Kathryn Schulz: Fortryd ikke fortrydelse

Dette er selvfølgelig Johnny Depp. Og der er Johnny Depps skulder. Og det er Johnny Depps berømte tatovering på skulderen. Nogle af jer ved måske at, i 1990, blev Depp forlovet med Winona Ryder, og han fik en tatovering på sin højre skulder "Winona forever." Og så tre år senere -- hvilket, når ret skal være ret, er en evighed efter Hollywood standarder -- slog de op, og Johnny gik hen og fik lavet sig lidt reparationsarbejde. Og nu står der, "Wino forever," på skulderen.

(Latter)

Så lige som Johnny Depp, og ligesom 25 procent af alle amerikanere i alderen 16 til 50, har jeg en tatovering. Jeg begyndte først at tænke på at få den da jeg var i midt tyverne, men jeg ventede med vilje i rigtig lang tid. Fordi vi kender alle mennesker der har fået tatoveringer da de var 17 eller 19 eller 23 og fortrød dem da de blev 30. Det skete ikke for mig. Jeg fik min tatovering da jeg var 29, og jeg fortrød den med det samme. Og med "fortrød den," mener jeg, at jeg trådte ud af tatovørens butik-- dette er kun nogle kilometer herfra nede på Lower East Side -- og jeg fik en massiv følelsesmæssig nedsmeltning i fuldt dagslys på hjørnet af East Broadway og Canal Street. (Latter) Hvilket er et fantastisk sted at gøre det, fordi alle er ligeglade. (Latter) Og så tog jeg hjem den aften, og jeg havde en endnu større følelsesmæssig nedsmeltning som jeg vil sige mere om om et øjeblik.

Og dette var faktisk ret chokerende for mig, fordi inden dette øjeblik, havde jeg været stolt over mig selv over at jeg overhovedet ikke fortrød noget. Jeg begik mange fejltagelser og dumme beslutninger, selvfølgelig. Det gør jeg hver time. Men jeg havde altid følt at, hør engang, I ved, jeg tog den bedste beslutning jeg kunne tage ud fra den person jeg var dengang, ud fra de informationer jeg havde til rådighed. Jeg lærte en lektie af det. På en eller anden måde fik det mig frem til det punkt jeg er i livet nu. Og okay, jeg kunne ikke ændre det. Med andre ord, jeg havde drukket vores store kulturelle Kool-Aid om fortrydelse, hvilket er at beklage ting der er sket i fortiden er totalt spild af tid, at vi altid bør kigge fremad og ikke bagud, og at en af de mest ædle og bedste ting vi kan gøre er at stræbe efter at leve uden fortrydelse.

Den ide er fanget fint af dette citat: "Ting uden nogen kur bør være uden hensyntagen; det der er sket er sket." Og det lader til at være en beundringsværdig filosofi til at starte med -- noget vi alle bør være enige i at tilslutte sig … indtil jeg siger hvem der sagde det. Ok, så dette er Lady MacBeth der dybest set fortæller sin mand at han skal holde op med at være sådan en slapsvans for at have det dårligt over at slå folk ihjel. Og tilfældigvis, havde Shakespeare fat på noget her, hvilket han tit havde. Fordi vores manglende evne til at opleve fortrydelse er faktisk en af de diagnosticerede karakteristika ved sociopater. Det er også, for øvrigt, karakteristisk ved bestemte børn med hjerneskade. Så mennesker der har en skade på deres orbitale frontale cortex ser ud til ikke at være i stand til at føle fortrydelse selv i lyset af tydelig meget dårlige beslutninger. Så hvis man vil leve et liv uden fortrydelse, er der en åben mulighed for det. Det hedder det hvide snit. Men hvis man vil være fuldt funktionel og fuldstændig menneskelig og fuldstændig human, mener jeg at man skal lære at leve, ikke uden fortrydelse, men med det.

Så lad os begynde med at definere nogle begreber. Hvad er fortrydelse? Fortrydelse er den følelse vi oplever når vi tror at vores nuværende situation kunne være bedre eller lykkeligere hvis vi havde gjort noget anderledes i fortiden. Så med andre ord, fortrydelse kræver to ting. Det kræver, for det første, handlen -- vi skal til at begynde med have taget en beslutning. Og for det andet, kræver det fantasi. Vi skal være i stand til at kunne forestille os at gå tilbage og lave træffe en anden beslutning, og så skal vi være i stand til på en måde at spole dette bånd indbildte fremad og forestille os hvordan tingene kunne udfolde sig os i vores nutid. Og faktisk, jo mere vi har af nogen af disse ting -- jo mere handlen og jo mere fantasi med respekt for en given fortrydelse, jo mere kritisk bliver denne fortrydelse.

Så lad os for eksempel sige at man er på vej til sin bedste vens bryllup og man prøver at komme til lufthavnen og man er fanget i forfærdelig trafik, og man ankommer endelig til ens gate og man har misset sit fly. Man kommer til at opleve meget mere fortrydelse i den situation hvis man missede det fly med tre minutter end hvis man missede det med 20. Hvorfor? Jamen fordi at hvis man misser det fly med tre minutter, er det smertefuld nemt at forestille sig at man kunne have taget andre beslutninger der ville have ledt en til et bedre resultat. "Jeg skulle have taget broen og ikke tunnelen. Jeg skulle have kørt overfor det gule lys." Dette er de klassiske betingelser der skaber fortrydelse. Vi føler fortrydelse når vi tænker på at vi er ansvarlige for en beslutning der endte skidt, men næsten endte godt.

Inden for de rammer kan vi selvfølgelig opleve fortrydelse om mange forskellige ting. Dette foredrag i dag handler om adfærdsøkonomi. Og det meste af det vi ved om fortrydelse kommer til os ud af det domæne. Vi har en enorm mængde litteratur om forbruger og økonomiske beslutninger og fortrydelserne der er associerede med dem -- i bund og grund en slags fortrydelse efter købet. Men endeligt faldt det nogle forskere ind at tage et skridt tilbage og sige, jamen okay, men overordnet, hvad fortryder vi mest i livet? Her er hvad svarene viser sig at være.

Så top seks fortrydelser -- tingene vi fortryder mest i livet: På en overlegen førsteplads, uddannelse. 33 procent af al vores fortrydelse omhandler beslutninger vi har taget omkring uddannelse. Vi ønsker at vi havde fået mere ud af det. Vi ønsker at vi udnyttede den uddannelse vi fik bedre. Vi ønsker at vi havde valgt at studere et andet emne. Andre ting der er meget højt på vores liste over fortrydelse inkluderer karriere, romancer, opdragelse, forskellige beslutninger og valg om vores selv og hvordan vi tilbringer vores fritid -- eller mere præcist, hvordan vi ikke formår at tilbringe vores fritid. De tilbageværende fortrydelse angår ting som: økonomi, familie anliggender der ikke er relaterede til romancer eller opdragelse, helbred, venner, spiritualitet og nærsamfund.

Så med andre ord, det meste af det vi ved om fortrydelse ved vi ved at studere økonomi. Men det viser sig, at når man kigger på hvad folk overordnet fortryder i livet, ved I hvad, vores økonomiske beslutninger er ikke engang på listen. De tegner sig for mindre end tre procent af vores samlede fortrydelser. Så hvis man sidder der og stresser et højt eller lavt loft på lånet, eller virksomhed A versus virksomhed B, eller burde man købe Subaruen eller Priusen, ved I hvad, lad det ligge. Sandsynligheden er, at man om fem år er ligeglad.

Men for disse ting som vi faktisk virkelig bekymrer os om og virkelig oplever dyb fortrydelse over, hvordan føles den oplevelse? Vi kender alle det korte svar. Det føles forfærdeligt. Fortrydelse føles forfærdeligt. Men det viser sig at fortrydelse føles forfærdeligt på fire meget bestemte og konsistente måder. Så den første konsistente del af fortrydelse er dybest set benægtelse. Da jeg tog hjem den nat efter jeg fik min tatovering, var jeg dybest set vågen hele natten. Og i de første adskillige timer, var der præcis en tanke i mit hoved. Og tanken var, "Få det til at gå væk!" Dette er en utrolig primitiv følelsesmæssig respons. Jeg mener, det er deroppe sammen med, "Jeg vil have min mor!" Vi prøver ikke på at løse problemet. Vi prøver ikke på at forstå hvordan problemet opstod. Vi vil bare have det til at forsvinde.

Det andet karakteristiske del af fortrydelse er følelsen af rådvildhed. Så den anden ting jeg tænkte på der i mit soveværelse den nat var, "Hvordan kunne jeg gøre det? Hvad tænkte jeg dog på?" Denne virkelige sans af fremmedgørelse af den del af os der tog en beslutning som vi fortryder. Vi kan ikke identificere den del. Vi forstår ikke den del. Og vi har bestemt ikke nogen empati for den del -- hvilket forklarer den tredje konsistente del af fortrydelse, hvilket er et intenst ønske om at straffe os selv. Derfor, i lyset af vores fortrydelse, er den ting vi bliver ved med at gentage er, "Jeg kunne have sparket mig selv." Den fjerde del her er at fortrydelse er det psykologer kalder perseveration. At være udholdende betyder at man fokuserer tvangsmæssigt og gentagne gange på nøjagtig den samme ting. Nu er effekten af perseveration er dybest set at tage de tre første dele af fortrydelse og sætte dem i et uendeligt loop. Så det er ikke fordi jeg sad i mit soveværelse den nat, og tænkte, "Få det til at gå væk." Det er det at jeg sad der og tænkte, "Få det til at gå væk. Få det til at gå væk. Få det til at gå væk. Få det til at gå væk." Så hvis man ser på den psykologiske litteratur, er dette de fire konsistente dele, som definerer fortrydelse.

Men jeg vil foreslå at der også er en femte. Og jeg tænker på dette som en form for wake-up call. Den nat i min lejlighed, efter jeg blev færdig med at sparke mig selv og så videre, lå jeg i sengen i lang tid, og jeg tænkte på hudtransplantater. Og så tænkte jeg på hvordan, ligesom rejseforsikring ikke dækker imod naturens luner, dækkede min sygeforsikring nok heller ikke imod min idiotis luner. Faktisk, ingen forsikring dækker imod idiotiens luner. Hele pointen med idiotiens luner er at de efterlader en totalt uforsikrede; de efterlader en udsat for verden og udsat for ens egen sårbarhed og fejlbarlighed over for, helt ærligt, et temmelig ligegyldigt univers.

Dette er åbenlyst en utrolig smertefuld oplevelse. Og jeg mener at det er særlig smertefuldt for os i Vesten på den måde som jeg nogen gange kalder som en Control-Z kultur -- Control-Z ligesom computer kommandoen, fortryd. Vi er utrolig vant til ikke at være nødsaget til at se livets barske realiteter i øjnene, på en bestemt måde. Vi tror at vi kan kaste penge efter problemet eller kaste teknologi efter problemet -- vi kan fortryde og fjerne venner og lade være med at følge noget bestemt. Og problemet er at der sker bestemte ting i livet som vi desperat prøver at ændre og det kan vi ikke. Nogen gange i stedet for Control-Z, har vi faktisk ingen kontrol. Og for os der er kontrolfreaks og perfektionister -- og jeg ved hvad jeg taler om -- er dette virkelig hårdt, fordi vi vil gøre alting selv og vi vil gøre det rigtigt.

Nu kan det argumenteres at kontrolfreaks og perfektionister ikke burde få tatoveringer, og jeg vil vende tilbage til den pointe om et par minutter. Men først vil jeg sige at den intensitet og vedholdenhed som vi oplever ved disse følelsesmæssige dele af fortrydelse vil selvfølgelig variere afhængigt af den specifikke ting som vi føler fortrydelse omkring. Så for eksempel, her er en af mine yndlings automatiske generatorer af fortrydelse i det moderne liv. (Latter) Tekst: Svar alle. Og den forbløffende ting ved denne utrolig lumske teknologiske innovation er at selv med denne ene ting, kan vi opleve et stort udvalg af fortrydelse. Man kan ved et uheld komme til at trykke på "svar til alle" i en email og torpedere et forhold. Eller man kan bare have en utrolig flov dag på arbejde. Eller man kan have sin sidste dag på arbejde.

Og dette berører ikke engang den virkelig dybe fortrydelse i livet. Fordi selvfølgelig træffer vi nogen gange beslutninger der har uigenkaldelige og forfærdelige konsekvenser, enten for vores eller andre menneskers helbred og lykke og levebrød, og i de allerværste tilfælde, selv deres liv. Nu er den form for fortrydelse selvfølgelig utrolig gennemborende og vedholdende. Jeg mener, selv de dumme "svar til alle" fortrydelser kan efterlade os i uudholdelig pine i flere dage.

Så hvordan er det meningen vi skal leve med dette? Jeg vil foreslå, at der er tre ting der hjælper os med at forlige os med fortrydelse. Og den første af disse er at finde trøst i dens universalitet. Hvis man googler fortrydelse og tatovering, får man 11,5 millioner hits. (Latter) FDA [den amerikanske lægemiddelstyrelse] vurderer at af alle de amerikanere der har en tatovering, fortryder 17 procent af os at have fået dem. Det er Johnny Depp og jeg og vores syv millioner venner. Og det er kun fortrydelse omkring tatoveringer. Vi er alle i samme båd.

Den anden måde som vi kan hjælpe os selv med at er at grine for os selv. I mit tilfælde, var dette ikke virkelig et problem, fordi det er faktisk meget nemt at grine for sig selv når man er 29 år gammel, og man vil have sin mor fordi man ikke kan lide sin nye tatovering. Men det virker til at være et ondskabsfuldt eller useriøst forslag når det kommer til disse mere eftertænksomme fortrydelser. Jeg tror dog ikke at det er tilfældet. Alle os der har oplevet fortrydelse der indeholder rigtig smerte og rigtig sorg forstår den humor og selv sort humor spiller en afgørende rolle i at hjælpe os med at overleve. Det samler polerne i vores sammen igen, det positive og det negative, og det sender en lille strøm af liv tilbage til os.

Den tredje måde hvorpå jeg tror vi kan lære at forlige os med ved at lade tiden gå, hvilket, som vi alle ved, lægger alle sår -- bortset fra tatoveringer, der er permanente. Så det er adskillige år siden jeg fik min tatovering. Og har I lyst til at se den? Okay. Faktisk, ved I hvad, jeg bør advare jer, I bliver skuffede. Fordi den er faktisk ikke så afskyelig. Jeg fik ikke lavet en tatovering af Marylin Mansons ansigt på et meget taktløst sted eller sådan noget. Når andre mennesker ser min tatovering, kan de for det meste lide hvordan den ser ud. Det er bare mig der ikke kan lide hvordan den ser ud. Og som jeg sagde tidligere, er jeg perfektionist. Men jeg viser den alligevel til jer.

Dette er min tatovering. Jeg kan gætte hvad nogen af jer tænker. Så lad mig berolige jer med noget. Nogle af jeres egne fortrydelser er heller ikke så slemme som I tror de er. Jeg har denne tatovering fordi jeg tilbragte det meste af mine 20'ere med at bo uden for landet og rejse. Og da jeg kom til New York og bosatte mig bagefter, var jeg bekymret for at jeg ville glemme nogen af de vigtigste lektioner jeg lærte i den tid. Der var især to ting jeg lærte om mig selv som jeg bestemt ikke ville glemme hvilket var hvor vigtigt det føltes at blive ved med at udforske og, samtidigt, hvor vigtigt det er på en eller anden måde at holde øje med ens sande nord Og det jeg var vild med ved dette billede af kompasset var at jeg følte at jeg havde fanget begge disse ideer i et enkelt billede. Og jeg tænkte at det måske kunne fungere som en slags hukommelsesfremmende ting.

Og det gjorde det. Men det viser sig, at det ikke minder mig om den ting jeg troede det ville; Det minder mig konstant om noget andet i stedet for. Det minder mig faktisk om den vigtigste lektie som fortrydelse kan lære os, hvilket også er en af de vigtigste lektioner livet lærer os. Og ironisk, mener jeg det er den vigtigste ting som jeg kunne få tatoveret på min krop -- delvis som forfatter, men også bare som menneske. Nu skal I høre, hvis vi har mål og drømme, og vi vil gøre vores bedste, og hvis vi elsker mennesker og vi ikke vil såre dem eller miste dem, bør vi føle bedrøvelse når tingene går galt. Pointen er ikke at leve uden fortrydelse. Pointen er vi ikke hader os selv for at have dem.

Lektionen jeg i sidste ende lærte af min tatovering og som jeg vil efterlade jer med i dag er denne: Vi skal lære at elske de fejlbehæftede, ufuldkomne ting som vi skaber og at tilgive os selv for at skabe dem. Fortrydelse minder os ikke om at vi har gjort det skidt. Det minder os om at vi kan gøre det bedre.

Tak.

(Bifald)