Malte Spitz: Dit telefonselskab overvåger dig

Hej. Dette er min mobiltelefon. En mobiltelefon kan ændre ens liv, og en mobiltelefon giver en individuel frihed. Med en mobiltelefon, kan man tage et billede af forbrydelser mod menneskeheden i Syrien. Med en mobiltelefon, kan man tweete en besked og begynde at protestere i Egypten. Og med en mobiltelefon, man kan optage en sang, oploade det til SoundCloud og blive berømt. Alt dette er muligt med ens mobiltelefon.

Jeg er et barn af 1984, og jeg bor i byen Berlin. Lad os gå tilbage til den tid, til denne by. Her kan man se hvordan hundredetusinde mennesker gør modstand og protesterer for forandring. Dette er efteråret 1989, og forestil jer alle disse mennesker der gør oprør og protesterer for en forandring havde en mobiltelefon i deres lomme.

Hvem i lokalet har en mobiltelefon med sig? Hold den op. Hold jeres telefon oppe, hold jeres telefon oppe! Hold den op. En Android, en Blackberry, wow. Det er mange. Næsten alle i dag har en mobiltelefon.

Men i dag vil jeg tale om mig og min mobiltelefon, og hvordan den ændrede mit liv. Og jeg vil tale om dette. Der er 35.830 linjer med information. Rå data. Og hvorfor er disse informationer der? Fordi i sommeren 2006, fremlagde EU Kommisionen et direktiv.

Dette direktiv hedder Data Retention Directive. Direktivet siger at hvert telefon selskab i Europa, hver Internet udbyder i hele Europa, skal gemme en bred mængde information om brugerne. Hvem ringer til hvem? Hvem sender en email til hvem? Hvem sender en sms til hvem? Og hvis man bruger ens mobiltelefon, hvor man er. Al denne information gemmes i minimum seks måneder, op til to år af ens telefon selskab eller ens Internet udbyder.

Og overalt i Europa, demonstrerede folk og sagde, "Vi vil ikke have dette." De sagde, vi vil ikke have denne databevaring. Vi vil have selvbestemmelse i den digitale alder, og vi vil ikke have at telefon selskaberne og internet udbyderne skal gemme al denne information om os. De var advokater, journalister, præster, de sagde alle: "Vi vil ikke have dette."

Og her kan man se, noget i retningen af titusindevis af mennesker der gik på gaden i Berlin og sagde, "Frihed, ikke frygt." Og nogen sagde endda, at dette ville blive Stasi 2.0. Stasi var det hemmelige politi i Østtyskland.

Og jeg spørger også mig selv, virker det virkelig? Kan de virkelig gemme al denne information om os? Hver gang jeg bruger min mobiltelefon? Så jeg spurgte mit telefonselskab, Deutsche Telekom, der på det tidspunkt var det største telefonselskab i Tyskland, og jeg spurgte dem, vær sød at sende mig al den information I har gemt om mig. Og jeg bad dem om det en gang, og jeg bad dem om det igen, og jeg fik ikke noget rigtigt svar. Det var kun blah blah svar.

Men så sagde jeg, jeg vil have denne information, fordi dette er mit liv I fører protokol over. Så jeg besluttede at starte en retssag mod dem, fordi jeg ville have denne information. Men Deutsche Telekom sagde, nej, vi vil ikke give dig denne information. Så i sidste ende, lavede jeg et forlig med dem. Jeg stopper retssagen og de sender mig al den information jeg spørger efter. Fordi i mellemtiden, havde Tysklands Forfatningsdomstol afsagt en kendelse at implementationen af dette EU direktiv i tysk lovgivning var forfatningsstridig.

Så jeg fik denne grimme, brune konvolut med en CD indeni. Og på den CD, var der dette. Femogtredive tusinde otte hundrede og tredive linjer med information. Først kiggede jeg på det og sagde, okay, det er en kæmpe fil. Okay. Men så efter noget tid blev jeg klar over, dette er mit liv. Dette er seks måneder af mit liv, i denne fil.

Så jeg var en smule skeptisk, hvad skulle jeg gøre med det? Fordi man kan se hvor jeg er, hvor jeg sover om natten, hvad jeg laver. Men så sagde jeg, jeg vil ud med denne information. Jeg vil gøre dem offentlige. Fordi jeg vil vise mennesker hvad dette data bevaring betyder.

Så sammen med Zeit Online og Open Data City, gjorde jeg dette. Dette er en visualisering af seks måneder af mit liv. Man kan zoome ind og ud, man kan spole tilbage og spole frem. Man kan se hvert skridt jeg tager. Og man kan endda se hvordan jeg tager toget fra Frankfurt til Cologne, og hvor tit jeg ringer ind i mellem.

Alt dette er muligt med denne information. Det er en lille smule uhyggeligt. Men det handler ikke kun om mig. Det handler om os allesammen. For det første, det er kun ligesom, jeg ringer til min kone og hun ringer til mig, og vi snakker med hinanden et par gange. Og så er der nogle venner der ringer til mig, og de ringer til hinanden. Og efter et stykke tid ringer man til sig selv, og man ringer til sig selv, og man har dette store kommunikations netværk.

Men man kan se hvordan ens folk kommunikerer med hinanden, hvilke tidspunkter de ringer til hinanden, hvornår de går i seng. Man kan se alt dette. Man kan se midtpunkterne, ligesom hvem der er lederne i en gruppe. Hvis man har adgang til denne information, kan man se hvad ens samfund laver. Hvis man har adgang til denne information, kan man kontrollere ens samfund.

Dette er en arbejdstegning for lande som Kina og Iran. Dette er en arbejdstegning for hvordan man skal overvåge ens samfund, fordi man ved hvem der taler med hvem, hvem der sender hvem en email, alt dette er muligt hvis man har adgang til denne information. Og denne information er gemt i minimum seks måneder i Europa, op til to år.

Ligesom jeg sagde i starten, forestil jer at alle disse mennesker på gaderne i Berlin i efteråret 1989 havde en mobiltelefon i deres lomme. Og Stasi ville have vist hvem der tog del i denne demonstration, og hvis Stasi havde vidst det hvem der er lederne bag det, ville dette måske aldrig være sket. Berlinmurens fald ville måske ikke [have været] der. Og i efterspillet, heller ikke faldet af jerntæppet. Fordi i dag, statsorganer og firmaer vil gemme så meget information som de kan få om os, online og offline. De vil have muligheden for at følge vores liv, og de vil gemme dem i al evighed.

Men selvbestemmelse og det at leve i den digitale alder er ikke modsætninger. Men man skal kæmpe for selvbestemmelse i dag. Man skal kæmpe for det hver dag. Så, når man går hjem, fortæl jeres venner at privatlivet er en værdi i det 21 århundrede, og det er ikke umoderne. Når I går hjem, fortæl jeres repræsentant at bare fordi firmaer og statsorganer har muligheden for at gemme bestemte informationer, behøver de ikke at gøre det. Og hvis I ikke tror på mig, spørg jeres telefonselskab hvilken information de gemmer om jer.

Så, i fremtiden, hver gang I bruger jeres mobiltelefon, lad det være en påmindelse til jer at man skal kæmpe for selvbestemmelse i den digitale alder. Tak.

(Bifald)