange dem tidligere.

Ok, så dette er et billede, og jeg vil vise jer nogle billeder fra felten nu. Dette er et billede af en jæger fra Centralafrika. Det er faktisk et temmelig almindeligt billede. En af de ting som jeg vil have jer til at lægge mærke til er blod, at man ser en enorm mængde blod kontakt. Dette var absolut helt afgørende for os. Dette er en meget intim form for forbindelse. Så hvis vi skal studere virus snak, skal vi nå disse befolkninger der har intensiv kontakt med vilde dyr.

Så vi har studeret mennesker ligesom dette individ. Vi indsamler blod fra dem, andre prøver. Vi ser på sygdomme, som er i dyrene lige så vel som i menneskerne. Og ideelt set, vil dette tillade os at fange disse ting tidligt, i takt med at de flytter over til menneskelige befolkninger. Og det grundlæggende mål af dette arbejde er ikke kun at gå ud en gang og kigge på disse individer, men at klarlægge tusindvis af individer i disse befolkninger, som vi ville overvåge konstant på regelmæssig basis. Når de var syge, ville vi indsamle prøver fra dem.

Vi ville faktisk hverve dem -- som vi har gjort nu -- til at indsamle prøver fra dyr. Vi giver dem disse små stykker Når de indsamler prøver fra dyr, samler de blod på filtrerpapiret og dette tillader os at identificere hidtil ukendte virusser fra præcis de rigtige dyr -- dem der faktisk bliver jaget.

(Video) Fortæller: Dybt inde i de fjerne regioner af Cameroon, jager to jægere deres bytte. Deres navne er Patrice og Patee. De søger efter vildt kød; dyr fra skoven de kan dræbe for at brødføde deres familier. Patrice og Patee begynder de fleste dage med at gå ud og jage i skoven rundt om deres hjem. De har en række fælder, snarer som de har sat op for at fange vilde svin, slanger, aber, gnavere -- hvad som helst de kan, i virkeligheden. Patrice og Patee har været ude i timer men ikke fundet noget. Dyrene er simpelthen væk.

Vi stopper for at drikke lidt vand. Så er der en raslen i buskene. En gruppe jægere nærmer sig, deres oppakning er fyldt med vildt. Der er i hvert fald tre virusser som man kender til, som er i denne bestemte abe.

Nathan Wolfe: Denne art, ja. Og der er mange flere patogener der er til stede i disse dyr. Disse individer er specielt i fare, specielt hvis der er blod kontakt, de er i fare for overføring og muligvis infektion med nye virusser.

Fortæller: Som jægerne fremviser deres færdigheder, sker der noget overraskende. De viser os filtrerpapiret de har brugt til at indsamle dyrenes blod. Blodet bliver testet for zoonotiske virusser, en del af et program som Dr. Wolfe har brugt år på at starte.

NW: Så dette er fra dette dyr lige her, Stor plettet Guenon. Hver person der har et af disse filtrerpapirer har mindst, som minimum, været gennem vores basis sundheds uddannelse om risikoen der er associeret med disse aktiviteter, der formodentligt, set fra vores perspektiv, giver dem muligheden for at nedsætte deres egen risiko, og selvfølgelig risikoen for deres familie, landsbyen, landet og verden.

NW: OK, inden jeg fortsætter, tror jeg det er vigtigt at tage bare et øjeblik for at tale om vildt kød. Vildt kød er jagten på vildt. OK? Og man kan overveje alle mulige forskellige former for vildt kød. Jeg vil tale om dette. Når jeres børn og børnebørn stiller disse spørgsmål til jer om denne tid, en af de ting de vil spørge jer om, er hvordan det kan være at de vi tillod at nogle af vores tættest levende familie nogle af de mest værdifulde og truede arter på vores planet, at uddø fordi vi ikke var i stand til at adressere nogle af problemerne med fattigdom i disse dele af verden.

Men faktisk er det ikke det eneste spørgsmål de vil stille jer om dette. De kommer også til at stille spørgsmålet at da vi vidste at dette var måden hvorpå HIV kom ind i den menneskelige befolkning på, og at andre sygdomme havde potentialet til at komme ind på denne måde, hvorfor tillod vi denne adfærd at fortsætte? Hvorfor fandt vi ikke en anden løsning på dette? De vil sige, i regioner med dyb ustabilitet overalt i verden, hvor man har dyb armod, hvor befolkningen vokser og man ikke har bæredygtig ressourcer som dette, vil dette lede til føde usikkerhed.

Men de kommer formodentlig også til at stille et andet spørgsmål. Det er et som jeg mener vi alle bør stille os selv, som er, hvorfor mente vi at ansvaret lå hos dette individ her. Nu er dette individet -- man kan se lige oppe over hans højre skulder -- dette er individet der jagede aben fra det sidste billede jeg viste jer. OK, se på hans skjorte. I ved, se på hans ansigt. Vildt kød er et af de centrale kriser, der sker i vores befolkning lige nu, i menneskeheden, på denne planet. Men det er ikke en sådan persons skyld. OK? Og at løse det kan ikke kun være hans ansvar. Der er ikke nogen nemme løsninger, men det jeg siger til jer er at vi forsømmer dette problem til vores egen fare.

Så, i 1998, sammen med mine mentorer Don Burke og Colonel Mpoudi-Ngole, rejste vi ud for virkelig at starte dette arbejde i Central Afrika, til at arbejde med jægerne i denne del af verden. Og mit arbejde -- på det tidspunkt var jeg postdoktoral stipendiat og jeg fik virkelig ansvaret med at starte det op. Så jeg sagde til mig selv, "OK, fedt -- vi skal indsamle alle mulige prøver. Vi skal teste alle disse forskellige områder. Det bliver vidunderligt." I ved, jeg kiggede på kortet; jeg valgte 17 steder; jeg tænkte, ikke noget problem. (Latter)

Unødigt at sige, tog jeg drastisk fejl. Dette er et udfordrende arbejde at udføre. Heldigvis, havde jeg og har stadig et helt vidunderligt hold af kolleger og samarbejdspartnere i mit eget hold, og det er den eneste måde hvorpå dette arbejde egentlig kan ske. Vi har en hel række af udfordringer omkring dette arbejde.

Et af dem er at opnå tillid fra individer som vi kan arbejde med i felten. Person I ser til højre er Paul DeLong-Minutu. Han er en af de bedste kommunikatører som jeg i virkeligheden har arbejdet med. Da jeg ankom talte jeg ikke et ord fransk, og det virkede stadig som om jeg viste hvad det var han sagde. Paul har arbejdet i årevis på cameronsk nationalt radio og fjernsyn, og han talte om helbredsproblemer. Han var helbreds korrespondent. Så vi tænkte at vi ville hyre denne person -- når vi ankom der kunne han være en god kommunikatør. Når vi ankom til disse landlige landsbyer, dog, fandt vi ud af at ingen havde fjernsyn, så de genkendte ikke hans ansigt. Men -- når han begyndte at tale ville de faktisk genkende hans stemme fra radioen. Og dette var en person der havde et fantastisk potentiale til at udbrede dele af vores budskab, hvad enten det var med hensyn til bevarelse af dyrelivet eller helbredsforebyggelse.

Tit løb vi ind i forhindringer. Dette er os der kommer tilbage fra et af disse meget landlige steder, med prøver fra 200 individer som vi skal have tilbage til laboratoriet inden for 48 timer. Jeg vil gerne vise dette billede -- dette er Ubald Tamoufe, der er hoved- efterforskeren på vores sted i Cameroon. Ubald griner af mig når jeg viser dette billede fordi man selvfølgelig ikke kan se hans ansigt. Men grunden til jeg godt kan lide at vise billedet er fordi man kan se at han er tæt på at løse sit problem. (Latter) Hvilket -- hvilket han gjorde, hvilket han gjorde. Bare et par hurtige før og efter billeder. Dette var vores laboratorium før. Sådan ser det ud nu. I starten, for at sende vores prøver, skulle vi har tøris. For at få tøris måtte vi gå til bryggerierne -- bede, låne, stjæle for at få disse folk til at give os det. Nu har vi vores egen flydende kvælstof. Jeg kan godt lide at kalde vores laboratorium for det koldeste sted i Central Afrika -- det er det muligvis. Og her er et billede af mig, dette er før billedet af mig. (Latter) Ingen kommentarer.

Ser I hvad der skete? Så i løbet af de 10 år at vi har udført dette arbejde, overraskede vi faktisk os selv. Vi gjorde et antal opdagelser. Og det vi fandt ud af var, at hvis man kigger det rette sted, kan man faktisk overvåge den flow af disse virus ind i de menneskelige befolkninger. Det gav os en enorm mængde håb. Vi fandt en hel række nye virusser i disse individer, inklusiv nye virusser i samme gruppe som HIV -- så, helt nye retrovirusser. Og lad os være ærlige, enhver ny retrovirus i den menneskelige befolkning -- det er noget vi skal være opmærksomme på. Det er noget vi bør følge. Det er ikke noget som vi bør overraskes af.

Unødigt at sige, disse virusser der før i tiden kom ind i disse landsbysamfund er meget muligt uddøde. Sådan er det ikke længere. Veje til skovhugning skaffer adgang til byområder. Og kritisk set, det der sker i central Afrika bliver ikke i Central Afrika. Så, da vi opdagede at det virkelig var muligt at vi kunne udføre denne overvågning, besluttede vi at flytte fra denne forskning, til virkelig at prøve gradvist at dæmme på for den globale overvågnings indsats. Gennem gavmild støtte og partnerskab videnskabeligt med Google.org og Skoll Foundation, var vi i stand til at starte Global Viral Forecasting Initiative og begynde at arbejde i fire forskellige områder i Afrika og Asien. Unødigt at sige, har forskellige befolkninger fra forskellige dele af verden forskellige former for kontakt. Så det er ikke kun jægere i Central Afrika. Det virker også på markedet for levende dyr -- disse våd markeder -- hvilket præcis er stedet hvor SARS opstod i Asien. Men i virkeligheden er dette kun begyndelsen set fra vores perspektiv.

Vores objektiver lige nu, ud over at sætte ind disse steder og få alt sat i gang, er at identificere nye partnere fordi vi føler at denne indsats skal udbredes til formodentlig 20 eller flere steder i hele verden -- til virus brændpunkter -- fordi ideen her er i virkeligheden at kaste et utrolig bredt net så vi kan fange disse ting, ideelt set, inden de når ind til blodbanker, seksuelle netværk, fly. Og det er i virkeligheden vores målsætning. Der var en gang for ikke særlig lang tid siden da opdagelsen af ukendte organismer var noget der indgød dyb respekt blandt os. Det havde et potentiale til virkelig at ændre måden som vi så os selv på, og tænkte om os selv.

Mange mennesker, tror jeg, på vores planet lige nu taber modet, og de tror at vi har nået et punkt hvor vi har opdaget de fleste ting. Jeg vil fortælle jer det med det samme: tab endelig ikke modet. Hvis et intelligent udenjordisk væsen blev sat på en prøve om at skrive et encyklopædi om livet på vores planet, 27 ud af 30 bind ville handle om bakterier og virus, med kun et par bind tilbage til planter, svampe og dyr, mennesker værende en fodnote; en interessant fodnote, men ikke desto mindre en fodnote. Dette er ærlig talt den mest spændende periode nogensinde til at studere ukendte livsformer på vores planet. De dominerende ting der eksisterer her ved vi næsten ingenting om. Og alligevel har vi endelig værktøjerne, der tillader os faktisk at udforske den verden og forstå dem.

Mange tak. (Bifald)