Lisa Margonelli: Olies politiske kemi

Så jeg vil tale med jer om olieudslips politiske kemi og hvorfor det er en så utrolig vigtig, lang, olieret, varm sommer, og hvorfor vi må sørge for ikke at blive distraheret. Men før jeg taler om den politiske kemi, bliver jeg faktisk nødt til at tale om olies kemi.

Det her er et foto fra, da jeg besøgte Prudhoe-bugten i Alaska i 2002 for at se Minerals Management Service teste deres evne til at brænde olieudslip i is. Og det, I ser her, er en lille smule råolie, I ser nogle isflager, og I ser to beholdere med napalm. Napalmen brænder ganske fint. Og dét, der er, er, at olie faktisk er en abstraktion for os amerikanske forbrugere. Vi udgør fire procent af verdens befolkning; vi forbruger 25 procent af verdens olieproduktion. Og vi forstår ikke rigtig, hvad olie er, før vi undersøger dets molekyler, og man forstår ikke rigtig dét, før man har set det brænde. Så det her er, hvad der sker, når branden kommer i gang. Det starter. Det er et stort "wush". Jeg anbefaler virkelig, at I tager chancen til at se råolie brænde en dag, for så behøver I aldrig at høre endnu en statskundskabsforelæsning om olies geopolitiske betydning igen. Det vil simpelthen brænde sig fast på jeres nethinder. Dér er det så: nethinderne brænder.

Lad mig fortælle jer en lille smule om olies kemi. Olie er en ragout af hydrogencarbonat-molekyler. Det starter med de meget små, der er et carbonat, fire hydrogen -- det er metan -- det svæver bare væk. Der er alle mulige mellemformer med gennemsnitligt indhold af carbonat. I har sikkert hørt om benzen-ringe; de er meget kræftfremkaldende. Og det fortsætter hele vejen over til de store, tykke og kluntede, der har hundreder af carbonater, og de har tusinde af hydrogenmolekyler, og de har vanadium og tungmetaller og svovl og alle mulige slags vanvid hængende ud af siderne på dem. De er kaldt asfaltaner; de er en ingrediens i asfalt. De er meget vigtige i olieudslip.

Lad mig fortælle jer en lille smule om olies kemi i vand. Det er denne kemi, der gør olie så katastrofal. Olie synker ikke, det flyder. Hvis det sank, ville det være en helt anden historie, når det kommer til oliespild. Og den anden ting, det gør, er, at det spreder sig i det øjeblik, det rammer vandet. Det spreder sig ud til et virkelig tyndt lag, så det er vanskeligt at indsamle. Det næste, der sker, er, at de lette dele fordamper, og nogle af de giftige stoffer flyder ind i vandsøjlen og dræber fiskeæg og mindre fisk og den slags, og rejer. Og så asfaltenerne -- og det er centralt -- asfaltenerne bliver pisket af bølgerne til en skummende emulsion, noget a la mayonaise. Det tredobler mængden af olieret, klæbrig masse, som man har i vandet, og gør det meget vanskeligt at håndtere. Det gør det også meget klæbrigt. Da Prestige sank ud for den spanske kyst, var der store flydende klumper på størrelse med sofahynder af emulgeret olie med en konsistens, eller tyktflydenhed, som tyggegummi. Det er utrolig vanskeligt at rense ud. Og enhver slags olie er forskelligt, når det rammer vand.

Når olies og vands kemi også rammer vores politik, bliver det absolut eksplosivt. For første gang ser amerikanske forbrugere olies logistikkæde foran sig. De har et "Heureka"-øjeblik, når de pludselig forstår olie i en anden kontekst. Så jeg vil tale bare en smule om denne type politiks oprindelse, for det er virkelig centralt for at forstå, hvorfor denne sommer er så vigtig, hvorfor vi blive nødt til at holde fokus. Ingen står op om morgenen og tænker: "Wauw! Jeg vil købe omkring tre til tolv carbonat-molekyler til at proppe i tanken og køre glad på arbejde." Nej, de tænker: "Uhh. Jeg bliver nødt til at købe benzin. Jeg er så vred over det. Olieselskaberne tager ågerpriser. De sætter priserne, og jeg aner overhovedet ikke hvordan. Jeg er hjælpeløs overfor det." Og det her, er hvad der sker ved benzintanken -- og faktisk, så er benzinpumper specielt designet til at begrænse den vrede. I vil måske lægge mærke til at mange benzinpumper, denne her inklusive, er designet til at ligne pengeautomater. Jeg har talt med ingenører. Dét er specifikt for at forstyrre vores vrede, fordi vi åbenbart har det godt med pengeautomater. (Latter) Det viser, hvor slemt det er.

Men faktisk mener jeg, at denne følelse af hjælpeløshed dukker op, fordi de fleste amerikanere faktisk føler, at oliepriserne er et resultat af en sammensværgelse, ikke verdens oliemarkeds omskiftelighed. Og det, der også er, er, at vi også føler os meget hjælpeløse omkring, hvor meget vi konsumerer, hvilket til dels er rimeligt, fordi vi faktisk har designet et system, hvor, hvis du vil have et job, er det meget vigtigere at have en bil, der kører, for at have et job og beholde dét, end at have en gymnasieuddannelse. Og det er faktisk temmelig perverst.

Der er en anden pervers ting i måden, vi køber benzin på, som er, at vi hellere vil gøre alt andet. Det her er BP's benzintank i Los Angeles centrum. Den er grøn. Den er et tempel til grønhed. "Hvorfor," tænker I, "ville noget så lamt virke på så smarte folk?" Grunden er, at når vi køber benzin, er vi meget investeret i den form for erkendelsesdissonans. Jeg mener, vi er på den ene side vrede og vil gøre noget andet. Vi vil ikke købe olie; vi vil gøre noget grønt. Og vi lander nærmest i vores eget bedrag. Jeg mener - og det er sjovt, det ser sjovt ud her. Men det er faktisk derfor sloganet "beyond petroleum" virker. Men det er en integreret del af vores energipolitik, at vi ikke taler om at reducere mængden af olie, vi bruger. Vi taler om uafhængighed fra energi. Vi taler om hydrogenbiler. Vi taler om biobrændsel, der endnu ikke er opfundet. Og dermed er erkendelsesdissonans en del af måden, vi tager hånd om olie på, og det er virkelig vigtigt at vi tager hånd om dette olieudslip.

Okay, så politikken omkring olie er meget moralsk i USA. Olieindustrien er som en kæmpe, gigantisk blæksprutte af ingenørkunst og finans og alt muligt andet, men vi ser den faktisk med meget moralske briller. Det her er et tidligt fotografi -- man kan se, vi har de her springbrønde. Datidens journalister kiggede på de her udslip, og sagde: "Det er en beskidt industri." Men de så også i den, at folk blev rige uden at gøre noget for det. De var ikke landmænd; de blev bare rige af noget, der kom op af jorden. Det var faktisk "de rige bonderøve". Men i begyndelsen blev det set som en problematisk moralsk ting, lang tid før det blev morsomt.

Og så var der, selvfølgelig, John D. Rockefeller. Og det, der er med John D., er at han tog ind i det kaotiske vilde vesten af olieindustri, og han rationaliserede det til et vertikalt strukturet firma, en multinational virksomhed. Det var frygteligt; tror du at Walmart er en frygtelig forretningsmodel nu, så forestil dig, hvordan det så ud i 1860erne eller 1870erne. Og det er også grunden til, at vi ser olie som en sammensværgelse. Men det, der er virkelig utroligt, er, at Ida Tarbell, journalisten, tog ind og lavede en stor afsløring af Rockefeller og fik faktisk hele kartellovgivningen på plads. Men på mange måder følger billedet af sammensværgelse stadig med os. Og her er en ting som Tarbell sagde -- hun sagde: "Han har en næse så tynd som en torn. Der er ingen læber. Der er rande under de små farveløse øjne med furer løbende fra dem." (Latter) Okay, så den fyr er her faktisk endnu. (Latter) Jeg mener, det er allestedsnærværende -- det er en del af vores DNA. Og så er der ham her, okay.

Så I spekulerer måske på, hvorfor vi - hver gang vi har høje oliepriser eller et olieudslip - hidkalder administrerende direktører til Washington, og steger dem med spørgsmål i offentlige høringer og prøver at gøre dem flove. Og det er noget vi har gjort siden 1974, da vi første gang spurgte dem: "Hvorfor er der sådan nogle uanstændige overskud?" Og vi har ligesom personificeret hele olieindustrien i de administrerende direktører. Og vi tager det som, I ved -- vi ser på det fra en moralsk vinkel, fremfor at se det fra en juridisk og finansiel vinkel. Og jeg siger ikke, at de her fyre ikke er forpligtede til at svare på spørgsmål -- Jeg siger bare, at når vi fokuserer på om de er en flok grådige svin eller ej, så når man faktisk aldrig til det punkt, hvor man får lavet love, der enten ændrer måden, de arbejder på, eller når til virkelig at reducere mængden af olie og reducere vores afhængighed af olie. Så jeg siger, at det er en form for afledningsmanøvre. Men det bliver godt teater, og det er stærk katharsisk, som I sikkert så i sidste uge.

Så dét, der er med olieudslip, er, at de er meget politisk opildnende. Jeg mener, de her billeder -- det er fra Santa Barbara-udslippet. I har de her billeder af fugle. De påvirker virkelig folk. I 1969, da Santa Barbara-udslippet skete, skabte det miljøbevægelsen i sin moderne form. Det startede Jordens Dag. Det fik implementeret National Miljø Målsætning-loven (NEPA), Ren Luft-loven, Rent Vand-loven. Alt, hvad vi faktisk er, stammer fra denne periode. Jeg tror, det er vigtigt at se på de her billeder af fuglene og forstå, hvad der sker med os. Her er vi normalt; vi står ved benzintanken, og føler os lidt hjælpeløse. Vi ser på de her billeder, og vi forstår for første gang vores rolle i forsyningskæden. Vi forbinder punkterne i forsyningskæden. Og vi har det her -- som vælgere har vi en form for "Heureka!"-øjeblik. Det er derfor, disse øjeblikke omkring olieudslip er så vigtige. Men det er også virkelig vigtigt, at vi ikke bliver distraherede af teatret eller moralen omkring det. Vi bliver faktisk nødt til at gå ind og arbejde med problemets rod.

En af de ting, der skete ved de to forrige olieudslip, var, at vi virkelig arbejdede på nogle af symptomerne. Vi var meget reaktive, i modsætning til proaktive, omkring det, der skete. Så det, vi faktisk gjorde, var at holde pauser i boringerne på øst- og vest-kysten. Vi stoppede med at bore i det nationale arktiske vildtlivsreservat (ANWR), men vi reducerede ikke mængden af olie, vi konsumerede. Faktisk så er det startet med at stige. Den eneste ting, der virkelig reducerer vores olieforbrug er meget højere priser. Som I kan se, er vores produktion faldet som vores reservoirer er blevet gamle og dyre at bore efter. Vi har kun to procent af verdens oliereserver; 65 procent af dem er i Den Persiske Golf.

En af de ting, der skete på grund af det, er, at siden 1969 har Nigeria, eller den del af Nigeria, hvor der pumpes olie, hvilket er deltaet -- som er dobbelt så stort som Maryland -- har haft tusind olieudslip om året. Jeg mener, vi har faktisk eksporteret olieudslip, når vi importerer olie fra steder uden stramme miljøreguleringer. Det svarer til et Exxon Valdez-udslip hvert år siden 1969. Og vi kan forstå udslippene, fordi det er, hvad vi ser her, men faktisk lever de her fyrer i en krigszone. Der er tusind kamprelaterede dødsfald om året i det her område, der er to gange Marylands størrelse, og det er alt sammen relateret til olien. Og de her fyre, jeg mener, hvis de var i USA, så var de måske i det her rum. De har universitetsgrader i statsvidenskab, i handel -- de er entreprenører. De vil faktisk ikke lave det, de laver. Og det er en af de andre grupper af mennesker, der betaler prisen for os.

En anden ting, vi gør, mens vi fortsat hæver efterspørgslen, er, at vi spiller en form for svindelnummer med omkostningerne. Et af de steder, vi har startet et stort olieprojekt, er Chad med Exxon. Så den amerikanske skatteborger betalte for det; Verdensbanken, Exxon betalte for det. Vi starter det. Der var et enormt problem med banditter. Jeg var der i 2003. Vi kørte langs denne mørke, mørke vej, og en fyr i grønt træder frem, og jeg tænker: "Åhh! Det var så det." Og så træder en fyr i Exxon-uniform frem, og det går op for os, at det er okay. De har deres egen slags hær omkring deres oliefelter. Men samtidig er Chad blevet meget mere ustabil, og vi betaler ikke prisen ved tanken. Vi betaler for det med vores skatter den femtende april.

Vi gør det samme med prisen for overvågning af Den Persiske Golf og for at holde skibsruterne åbne. Det her er 1988 -- vi bombede faktisk to iranske olieplatforme det år. Det var begyndelsen på USA's øgede engagement der, som vi ikke betaler ved benzintanken. Vi betaler for det den femtende april, og vi kan ikke engang beregne omkostningerne for det engagement. Det andet sted, der støtter vores afhængighed af olie og vores øgede forbrug, er Den Mexikanske Golf, som ikke var en del af bore-pauserne. Det, som skete i Den Mexikanske Golf -- som man kan se, det her er 'Mineral Administrationsdiagrammet' over gas- og oliebrønde. Den er blevet det her intenst industrialiserede område. Det har ikke samme resonans hos os som det nationale arktiske vildtlivsreservat har, men det burde det. Jeg mener; det er et fuglereservat. Desuden; hver gang man køber benzin i USA, bliver halvdelen raffineret langs kysten, fordi Golfen faktisk har omkring 50 procent af vores rafineringskapacitet og også mange af vores maritime adgange. Så folkene omkring Golfen har egentlig givet os andre tilskud i form af et mindre rent miljø.

Og endelig betaler amerikanske familier også prisen for olien. Så på den ene side er prisen på tankstationen ikke særlig høj, når man overvejer de egentlige omkostninger af olien, på den anden side, det faktum, at folk ikke har andre transportmuligheder betyder, at de betaler en stor del af deres indkomst på bare at komme frem og tilbage til arbejde, generelt i en ret ussel bil. Hvis man ser på folk, der tjener 280.000 kr. om året, de har to børn, de har måske tre job eller mere, og de bliver virkelig nødt til at pendle. De bruger faktisk flere penge på deres bil og brændstof end de bruger på skatter eller sundhedsforsikring. Og det samme foregår omkring den 50. procent, omkring 440.000 kr. Benzinomkostninger er utrolig drænende for den amerikanske økonomi, men også for de individuelle familier, og det er lidt skræmmende at tænke på, hvad der sker, når priserne bliver højere.

Så det, jeg vil tale lidt om nu, er: hvad skal vi gøre denne gang? Hvilke love findes? Hvad skal vi gøre for at holde os selv fokuserede? En ting er -- vi bliver nødt til at holde os fra teatret. Vi er nødt til at holde os fra pauserne. Vi er nødt til igen at fokusere på molekylerne. Pauser er fine, men vi bliver nødt til at fokusere på oliens molekyler. En af tingene, vi bliver nødt til, er at prøve ikke at bedrage os selv til at tro, at vi kan have en grøn verden, før vi reducerer mængden af olie, vi bruger. Vi bliver nødt til at fokusere på at reducere olien.

Det, I er i den øverste tegning, er et skema over, hvordan petroleum bliver brugt i USA's økonomi Det kommer ind fra siden -- det brugbare er det mørkegrå, og det ubrugelige, som bliver kaldt afvist energi -- affaldet, ryger op til toppen. I kan se, at der er langt mere affald end det brugbare. Og en af de ting, vi bliver nødt til at gøre, er ikke blot at ordne brændstofeffektiviteten på vores køretøjer og gøre dem langt mere effektive, men vi bliver også nødt til at ordne økonomien generelt.

Vi bliver nødt til at fjerne de perverse incitamenter til at bruge mere brændstof. Vi har for eksempel et forsikringssystem hvor en person, der kører 32.000 km om året, betaler det samme i forsikring som én, der kører 4.800 km. Vi opfordrer faktisk folk til at køre mere. Vi har love, der belønner ligegyldighed -- vi har alle mulige slags love. Vi bliver nødt til at have flere transportmuligheder. Vi er nødt til at få benzinprisen til bedre at reflektere oliens virkelige omkostninger. Og vi bliver nødt til at flytte støtte til olieindustrien, som er på mindst 57 milliarder kr. om året, til noget, der tillader middelklassen at finde bedre måder at pendle på. Om det er ved at få en langt mere effektiv bil og også skabe et marked for nye biler og nye brændsler henad vejen, så er det her, vi bliver nødt til at være. Vi bliver nødt til at rationalisere alt det her, og man kan finde mere om den målsætning. Den hedder STRONG, der betyder "Sikker Transport ved Reduktion af Oliebehov Gradvist," og ideen er, at vi i stedet for at være hjælpeløse, må være stærkere. De er på NewAmerica.net. Det, der er vigtigt ved dem, er, at vi prøver at bevæge os fra følelsen af hjælpeløshed ved tankstationen til faktisk at være aktive og til virkelig at tænke over, hvem vi er, have det særlige øjeblik, hvor vi faktisk forbinder punkterne nede ved benzintanken.

Oliebeskatning er angiveligt tabu i amerikansk politik -- en flyveforbudszone. Jeg er faktisk -- Jeg er enig i, at 1,5 krone pr. liter olie nok er for meget, men jeg synes, at hvis vi næste år startede med 5 øre pr. liter på benzin, og hævede det til 10 øre næste år, 15 øre det følgende år, hele vejen op til 50 øre i 2020, så kunne vi faktisk reducere vores benzinforbrug markant, og samtidig ville vi give folk tid til at forberede sig, tid til at reagere, og vi ville hente penge og øge bevidstheden på samme tid. Lad mig give jer en lille ide om, hvordan det ville virke.

Det her er en gasregning - hypotetisk set - for næste år. Det første man har på denne her skat er -- du har en skat for et stærkere USA -- 1,9 kr. Så du er ikke hjælpeløs ved benzintanken. Og den anden ting du har er et slags advarselsskilt meget lig det, du finder på en cigaretpakke. Og det skal sige: "Videnskabernes Akademi vurderer, at hver liter benzin, du bruger i din bil skaber 44 øre i sundhedsomkostninger." Det er meget. Og så det her -- man kan se, at man betaler betydeligt mindre end sundhedsomkostningerne over skatten. Og desuden er håbet, at man bliver forbundet til det større system. Samtidig med, at man har et nummer, som man kan ringe til for at få mere information om pendling, eller et lavtforrentet lån til en anden slags bil, eller hvad det end er, man har brug for for faktisk at reducere sin benzinafhængighed. Med hele dette katalog af politiske muligheder kunne vi faktisk reducere vores benzinforbrug -- eller vores olieforbrug -- med 20 procent i 2020. Så tre millioner tønder om dagen.

Men for at gøre det er en af de ting, vi bliver nødt til, at huske, at vi er hydrokarbonatets folk. Vi bliver nødt til at holde vores fokus på molekylerne og ikke blive distraheret af teatret, ikke blive distraheret af erkendelsesdissonansen af grønne muligheder, der er derude. Vi bliver nødt til uforfærdet at gøre det hårde arbejde med at reducere vores afhængighed af denne brændstof og disse molekyler.

Tak.

(Klapsalver)