Karen Tse: Hvordan man stopper tortur

I 1994 gik jeg ind i et fængsel i Cambodja, og jeg mødte en 12 år gammel dreng, der var blevet tortureret og blev nægtet en advokat. Og mens jeg så ind i hans øjne, indså jeg, at i de hundredvis af breve, jeg havde skrevet for politiske fanger, at jeg aldrig ville have skrevet et brev for ham, for han var ikke en 12 år gammel dreng, der havde gjort noget vigtigt for nogen. Han var ikke en politisk fange. Han var en 12 år gammel dreng, der havde stjålet en cykel. Det, jeg også indså på det tidspunkt, var, at det ikke kun var Cambodja, men af de 113 udviklingslande, der torturerer, 93 af disse lande har alle vedtaget love, der siger, man har ret til en advokat, og man har ret til ikke at blive tortureret.

Og det, jeg genkendte, var, at der var et utroligt vindue af mulighed for os som verdenssamfund at komme sammen og stoppe tortur som et efterforskningsmiddel. Vi opfatter ofte tortur som værende politisk tortur eller gemt til kun de værste, men i virkeligheden er 95 procent af al tortur i dag ikke udøvet på politiske fanger. Det er for folk, der er i ødelagte retssystemer, og desværre fordi tortur er den billigste form for efterforskning -- det er billigere end at have et retssystem, billigere end at have en advokat og tidlig adgang til rådgivning -- det er det, der sker det meste af tiden. Jeg tror i dag, at det er muligt for os som verdenssamfund, hvis vi tager en beslutning, at komme sammen og stoppe tortur som et efterforskningsmiddel i vores levetid, men det vil kræve tre ting. Først kommer træningen, styrkelsen og forbindelsen mellem forsvarere verden over.

Dernæst kommer forsikringen om, at der er systematisk tidlig adgang til rådgivning. Og som det tredje kommer forpligtelse. Så i år 2000 begyndte jeg at overveje, hvad nu hvis vi kom sammen? Kunne vi gøre noget for disse 93 lande? Og jeg stiftede International Bridges to Justice, der har den specifikke mission at stoppe tortur som efterforskningsmiddel og implementere passende procesrettigheder i de 93 lande ved at indsætte trænede advokater på et tidligt stadie i politistationer og i retssale. Min første oplevelse kom dog fra Cambodja, og på den tid husker jeg, at jeg for første gang kom til Cambodja, og der var i 1994 stadig færre end 10 advokater i landet, fordi De Røde Khmerer havde dræbt dem allesammen.

Og selv 20 år senere var der kun 10 advokater i landet, så som konsekvens heraf ville man gå ind i et fængsel, og man ville ikke bare møde 12-årige drenge, man ville møde kvinder, og man ville sige, "Hvorfor er I her?" Kvinderne ville sige, "Altså jeg har været her i 10 år, fordi min mand begik en forbrydelse, men de kan ikke finde ham." Så det var bare et sted, hvor der ikke var nogen retsnormer.

Den første gruppe af forsvarere kom sammen, og jeg husker stadig, da jeg trænede, sagde jeg, "Okay, hvad gør I for at efterforske?" Og der var stilhed i klassen, og endelig rejste en kvinde sig, [utydeligt navn], og hun sagde "Khrew," der betyder "lærer." Hun sagde, "Jeg har forsvaret mere end et hundrede mennesker, og jeg har aldrig haft brug for at efterforske, for de kommer alle med tilståelser."

Og vi talte om, som klasse, det faktum, at nummer ét, tilståelserne måske ikke er pålidelige, men nummer to, vi ville ikke opfordre politiet til at fortsætte med at gøre dette, især da det nu var imod loven. Og det krævede en del mod af disse forsvarere at beslutte sig for, at de ville begynde at rejse sig og støtte hinanden i at implementere disse love. Og jeg husker stadig de første sager, hvor de kom, alle 25 sammen, hun ville rejse sig op, og de var bagerst, og de ville støtte hende, og dommerne blev ved med at sige, "Nej, nej, nej, nej, vi gør tingene på nøjagtigt samme måde, vi altid har gjort dem."

Men en dag kom den perfekte sag, og det var en kvinde, der var grøntsagssælger, hun sad uden for et hus. Hun sagde, hun faktisk så personen løbe ud, som hun tror stjal hvad det nu var for nogle smykker, men politiet kom, de fik hende, der var intet på hende. Hun var gravid på det tidspunkt. Hun havde cigaretbrændemærker på sig. Hun havde aborteret. Og da de bragte hendes sag for dommeren, rejste han sig for første gang op, og han sagde, "Ja, der er ingen beviser ud over din torturtilståelse, og du skal løslades."

Og forsvarerne begyndte at tage sager igen og igen, og I vil se, de er skridt for skridt begyndt at ændre historiens gang i Cambodja. Men Cambodja er ikke alene. Jeg plejede at tænke, jamen er det Cambodja? Eller er det andre lande? Men det findes i så mange lande.

I Burundi gik jeg ind i et fængsel, og det var ikke en 12 år gammel dreng, det var en 8 år gammel dreng for at stjæle en mobiltelefon. Eller en kvinde, jeg samlede hendes baby op, virkelig sød baby, jeg sagde "Din baby er så sød." Det var ikke en baby, hun var tre. Og hun sagde "Jah, men hun er grunden til, jeg er her," fordi hun var anklaget for at stjæle to bleer og et strygejern til sin baby og havde stadig været i fængsel. Og da jeg gik op til fængselsdirektøren, sagde jeg, "Du er nødt til at slippe hende gå. En dommer ville lade hende gå." Og han sagde, "Okay, vi kan tale om det, men se på mit fængsel. Firs procent af de to tusind folk her er uden advokat. Hvad kan vi gøre?" Så advokater begyndte modigt at rejse sig sammen for at organisere et system, hvor de kan tage sager. Men vi indså, at det ikke kun er træningen af advokater, men forbindelsen mellem advokaterne, der gør en forskel.

For eksempel, i Cambodja var det, at [utydeligt navn] ikke var alene, men hun havde 24 advokater med sig, der stod op sammen. Og på samme måde i Kina siger de altid til mig, "Det er som en frisk vind i ørkenen, når vi kan komme sammen." Eller i Zimbabwe, hvor jeg husker Innocent efter at være kommet ud af et fængsel, hvor alle stod op og sagde, "Jeg har været her i et år, otte år, 12 år uden en advokat," kom han, og vi trænede sammen, og han sagde, "Jeg har hørt det sagt" -- for han havde hørt folk mumle og brokke sig -- "Jeg har hørt det sagt, at vi ikke kan hjælpe til med at skabe retfærdighed, fordi vi ikke har ressourcerne." Og så sagde han, "Men jeg vil gerne have du ved, at manglen på ressourcer aldrig er en undskyldning for uretfærdighed." Og med det organiserede han med succes 68 advokater, der systematisk har taget sagerne.

Nøglen, som vi ser det, er dog træning og så tidlig adgang. Jeg var for nyligt i Ægypten og blev inspireret til at mødes med en anden gruppe advokater, og det, de fortalte mig, er, at de sagde, "Hey, se her, vi har ikke politi på gaderne nu. Politiet er en af hovedårsagerne til, hvorfor vi havde den revolution. De torturerede alle hele tiden." Og jeg sagde, "Men der har været millionvis af dollars, der for nyligt er blevet sat af til udviklingen af retssystemet her. Hvad sker der?" Jeg mødtes med en af udviklingsbureauerne, og de trænede anklagere og dommere, hvilket er den normale forudindtagethed, i modsætningen til forsvarere. Og de viste mig en manual, der egentlig var en fremragende manual. Jeg sagde, "Jeg vil kopiere denne." Den havde alt i sig. Advokater kan komme på politistationen. Den var perfekt. Anklagere var perfekt trænede. Men jeg sagde til dem, "Jeg har bare ét spørgsmål, som er, på det tidspunkt, hvor alle kom til anklagerens kontor, hvad var der sket med dem?" Og efter en pause sagde de, "De var blevet torturerede."

Så stykkerne er ikke kun træningen af advokaterne, men at vi finder en vej til systematisk at implementere tidlig adgang til rådgivning, fordi de er systemets sikkerhedsforanstaltning for folk, der bliver tortureret. Og mens jeg fortæller jer dette, er jeg også klar over, at det lyder som, "Åh, okay, det lyder som om vi kunne gøre det, men kan vi virkelig gøre det?" For det lyder stort. Og der er mange grunde til, hvorfor jeg tror på, det er muligt. Den første grund er folkene på jorden, der finder måder at skabe mirakler på på grund af deres engagement. Det er ikke kun Innocent, som jeg fortalte jer om i Zimbabwe, men forsvarere i hele verden, der leder efter disse stykker. Vi har et program, der hedder JusticeMakers, og vi indså, der er folk, der er modige og gerne vil gøre ting, men hvordan kan vi støtte dem? Så det er en en online konkurrence, hvor man kun får fem tusind dollars, hvis man finder på en opfindsom måde at implementere retfærdighed. Og der er 30 JusticeMakers i hele verden, fra Sri Lanka til Swaziland til DR Congo, der med fem tusind dollars gør fantastiske ting, gennem SMS programmer, gennem advokatmedhjælperprogrammer, gennem hvad nu end, de kan gøre.

Og det er ikke kun disse JusticeMakers, men folk, som vi ser modigt, finde ud af, hvem deres netværker er, og hvordan de kan bevæge det fremad.

Så i Kina for eksempel kom gode love ud, der siger, politiet ikke må torturere folk, ellers bliver de straffet. Og jeg sad side om side med en af vores meget modige advokater og sagde, "Hvordan kan vi føre det her ud? Hvordan kan vi sikre, at det her bliver implementeret? Det er fantastisk." Og han sagde til mig, "Altså, har du penge?" Og jeg sagde, "Nej." Og han sagde, "Det er okay, vi kan stadig finde ud af det." Og den 4. december organiserede han tre tusind medlemmer fra Youth Communist League fra 14 af de bedste juridiske fakulteter, der organiserede sig selv, udviklede plakater med de nye love og gik til politistationerne og begyndte med, hvad han siger, er en ikke-voldelig retslig revolution for at beskytte borgerrettigheder. Så jeg talte om, at vi har brug for at træne og støtte forsvarere. Vi er nødt til systematisk at implementere tidlig adgang til rådgivning. Men den tredje og vigtigste ting er, at vi forpligter os til dette.

Og folk siger ofte til mig, "Altså, det her er rigtig godt, men det er vildt idealistisk. Sker aldrig." Og grunden til, jeg synes, at de ord er interessante, er, at de ord var af den samme type, der blev brugt om folk, der besluttede, de ville stoppe slaveri eller stoppe apartheid. Det begyndte med en lille gruppe mennesker, der besluttede, de ville engagere sig.

Nu er der et af vores favoritdigte fra forsvarerne, som de deler med hinanden, lyder: "Fat mod venner, vejen er ofte lang, retningen er aldrig klar, og indsatserne er meget høje, men dybt nede, er I ikke alene." Og jeg tror, at hvis vi kan komme sammen som et verdenssamfund til at støtte ikke bare forsvarere, men også alle i systemet, der ser mod det, kan vi stoppe tortur som et efterforskningsmiddel. Jeg slutter altid af med, fordi jeg ved, hvad spørgsmålene er -- og jeg vil være glad for at snakke med jer til enhver tid -- "Men hvad kan jeg virkelig gøre?" Altså, jeg ville sige dette. For det første ved I, hvad I kan gøre. Men for det andet vil jeg forlade jer med historien om Vishna, der egentlig var min inspiration til at starte International Bridges to Justice.

Vishna var en 4 år gammel dreng, da jeg mødte ham, der blev født i et cambodjansk fængsel i Kandalprovinsen. Men fordi han blev født i fængslet, elskede alle ham, inklusive vagterne, så han var den eneste, der fik lov til at komme på begge sider af tremmerne. Så, I ved, der er tremmer. Og som tiden gik, blev Vishna større, hvilket betød, hvad bliver større? Ens hoved bliver større. Så han ville komme til den første tremme, den anden tremme og så den tredje tremme, og så virkeligt langsomt bevæge sit hoved, så han kunne mase sig igennem og komme tilbage, tredje, anden, første. Og han ville gribe min lillefinger, fordi det, han ville gøre hver dag, er, han ville gå på besøg. I ved, han nåede aldrig helt dem alle hver dag, men han ville besøge alle 156 fanger. Og jeg ville løfte ham, og han ville putte sine fingre gennem. Eller hvis det var mørke celler, var det som bølgeblik, og han ville putte sine fingre igennem.

Og de fleste af fangerne sagde, at han var deres største fornøjelse og deres solskin, og de så frem til ham. Og jeg var sådan, her er Vishna. Han er en 4 år gammel dreng. Han blev født i et fængsel med næsten ingenting, ingen materielle goder, men han havde en opfattelse af sin egen heroiske rejse, som jeg tror, vi alle er født til. Han sagde, "Sandsynligvis kan jeg ikke gøre alt. Men jeg er én. Jeg kan gøre noget. Og jeg vil gøre den ene ting, som jeg kan gøre." Så jeg takker jer for at have den profetiske fantasi til at forestille jer formningen af en ny verden med os sammen og inviterer jer til denne rejse med os.

Tak.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)

Tak.

(Bifald)