Michael Sandel: Den tabte kunstart at debattere demokratisk

En ting, verden har brug for, en ting, dette land desperat har brug for, er en bedre måde at føre vores politiske debatter. Vi er nødt til at genfinde den tabte kunstart at diskutere demokratisk. (Bifald) Hvis man tænker over diskussionerne, vi har, er de det meste af tiden råbekampe på kabel-tv, ideologiske madkrige på Kongressens gulv. Jeg har et forslag. Se på alle diskussionerne, vi har i disse dage om sundhedspleje, om bonusser og redningspakker på Wall Street, om gabet mellem rig og fattig, om positiv særbehandling og homoseksuelle ægteskaber. Lige under overfladen af disse diskussioner ligger, med lidenskaber rasende fra alle sider, er store spørgsmål om moralsk filosofi, store spørgsmål om retfærdighed. Men alt for sjældent taler vi om og forsvarer og diskuterer de store moralske spørgsmål i politik.

Så det, jeg gerne vil gøre i dag, er at have noget af en diskussion. Først, lad mig tage en kendt filosof, der skrev om disse spørgsmål om retfærdighed og moral, give jer et meget kort foredrag om Aristoteles fra det gamle Athen, Aristoteles' teori om retfærdighed, og så have en diskussion her for at se om Aristoteles' idéer rent faktisk har noget at føje til den måde, vi tænker og argumenterer om spørgsmål i dag. Så er I klar til foredraget? Ifølge Aristoteles betyder retfærdighed at give folk det, de fortjener. Det var det; det var foredraget.

(Latter)

Nå, I kunne sige, tja, det er selvindlysende nok. De rigtige spørgsmål begynder, når vi kommer til diskussioner om, hvem fortjener hvad og hvorfor. Tag eksemplet med fløjterne. Forestil jer, vi uddeler fløjter. Hvem bør få de bedste? Lad os se, hvad folk -- Hvad ville I sige? Hvem bør få den bedste fløjte? I kan bare råbe det ud.

(Publikummer: Tilfældig.)

Michael Sandel: Tilfældigt. Du ville gøre det ved lotteri. Eller give til den første, der løber ind i salen for at få dem. Hvem ellers?

(Publikummer: De bedste fløjtespillere.)

MS: De bedste fløjtespiller. (Publikum: De dårligste fløjtespillere.)

MS: De dårligste fløjtespillere. Hvor mange siger de bedste fløjtespillere? Hvorfor? Faktisk var det også Aristoteles' svar.

(Latter)

Men her er et sværere spørgsmål. Hvorfor synes I, dem af jer, der stemte på dette, at de bedste fløjter bør gives til de bedste fløjtespillere?

Peter: Den største gavn for alle.

MS: Den største gavn for alle. Vi hører bedre musik, hvis de bedste fløjter bliver givet til de bedste fløjtespillere. Det var Peter? (Publikummer: Peter.)

MS: Fint nok. Altså, det er en god grund. Vi får det alle bedre, hvis der bliver spillet god musik i stedet for dårlig musik. Men Peter, Aristoteles er ikke enig med dig i, at det er grunden. Det er fint nok. Aristoteles havde en anden grund til at sige, de bedste fløjter bør gives til de bedste fløjtespillere. Han sagde, det er det, fløjter er til for -- at blive spillet godt på. Han siger, at for at ræsonnere om ret fordeling af en ting er vi nødt til at ræsonnere om, og nogle gange diskutere om, tingens formål eller den sociale aktivitet -- i dette tilfælde musisk præstation. Og pointen med, den essentielle natur af musisk præstation er at producere fremragende musik. Det er et dejligt biprodukt, at vi alle har gavn. Men når man tænker over retfærdighed, siger Aristoteles, det, vi virkelig skal tænke over, er den omtalte aktivitets essentielle natur og kvaliteterne, der er værd at ære og beundre og anerkende. En af grundene til, at de bedste fløjtespillere bør få de bedste fløjter, er, at musisk præstation ikke kun er til for at gøre resten af os glade, men for at ære og anerkende fortrinligheden af de bedste musikere.

Nå, fløjter kan virke ... fordelingen af fløjter kan virke som et trivielt tilfælde. Lad os tage et samtidigt eksempel på striden om retfærdighed. Det handlede om golf. Casey Martin -- for et par år siden Casey Martin -- hørte nogle af jer om ham? Han var en meget god golfspiller, men han havde et handikap. Han havde et dårligt ben, et kredsløbsproblem, der gjorde det meget smertefuldt for ham at gå banen. Faktisk indebar det risiko for skade. Han spurgte PGA, Professional Golfers' Association, om lov til at benytte en golfvogn i PGA-turneringerne. De sagde, "Nej. Det ville nemlig give dig en uretfærdig fordel." Han sagsøgte dem, og hans sag gik hele vejen til Højesteret, tro det eller lad være, sagen om golfvognen, fordi loven siger, at handikappede skal imødekommes, så længe hjælpen ikke ændrer den essentielle natur af aktiviteten. Han sagde, "Jeg er en god golfspiller. Jeg vil konkurrere. Men jeg har brug for en golfvogn for at komme fra et hul til det næste."

Forestil jer, I var med i Højesteretten. Forestil jer, I besluttede retfærdigheden i denne sag. Hvor mange her ville sige, at Casey Martin har ret til at benytte en golfvogn? Og hvor mange siger, nej, han har ej? Fint nok, lad os tage en afstemning, ved håndsoprækning. Hvor mange ville dømme til fordel for Casey Martin? Og hvor mange ville ikke? Hvor mange ville sige, han ikke har ret? Fint nok, vi har en god meningsopdeling her. En eller anden, der ikke ville bevillige Casey Martin retten til en golfvogn, hvad ville være jeres grund? Ræk jeres hånd op, og vi vil forsøge at få fat i en mikrofon til jer. Hvad ville være jeres grund?

(Publikummer: Det ville være en uretfærdig fordel.)

MS: Det ville være en uretfærdig fordel, hvis han får lov at køre i en golfvogn. Fint nok, de af jer, jeg forestiller mig de fleste af jer, der ikke ville bevillige ham en golfvogn, bekymrer sig om en uretfærdige fordel. Hvad med de af jer, der siger, han burde blive bevilliget en golfvogn? Hvordan vil I svare på indvendingen? Ja, fint nok.

Publikummer: Vognen er ikke en del af spillet.

MS: Hvad er dit navn? (Publikummer: Charlie.)

MS: Charlie siger -- Vi får lige fat i en mikrofon til Charlie i fald nogen vil svare. Fortæl os, Charlie, hvorfor ville du sige, han burde have lov til at benytte en golfvogn?

Charlie: Vognen er ikke en del af spillet.

MS: Men hvad med at gå fra hul til hul?

Charlie: Det betyder ikke noget; det er ikke en del af spillet.

MS: At gå banen er ikke en del af spillet golf?

Charlie: Ikke som jeg ser det, er det ikke.

MS: Fint nok. Bliv der, Charlie.

(Latter)

Hvem har et svar til Charlie? Fint nok, hvem har et svar til Charlie? Hvad ville I sige?

Publikummer: Udholdenhedselementet er en vigtig del af spillet, at gå alle hullerne.

MS: At gå alle hullerne? Er det en del af spillet golf? (Publikummer: Absolut.)

MS: Hvad er dit navn? (Publikummer: Warren.)

MS: Warren. Charlie, hvad siger du til Warren?

Chalie: Jeg holder mig til min første tese.

(Latter)

MS: Warren, er du golfspiller?

Warren: Jeg er ikke golfspiller.

Charlie: Og det er jeg. (MS: Okay) (Latter)

(Bifald)

Altså, det er interessant. I sagen i den lavere ret tog de store golfspillere ind for at vidne om dette spørgsmål. Er det at gå banen essentiel for spillet? Og de tog Jack Nicklaus og Arnold Palmer ind. Og hvad tror I, de alle sagde? Ja. De var enige med Warren. De sagde, ja, at gå banen er anstrengende fysisk udfoldelse. Udmattelsesfaktoren er en vigtig del af golf. Og derfor ville det ændre spillets fundamentale natur at give ham golfvognen. Læg nu mærke til noget interessant -- Altså, jeg burde fortælle jer om Højesteretten først.

Højesteretten besluttede. Hvad tror I de sagde? De sagde ja, at Casey Martin skulle bevilliges en golfvogn. Syv mod to dømte de. Det, der var interessant ved dommen og ved diskussionen, vi lige har haft, er, at diskussionen om det rette, retfærdigheden, i sagen afhang af at finde ud af, hvad er den essentielle natur af golf. Og højesteretsdommerne brødes med det spørgsmål. Og Dommer Stevens, stemmende med flertallet, sagde han havde læst alt om golfs historie, og spillets essentielle pointe er at få en meget lille kugle fra et sted ned i et hul med så få slag som muligt, og at gå ikke var essentielt, men hændeligt.

Nå, der var to, der modsatte sig, en af dem var Dommer Scalia. Han ville ikke have bevilliget vognen, og han havde en meget interessant indvending. Den er interessant, fordi han afviste det aristoteliske præmis, der lå til bunds for flertallets holdning. Han sagde, det ikke er muligt at bestemme den essentielle natur af et spil som golf. Her er, hvordan han sagde det. "At sige, noget er essentielt, er normalt at sige, at det er nødvendigt for at kunne opnå et bestemt mål. Men eftersom selve naturen i et spil ligger i at have intet mål ud over underholdning, (Latter) det er det, der adskiller spil fra produktive aktiviteter, (Latter) er det ret umuligt at sige, at nogen af et spils vilkårlige regler er essentielle."

Så der har I Dommer Scalia, da han prøver kræfter med det aristoteliske præmis for flertallets holdning. Dommer Scalias holdning er tvivlsom af to grunde. For det første, ingen ægte sportsfan ville tale sådan. (Latter) Hvis vi havde troet, at reglerne i sportsgrenene, vi kan lide, simpelthen er vilkårlige i stedet for designede til at fremkalde de dyder og fortræffeligheder, som vi mener er værdige at beundre, ville vi være ligeglade med udfaldet af spillet. Den er også kritisabel af en anden grund. På overfladen lod den til at være -- denne debat om golfvognen -- en diskussion om retfærdighed, hvad der er en uretfærdig fordel. Men hvis retfærdighed var det eneste på spil, ville der have været en let og selvindlysende løsning. Hvad ville det have været? (Publikum: Lad alle bruge vognen.) Lad alle køre i en golfvogn, hvis de har lyst. Så forsvinder retfærdighedsindvendingen.

Men at lade alle køre i en vogn ville være, kunne jeg forestille mig, blevet endnu mere bandlyst af de store golfspillere og af PGA, mere end at lave en undtagelse for Casey Martin. Hvorfor? Fordi det, der var på spil i striden om golfvognen, var ikke bare golfspillets essentielle natur, men relateret dertil spørgsmålet: Hvilke evner er værd at ære og anerkende som atletiske talenter? Lad mig fremsætte pointen så taktfuldt som muligt: Golfspillere er en smule følsomme over for deres spils atletiske status. (Latter) Når alt kommer til alt, er der ingen løb eller spring, og kuglen står stille. (Latter) Så hvis golf er et spil af den type, der kan blive spillet, imens man kører omkring i en golfvogn, ville det være svært at tildele de store golfspillere den status, som vi tildeler, den ære og anerkendelse, der tildeles virkelig store atleter. Det illustrerer, at med golf som med fløjter er det svært at afgøre spørgsmålet om, hvad retfærdighed kræver, uden at kæmpe med spørgsmålet, "Hvad er den essentielle natur af den pågældende aktivitet, og hvilke kvaliteter, hvilke fortrinligheder forbundet med den aktivitet, er værd at ære og anerkende?"

Lad os tage et sidste eksempel, der er fremtrædende i dagens politiske debat: homoseksuelle ægteskaber. Der er dem, der er for statslig anerkendelse af kun traditionelle ægteskaber mellem én mand og én kvinde, og der er dem, der er for statslig anerkendelse af homoseksuelle ægteskaber. Hvor mange her er for den første politik: staten bør kun anerkende traditionelle ægteskaber? Og hvor mange er for den anden, homoseksuelle ægteskaber? Tænk så på det på denne måde: Hvilke måder at tænke på retfærdighed og moral ligger til grunds for argumenterne, vi har om ægteskaber? Modstanderne af homoseksuelle ægteskaber siger, at formålet med ægteskabet fundamentalt set er formering, og at det er det, der er værd at ære og anerkende og opmuntre til. Og forsvarerne af homoseksuelle ægteskaber siger nej, formering er ikke det eneste formål med ægteskabet; hvad med et livslangt, gensidigt, kærligt forhold? Det er det, ægteskabet virkelig handler om. Så med fløjter, med golfvogne og selv med et voldsomt omstridt spørgsmål som homoseksuelle ægteskaber har Aristoteles en pointe. Meget svært at argumentere omkring retfærdighed uden først at argumentere om formålet med de sociale institutioner og om hvilke kvaliteter, der er værd at ære og anerkende.

Så lad os træde tilbage fra disse sager og se, hvordan de kaster lys over den måde, vi kunne forbedre, opløfte forholdene i den politiske debat i USA og for den sags skyld verden over. Der er en tendens til at tro, at hvis man beskæftiger sig for direkte med moralske spørgsmål i politik, er det en opskrift på uenighed og for den sags skyld en opskrift på intolerance og tvang. Så er det bedre at vige bort fra, at ignorere de moralske og religiøse overbevisninger, som folk tager med sig ind i deres officielle liv. Det lader for mig til, at vores diskussion viser det modsatte, at en bedre måde at nå gensidig respekt er at beskæftige sig direkte med moralske overbevisninger, borgere bringer med i det offentlige liv, i stedet for at kræve, at folk efterlader deres dybeste moralske overbevisninger uden for politik, før de går ind. Det, lader det til for mig, er en måde at begynde at genskabe den tabte kunstart at debattere demokratisk.

Mange tak.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)

Mange tak. Tak. Tak. Chris. Tak, Chris.

Chris Anderson: Fra fløjter til golfbaner til homoseksuelle ægteskaber -- det var en genial forbindelse. Altså, du er en pioner inden for åben uddannelse. Din foredragsserie var en af de første til at blive delt for alvor. Hvad er din vision for den næste fase af det her?

MS: Altså, jeg tror, at det er muligt. I klasseværeset har vi diskussioner over nogle af de voldsomste moralske overbevisninger, som elever har om store offentlige spørgsmål. Og jeg tror, vi kan gøre det i det offentlige liv mere generelt. Og derfor ville min virkelige drøm være at tage den offentlige fjernsynsserie, som vi har skabt af kurset -- det er tilgængeligt nu, online, gratis for alle overalt i verden -- og at se, hvorvidt vi kan samarbejde med institutioner, på universiteter i Kina, i Indien, i Afrika, over hele verden, for at prøve at fremme uddannelse af borgere og også en rigere form for demokratisk debat.

CA: Så du ser for dig på et tidspunkt, live, direkte, at du kunne have denne form for samtale, der inviterer spørgsmål, men med folk fra Kina og Indien, der slutter sig til?

MS: Korrekt. Vi gjorde en smule af det her med 1.500 personer i Long Beach, og vi gør det i et klasseværelse på Harvard med omkring 1.000 elever. Ville det ikke være interessant at tage denne måde at tænke og argumentere, beskæftige sig seriøst med store moralske spørgsmål, udforske kulturelle forskelle og forbinde gennem en live videoforbindelse elever i Beijing og Mumbai og i Cambridge, Massachusetts og skabe et globalt klasseværelse. Det er det, jeg ville elske at gøre.

(Bifald)

CA: Så kunne jeg forestille mig, at der er mange mennesker, der ville elske at slutte sig til dig i den bestræbelse. Michael Sandel. Mange tak. (MS: Tak.)