Når idéer dyrker sex

Da jeg studerede her i Oxford i 1970erne, så Verdens fremtid ikke godt ud. Befolkningstilvæksten var ustoppelig. Global hungersnød var uundgåelig. En cancerepidemi, forårsaget af kemikalier i miljøet, ville forkorte vores liv. Syreregnen faldt på skovene. Ørkenen spredte sig med to-tre km om året. Olien var ved at slippe op. Og en atomvinter ville gøre en ende på os. Intet af det skete. (Latter) Og forbløffende nok, hvis man ser på, hvad der faktisk er sket i min livstid, så er gennemsnitsindkomsten for gennemsnitsindbyggeren på denne planet i faste priser og justeret for inflation; tredoblet. I løbet af min livstid er levealderen øget med 30 procent. Børnedødeligheden er faldet med to trediedele. Fødevareproduktionen pr. indbygger er øget med en trediedel. Og alt dette samtidig med, at befolkningstallet er fordoblet.

Hvordan opnåede vi det - hvad end du mener, det er en god ting eller ej - hvordan opnåede vi det? Hvordan blev vi den eneste art, der bliver mere velstående samtidig med, at befolkningen øges? Plettens størrelse i denne graf, repræsenterer befolkningens størrelse. Og højden af grafen repræsenterer BNP pr. indbygger. Jeg tror, at for at besvare det spørgsmål, må man først forstå, hvordan mennesker kobler sine hjerner sammen og derved muliggør kombinationer af idéer, deres møde og ja; deres parring. Med andre ord, man skal forstå, hvordan idéer dyrker sex.

Du skal forestille dig, hvordan vi kom fra at lave ting, som denne til at lave ting, som denne. De er begge ægte ting. Den ene er en halv million år gammel acheulean håndøkse af den slags, Homo erectus lavede. Den anden er naturligvis en computermus. I en utrolig grad har de præcis samme størrelse og form. Jeg har prøvet at beregne, hvilken af dem er størst, og det er næsten umuligt. Og det er fordi, de begge er designede til at passe til en menneskehånd. De er begge teknologier. I sidste ende er deres lighed ikke så interessant. Den fortæller blot, at begge var designede til at passe til en menneskehånd. Forskellene er, hvad interesserer mig. Fordi, den til venstre blev lavet efter et temmelig uvarieret design i omkring en million år - fra 1½ millioner til ½ millioner år siden. Homo erectus lavede det samme redskab i 30.000 generationer. Selvfølgelig var der nogle få forandringer, men redskaber ændrede sig langsommere end skeletter dengang. Der var intet fremskridt, ingen innovation. Det er et usædvanligt fænomen, men det er rigtigt. Derimod er tingen til højre forældet efter fem år. Og der er endnu en forskel; tingen til venstre er fremstillet af ét materiale. Tingen til højre er lavet af en blanding af forskellige materialer, af silikone og metal og plastik osv. Og mere end det, den er en blanding af forskellige idéer, idéeen om plastik, idéen om laser, idéen om transistorer. De er alle blevet kombineret i denne teknologi.

Og det er denne kombination, denne kumulative teknologi, der fascinerer mig. Fordi, jeg tror, den er hemmeligheden bag forståelsen af, hvad der sker i Verden. Min krop er også en samling af idéer, idéen om hudceller, idéen om hjerneceller, idéen om leverceller. De er blevet sat sammen. Hvordan laver evolutionen kumulative kombinerede ting? Ja, den bruger seksuel reproduktion. Hvis en ikke-seksuel art laver to mutationer i forskellige individer, en grøn og en rød, så må den ene være bedre end den anden. Den ene overlever på bekostning af den andens uddøen. Men hvis du har en seksuel art, så er det muligt for et individ at arve begge mutationer fra forskellige slægter. Så det sex gør er, at give individet mulighed for, at drage fordele af hele artens genetiske innovationer. Det er ikke begrænset til sin egen slægt.

Hvilken proces har en tilsvarende effekt i en kulturel evolution, som sex har i den biologiske evolution? Jeg tror, svaret er udveksling, sædvanen med at bytte en ting for en anden. Det er et unikt menneskeligt træk. Ingen andre dyr gør det. I laboratoriet kan man lære dem en lille smule bytteri. Og der er bestemt vekselvirkninger mellem andre dyr. Men udvekslingen af en ting for en anden sker aldrig. Som Adam Smith sagde: "Ingen har nogensinde set en hund lave en fair bytning af kødben med en anden hund." (Latter) Man kan have kultur uden bytteri. Man kan have aseksuel kultur. Chimpanser, dræberhvaler, disse skabninger har kultur. De lærer hinanden traditioner, der går i arv fra forældre til afkom. I dette tilfælde lærer chimpanser hinanden, hvordan man knækker nødder med sten. Men forskellen er, at disse kulturer aldrig udvider sig, aldrig vokser, aldrig akkumulerer, aldrig bliver kombinatoriske. Og grunden er, at der ikke er noget sex, der er ingen udveksling af idéer. Chimpanseflokke har forskellige kulturer i forskellige flokke. Der er ingen udveksling af idéer mellem dem.

Hvorfor øger udveksling levestandarden? Ja, svaret kom fra David Ricardo i 1817. Og her er en stenalderversion af hans historie, selvom han fortalte den m.h.t. handel mellem lande. Det tager Adam fire timer at lave et spyd og tre timer at lave en økse. Det tager Oz en time at lave et spyd og to timer at lave en økse. Så Oz er bedre til at lave både spyd og økser end Adam. Han har ikke brug for Adam. Han kan lave sine egne spyd og økser. Men egentlig ikke, fordi hvis man tænker over det, hvis Oz laver to spyd, og Adam laver to økser, og de bytter med hinanden, så har de hver sparet en times arbejde. Og jo mere de gør dette, jo mere rigtigt bliver det. Fordi, jo mere de gør dette, jo dygtigere bliver Adam til at lave økser, og jo bedre bliver Oz til at lave spyd. Så fordelene ved at bytte kommer kun til at vokse. Og dette er en af skønhederne ved bytteri, det skaber faktisk den drivende kraft til mere specialisering, der skaber den drivende kraft til mere udveksling osv. Adam og Oz sparede begge en times arbejde. At spare tid på opfyldelse af ens behov, det er velstand.

Spørg dig selv hvor længe du skulle arbejde for at tilvejebringe en times lys at læse en bog ved i aften. Hvis du skulle starte fra bunden, lad os sige, du tager ud på landet. Du finder et får. Du dræber det. Du tager fedtet fra. Du afsmelter det. Du laver et lys, osv., osv. Hvor længe vil det tage dig? Ret længe! I hvor lang tid skal du egentlig arbejde for at tjene en times læselys, hvis du tjener en gennemsnitsløn i Storbritannien idag? Og svaret er; ca. et sekund. Tilbage i 1950 skulle du arbejde i otte sekunder til en gennemsnitsløn for at erhverve dig den mængde lys. Og det er 7½ sekunders velstand, du har tjent. Siden 1950. Fordi, det er 7½ sekunder, du kan bruge på at lave noget andet. Eller du kan erhverve dig en anden vare eller service. Og tilbage i 1880 ville det have taget 15 minutter at tjene til den mængde lys på en gennemsnitsløn. Tilbage i år 1800 skulle du arbejde i 6 timer for at tjene til et lys, der kunne brænde i en time. Med andre ord, en gennemsnitsperson med en gennemsnitsløn havde ikke råd til et lys i år 1800.

Vend tilbage til dette billede af øksen og musen og spørg dig selv: "Hvem lavede dem og til hvem?" Stenøksen blev lavet af en eller anden til ham selv. Det var selvforsyning. Idag kalder vi det fattigdom. Men tingen til højre blev lavet til mig af andre mennesker. Hvor mange andre mennesker? Ti? Hundreder? Tusinder? Ved du hvad, jeg tror, det formentlig er millioner. For man må medregne manden, der dyrkede kaffen, der blev brygget til manden på boreplatformen, ham, der borede efter olien, der blev lavet til plastik, osv. De arbejdede alle for mig, for at fremstille en mus til mig. Og sådan fungerer samfundet. Det er det, vi som art har opnået.

I gamle dage, hvis man var rig, havde man bogstavelig talt folk til at arbejde for sig. Det var sådan, man blev rig; man hyrede folk. Louis XIV havde mange mennesker til at arbejde for sig. De fremstillede hans fjollede tøj, som dette. (Latter) Og de satte hans fjollede frisurer eller noget. Han havde 498 folk, til at tilberede sit måltid hver aften. Men en moderne turist, der besøger paladset i Versailles og ser på Louis XIVs billeder, har også 498 folk til at tilberede sit aftenmåltid. De er i bistroer og caféer og restauranter og butikker i hele Paris. Og med kort varsel står de alle klar til at servere dig et fremragende måltid, der formentlig er af højere kvalitet, end selv Loius XIV fik. Og det er det, vi har opnået, fordi vi alle arbejder for hinanden. Vi kan drage nytte af specialisering og udveksling og dermed øge hinandens levestandarder.

Nuvel, man ser også andre dyr, der arbejder for hinanden. Myrer er et klassisk eksempel; arbejdere arbejder for dronninger og dronninger arbejder for arbejdere. Men der er en stor forskel, nemlig at det udelukkende sker indenfor kolonien. De arbejder ikke for hinanden kolonierne imellem. Og grunden til det er, at avlsarbejdet er opdelt. Det vil sige, de specialiserer sig m.h.t. reproduktion. Dronningen står for det hele. Indenfor vores art kan vi ikke lide det sådan. Dét er det eneste vi insisterer på at gøre selv, vi reproducerer os selv. (Latter) Selv i England overlader vi ikke reproduktionen til dronningen.

(Bifald)

Så hvornår begyndte denne vane? Og hvor længe har det stået på? Og hvad betyder det? Ja, jeg tror, at det ældste eksempel formentlig er det kønsopdelte arbejde. Men det har jeg ikke noget bevis for. Det ser blot ud som om, at det første vi foretog os var, at hanner arbejdede for hunner og hunner arbejdede for hanner. I alle jagt- og samlersamfund idag, er der arbejdsdeling indenfor anskaffelse af mad, stort set med hanner, der jager og hunner, der samler. Det er ikke altid helt så simpelt. Men der er en skelnen mellem specialiserede roller for mænd og kvinder. Og skønheden ved dette system er, at det kommer begge parter til gode. Kvinden ved, som her i Hadzas-stammens tilfælde, at rødder kan graves op og byttes for kød. Hun ved, at alt hun skal gøre for at få adgang til proteiner er, at grave nogle ekstra rødder op og bytte dem for kød. Og hun behøver ikke gå på en udmattende jagt for at prøve at nedlægge et vildsvin. Og manden ved, han ikke behøver at grave for at få rødder. Alt han behøver at sørge for er, at vildsvinet, han dræber, er stort nok til at dele. Og derved øger begge parter hinandens levestandarder gennem den kønsbaserede arbejdsdeling.

Hvornår begyndte dette? Vi ved det ikke, men det er muligt, at neandertalerne ikke gjorde det. De var en yderst samarbejdsvillig art. De var en yderst intelligent art. Hen mod slutningen var deres hjerner i gennemsnit større end din og min i dette lokale idag. De var fantasifulde. De begravede deres døde. De havde sandsynligvis sprog, for vi ved, at de havde samme slags FOXP2-gen som os, hvilket blev opdaget her i Oxford. Og det tyder på, at de havde sproglige færdigheder. De var formidable mennesker. Jeg disser ikke neandertalerne. Men der er intet tegn på en kønsopdeling af arbejdet. Der er intet tegn på samleradfærd hos kvinderne. Det ser ud som om, kvinderne samarbejdede med mændene om jagten. Og den anden ting, der ikke er tegn på er bytteri mellem grupper. For tingene man finder blandt neandertalernes efterladenskaber, redskaberne de lavede, er altid lavet af lokale materialer. For eksempel i Kaukasus der er et område, hvor man finder lokale neandertalredskaber. De er altid fremstillet af lokal flint. I den samme dal findes også efterladenskaber fra moderne mennesker fra ca. samme tid; 30.000 år siden. Og nogle af disse er af lokal flint, men ydermere er mange af dem lavet af obsidian fra langt væk. Og da mennesker begyndte at flytte ting på den måde, var det tegn på, at de handlede grupperne imellem.

Handel er ti gange ældre end landbrug. Det glemmer folk. Folk tænker på handel som en moderne ting. Bytteri mellem grupper har foregået i 100.000 år. Og de tidligste beviser på det dukker op et sted mellem 80.000 og 120.000 år siden i Afrika, når man ser obsidian og jaspis og andre ting, der er flyttet over store afstande i Etiopien. Man finder også konkylier, som et hold her fra Oxford opdagede, der er transporteret 200km ind i landet fra Middelhavet til Algeriet. Og det er bevis på, at mennesker var begyndt at bytte grupperne imellem. Og det må have leddet til specialisering.

Hvordan ved man, at langdistancetransport betyder handel fremfor migration? Ja, man ser på moderne jægersamlere som aboriginere, der brød sten til økser et sted, der hedder Mt. Isa, hvilket er et stenbrud, der ejes af Kalkadoon-stammen. De byttede økserne med naboerne for ting som pilrokker. Og konsekvensen var, at stenøkser endte op i store dele af Australien. Så langdistancetransport af redskaber er et tegn på handel, ikke migration.

Hvad sker der, når man afskærer folk fra udveksling, fra muligheden for at udveksle og specialisere sig? Og svaret er, at ikke alene sinker man deres teknologiske udvikling, man kan faktisk få den til at gå baglæns. Et eksempel er Tasmanien. Da havniveauet steg og Tasmanien blev en ø for 10.000 år siden, oplevede de lokale ikke alene en langsommere udvikling, end folk på hovedlandet gjorde, de oplevede faktisk tilbagegang. De mistede evnen til at lave benredskaber og fiskeudstyr og beklædning, fordi befolkningen på ca. 4.000 mennesker simpelthen ikke var stor nok til at opretholde de specialiserede færdigheder, der behøves for at bevare teknologierne, de havde. Det svarer til, at menneskene i dette lokale plumpede ned på en øde ø. Hvor mange af tingene i vore lommer, ville vi stadig kunne lave om 10.000 år? Det skete ikke i Tierra del Fuego - lignende ø, lignende folk. Grunden er, at Tierra del Fuego er adskilt fra Sydamerika af et meget smallere stræde. Og der var handelskontakter på tværs af strædet gennem 10.000 år. Tasmanierne var isolerede.

Vend igen tilbage til dette billede og spørg dig selv, ikke blot hvem der lavede den til hvem, men hvem vidste, hvordan man laver den. I stenøksens tilfælde vidste manden, der lavede den, hvordan den laves. Men hvem ved, hvordan man laver en computermus? Ingen, bogstavelig talt ingen! Der er ingen på planeten, der ved, hvordan man laver en computermus. Det mener jeg ret alvorligt. Direktøren for computermusfirmaet ved det ikke. Han ved bare, hvordan man leder et firma. Personen ved samlebåndet ved det ikke, for han ved ikke, hvordan man borer en oliebrønd og får olie op, så man kan lave plastik osv. Vi ved alle mindre dele, men ingen af os ved det hele.

Jeg citerer selvfølgelig fra et berømt essay af økonomen Leonard Reed fra 1950erne med titlen "Jeg, en Blyant", i hvilken han skriver om, hvordan en blyant blev fremstillet, og om hvordan ingen ved, hvordan man fremstiller en blyant, fordi folkene, der samler den, ikke ved, hvordan man udvinder grafit. Og de ved ikke, hvordan man fælder træer og den slags ting. Og hvad vi har opnået i det menneskelige samfund, gennem udveksling og specialisering er, at vi har skabt evnen til at lave ting, vi ikke selv forstår. Det er ikke det samme som sprog. Med sprog overfører vi idéer, som vi forstår sammen. Men med teknologi kan vi faktisk lave ting, der ligger hinsides vore evner.

Vi er rejst hinsides den menneskelige hjernes evner i en ekstraordinær grad. Og i øvrigt, det er en af grundene til, at jeg ikke er interesseret i I.Q.-debatten, om nogle grupper har højere I.Q. end andre grupper, det er fuldstændig irrelevant. Det, der er relevant for samfundet, er, hvor godt folk kommunikerer sine idéer og hvor godt, de samarbejder, ikke hvor kloge individerne er. Så vi har skabt noget, der hedder den kollektive hjerne. Vi er blot knobene i nettet. Vi er neuronerne i denne hjerne. Det er udvekslingen af idéer, mødet mellem og parringen af idéer, der fremkalder den teknologiske udvikling, gradvist, lidt efter lidt. Imidlertid sker der også dårlige ting. Og i fremtiden, som vi bevæger os fremefter, vil vi, selvfølgelig, opleve frygtelige ting. Der vil komme krige, der vil komme krisetider, der vil komme naturkatastrofer. Rædselsfulde ting vil ske i dette århundrede, det er jeg helt sikker på. Men jeg er også sikker, grundet forbindelserne folk laver og idéers evner til at mødes og parres som aldrig før. Jeg er også sikker på, at teknologi vil gøre fremskridt og at levestandarder derfor vil øges. For gennem skyen, gennem udbud til mængderne, gennem denne Verden, der står på hovedet og som vi har skabt, hvor ikke blot eliten, men alle er i stand til at have sine idéer og få dem til at mødes og parres, her accelererer vi med sikkerhed innovationshastigheden.

Tak.

(Bifald)