Mark Forsyth: Hvad er en snollygoster? En kort lektion i politisk tale

Et af mine favoritord af alle fra Oxfords Engelskordbog er "snollygoster." Bare fordi det lyder så godt. Og hvad snollygoster betyder er "en uærlig politiker." Selvom der i det 19. århundrede var en avisredaktør, som definerede det endnu bedre da han sagde, "En snollygoster er en fyr som søger kontor uanset parti, platform eller princip, og som, når han vinder, opnår det med ren styrke fra monumental, indholdsløs overtalelsesretorik."

(Latter)

Jeg har ingen idé hvad "overtalelsesretorik" er. Noget der har noget at gøre med ord, formoder jeg. Men det er meget vigtigt at ord er i centrum af politik, og alle politikere ved at de bliver nødt til at prøve at kontrollere sproget.

Sådan var det ikke indtil, for eksempel, 1771, hvor det britiske parlament tillod aviser at rapportere de eksakte ord, som blev sagt i debatsalen. Og dette var faktisk alt sammen p.g.a. modet fra en fyr med det usædvanlige navn, Brass Crosby, som gik op imod Parlamentet. Og han var kastet ind i Tower of London og fængslet, men han var modig nok, han var modig nok at tage kampen op, og til sidst havde han så meget populær støtte i London, at han vandt. Og det var kun få år senere at vi fik det første registrerede brug af sætningen "så modig som brass (messing)." De fleste tror det handler om metallet. Det gør det ikke. Det handler om en aktivist som kæmpede for pressefrihed.

Men for virkelig at vise jer hvordan ord og politik spiller sammen, vil jeg tage jer tilbage til USA, lige efter de var blevet selvstændige. Og de var nødt til at tage stilling til hvad de skulle kalde George Washington, deres leder. De vidste det ikke. Hvad kalder man lederen af et republikansk land?

Og dette blev debatteret i Kongressen i en evighed. Og der var alle mulige forslag på bordet, som måske kunne have blevet valgt. Jeg mener, nogen mennesker ville kalde ham Overdommer Washington, og andre, Hans Højhed George Washington, og andre, Beskytteren af Frihederne for Folket af Amerikas Forenede Stater Washington. Ikke så iørefaldende. Nogle mennesker ville bare kalde ham konge. De mente det var gennemtestet. Og de havde ikke engang monarki der, de havde den idé at man kunne blive valgt som konge for en begrænset periode. Og, du ved, det kunne have virket.

Og alle kedede sig sindssygt meget, faktisk, fordi debatten blev ved i tre uger. Jeg læste en dagbog af en stakkels senator, som blev ved med at skrive, "Stadig ved dette emne." Og grunden til udskydelsen og kedsomheden var, at Repræsentanternes Hus var imod Senatet. Repræsentanternes Hus ville ikke have Washington skulle blive overvældet af magt. De ville ikke kalde ham konge. i tilfælde af det skulle give ham eller hans efterfølger gode ideer.

Så de ville give ham den mest ydmyge, tarvelige, mest ynkelige titel de kunne komme på. Og den titel var "Præsident." Præsident. De opfandt ikke titlen. Jeg mener, den eksisterede før, men det betød bare nogen som præsiderer over et møde. Det var som formanden af juryen. Og det havde ikke meget mere pragt end betegnelsen "formand" eller "tilsynsmand." Der var lejlighedsvis præsidenter af små koloniale råd og dele af regeringen, men det var virkelig ikke nogen særlig titel.

Og det var derfor Senatet protesterede imod det. De sagde, det er latterligt, I kan ikke kalde ham Præsident. Denne her mand skal rundt og skrive under på traktater og møde udenlandske, højtstående personer. Og hvem vil tage ham seriøst hvis han har en lille dum titel som Præsident af Amerikas Forenede Stater?

Og efter tre ugers debat, til sidst gav Senatet ikke op. I stedet blev de enige om at bruge titlen "Præsident" for nu, men de ville også have totalt fastsat at de ikke var enige med det af anstændig respekt for de holdninger og praksis af civiliserede nationer, omend under republikansk eller monarkisk form for regering, hvis skik er at annektere, gennem Overdommerens kontor, titler af respektabilitet -- ikke en pokkers Præsident -- og at i samarbejde med udenlandske nationer, majestæten af USA's folk må ikke være vovet af en enkeltstående optræden, dvs., vi vil ikke ligne nogle fandens tosser.

Man kan lære tre interessante ting fra dette. For det første -- og dette er min favorit -- at så vidt jeg har kunnet finde ud af, har Senatet aldrig officielt godkendt titlen Præsident. Barack Obama, Præsident Obama, er der på lånt tid, venter kun på at Senatet skal springe i aktion. Den anden ting man kan lære er at når en regering siger at det er en midlertidig størrelse -- (Latter) -- kan du stadig vente 223 år senere.

Men den tredje ting du kan lære, og det er den virkelig vigtige, pointen jeg vil efterlade jer med, er at titlen, Præsident af Amerikas Forenede Stater, lyder ikke specielt ydmyg i disse dage, gør den? Noget der har at gøre med de lidt over 5.000 atomsprænghoveder han har til rådighed og den største økonomi i verden og en flåde af doner og alt den slags ting. Virkelighed og historie har udstyret titlen med pragt. Så Senatet vandt i sidste ende. De fik deres respekterede titel. Og samtidig, Senatets anden bekymring, den enkeltstående optræden -- det var i hvert fald enkeltstående dengang. Men nu, ved I hvor mange nationer har en præsident? Et hundrede syvogfyrre. Alt sammen fordi de vil lyde som manden, som har de 5.000 atomsprænghoveder, osv.

Og så, til sidst, Senatet vandt og Repræsentanternes Hus tabte, fordi ingen vil føle sig ydmyg når de får at vide de nu er Præsident af Amerikas Forenede Stater. Og det er den vigtige pointe jeg tror I kan tage med jer, og den som jeg vil efterlade jer med. Politikere forsøger at udvælge ord og bruge ord til at forme virkeligheden og kontrollere virkeligheden, men faktisk, ændrer virkeligheden ordene meget mere end ordene nogensinde kan ændre virkeligheden.

Mange tak.