Maajid Nawaz: En global kultur til at bekæmpe ekstremismen

Har du nogensinde undret dig over hvorfor ekstremismen synes at have vundet frem i lande med muslimske flertal gennem det sidste årti? Har du nogensinde undret dig over hvordan der kan laves om på situationen? Har du nogensinde set på de arabiske opstande og tænkt "Hvordan kunne vi have forudset dét?" eller "Hvordan kunne vi have været bedre forberedt?" Min personlige fortælling, min personlige rejse, det, som har ført mig herop på TED-scenen i dag, viser præcis hvad der er sket i lande med muslimske flertal gennem de sidste årtier og længere tilbage. Den historie vil jeg gerne dele lidt af med jer, men jeg vil også gerne dele nogle af mine ideer om forandring og sociale bevægelsers rolle i at skabe den forandring i samfund med muslimske flertal.

Så lad mig begynde med en ganske kortfattet tidshistorie, hvis publikum tillader det. I middelaldersamfund var der veldefinerede tilhørsforhold. En identitet blev primært defineret ud fra religion. Og så kom vi videre ind i en tidsalder i det 19. århundrede med den europæiske nationalstats fremmarch, hvor identiteter og tilhørsforhold blev etnisk definerede. Identitet var altså primært etnisk defineret, og det afspejlede nationalstaten. I globaliseringens tidsalder bevægede vi os videre. Det kalder jeg for statsborgerskabets æra, hvor folk kunne være af forskellige racer eller etniciteter, men alle sammen være ligeværdige statsborgere i en stat. Man kunne være amerikansk-italiener eller amerikansk-irer; man kunne være en britisk-pakistaner.

Men nu tror jeg på, at vi bevæger os ind i en ny tidsalder, og den døbte New York Times for nyligt "adfærdens tidsalder." Jeg definerer adfærdens tidsalder som en periode med loyaliteter på tværs af landegrænser, hvor identitet i højere grad bliver skabt af ideer og fortællinger. Og disse ideer og fortællinger, som forener folk på tværs af grænserne begynder mere og mere at påvirke den måde, folk opfører sig på. Det er så ikke nødvendigvis gode nyheder, fordi jeg tror også på, at had har spredt sig over hele verden lige så meget som kærligheden. Men faktisk tror jeg på, at dem, der bedst har udnyttet adfærdens tidsalder, indtil nu, indtil for nyligt, indtil de sidste seks måneder dem, som bedst har udnyttet adfærdens tidsalder og de grænseoverskridende tilhørsforhold ved hjælp af digital aktivisme og andre slags grænseløse teknologier, dem, som har fået mest ud af det har været ekstremister. Og det er noget, jeg gerne vil uddybe.

Hvis vi ser på islamister, hvis vi ser på fænomenet med fascister på den yderste højrefløj, så har de været meget dygtige til én ting, faktisk overdrevent dygtige, og det har været at kommunikere på tværs af landegrænser, at bruge teknologi til at organisere sig og sprede deres budskab og skabe sande globale fænomener. Og det ved jeg noget om, fordi jeg i 13 år af mit liv var involveret i en ekstrem islamistisk organisation. Og jeg var faktisk en stor drivkraft i at sprede ideer på tværs af landegrænser. Og jeg var vidne til islamismens fremmarch, i modsætning til religionen islam, og hvordan den påvirkede mine trosfæller i hele verden.

Og min fortælling, min personlige fortælling, er et sandt bevis på adfærdens tidsalder, som jeg her forsøger at uddybe. Jeg var -- forresten er jeg fra Essex, født og opvokset i Essex i Storbritannien Enhver englænder kender til det rygte, vi har i Essex. Men jeg var født i Essex, og i en alder af 16 år, meldte jeg mig til en organisation. Da jeg var 17, var jeg i gang med at rekruttere på Cambridge Universitet til den organisation. Da jeg var 19 år, var jeg medlem af landsledelsen i Storbritannien Da jeg var 21, var jeg med til at grundlægge organisationen i Pakistan. Da jeg var 22, var jeg med til at grundlægge den i Danmark. Da jeg så var 24, blev jeg dømt og sendt i fængsel i Egypten, blev sortlistet i tre lande i verden for at have forsøgt at vælte deres regeringer, blev udsat for tortur i egyptiske fængsler og idømt fem år som samvittighedsfange.

Og den rejse, og det, der tog mig fra Essex og ud i verden -- forresten grinte vi ad demokratiske aktivister. Vi følte, at de var fra en svunden tid. Vi følte, at de var forældede. Jeg lærte at bruge e-mail ved at være med i den her ekstremistiske organisation Jeg lærte at kommunikere effektivt på tværs af landegrænser uden at blive opdaget. Selvfølgelig blev jeg til sidst opdaget, i Egypten. Men den måde, jeg lærte at udnytte teknologi på var fordi jeg var inde i en ekstremistisk organisation, som var tvunget til at tænke forbi nationalstatens begrænsninger. Adfærdens tidsalder: hvor ideer og fortællinger i stigende grad definerede adfærd, identitet og loyalitet.

Vi så som sagt på status quo og gjorde grin med det. Og det var ikke bare islamister, der gjorde det. Men selv hvis man ser på stemningen gennem hele Europa her på det seneste, så er højrefascismen i stærk fremgang. En form for antiislamisk retorik vinder også frem og det gør den i flere lande. Og det har så som følge, at det påvirker det politiske klima gennem hele Europa Hvad der rent faktisk sker er, at det, som engang var lokale snæversyn, individer eller grupper af ekstremister, som var isolerede i forhold til hinanden, er blevet forbundet på globaliseret vis og derfor er blevet, eller bliver, mainstream. Fordi internettet og forbindende teknologier binder dem sammen verden over.

Hvis man ser på højrefascismens seneste fremmarch i Europa, vil man se, at der sker nogle ting, som begynder at påvirke indenrigspolitikken, selv om fænomenet går over grænserne. I visse lande bliver minaretter på moskeerne forbudt. I andre lande forbyder man hovedtørklæder. Nogle steder forbyder man kosher- og halalkød netop nu. Samtidigt med, at det sker, er de grænseoverskridende islamister i gang med at gøre det samme i deres egne samfund. De er altså små lommer af snæversyn, der forbindes på en måde, hvor de føler sig mainstream. Og det ville jo aldrig have været muligt før i tiden. De ville have følt sig isoleret, indtil de her teknologier dukkede op og forbandt dem på en måde, der gjorde, at de følte sig som en del af noget større.

Hvad bliver der så af demokratiets tilhængere? Jeg tror, at de halter langt bagud. Og det giver jeg lige et eksempel på. Hvis nogen af jer husker bombeattentatforsøget fra julen 2009: der er der en mand ved navn Anwar al-Awlaki. Som amerikansk statsborger og etnisk yemenit, der pt. gemmer sig i Yemen, og inspirerede en nigerianer, sønnen af Nigerias nationalbankdirektør. Den nigerianske studerende læste i London, trænede i Yemen, steg på et fly i Amsterdam for at angribe USA. I mellemtiden var den Gamle mentalitet med stort G representeret af hans far, den nigerianske bankdirektør, som advarede CIA om, at hans søn gjorde klar til et angreb, men han talte for døve ører. Den Gamle mentalitet med stort G, som nationalstaten repræsenterede, endnu ikke helt inde i adfærdens tidsalder, uvidende om de grænseoverskridende sociale bevægelsers styrke, blev ladt i stikken. Og det lykkedes næsten julebombemanden at angribe USA Endnu et eksempel fra den yderste højrefløj: det viser sig, ironisk nok, at fremmedhadende nationalister udnytter globaliseringen

Hvorfor har de så succes med det? Og hvorfor halter demokratiets tilhængere bagud? Vi har brug for at forstå magten bag de sociale bevægelser, som forstår det. Og en social bevægelse består, i mine øjne, den består af fire hovedtræk. Den består af ideer og fortællinger og symboler og ledere. Jeg gennemgår lige et eksempel, og det er det eksempel, alle her vil have hørt om, og det er eksemplet Al-Qaeda. Hvis jeg bad jer om at tænke på Al-Qaedas ideer, så ville det være noget, i straks kommer i tanke om. Hvis jeg beder jer om at tænke på deres fortællinger-- Vesten i krig mod islam, behovet for at forsvare islam mod Vesten -- de fortællinger, dem kommer i straks i tanke om. Der er desuden den forskel mellem ideer og fortællinger: ideen er den sag, man tror på; og fortællingen er den måde, sagen sælges på -- sagens propaganda, om man vil. Al-Qaedas ideer og fortællinger er altså nogle, man straks kommer i tanke om.

Hvis jeg beder jer om at tænke på deres symboler og ledere, så kommer i straks i tanke om dem. Én af deres ledere blev for nyligt dræbt i Pakistan. Så disse symboler og ledere kommer i altså straks i tanke om. Og det er de sociale bevægelsers magt. De går over grænserne, og er bundet sammen med disse ideer og fortællinger og symboler og ledere. Men, hvis jeg beder jer fokusere på nutidens Pakistan og beder jer om at tænke på demokratiets symboler og ledere i Pakistan i dag, så kniber det med at finde på andet end måske mordet på Benazir Bhutto. Hvilket per definition betyder, at netop den leder ikke længere findes.

I mine øjne er et af de problemer, vi står over for, at der ikke er nogen globaliserede, sociale græsrodsbevægelser med ungdommen i spidsen, som forfægter en demokratisk kultur i samfund med muslimske flertal Der findes ikke noget svar på Al-Qaeda, uden terrorismen, for demokratiet i samfund med muslimske flertal. Der er ikke nogen ideer, fortællinger, ledere eller symboler, der forfægter den demokratiske kultur på landjorden. Og det rejser så det næste spørgsmål. Hvorfor har ekstremistiske organisationer, om de er på højrefløjen eller er islamistiske -- ved islamisme menes dem, som ønsker at påtvinge resten af samfundet én tolkning af islam -- hvorfor har de held med at organisere på globaliseret vis, mens dem, som ønsker demokratisk kultur halter bagud? Og det mener jeg, der er fire grunde til. Jeg tror, nummer et, at det er selvtilfredshed. Fordi den demokratiske kulturs tilhængere er ved magten, eller har samfund, som styrer globaliserede, magtfulde samfund, magtfulde lande. Og den selvtilfredshed medfører, at de ikke føler noget behov for at forfægte den kultur.

Den anden grund, mener jeg, er politisk korrekthed. At der er en vis tøven omkring at give udtryk for demokratiets almengyldighed. fordi vi forbinder det med -- vi forbinder det at tro på vores værdiers almengyldighed -- med ekstremister. Men hver gang vi taler om menneskerettigheder, så siger vi jo, at menneskerettigheder er universelle. Men hvis man tager ud for at sprede det synspunkt forbindes det enten med neokonservatisme eller islamistisk ekstremisme. Det at gå rundt og sige, at jeg synes, den demokratiske kultur er den bedste form for politisk organisering vi er kommet frem til forbindes med ekstremisme.

Og den tredje grund, demokratisk valgfrihed i lande med muslimske flertal er blevet degraderet til et politisk valg, det vil sige politiske partier i mange af de her samfund beder folk om stemme på dem som det demokratiske parti, men så beder de andre partier om stemmer som det militære party -- der ønsker at regere gennem et militærdiktatur. Og så har man et tredje parti, der siger, "Stem på os, så danner vi et teokrati." Demokratiet er altså blevet blot ét politisk valg blandt mange andre styreformer, der er tilgængelige i disse samfund. Som resultat af det her sker det, når partierne bliver valgt og de uundgåeligt fejler, eller de uundgåeligt begår politiske fejl, så tager demokratiet skylden for deres politiske fejltagelser. Og så siger folk, "Vi har prøvet demokratiet. Det fungerer ikke rigtigt. Lad os få militæret tilbage igen."

Og den fjerde grund, mener jeg, er hvad vi her på diaset har kaldt modstandens ideologi. Med det mener jeg, at hvis verdens supermagt i dag var kommunistisk, ville det være en del lettere for demokratiske aktivister at bruge deres aktivisme som en form for modstand mod kolonialismen end det er i dag, hvor verdens supermagt jo er USA, som besætter visse lande og samtidigt støtter demokratiske idealer. I grove træk er det altså de fire grunde, der gør det meget sværere for demokratisk kultur at sprede sig som civilisationsvalg, ikke blot som et politisk valg.

Når vi taler om de grunde, lad os så nedbryde visse forudfattede meninger. Drejer det sig bare om klagepunkter? Er det bare et spørgsmål om manglende uddannelse? Statistisk set, så er de fleste, der melder sig til ekstremistiske organisationer veluddannede. Statistisk set er de gennemsnitligt uddanende ud over det uddannelsesniveau, man har i vestlige samfund. Anekdotisk kan vi påvise, at hvis fattigdom var den eneste faktor, jamen Bin Laden er jo fra en af Saudiarabiens rigeste familier. Hans stedfortræder, Ayman al-Zawahiri, var børnelæge -- ikke nogen ringe uddannet mand. Ulandsbistanden har jo foregået i årevis, men ekstremismen i de her samfund, i mange af de her samfund, har alligevel vundet frem. Og det som jeg synes, der mangler, er ægte græsrodsaktivisme på landjorden oven i den internationale bistand, oven i uddannelse, oven i sundhed. Ikke i modsætning til de her ting, men sammen med dem, der spreder en ægte efterspørgsel for demokrati på landjorden.

Og her mener jeg, at neokonservatismen vendte sagen på hovedet. Neokonservatismen havde den holdning, at man skal ind med en udbudsbaseret tilgang for at indføre demokratiske værdier ovenfra. Altimens islamister og højrefløjsgrupperinger i årtier har opbygget efterspørgslen for deres ideologi ved græsrødderne. De har opbygget civilisationens efterspørgsel for deres værdier ved græsrødderne, og vi har set de her samfund langsomt forvandle sig til samfund, der i stigende grad spørger efter en form for islamisme. Massebevægelser i Pakistan er efter de arabiske opstande hovedsagligt blevet repræsenteret af organisationer, der går ind for en eller anden form for teokrati, i stedet for en demokratisk opstand Fordi lige siden før Indiens deling har de opbygget efterspørgslen for deres ideologi på landjorden. Der er brug for en ægte grænseoverskridende ungdomsbevægelse, der aktivt arbejder for at støtte op om den demokratiske kultur-- som altså er mere end bare valg. Men uden ytringsfrihed, kan man ikke have frie og retfærdige valg. Uden menneskerettigheder, har man ikke beskyttelsen til at føre valgkamp. Uden trosfrihed, har man ikke ret til at tilmelde sig foreninger.

Så der er brug for de her organisationer på landjorden der støtter op om selve den demokratiske kultur for at skabe efterspørgslen for den. Det gør så, at man undgår det problem, jeg talte om tidligere, nemlig hvor man har nu har politiske partier, der præsenterer demokratiet som blot et politisk valg i de her samfund ved siden af andre valg så som militærstyre eller teokrati. Men hvis vi begynder at opbygge efterspørgslen på civilisationsniveau, og ikke bare på det politiske plan, på et niveau ud over politik -- bevægelser, som ikke er politiske partier, men i stedet skaber civilisationens efterspørgsel for den demokratiske kultur. Det vi så får til sidst er idealet, i ser heroppe på diaset -- idealet om, at folk bør stemme i et tilstedeværende demokrati, ikke stemme for et demokrati. Men for at vi skal opnå det stadie hvor demokratiet udgør samfundets struktur og de politiske valg indenfor den struktur, men helt sikkert hverken teokratisk eller militært dikatur -- det vil sige, at du stemmer i et demokrati, i et tilstedeværende demokrati, og at demokratiet ikke bare er ét af valgene ved stemmeboksen. For at opnå det stadie, har vi virkelig brug for at opbygge efterspørgslen i de samfund på landjorden.

Sluttelig, hvordan sker det så? Der er Egypten et godt udgangspunkt. De arabiske opstande har vist, at det her allerede begynder. Men det, der skete i de arabiske opstande og i Egypten var særdeles katartisk for mig. Der skete det, at en politisk sammenslutning sluttede sammen om et politisk mål, og det var at fjerne lederen. Nu skal vi et skridt videre derfra. Vi skal se på hvordan de her samfund kan hjælpes med at gå fra politiske sammenslutninger, løse politiske sammenslutninger til civilisationssammenslutninger, der arbejder for den demokratiske kulturs ideal og fortællinger på landjorden. Fordi det ikke er nok at fjerne en leder eller en diktator. Det giver ikke noget garanti for, at hvad der følger bliver et samfund bygget på demokratiske værdier.

Men generelt har de tendenser, der starter i Egypten historisk set spredt sig ud over hele Mellemøsten og Nordafrika. Så når den arabiske socialisme startede i Egypten, spredte den sig. I firserne og halvfemserne, da islamismen startede i området, spredte den sig over hele området.

Og det håb, vi har på nuværende tidspunkt -- som unge arabere beviser i dag og straks ændrer deres image som villige til at dø for mere end bare terrorismen -- er, at der er en chance for, at den demokratiske kultur kan starte i området og sprede sig i resten af de omkringliggende lande. Men det vil kræve hjælp til, at de her samfund går fra blot at have politiske sammenslutninger til at bygge reelt græsrodsbaserede sociale bevægelser, der støtter op om den demokratiske kultur. Og det er der blevet begyndt på i Pakistan med en bevægelse, der hedder Khudi, hvor vi arbejder på landjorden for at opfordre ungdommen til at skabe ægte vilje til den demokratiske kulture. Og det er med den tanke, at jeg afslutter.

Og min tid er løbet ud, og jeg takker for jeres opmærksomhed.

(Bifald)