Markham Nolan: Hvordan man adskiller fakta og fiktion online

Jeg har nu været journalist siden jeg var cirka 17, og det er en interessant industri for tiden, fordi som I alle ved, er der en stor omvæltning i medierne, og de fleste af jer ved dette sikkert fra et virksomhedsmæssigt synspunkt, hvilket er at forretningsmodellen er temmelig ødelagt , og som min bedstefar ville sige, er al profitten blevet slugt af Google.

Så det er en virkelig interessant tid at være journalist i, men den omvæltning som jeg er interesseret i, er ikke på output siden. Det er på input siden. Det er betænkelighed over hvordan vi får information og hvordan vi indsamler nyhederne. Og det har ændret sig, fordi vi har haft et kæmpe skift i magtbalancen fra nyhedsorganisationerne til publikummet. Og publikummet var i virkelig lang tid i en position hvor de ikke havde nogen måde at påvirke nyhederne på eller lave nogen forandringer. De kunne ikke rigtig samle sig. Og det har ændret sig uigenkaldeligt.

Min første forbindelse med nyhedsmedierne var i 1984, da BBC have en en-dags strejke. Jeg var ikke glad. Jeg var sur. Jeg kunne ikke se mine tegneserier. Så jeg skrev et brev. Og det er en meget effektiv måde at afslutte ens hade mail: "Knus Markham, alder 4." Det virker stadig. Jeg er ikke sikker på at jeg havde nogen indflydelse på en-dags strejken, men det jeg ved er, at det tog dem tre uger at skrive tilbage til mig. Og det var rundturen. Det tog så lang tid for hvem som helst, at have nogen indflydelse og få noget feedback. Og det har ændret sig nu fordi, som journalister, interagerer vi i real time. Vi er ikke i en position hvor publikummet reagerer på nyhederne. Vi reagerer på publikummet, og vi er faktisk afhængige af dem. De hjælper os med at finde nyhederne. De hjælper os med at finde ud af hvad der er den bedste indgangsvinkel og hvad det er de gerne vil høre. Så det er en real time ting. Det er meget hurtigere. Det sker på konstant basis, og journalisterne halser altid efter.

For at give et eksempel på hvordan vi er afhængige af publikummet, den femte september blev Costa Rica ramt af et jordskælv. Det var en 7.6 på Richterskalaen. Det var temmelig stort. Og 60 sekunder er den tid det tog for den at tilbagelægge de 250 kilometer til Managua. Så jorden skælvede i Managua 60 sekunder efter den ramte epicenteret. Tredive sekunder senere, kom den første besked på Twitter, og det var en person der sagde "temblor", hvilket betyder jordskælv. Så 60 sekunder var den tid det tog for det fysiske jordskælv at rejse. Tredive sekunder senere havde nyheden om det jordskælv rejst jorden rundt, øjeblikkeligt. Alle i verden, hypotetisk set, havde potentialet til at vide at et jordskælv havde ramt Managua. Og det skete fordi denne ene person havde et dokumenterende instinkt, hvilket var at slå en status opdatering op, hvilket er det vi alle gør nu, så hvis der sker noget, opdaterer vi vores status, eller vi slår et billede op, vi slår et filmklip op, og det forsvinder alt sammen op i skyen i en konstant strøm.

Og det det betyder er, at der konstant forsvinder store mængder data op. Det er faktisk rystende. Når man ser på talene, hvert minut er der 72 timers filmklip mere på YouTube. Så det er, hvert sekund, mere end en times video der bliver uploadet. Og med billeder, Instagram, bliver der uploadet 58 billeder til Instagram hvert sekund. Mere end tre og et halvt tusinde billeder bliver uploadet til Facebook. Så til den tid jeg er færdig med at tale her, er der 864 timers video ekstra på YouTube, i forhold til da jeg startede og to og et halvt millioner flere billeder på Facebook og Instagram end da jeg startede.

Så det er en interessant position at være i som journalist, fordi vi burde have adgang til alt. Enhver begivenhed der sker hvor som helst i verden, bør jeg kende til mere eller mindre med det samme, i det det sker, gratis. Og det gælder for hver enkelt person i dette lokale.

Det eneste problem er, at når man har så meget information, skal man finde de gode ting, og det kan være utrolig svært når man håndterer denne mængde. Og det blev vist mest tydeligt under Orkanen Sandy. Så Orkan Sandy var en superstorm, hvis lige vi ikke havde set i lang tid, der ramte iPhone hovedstaden i universet -- (Latter) -- og en mængde medier som aldrig nogensinde er set før. Og det betød at journalister skulle håndtere falske kopier, så vi skulle håndtere gamle billeder der blev gensendt. Vi skulle håndtere sammensatte billeder der var sammensatte billeder fra tidligere storme. Vi skulle håndtere billeder fra film som "The Day After Tomorrow." (Latter) Og vi skulle håndtere billeder der var så realistiske at det næsten var svært at se om de overhovedet var virkelige. (Latter)

Men spøg til side, der var billeder som dette fra Instagram der blev ristet af en journalist De var ikke helt sikre. Det var filtreret i Instagram. Der blev sået tvivl om lynet. Der blev sået tvivl om det hele. Og det viste sig at være rigtigt. Det var fra Avenue C i downtown Manhattan, der var oversvømmet. Og grunden til de kunne se at det var ægte var fordi de kunne snakke med kilden, og i dette tilfælde, var disse fyre mad bloggere fra New York. De var velrenommerede. De var kendte. Så dette var ikke en afsløring, det var noget de faktisk kunne bevise. Og det var journalistens arbejde. Det var at filtrere alle disse ting. Og man var, i stedet for at gå ud og finde informationen og tage det med tilbage til læseren, holdte man de ting tilbage der potentielt var skadelige.

Og at finde kilden bliver mere og mere vigtigt -- at finde den gode kilde -- og Twitter er det sted de fleste journalister nu går hen. Det er ligesom de facto real time nyhedstjeneste, hvis man ved hvordan man skal bruge den, fordi der er så meget på Twitter.

Og et godt eksempel på hvor brugbart det kan være men også hvor svært det kan være, er den ægyptiske revolution i 2011. Som en ikke-arabisk taler, som en der betragtede det udefra, fra Dublin, Twitter lister, og lister på gode kilder, mennesker som vi kunne etablere som troværdige, var virkelig vigtige. Og hvordan bygger man sådan en liste helt forfra? Jamen, det kan være ret svært, men man skal vide hvad man skal kigge efter. Denne visualisering blev gjort af en italiensk akademiker. Han hedder André Pannison, og han tog dybest set Twitter samtalen på Tahrirpladsen den dag som Hosni Mubarak i sidste ende trådte tilbage, og prikkerne man kan se er retweets, så når nogen retweeter en besked, kommer der en forbindelse mellem to prikker, og jo flere gange en besked bliver retweetet af andre mennesker, jo mere kommer man til se disse knudepunkter, disse forbindelser blive lavet. Og det er en utrolig måde at visualisere en samtale på, men det man får er disse mod det der er mere interessant og hvem der er værd at undersøge nærmere. Og i takt med at samtalen voksede og voksede, blev det mere og mere levende, og til slut blev man efterladt med denne kæmpe, store, rytmiske Man kunne dog finde knudepunkter, dog, og så sagde man, og man siger, "Okay, jeg skal undersøge disse personer nærmere. Dette er dem der tydeligvis giver mening. Lad os se hvem de er."

I syndfloden af information, er dette hvor real time nettet bliver virkelig interessant for en journalist som mig, fordi vi har flere værktøjer end nogensinde før til at lave denne slags efterforskning. Og når man begynder at grave efter kilder, kan man gå længere og længere end man nogensinde kunne før.

Nogle gange kommer man forbi et stykke indhold der er så fængslende, man vil bruge det, man er syg efter at bruge det, men man er ikke 100 procent sikker på at man kan det fordi man ikke ved om kilden er troværdig. Man ved ikke om det er skrot. Man ved ikke om det er en genupload. Og man skal gøre det undersøgende arbejde. Og dette filmklip, som jeg vil lade køre, var en vi opdagede for et par uger siden.

Video: Der begynder virkelig at blæse om et øjeblik.

(Regn og vind lyde)

(Eksplosion) Oh, shit!

Markham Nolan: Okay, så hvis man nu er nyheds producent, er dette noget man ville elske at vise, fordi dette er tydeligvis guld. I ved? Dette er en fantastisk reaktion fra en person, et meget ægte filmklip som de har filmet i deres baghave. Men hvordan finder man denne person, hvis det er sandt, hvis det er falsk, eller hvis det er noget der er gammelt og gensendt?

Så vi begyndte at arbejde på denne video, og den eneste ting som vi kunne gå efter var brugernavnet på YouTube kontoen. Der var kun postet et filmklip på den konto, og brugernavnet var Rita Krill. Og vi viste ikke om Rita eksisterede eller om det var et falsk navn. Men vi begyndte at kigge, og vi brugte gratis internet værktøjer til det. Det første hed Spokeo, hvilket tillod os at søge efter Rita Kriller. Så vi kiggede i hele USA. Vi fandt dem i New York, vi fandt dem i Pennsylvania, Nevada og Florida. Så vi tog ud og kiggede på et andet gratis internet værktøj der hedder Wolfram Alpha, og vi kiggede på vejr journaler for den dag hvor denne video var blevet uploadet, og vi kiggede alle de forskellige byer igennem, og vi så at i Florida, var der uvejr og regn den dag. Så vi kiggede på de hvide sider, og vi fandt, vi kiggede på alle Rita Krill i telefonbøgerne, og vi kiggede på et par forskellige adresser, og det førte os til Google Maps, hvor vi fandt et hus. Og vi fandt et hus med en svømmepøl der så bemærkelsesværdigt ud som Ritas. Så vi kiggede på filmklippet igen og vi kiggede efter tegn som vi kunne krydshenvise til. Så hvis man kigger på filmklippet, er der en stor paraply, der er en hvid luftmadras i poolen, der er nogle utrolig runde kanter i svømmepølen, og der er to træet i baggrunden. Og vi kiggede på Google Maps, og vi kiggede lidt nærmere, og bestemt, der er den hvide luftmadras, der er de to træer, der er paraplyen. Den er faktisk foldet sammen på dette billede. Et lille trick. Og der er de afrundede kanter i svømmepølen. Så vi var i stand til at ringe til Rita, godkende videoen, være sikker på at den var blevet optaget, og så var vores klienter glade, fordi de var i stand til at vise den uden at være bekymrede.

Nogle gange er søgen efter sandheden, dog, lidt mindre overfladiske, og det har meget større konsekvenser. Syrien har været virkelig interessant for os, fordi man tydeligvis meget af tiden prøver at afsløre ting der potentielt kan være beviser på krigsforbrydelser, så dette er hvor YouTube faktisk bliver det vigtigste skatkammer af information om hvad der sker i verden.

Så dette filmklip, jeg vil ikke vise jer hele klippet, fordi det er temmelig grusomt, men I kommer til at høre nogen af lydene. Dette er fra Hama. Video: (Råben) Og det dette filmklip viser, hvis man ser det hele, er blodige kroppe der bliver taget ud af en pickup og smidt ud fra en bro. Beskyldningerne var at disse fyre var fra Muslim Brotherhood og at de smed kroppe af officerer fra den syriske hær ud fra broen, og at de bandede og brugte blasfemisk sprog, og der var mange modbeskyldninger om hvem de var, og om de var eller ikke var det filmklippet sagde det var.

Så vi talte med nogle kilder i Hama der havde været frem og tilbage på Twitter, og vi spurgte dem om dette, og broen var interessant for os, fordi det var noget vi kunne identificere. Tre forskellige kilder sagde tre forskellige ting om broen. De sagde, en, at broen ikke eksisterede. En anden sagde at broen eksisterede, men den er ikke i Hama. Den er et andet sted. Og den tredje sagde, "Jeg mener broen eksisterer, men dæmningen op ad floden fra broen var lukket, så floden burde være tørret ud, så dette giver ikke nogen mening." Så det var den eneste der gav os en ledetråd. Vi kiggede filmklippet igennem for andre ledetråde. Vi så særpræget gelænder som vi kunne bruge. Vi kiggede på kantstenen. Kantstenen kastede en skygge mod syd, så vi kunne regne ud at broen havde en øst-vestlig retning hen over floden. Den havde sorte og hvide kantsten. I takt med at vi kiggede på selve foden, kunne man se at der var en betonklods på vestsiden. Der er en sky af blod. Der er blod i floden. Så floden flyder fra syd til nord. Det er hvad det fortæller mig. Derudover, når man kigger væk fra broen, er der græstørv på den venstre side af flodbredden, og floden snævrer ind.

Så vi gik på Google Maps, og vi begyndte at gennemse bogstavelig talt hver eneste bro. Vi fandt dæmningen vi snakkede om, vi kiggede bogstavelig talt på alle de gange vejen krydsede floden, og overstregede de broer der ikke matchede. Vi ledte efter en der krydsede den øst-vestlig. Og vi kom til Hama. Vi kommer hele vejen fra dæmningen til Hama og der er ikke nogen bro. Så vi går lidt videre. Vi skifter til satellit billede, og vi finder endnu en bro, og det hele begynder at give mening. Broen ser ud til at krydse floden i øst-vestlig retning. Så dette kunne være vores bro. Og vi zoomer ind. Vi begynder at se at den har en midterlinje, så det er en tosporet bro. Og den har de sorte og hvide kantsten som vi så i filmklippet, og i takt med at vi klikker igennem det, kan man se at nogen har uploadet billeder der passer til kortet, hvilket er rigtig smart, så vi kan klikke os ind på billederne. Og billederne begynder at vise os flere detaljer som vi kan krydshenvise med filmklippet. Den første ting vi ser er, at vi ser den sorte og hvide kantsten, hvilket er smart, fordi den har vi set før. Vi ser det særprægede gelænder som vi så fyrene kaste kroppene ud over. Og vi gennemgår det til vi er sikre på at det er vores bro.

Så hvad fortæller det mig? Jeg skal gå tilbage nu til mine tre kilder og se på hvad de fortalte mig: den der sagde at broen ikke eksisterede, den der sagde at broen ikke var i Hama, og den ene fyr der sagde, "Ja, broen eksisterer, men jeg er ikke sikker på vandniveauet." Nummer tre ser pludselig ud til at være den mest sandfærdige, og vi har været i stand til at finde ud af det ved at bruge nogle gratis internet værktøjer siddende i en bås på en kontor i Dublin i løbet af 20 minutter. Og det er den del ved dette jeg holder af. Selvom nettet kører som en strøm, er der så meget information der at det er utrolig stift at sortere og det bliver sværere hver dag, hvis man bruger dem intelligent, man kan finde så meget utrolig information. Ved at få et par ledetråde, kunne jeg sikkert finde ud af en masse ting om de fleste af jer i publikummet som I måske ikke synes om at jeg fandt ud af.

Men det det fortæller mig er, at i en tid hvor der er mere -- der er en større mængde af information end der nogensinde har været før, er det sværere at sortere, vi har bedre værktøjer. Vi har gratis internet værktøjer der tillader os, hjælper os med at udføre denne slags efterforskning. Vi har algoritmer der er smartere end nogensinde før, og computere der er hurtigere end nogensinde før.

Men her er sagen. Algoritmer er regler. De er binære. De er ja eller nej, de er sorte eller hvide. Sandheden er aldrig binær. Sandheden er en værdi. Sandheden er følelsesmæssig, den er flydende, og frem for alt er den menneskelig. Uanset hvor hurtige vi bliver med computere, uanset hvor meget information vi har, vil man aldrig være i stand til at fjerne mennesket fra den sandhedssøgende øvelse, fordi til slut, er det et enestående menneskeligt karaktertræk. Mange tak. (Bifald)