Lisa Kristine: Billeder der bærer vidne til moderne slaveri

Jeg er 45 meter nede i en ulovlig mineskakt i Ghana. Luften er tyk af varme og støv, og det er svært at trække vejret. Jeg kan mærke svedige kroppe strejfe mig når de passerer i mørket, men jeg kan ikke se meget andet. Jeg hører stemmer der snakker, men skakten er mest en kakofoni af mænd der hoster, og sten der blev knust med primitive værktøjer. Ligesom de andre, har jeg en blinkende, billig lommelygte bundet på hovedet med et elastisk, flosset bånd, og jeg kan knap nok ænse de glatte træ grene der holder de væggene af det meter brede hul der falder 45 meter ned i jorden. Da mine hænder glider, husker jeg pludselig en minearbejder som jeg havde mødt flere dage tidligere, der havde mistet grebet og faldt talløse meter ned i den skakt.

Mens jeg står her og taler til jer i dag, er disse mænd stadig dybt nede i det hul, og risikerer deres liv uden betaling eller kompensation, og dør ofte.

Jeg fik lov til at kravle ud af det hul, og jeg fik lov til at tage hjem, men det vil de sandsynligvis aldrig, fordi de er fanget i slaveri.

I de sidste 28 år, har jeg dokumenteret indfødte kulturer i mere end 70 lande på seks kontinenter, og i 2009 fik jeg den store ære af at være den eneste udstiller i Vancouver Peace Summit. Mellem alle de imponerende mennesker jeg mødte der, mødte jeg en tilhænger af Free the Slaves, en NGO dedikeret til at udrydde moderne slaveri. Vi begyndte at snakke om slaveri, og faktisk, begyndte jeg at lære om slaveri, for jeg vidste bestemt at det fandtes i verden, men ikke i den grad. Da vi var færdige med at snakke, havde jeg det så forfærdeligt og skammede mig ærlig talt over min uvidenhed om disse grusomheder i min egen levetid, og jeg tænkte, hvis jeg ikke ved det, hvor mange mennesker ved det så ikke? Det startede et brændende hul i min mave, så i løbet af få uger, fløj jeg til Los Angeles for at mødes med lederen af Free the Slaves og tilbød dem min hjælp.

Dermed begyndte min rejse ind i moderne slaveri. Mærkeligt nok, havde jeg før været mange af disse steder. Nogle af dem betragtede jeg endda som mit andet hjem. Men denne gang, ville jeg se skeletterne der gemte sig i skabet.

En konservativt vurdering fortæller os at der er flere end 27 millioner mennesker der er slaver i verden i dag. Det er dobbelt så mange mennesker som der blev taget fra Afrika under hele den transatlantiske slavehandel. For hundrede og halvtreds år siden, kostede en landbrugs slave omkring tre gange den årlige løn af en amerikansk arbejder. Det er lig med cirka $50.000 i nutids penge. Alligevel er der i dag hele familier der kan være slaver i generationer på grund af en gæld så lille som $18. Forbavsende nok, genererer slaveri profitter på mere end $13 milliarder i hele verden hvert år.

Mange er blevet narret med falske løfter om en god uddannelse, et bedre job, kun for at finde ud af, at de bliver tvunget til at arbejde uden løn under truslen om vold, og de kan ikke gå væk.

Nutidens slaveri er om handel, så varer som slaver producerer har en værdi, men menneskerne der producerer dem er undværlige. Slaveri eksisterer over alt, næsten, i verden, og alligevel er det ulovligt i hele verden.

I Indien og Nepal, blev jeg introduceret til murstens tørreovne. Dette mærkelige og fantastiske syn var ligesom at gå ind i det oldtidens Ægypten eller Dantes Inferno. Omgivet af temperaturer på 54 grader, mænd, kvinder, børn, hele familier faktisk, var dækket i et tungt tæppe af støv, mens de mekanisk stakkede mursten på deres hoved, op til 18 af gangen, og bar dem fra de drønende varme tørreovne til lastbiler hundrede meter væk. Smadrede af monotonien og udmattelsen, arbejder de i stilhed, og gør deres arbejde igen og igen i 16 eller 17 timer om dagen. Der var ingen pauser til mad, ingen pauser til vand, og den slemme dehydrering gjorde urinering temmelig betydningsløs. Varmen og støvet var så gennemtrængende at mit kamera blev så varmt at det ikke var til at røre ved og holdte op med at virke. Hver 20 minutter, skulle jeg løbe tilbage til vores cruiser for at rense mit udstyr og holde det under en air condition for at genoplive det, og som jeg sad der, tænkte jeg, mit kamera får en væsentlig bedre behandling end disse mennesker.

Ved tørreovnene havde jeg lyst til at græde, men abolitionisten ved siden af mig tog fat i mig og han sagde, "Lisa, gør det ikke. Bare ikke gør det her." Og han forklarede meget tydelig for mig, at det at vise følelser er meget farligt sådan et sted, ikke kun for mig, men også for dem. Jeg kunne ikke tilbyde dem nogen direkte hjælp. Jeg kunne ikke give dem penge, ingenting. Jeg var ikke en borger i det land. Jeg kunne få dem i en værre situation end de allerede var i. Jeg skulle stole på Free the Slaves arbejde indenfor systemet for deres befrielse, og jeg stolede på at de gjorde det. Med hensyn til mig, jeg skulle vente til jeg kom hjem med virkelig at føle min dybe sorg.

I Himalaya, fandt jeg børn der bar sten flere kilometer ned af bjergrigt terræn til lastbiler der ventede på vejen forneden. De store skiferplader var tungere end børnene kunne bære dem, og børnene løftede dem fra deres hoveder ved at bruge håndlavet seletøj lavet af pinde og reb og flænset klæde. Det er svært at være vidne til noget så overvældende. Hvordan kan vi påvirke noget så ondt, og alligevel så udbredt? Nogle ved ikke engang de er trælbundet, mennesker der arbejder 16, 17 timer om dagen uden løn, fordi sådan har det været hele deres liv. De har ikke noget at sammenligne det med. Da disse landsbyboere gjorde krav på deres frihed, brændte slaveejerne alle deres huse. Jeg mener, disse mennesker havde ingenting, og de var så stive af skræk, de ville give op, men kvinden i centeret samlede dem til at holde ud, og abolitionisterne på stedet hjalp dem med at få deres egen forpagtning til stenbruddet, så nu laver de det samme rygbrækkende arbejde, men de gør det for sig selv, og de bliver betalt for at gøre det, og de gør det i frihed.

Ulovlig sexhandel er det vi ofte tænker på når vi hører ordet slaveri, og på grund af denne verdensomspændende bevidsthed, blev jeg advaret om at det ville blive svært for mig at arbejde sikkert i denne bestemte industri.

I Kathmandu, blev jeg eskorteret af kvinder der tidligere selv havde været sex slaver. De ledte mig ned af en smal trappe der ledte til denne beskidte, dårligt belyste kælder. Dette var ikke et bordel, som sådan. Det var mere ligesom en restaurant. Kabine restauranter, som de kaldes i faget, er steder til tvungen prostitution. Hver har smalle, private værelser, hvor slaverne, kvinder, samt nogle unge kvinder og drenge, nogle så unge som syv år gamle, er tvunget til at underholde kunder, og opfordrer dem til at købe mere mad og alkohol. Hver aflukke er mørkt og snusket, og er identificeret af et malet nummer på væggen, og adskilt af krydsfiner og et gardin. Arbejderne her gennemlever tragisk sexmisbrug på grund af deres kunder. Stående i næsten mørke, kan jeg huske at føle denne hurtige, varme frygt, og i det øjeblik, kunne jeg kun forestille mig hvordan det måtte være, at være fanget i det helvede. Jeg havde kun en udvej: trapperne hvorfra jeg var kommet ind. Der var ingen bagdøre. Der var ingen vinduer store nok til at kravle igennem. Disse mennesker havde ingen flugtmulighed overhovedet, og som vi fordøjer sådan et svært emne, er det vigtigt at notere sig at slaveri, inklusiv ulovlig sexhandel, også sker i vores egen baghave.

Hundredevis af mennesker er slaver i landbruget, i restauranter, i huslig slaveri, og listen kan fortsætte. For nylig rapporterede New York Times at mellem 100.000 og 300.000 amerikanske børn bliver solgt som sexslaver hvert år. Det er omkring os overalt. Vi ser det bare ikke.

Tekstilindustrien er en anden ting vi tit tænker på når vi hører om slavearbejdere. Jeg besøgte landsbyer i Indien hvor hele familier var slaver i silkehandlen. Dette er et familieportræt. De sort farvede hænder er faderen, mens de blå og røde er hans sønner. De blander farvestof i disse store tønder, og de sænker silken ned i væsken til deres albuer, men farvestoffet er giftigt.

Min tolk fortalte mig deres historier.

"Vi har ingen frihed," sagde de. "Vi håber dog stadig, at vi kan forlade dette hus en dag, og gå et andet sted hen hvor vi faktisk bliver betalt for at farve."

Det vurderes at der er mere end 4.000 børn der er slaver på Lake Volta, det største menneskeskabte sø i verden. Da vi ankom, tog jeg hen for at kaste et kort blik. Jeg så hvad der synes at være en familie på en fiskerbåd, to ældre brødre, nogle unge børn, det giver mening ikke? Forkert. De var alle slaver. Børnene bliver fjernet fra deres familier og handlet ulovligt og forsvinder, og de bliver tvunget til at arbejde utallige timer på disse både på søen, selvom de ikke ved hvordan man svømmer.

Dette unge barn er otte år gammelt. Han rystede da vores båd kom nærmere, bange for at den ville sejle hans lille kano over. Han var skrækslagen for at han ville blive smidt i vandet. De skeletagtige grene der er under vandet i Lake Volta fanger ofte fiskernes net, og udmattede, bange børn bliver kastet i vandet for at udrede linerne. Mange af dem drukner.

Så længe han kan huske, er han blevet tvunget til at arbejde på søen. Han er rædselsslagen for sin herre, han vil ikke løbe væk, og siden han er behandlet med grusomhed hele sit liv, giver han det videre til de yngre slaver som han bestemmer over.

Jeg mødte disse drenge klokken fem om morgenen, da de trak deres sidste net ind, men de havde arbejdet siden klokken 1, i den kolde, blæsende nat. Og det er vigtigt at lægge mærke til, at disse net vejer mere end 230kg når de er fulde af fisk.

Jeg vil introducere jer for Kofi. Kofi blev reddet fra en fiskerlandsby. Jeg mødte ham på et tilflugtssted hvor Free the Slaves rehabiliterer ofrer for slaveri. Her kan man se ham tage et bad ved brønden, og hælde store spande vand over hans hoved, og de vidunderlige nyheder er, mens I og jeg sidder her og snakker i dag, er Kofi blevet genforenet med sin familie, og hvad der er endnu bedre er, at hans familie har fået værktøj til at kunne tjene til dagen og vejen, og sørge for deres børns sikkerhed. Kofi er billedet på hvad der er muligt. Hvem vil han blive, fordi nogen tog et standpunkt og gjorde en forskel i hans liv?

Da vi kørte ned af en vej i Ghana med partnere af Free the Slaves, satte en med-abolitionist på en knallert pludselig farten op og kom op til vores cruiser og bankede på vinduet. Han fortalte os at vi skulle følge efter ham ned af en grusvej ind i junglen. Ved enden af vejen, bad hans os om at stå ud af bilen, og fortalte føreren at han skulle forsvinde hurtigt. Så pegede han på dette næsten usynlige sti, og sagde, "Dette er stien, dette er stien. Gå." Som vi begyndte at gå ned af stien, skubbede vi slyngplanterne til side der blokerede vores vej, og efter en times gåtur, fandt vi ud af at stien var blevet oversvømmet af den seneste regn, så jeg hejsede foto udstyret op over mit hoved i takt med at vi gik ned i vandet op til min brystkasse. Og efter to timers hiking, sluttede det snoede spor pludseligt ved en lysning, og foran os var der en masse huller der kunne være på en fodboldbane, og de var alle sammen fyldte med slaver der arbejdede. Mange kvinder havde børn spændt fast på deres ryg mens de ledte efter guld, mens de gik i vand der var forgiftet af kviksølv. Kviksølv bliver brugt i udvindings processen.

Disse minearbejdere er trælbundet i en mineskakt i en anden del af Ghana. Da de kom ud af skakten, var de drivvåde af deres eget sved. Jeg kan huske at jeg kiggede i deres trætte, blodskudte øjne, da mange af dem havde været under jorden i 72 timer. Skakterne er op til 100 meter dybe, og de bærer tunge sække med sten ud, som senere bliver transporteret til et andet område, hvor stenen bliver pulveriseret så de kan udvinde guldet.

Ved første øjekast, ser pulveriseringsstedet ud til at være fyldt af stærke mænd, men når vi kigger nærmere, kan vi se nogle mindre heldige der arbejder i udkanten, og også børn. De er alle offer for skader, sygdom og vold. Faktisk, er det meget sandsynligt at denne muskuløse person ender som denne her, plaget af tuberkulose og kviksølvsforgiftning om bare et få år.

Dette er Manuru. Da hans far døde, handlede hans onkel ham ulovligt til at arbejde sammen med ham i minerne. Da hans onkel døde, arvede Manuru sin onkels gæld, der tvang ham yderligere til at være slave i minerne. Da jeg mødte ham, havde han arbejdet i minerne i 14 år, og den benskade man kan se her er faktisk fra en ulykke i minerne, og så slem at lægerne siger at hans ben bør amputeres. Ud over det, har Manuru tuberkulose, alligevel bliver han tvunget til at arbejde dag ind og dag ud i den mineskakt.

Alligevel, er hans drøm at han bliver fri og bliver uddannet med lokale aktivisters hjælp som Free the Slaves, og det er denne slags beslutsomhed, på trods af ubegribelige odds, der fylder mig med dyb respekt.

Jeg vil kaste et lys over slaveri. Da jeg arbejdede i felten, medbragte jeg en masse stearinlys, og med min tolks hjælp, meddelte jeg menneskerne jeg fotograferede at jeg ville belyse deres historier og deres nød, så når det var sikkert for dem, og sikkert for mig, tog jeg disse billeder. De vidste at deres billeder ville blive set af jer ude i verden. Jeg ville lade dem vide, at vi ville være vidne til dem, og at vi ville gøre alt vi kunne til at hjælpe med at gøre en forskel i deres liv. Jeg tror dybt på, at hvis vi kan se hinanden som medmennesker, så bliver det meget svært at tolerere grusomheder som slaveri. Disse billeder er ikke af emner. De er af mennesker, rigtige mennesker, ligesom dig og mig, der alle fortjener alle de samme rettigheder, værdighed og respekt i deres liv. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på disse mange smukke, mishandlede mennesker som jeg har haft den kolossale ære af at møde.

Jeg håber at disse billeder vækker en kraft

i jer der ser dem, mennesker som jer, og jeg håber at den kraft vil tænde en ild, og at den ild vil skinne et lys på slaveri, for uden det lys, kan trældommens udyr fortsat leve i skyggerne.

Mange tak.

(Bifald)