Lesley Hazleton: Om at læse Koranen

I har måske hørt, at Koranens opfattelse af paradis er 72 jomfruer, og jeg skal nok vende tilbage til de jomfruer. Men her i nordvesten lever vi meget tæt på det rigtige koranske paradis, defineret 36 gange som "haver vandet af løbende strømme." Da jeg bor på en husbåd på Lake Union, giver dette god mening for mig. Men hvordan kan dette være nyt for de fleste? Jeg kender mange velmenende ikke-muslimer, der har begyndt at læse Koranen, men givet op, forvirret over dens "anderledeshed." Historikeren Thomas Carlyle anså Muhammed for en af verdens største helte, men selv han kaldte Koranen "det besværligste læsning, jeg nogensinde har gjort, en trættende, forvirrende gang roderi."

(Latter)

En del af problemet er, at vi forestiller os, Koranen kan læses som vi plejer at læse en bog -- som om vi kan sætte os med den en våd eftermiddag med en skål popcorn ved siden af som om Gud -- og Koranen er helt igennem Gud, der taler til Muhammed -- bare var endnu en forfatter på bestsellerlisten. Og da så få faktisk læser Koranen, er præcis hvorfor, den er så let at citere -- dvs. at fejlcitere. Stumper og stykker taget ud af sammenhæng i, hvad jeg kalder den "fremhævede version," som favoriseres af både muslimske fundamentalister og anti-muslimske islamofober.

I det forgange forår, da jeg gearede op til at begynde en biografi om Muhammed, indså jeg, jeg måtte læse Koranen ordentligt -- så ordentligt jeg kunne. Mit arabiske var da reduceret til at bære en ordbog, så jeg tog fire kendte oversættelser og besluttede at læse dem sideløbende, vers for vers med en gendigtning og den originale 7. århundrede arabiske. Jeg havde en fordel. Min sidste bog handlede om, historien bag shi'a-sunni splittet, og da havde jeg arbejdet med de tidligste islamiske historier, så jeg kendte begivenhederne, Koranen konstant refererer til, dens referenceramme. Jeg vidste nok til at vide, at jeg ville være en turist i Koranen -- en informeret, selv en erfaren, men stadig en udenforstående, en agnostisk jøde, der læser en andens hellige bog. (Latter) Så jeg læste langsomt. (Latter) Jeg havde sat tre uger af til dette projekt, og jeg tror det, er hvad man mener med "hybris" -- (Latter) -- for det viste sig at tage tre måneder. Jeg modstod fristelsen til at hoppe til sidste del, hvor de kortere og tydeligvis mere mystiske kapitler er.

Men hver gang, jeg troede, jeg var ved at få fod på Koranen -- den følelse af "jeg forstår den nu" -- smuttede det i løbet af natten, og jeg ville komme tilbage om morgenen og overveje om ikke, jeg var fortabt i et underlig land, hvor terrænet dog var kendt. Koranen deklarerer, at den kommer for at forny Torahens og Evangeliernes budskab. Så en tredjedel genkalder historierne om bibelske personer som Abraham, Moses, Josef, Maria, Jesus. Gud selv var letgenkendelig fra sin tidligere manifestation som Jahve -- misundeligt insisterende på ingen andre guder. Tilstedeværelsen af kameler, bjerge, ørkenbrønde og kilder bragte mig tilbage til året, jeg brugte på at vandre i Sinai Ørkenen. Og så var der sproget, dets rytmiske kadence mindede mig om aftener brugt på at lytte til ældre beduiner, der reciterede timelange episke digte blot ved hukommelsen. Og jeg begyndte at forstå, hvorfor det siges, at Koranen virkelig er Koranen kun på arabisk.

Tag Al-fatiha, det syv vers lange åbningskapitel, der både er Herrens Bøn og Shemá Jisrael af islam. Det er blot 29 ord på arabisk, men alt fra 65 til 72 oversat. Og desto mere man tilføjer, desto mere synes at mangle. Den arabiske har en besværgende, næsten hypnotisk egenskab, der tigger om at blive hørt frem for læst, følt frem for analyseret. Den vil messes højt for at lade sin musik lyde i øret og på tungen. Derfor er Koranen på engelsk en art skygge af sig selv, eller som Arthur Arberry kaldte sin version, "en fortolkning." Men alt tabes ikke i oversættelse.

Som Koranen lover, belønnes tålmodighed, og der er mange overraskelser -- en grad af miljømæssig opmærksomhed og af mennesker som forvaltere af Guds skabelse, uden lige i Biblen. Og hvor Biblen udelukkende er henvendt til mænd, ved at bruge anden- og tredjeperson maskulin, inkluderer Koranen kvinder -- omtalende for eksempel troende mænd og troende kvinder, ærværdige mænd og ærværdige kvinder. Eller tag det berygtede vers om at dræbe de vantro. Ja, den siger det, men i en meget specifik kontekst: den forudsagte besættelse af den hellige by Mekka, hvor kamp normalt var forbudt, og tilladelsen gives omringet af betingelser. Ikke "Man skal dræbe vantro i Mekka," men man kan, må gerne, men kun efter en tidsfrist, og kun hvis ingen anden pagt er i stand, og kun hvis de prøver at afholde en fra at komme til Ka'baen, og kun hvis de angriber først. Og selv da -- Gud er barmhjertig; tilgivelse er uforlignelig -- og derfor er det bedst at lade være. (Latter) Dette var nok den største overraskelse -- hvor fleksibel Koranen er i det mindste i sind, der ikke er fundamentalt ufleksible.

"Nogle af disse vers er endelige i betydning," siger den, "og andre er tvetydige." Den fordærvede vil søge de tvetydige og prøve at skabe strid ved at fastslå egne betydninger. Kun Gud kender den sande betydning. Sætningen "Gud er subtil" dukker op igen og igen, og hele Koranen er virkelig meget mere subtil, end de fleste af os er blevet forledt til at tro. Som ved eksempelvis den lille sag med jomfruer og paradis. Gammeldags orientalisme spiller ind her. Ordet, der bruges fire gange, er hourier, gengivet som mørk-øjede møer med svulmende bryster, eller som blonde, høj-bærmede jomfruer. Men alt, der er i den originale arabiske, er det ene ord: Hourier. Ikke et svulmende bryst eller høj barm i sigte. (Latter) Dette kan være en måde at sige "rene skabninger" -- som engle -- eller det er ligesom det græske kouros eller kórē, en evig ungdom.

Men sandheden er, at ingen ved det, og det er pointen. For Koranen er ret tydelig, når den siger, at man vil være "en ny skabning i paradis" og at man vil være "genskabt i en form ukendt for dig," hvilket synes en meget mere tiltalende udsigt end en jomfru. (Latter) Og tallet 72 dukker aldrig op. Der er ingen 72 jomfruer i Koranen. Den idé kom først 300 år senere, og de fleste islamiske lærde anser det som ækvivalent til folk med vinger, der sidder på skyer og spiller harper. Paradis er ret modsat. Det er ikke jomfruelighed; det er frugtbarhed. Det er overflod. Det er haver vandet af løbende strømme.

Tak.

(Bifald)