Mark Pagel: Hvordan sproget ændrede menneskeheden

Enhver af jer besidder det mest magtfulde, farlige og undergravende træk, som den naturlige selektion nogensinde har udtænkt. Det er en stykke neuro-auditiv teknologi til at omprogrammere andre menneskers hjerner. Det, jeg taler om, er jeres sprog, selvfølgelig, fordi det giver jer mulighed for at implementere en tanke fra jeres eget hoved direkte ind i en anden persons hoved, og de kan forsøge at gøre det samme ved jer, uden at nogen af jer behøver at undergå kirurgi. I stedet, når du taler, benytter du faktisk en slags telemetri, som ikke er så meget anderledes end fjernbetjeningen til dit fjernsyn. Det er bare sådan, at mens dette apparat er afhængigt af infrarøde lysglimt, er dit sprog afhængigt af bidder - små bidder, af lyd.

Og præcis som du kan bruge fjernbetjeningen til at ændre den interne opsætning i dit fjernsyn, så den bliver, som du nu lige føler for, kan du benytte dit sprog til at ændre ved opsætningen inde i en anden persons hjerne, så den falder i hak med dine ønsker. Sprog er generne, der taler for at få det, som de vil have det. Og forestil dig lige den undren hos en baby når den første gang opdager, at bare ved at ytre nogle lyde kan den få ting til at bevæge sig gennem rummet som på magisk vis og måske endda ind i dens mund.

Sprogets undergravende magt har vist sig gennem tiderne i form af censur - af bøger, du ikke må læse, sætninger, du ikke må bruge, og ord, du ikke må sige. I virkeligheden er Babelstårnet i Bibelen en fortælling og advarsel om sprogets magt. Ifølge den fortælling udviklede de første mennesker den indbildskhed om, at ved at bruge deres sprog til at samarbejde kunne de bygge et tårn, som ville lede dem hele vejen til himmelen Gud - vred over dette forsøg på at tilrane sig hans magt - ødelagde nu tårnet. Og for så at sikre sig, at det aldrig ville blive genopbygget, delte han folket ved at tildele dem forskellige sprog, forvirrede dem ved at give dem forskellige sprog. Og dette fører til den vidunderlige ironi, at vores sprog eksisterer for at forhindre os i at kommunikere. Selv i dag ved vi, at der er ord, vi ikke må bruge, sætninger, vi ikke må sige, fordi, hvis vi gør det, risikerer vi at blive antastet, fængslet, eller endda dræbt. Og alt dette som følge af et luftpust, der kommer ud af vores munde.

Al den ballade om et enkelt af vores træk fortæller os, at der er noget, som er værd at forklare. Og det er: Hvordan og hvorfor udviklede dette bemærkelsesværdige træk sig, og hvorfor udviklede det sig udelukkende hos vores art? Det er lidt af en overraskelse, at for at få et svar på det spørgsmål er vi nødt til at se på brugen af redskaber hos chimpanserne. Disse chimpanser benytter redskaber, og vi opfatter dette som tegn på intelligens. Men hvis de virkelig var intelligente, hvorfor ville de så bruge en pind til at hive termitter op fra jorden i stedet for at benytte en skovl? Og hvis de virkelig var intelligente, hvorfor ville de knække nødder med en sten? Hvorfor ville de ikke bare gå hen i en butik og købe en pose nødder, som en eller anden allerede havde knækket for dem? Hvorfor ikke? Jeg mener, det ville jeg da gøre.

Grunden til, at chimpanserne ikke gør det, er, at de mangler det, som psykologer og antropologer kalder for social læring. De synes at mangle evnen til at lære fra andre ved at kopiere eller efterligne eller simpelthen ved at kigge efter. Resultatet er, at de kan ikke forbedre andres ideer eller lære af andres fejltagelser - drage fordel af andres viden. Og dermed gør de bare det samme om og om igen. Faktisk kunne vi rejse væk i en million år og komme tilbage, og disse chimpanser ville blive ved med at gøre det samme med den samme pind for at få termitterne og den samme sten for at knække nødderne.

Det her lyder muligvis arrogant, og jeg begår måske endda hybris. Hvordan kan vi vide dette? Fordi dette er præcis, hvad vores forfædre, Homo erectus, gjorde. Disse opretstående aber udviklkedes på den afrikanske savanne for omkring to millioner år siden, og de udformede disse pragtfulde håndøkser, som lå perfekt i hånden. Men ser vi på fossilernes historie, viser det sig, at de lavede de samme håndøkser om og om igen i en million år. Man kan følge dette gennem fossilets historie. Hvis vi nu gætter på, hvor lang tid Homo erectus levede, hvor lang deres generationers tid var - det er omkring 40.000 generationer - fra forældre til afkom, og andre individer, som kiggede med - hvor denne håndøkse ikke ændredes. Det er ikke engang sikkert, at vores genetisk meget tætte slægtninge, neanderthalerne fik social oplæring. Det er helt klart, at deres værktøj var mere kompliceret, end dem, som Homo erectus havde, men også deres ændrede sig kun ganske lidt, i løbet af de ca. 300.000 år disse arter, Neanderthalerne, levede i Eurasien.

Okay, så det, vi får ud af dette, er, at modsat det gamle udtryk "at efterabe" viser det sig overraskende nok, at alle de andre dyr faktisk ikke er i stand til at gøre dette - i hvert fald ikke i særlig grad. Og selv dette billede har en mistænkelig bismag af at være blevet opstillet - noget fra Cirkus Benneweis.

Men til sammenligning kan vi lære. Vi kan lære ved at observere andre mennesker og kopiere eller efterligne det, de gør. Vi kan herefter vælge - fra en vifte af valgmuligheder - den bedste af dem. Vi kan drage fordel af andres ideer. Vi kan bygge videre på deres viden. Og som et resultat kan vi ophobe ideer og vores teknologier udvikler sig. Og denne ophobende kulturelle tilpasning, som antropologerne kalder det, denne ophobning af ideer er skyld i alt det, der er omkring dig i din travle og samarbejdende hverdag. Jeg mener, verden har ændret sig ud af alle proportioner fra noget, som vi ville kunne genkende for selv bare 1.000 eller 2.000 år siden Og alt dette blot på grund af en ophobende kulturel tilpasning. Stolene, som I sidder på, lyset i denne sal, min mikrofon, iPads og iPods, som I tager med jer rundt, er alle resultatet af ophobende kulturel tilpasning.

For mange kommentatorer er ophobende kulturel tilpasning eller social læring arbejde, som er klaret - slut, færdig! Vores art kan producere ting og sager, derfor har vi haft fremgang på en måde, som ingen anden art har. Vi kan faktisk lave "ting og sager til livet" - som jeg lige sagde: alle tingene omkring os. Men faktisk er det sådan, at på et tidspunkt for omkring 200.000 år siden, da vores art først opstod og fik evnen til social læring, var dette virkelig vores histories begyndelse og ikke slutningen på vores historie. Fordi vores erhvervelse af evnen til social læring ville skabe et socialt og evolutionært dilemma: opløsningen af det, som i sandhed ville blive bestemmende for ikke bare den fremtidige retning af vores psykologi, men også den fremtidige kurs for hele verden. Og vigtigst i denne sammenhæng: Det vil fortælle os, hvorfor vi har sproget.

Og grunden til, at dette dilemma opstod er, at det viser sig, at social læring er visuelt tyveri. Hvis jeg kan lære ved at observere dig, kan jeg stjæle dine ideer, og jeg kan drage fordel af dine anstrengelser, uden at jeg er nødt til at bruge den tid og energi, som du har gjort til at udvikle dem. Hvis jeg kan se, hvilken madding jeg skal bruge til at fange en fisk, eller jeg kan se, hvordan du flækker din håndøkse for at forbedre den, eller hvis jeg sniger mig efter dig til din champignonmark, kan jeg få glæde af din viden og klogskab og dine evner og måske endda fange fisken, før du gør det. Social læring er virkelig visuelt tyveri. Og hos hvilken som helst art, som har fået den evne, vil det bekomme dig vel at gemme dine bedste ideer i frygt for, at nogen stjal dem fra dig.

Og så for omkring 200.000 år siden kom vores art i en krise. Og vi havde virkelig kun to muligheder for at håndtere de konflikter, som visuelt tyveri medfører. Den ene af de muligheder var, at vi ville have trukket os tilbage i små familiegrupper. For så ville fordelene ved vores ideer og viden kun blive videreført til vores familiemedlemmer. Havde vi valgt denne mulighed på et tidspunkt for omkring 200.000 år siden, ville vi sikkert stadig leve som Neanderthalerne gjorde, da vi første gang kom til Europa for omkring 40.000 år siden. Og det er, fordi i små grupper er der færre ideer; der er færre opfindelser. Og små grupper er mere udsatte ved ulykker og uheld. Så hvis vi havde valgt den vej, havde vores evolutionære vej ledt os ind i skoven - og havde helt sikkert været en kort tur.

Den anden mulighed, vi kunne vælge, var at udvikle kommunikationssystemer som kunne gøre det muligt for os at udveksle ideer og at samarbejde med andre. At vælge den mulighed betød, at en langt større fond af ophobet viden og klogskab ville være til rådighed for et hvilket som helst individ, end der nogensinde ville kunne opstå i en enkelt familie eller fra et enkelt menneske på egen hånd. Nå, men vi valgte den anden mulighed, og sproget er resultatet.

Sproget udviklede sig for at løse krisen ved visuelt tyveri. Sprog er et stykke social teknologi til styrkelse af fordelene ved samarbejde, til at nå til enighed, til at slå handler af og til at koordinere vores aktiviteter. Og man kan se, at i et samfund, som var ved at udvikle sig som var i gang med at få et sprog - havde det ikke fået et sprog, ville det være blevet som en fugl uden vinger. Ligesom vinger folder sig ud i luftrummet for at fugle kan udnytte dem, så åbnede sproget rum for kommunikation, sådan at mennesket kunne udnytte det. Og vi tager dette helt for givet, fordi vi er en art, som føler sig så hjemme i sproget.

Men man må forstå, at selv de simpleste udvekslinger, som vi deltager i, er helt og holdent afhængige af sproget. Og for at se hvordan, så overvej to scenarier fra tidligt i vores udvikling. Lad os forestille os, at du er virkelig god til at lave pilespidser, men du er helt elendig til at lave træskafter med fastspændte flyvefjer. To andre, som du kender, er virkelig gode til at udforme træskafterne, men de er håbløst dårlige til at lave pilespidserne. Så du gør det, at... en de andre har endnu ikke rigtig tillært sig sproget. Og lad os forestille os, at den anden har gode kommunikationsevner,

så det, du gør en dag, er at tage en bunke pilespidser, og du går hen til den person, der ikke kan tale så godt, og du lægger pilespidserne foran ham og håber, at han fatter ideen om, at du vil bytte dine pilespidser for færdiglavede pile. Men han kigger på bunken med pilespidser og tror, at det er en gave, tager dem op, smiler og går sin vej. Nu følger du efter ham, mens du gør fagter. Et slagsmål begynder, og du bliver stukket ned med en af dine egne pilespidser. Okay, gennemspil så denne scene, hvor du henvender dig til personen, som har et sprog. Du lægger dine pilespidser og siger: "Jeg vil gerne bytte disse pilespidser for færdiglavede pile. Jeg vil dele 50/50 med dig." Den anden svarer: "Fint. Det lyder godt. Lad os gøre det." Så er den fikset.

Når først vi har sproget, kan vi lægge hovederne i blød i fællesskab og samarbejde for at opnå en velstand, som vi ikke kunne få, før vi havde det. Og det er grunden til, at vores art har trivedes rundt om i verden, mens resten af dyrene sidder bag tremmer i zoos og hensygner. Derfor bygger vi rumfærger og katedraler, mens resten af verden stikker pinde i jorden for at hive termitter op. Altså, hvis det her er synet på sprog og dets værdi i forhold til at løse krisen med visuelt tyveri, så burde enhver art, som erhverver det, udvise en eksplosion af kreativitet og fremgang. Og det er præcis, hvad de arkæologiske fund viser.

Hvis man ser på vores forfædre, Neanderthaleren og Homo erectus, vores nærmeste forfædre, så er de begrænset til små områder i verden. Men da vores art opstod for omkring 200.000 år siden, forlod vi et stykke tid efter det hurtigt Afrika og spredte os rundt om i hele verden for at fylde næsten enhver beboelig del af Jorden. Mens andre arter er begrænset til steder, som deres gener til passer sig, var vi med social læring og sprog i stand til at ændre miljøet til at passe til vores behov. Og så blomstrede vi op på en måde, som intet andet dyr har gjort. Sprog er virkelig det mest kraftfulde træk, som nogensinde er udviklet. Det er det mest værdifulde træk, vi har, til at omforme nye lande og ressourcer til flere mennesker og deres gener, end den naturlige selektion nogensinde har udtænkt.

Sprog er virkelig vores geners stemme. Nu vi havde udviklet sprog, gjorde vi dog noget mærkeligt ja, noget bizart. Mens vi spredte os rundt om i verden, udviklede vi tusindvis af forskellige sprog. For tiden findes der omkring 7 eller 8.000 forskellige sprog, som tales på Jorden. Man kan måske fristes til at sige: Nå - det er da bare naturligt. Mens vi spreder os, bliver vores sprog helt naturligt forskellige. Men det virkelige hovedbrud og det ironiske er, at den største samling af forskellige sprog på Jorden findes der, hvor folk bor allertættest sammen.

Tager vi til øen Papua Ny Guinea, finder vi omkring 800-1.000 særskilte menneskesprog, forskellige menneskesprog, som tales på øen alene. Der er steder på den ø, hvor man kan støde på et nyt sprog for hver 3-6 kilometer. Hvor utroligt det end lyder, så mødte jeg en papuansk mand, og jeg spurgte ham, om det virkelig kunne passe. Og han sagde til mig: "Ah nej, de er lagt tættere på hinanden end det." Og det er sandt. Der er steder på den ø, hvor du kan støde på et nyt sprog på under to kilometer. Og det er også gældende for visse fjerne øer.

Det lader altså til, at vi bruger vores sprog ikke bare til samarbejde men til at tegne streger rundt om vores samarbejdsgrupper og til at skabe identiteter og måske til at beskytte vores viden og klogskab og evner fra at blive aflyttet udefra. Og vi ved dette, fordi når vi studerer forskellige sproggrupper og forbinder dem med deres kulturer, ser vi, at forskellige sprog langsomt lader ideer strømme mellem grupper. De lader teknologier strømme, Og de lader selv gener flyde. Nu kan jeg ikke tale for jer, men det ser ud til at være tilfældet, at vi ikke har sex med folk, vi ikke kan tale med. (Latter) Vi er altså nødt til at modsige, hvad beviser ellers har vist, at vi muligvis har haft noget ret usmageligt genetiske tant og fjas med Neanderthalere og med Denisovanere.

(Latter)

Okay, denne tendens vi har, denne tilsyneladende naturlige tendens vi har til at isolere os, til at holde os for os selv straks blev smadret med vores moderne verden. Dette bemærkelsesværdige billede er ikke et kort over verden. Det er faktisk et kort over venne-links på Facebook. Og når du indtegner disse venne-links som længde- og breddegrader, tegnes der bogstavelig talt et verdenskort. Vores moderne verden består af kommunikation med sig selv og med hinanden, i højere grad end det har gjort på noget tidligere tidspunkt. Og den kommunikation, den tilslutning til resten af verden, den globalisering skaber nu en tung problematik. Fordi disse forskellige sprog bygger en mur, som vi har set det, og forhindrer overførslen af varer og gode ideer og teknologi og viden. Og de forhindrer samarbejde.

Og ingen steder ser vi dette tydligere end i Den Europæiske Union, hvis 27 medlemslande taler 23 officielle sprog. Den Europæiske Union bruger for tiden mere end en milliard euro årligt på at oversætte mellem sine 23 officielle sprog. Det er noget, der ligner 1,45 milliarder amerikanske dollars alene på omkostninger til oversættelse. Tænk lige på det absurde i denne situation. Hvis 27 individer fra de 27 medlemslande satte sig omkring et bord og talte deres 23 sprog, viser meget simpel matematik, at man har behov for en hær af 253 oversættere for at kunne deltage i alle de parvise sprogmuligheder. Den Europæiske Union har en permanent stab ansat af ca. 2.500 oversættere. Og bare i 2007... jeg er sikker på, at der nok skal findes nyere tal - ... blev noget i retning af 1,3 millioner sider oversat til blot engelsk.

Så hvis sproget virkelig er løsningen på krisen med visuelt tyveri; hvis sproget virkelig er vores samarbejdskanal, den teknologi, som vores art har udviklet til fremme af frit flow og fri udveksling af ideer, så må vi i vores moderne verden konfronteres af et spørgsmål. Og det spørgsmål er, om vi i denne moderne, globaliserede verden virkelig har råd til at have alle disse forskellige sprog.

For at sige den på en anden måde: I naturen findes ingen andre sammenhænge, hvor enslignede funktionelle træk sameksisterer. En af dem driver altid de andre i døden. Og vi ser dette i den ubønhørlige trav mod standardisering. Der er mange, mange måder at måle ting på - at veje dem og at måle deres længde - men det metriske system vinder frem. Der er flere forskellige måder at måle tiden på, men et meget bizart system baseret på størrelsen 60 - kendt som timer og minutter og sekunder - er næsten helt universelt. Der er mange, mange måder at brænde cd'er eller dvd'er på. men de bliver også alle standardiseret. Og du kan sikkert komme på mange, mange flere fra dagligdagen i dit eget liv.

Så vores moderne verden konfronterer os nu med et dilemma. Og det er det dilemma, som sådan en kinesisk mand står over for - hvis sprog bliver talt af flere mennesker i verden end noget andet sprog, og alligevel sidder han ved sin tavle og konverterer kinesiske sætninger til engelske sætninger. Og hvad dette gør er, at det synliggør den mulighed for os, at i en verden, hvor vi gerne vil fremme samarbejde og udveksling, og i en verden, som måske mere end nogensinde er afhængig af samarbejde for at kunne opretholde og forbedre vores velstandsniveau, så siger hans handlemåde os, at det muligvis er uundgåeligt, at vi er nødt til at tage stilling til ideen om, at vi er skæbnebestemt til at være én verden med ét sprog.

Tak.

(Klapsalve)

Matt Ridley: Mark, et spørgsmål... Svante opdagede, at FOXP2-genet, som synes at være forbundet med sproglighed, også fandtes i samme form hos neanderthalerne som hos os. Har vi nogen ide om, hvordan vi kunne have besejret neanderthalerne, hvis også de havde sprog?

Mark Pagel: Det er et godt spørgsmål. Mange af jer kender til forestillingen om, at der er dette gen ved navn FOXP2, som på mange måder ser ud til at have indflydelse på den fine motorstyring, som er forbundet med sproget. Grunden til, at jeg ikke tror, at det siger noget om, at neanderthaleren havde sprog, er... Her er en simpel sammenligning: Ferrarier er biler, som har motorer. Min bil har en motor, men den er ikke en Ferrari. Det enkle svar på det er, at det ikke kun er gener alene, der - helt af sig selv - bestemmer resultatet af yderst komplicerede ting som sprog. Det, vi ved om dette FOXP2 og neanderthalerne, er, at de har haft fin motorisk kontrol over deres munde... Hvem ved... Men det fortæller os ikke nødvendigvis, at de havde sprog.

MR: Mange tak skal du have.

Klapsalve