John Hunter om Verdensfreds-spillet

Jeg er meget heldig at være her. Jeg føler mig så heldig. Jeg er blevet så imponeret over den venlighed der er blevet vist mig. Jeg ringede til min kone, Leslie, og sagde "Ved du hvad, der er så mange gode mennesker der prøver at gøre så meget godt. Det føles som om jeg har landet i en koloni af engle." Det er en ægte følelse. Men lad mig komme til talen -- jeg kan se at tiden går.

Jeg er en offentlig skolelærer, og jeg vil gerne lige dele en historie om min overlærer.™ Hun hedder Pam Moran i Albemarle kommune, Virginia, ved foden af Blue Ridge bjergene. Og hun er en meget høj-teknologisk overlærer. Hun bruger digitale tavler, hun blogger, hun Twitrer, hun bruger Facebook, hun gør alle de her slags høj-teknologiske sager. Hun er en teknologi-leder og instruktions-leder. Men på hendes kontor står der det her gamle, vejrslidte bord, køkkenbord -- den grønne maling skaller, det er lidt ustabilt. Og jeg sagde til hende "Pam, du er en så moderne, nymodens person. Hvorfor er det her gamle bord på dit kontor?

Og hun fortalte mig, hun sagde "Ved du hvad, jeg voksede op i Sydvestlige Virginia, i kul-minerne og bondelandet i rurale Virginia, og det her bord var i min bedstefars køkken. Og vi kom ind fra at have leget, han kom hjem fra pløgen og arbejden, og vi sad rundt om det bord hver aften. Og mens jeg voksede op, hørte jeg så meget viden og så mange indsigter og så meget visdom der kom ud omkring det her bord, at jeg begyndte at kalde det visdoms-bordet. Og da han gik bort tog jeg det her bord med mig til mit kontor, og det minder mig om ham. Det minder mig om hvad der nogle gange foregår omkring et tomrum." Projektet jeg har tænkt mig at fortælle jer om hedder Verdensfreds-spillet, og egentlig er det bare et tomrom. Og jeg kan godt lide at tænke på det som et 21. århundredes visdoms-bord, egentlig.

Det hele startede tilbage i 1977. Jeg var en ung mand, og jeg havde været ind og ud af universitetet. Og mine forældre var meget tålmodige, men jeg havde gjort flere midlertidige rejser til Indien på en mystisk færd. Og jeg kan huske den sidste gang jeg kom tilbage fra Indien -- i mine lange, hvide, flagrene kåbe og mit store skæg og mine John Lennon briller, og jeg sagde til min far, "Far, jeg tror jeg er ved at finde spirituel oplyselse." Han sagde, "Vel der er en ting til du er nødt til at finde." Jeg sagde, "Hvad er det, far?" "Et arbejde." (Latter) Og så bad de mig om at få en grad i et eller andet. Så jeg fik en grad og det var tilfældigvis indenfor uddannelse. Det var et program for eksperimentel uddannelse. Det kunne have været tandpleje, men ordet "eksperimentel" var der, og så var jeg bare nødt til at gå efter det.

Og jeg gik til et job interview hos Richmond Offentlige Skoler i Virginia, hovedstaden, købte et jakkesæt -- min indrømmelse af det konventionelle, beholdt mit lange skæg og afro-hår og mine platform-sko -- det var 70'-erne den gang -- og jeg gik ind, og satte mig og havde et interview. Og jeg antager at de havde en mangel på lærere, for overseersken, hendes navn var Anna Aro, sagde at jeg havde fået jobbet med at undervise begavede børn. Og jeg var så chokeret, så lamslået, at jeg rejste mig og sagde, "Tak, men hvad gør jeg?" (Latter) Undervisning af begavede var ikke særlig etableret endnu. Der var ikke særlig mange materialer eller ting jeg kunne bruge. Og jeg sagde, "Hvad gør jeg?" Og hendes svar chokerede mig. Det lamslog mig. Hendes svar blev skabelonen for hele den karriere jeg kom til at have siden. Hun sagde, "Hvad har du lyst til at gøre?" Og det spørgsmål rydede vejen. Der var intet direktiv, ingen manual at følge, ingen standarder indenfor uddannelse af begavede på den måde. Og hun rydede vejen på en sådan måde, at jeg fra da af gjorde mit bedste for at rydde vejen for mine studenter, et tomrum, hvorved de kunne skabe og lave mening ud af deres egen forståelse.

Så dette skete i 1978, og jeg underviste mange år senere, og en ven af mig introducerede mig for en ung filmskaber. Hans navn er Chris Farina. Chris Farina har selv betalt for at kunne være her idag. Chris, kunne du rejse dig op og lade dem se dig -- en ung, visionær filmskaber som har lavet en film. (Bifald) Denne film hedder "Verdensfred og Andre 4.-klasse Opnåelser." Han foreslog filmen for mig -- det er en fantastisk titel. Han foreslog filmen for mig, og jeg sagde, "Joh, måske bliver den vist på lokal-TV, og vi kan sige hej til vore venner." Men filmen er virkelig nået langt. Den stadig i underskud, men Chris har klaret, gennem hans egen ofring, at få den her film ud. Så vi lavede en film og det viste sig at være mere end bare en historie om mig, mere end en historie om en lærer. Det er en historie som er en hyldest til undervisning og lærere. Og det er en smuk ting.

Og det underlige er at da jeg så filmen -- havde jeg en underlig følelse af at se den -- Jeg så mig selv bogstavelig talt forsvinde. Hvad jeg så var mine lærere som kom gennem mig. Jeg så min geometri-lærer fra gymnaset, Mr. Rucell's skæve smil under hans overskæg. Det er det smil jeg bruger -- hans smil. Jeg så Jan Polos glimtende øjne. Og de glimtede ikke i vrede, de glimtede af kærlighed, intens kærlighed for hendes studenter. Og jeg har det glimt nogen gange. Og jeg så Frøken Ethel J. Banks som havde perler og højhælede sko på hver dag, i grundskolen. Og i ved, hun havde det der gammeldags lærer-blik. I kender det godt. (Latter) "Og jeg snakker ikke engang om jer bag mig, for jeg har øjne i nakken." (Latter) I ved godt den lærer, ikke? I brugte ikke det blik så ofte, men jeg har det i mit repertoir. Og Frøken Banks var der som en fantastisk mentor for mig.

Og så så jeg mine egne forældre, mine første lærere. Min far, meget opfindsom, rumlig tænker. Det er min bror Malcom der til højre. Og min mor, som underviste mig i 4. klasse i rase-delte skoler i Virginia, som var min inspiration. Og virkelig, jeg føler det som om, når jeg ser filmen -- Jeg har en bevægelse hun gør, sådan her -- jeg føler det som om jeg er en fortsættelse af hendes gestus. Jeg er en af hendes undervisende gestuser. Og det smukke var at jeg fik muligheden til at undervise min datter i grundskolen, Madeline. Og så fortsætter min mors gestus gennem mange generationer. Det er en fantastisk følelse at have den afstamning. Og derfor er jeg her, stående på skuldrene til mange mennesker. Jeg er her ikke alene. Der er mange mennesker her på scenen lige nu.

Og så var der det Verdensfreds-spil jeg gerne vil fortælle jer om. Det startede sådan her: det er bare et 1.2m gange 1.5m krydsfiner-brædt i en urban centrum-skole, 1978. Jeg lavede en lektion for studenter om Afrika. Vi puttede alle verdens problemer der, og jeg tænkte, lad os få dem til at løse det. Jeg ville ikke prædike, eller bare have bog-læsning. Jeg ville have dem engageret og lære følelsen af at lære gennem deres egne kroppe. Så jeg tænkte, vel de kan lide at spille spil. Jeg laver noget -- jeg sagde ikke interaktivt. Vi havde ikke det udtryk i 1978 -- men noget interaktivt. Og så lavede vi spillet, og det har siden udviklet sig til en 1.2m gange 1.2m gange 1.2m plexiglas-struktur. Og det har fire plexiglas lag.

Der er et 'ydre rum' lag med sorte huller og sattelitter og forsknings-sattelitter og asteroide-minedrift. Der er et luft- og rum-niveau med skyer lavet af store klumper med bomuld vi skubber rundt og territoriale luftrum og luftvåben, et jord- og hav-niveau med tusindvis af spillebrikker på -- endda et undervands-niveau med ubåde og undervands-minedrift. Der er fire lande rundt om brættet Børnene finder på landenes navne -- nogen er rige, nogen er fattige. De har forskellige værdier, kommercielle og militære. Og hvert land har et kabinet. Der er en statsminister, stats-sekretær, forsvarsminister og en økonomidirektør, eller kontrollør. Jeg vælger statsministeren baseret på mit forhold med dem. Jeg tilbyder dem jobbet, de kan afslå det, og så vælger de selv deres eget kabinet. Der er en Verdensbank, våbenhandlere, og et Forenede Nationer. Der er også en vejr-gudinde som kontrollerer et tilfældigt aktiemarked og tilfældigt vejr.

(Latter)

Det er ikke det hele. Og så er der et 13 siders krisedokument med 50 sammenhængende problemer. På en sådan måde at hvis en ting ændres, ændres alt andet. Jeg kaster dem ind i denne komplekse matrix, og de stoler på mig fordi vi har et dybt, rigt forhold til hinanden. Og så, med alle disse kriser, har vi -- lad os se -- etniske og minoritets-spændinger; vi har kemiske og radioaktive udslip, spredning af atomvåben. Der er olie-udslip, økologiske katastrofer, tvister om vand-rettigheder, løsrivelse af republikker, hungersnød, truede dyrearter og global opvarmning. Hvis Al Gore er her, jeg kommer til at sende mine 4.-klasse elever fra Agnor-Hurt og Venerable skoler til dig for de har løst global opvarmning på en uge. (Latter) (Bifald) Og de har gjort det flere gange endda.

(Latter)

Så i spillet har jeg også en sabotør -- et barn -- det er egentlig en ballademager -- og jeg bruger min ballademager fordi de, til syneladende, prøver på at redde verden og deres position i spillet. Men de prøver også på at underminere alt i spillet. Og de gør det i det skjulte gennem fejlinformering og uklarheder og irrelevante ting, prøver på at få alle til at tænke lidt dypere. Sabotøren er der, og vi læser også fra Sun Tsu's "Krigens Kunst." 4.-klasse elever forstår det -- 9 år gamle -- og de håndterer det og bruger det for at forstå hvordan ikke følge -- først følger de -- vejene til magt og destruktion, vejen mod krig. De lærer at overse kortsiktige reaktioner og impulsiv tænkning, at tænke på en langsigtet, mere bevist måde.

Stewart Brand er her, og en af idéerne til dette spil kom fra ham gennem en Coevolution Quarterly artikel om en fredsstyrke. Og i spillet former studenterne faktisk nogen gange en fredsstyrke. Jeg er bare en tidtager. Jeg er bare en forklarer. Jeg er bare en koordinator. Eleverne styrer spillet. Jeg har ingen chance til at lave nogen form for politik så snart de begynder at spille. Så jeg vil bare dele med jer ...

(Video) Dreng: Verdensfreds-spillet er seriøst. Du bliver faktisk lært noget, som hvordan man passer på verden. Se, Hr. Hunter gør det fordi han siger at hans generation gjorde en masse fejl, og han prøver at fortælle os hvordan fikse det problem.

John Hunter: Jeg tilbød dem en -- (Bifald) Faktisk kan jeg ikke fortælle dem noget som helst, for jeg har ikke svaret. Og jeg indrømmer sandheden til dem direkte: Jeg ved det ikke. Og fordi jeg ikke ved det, er de nødt til at finde svaret. Og så undskylder jeg også til dem. Jeg siger, "Jeg beklager drenge og piger, men sandheden er at vi har overladt verden til jer i så dårlig og forfærdelig en tilstand, og vi håber i kan fikse den for os, og måske kan dette spil hjælpe jer med at lære hvordan det skal gøres." Det er en oprigtig undskyldning, og de tager det meget seriøst.

Nu kan det godt være at i undres over hvordan denne kompleksitet ser ud. Vel, når vi starter spillet ser det sådan her ud.

(Video) JH: Okay, fra nu af går vi ind i forhandlinger. Igang. (Snakken)

JH: Mit spørsmål til jer er, hvem styrer det klasseværelse? Det er et seriøst spørsmål: Hvem er den egentlige leder? Jeg har lært at lade kontrollen over klasseværelset gå til studenterne over tid. Det er en tillid og en forståelse og en dedikation til et ideal at jeg simpelthen ikke er nødt til at gøre hvad jeg troede jeg var nødt til som en begyndende lærer: kontrollere hver samtale og svar i klasseværelset. Det er umuligt. Deres samlede visdom er meget større end min, og jeg indrømmer det åbent overfor dem. Så jeg vil bare lige hurtigt dele nogen historier med jer om nogen magiske ting der har sket.

I det her spil havde vi en lille pige, og hun var forsvarsministeren til den fattigste nation. Og forsvarsministeren -- hun havde kampvogn-korpsene og luftvåbnet og så videre. Og hun var lige ved siden af en meget velstående, olie-rig nabo. Uden provokation, angreb hun pludselig, imod hendes egen statsministers ordre, naboens oliefelter. Hun marcherede ind i oliefelternes reserver, omringede det, uden at affyre et skud, og sikrede og holdt det. Og den nabo var ude af stand til at udføre nogen militære operationer fordi deres brændstof-forsyning var helt låst.

Vi var alle meget kede over hende, "Hvorfor gør du det her? Dette er Verdensfreds-spillet. Hvad er der galt med dig?" (Latter) Dette var en lille pige, og ni år gammel, holdt hun sine brikker og sagde, "Jeg ved hvad jeg laver." Hun sagde det her til hendes veninder. Det er et brud lige der. Og vi lærte fra dette at du har egentlig aldrig har lyst til at modsætte dig en 9-åring med kampvogne. (Latter) De er de stærkeste modstandere. Og vi var meget kede af det. Jeg troede jeg fejlede som lærer. Hvorfor ville hun gøre dette?

Men jeg fandt ud af, et par spil-dage senere -- og der er ture hvor vi tager forhandlinger fra et hold -- faktisk er der en forhandlingsperiode med alle holdene, og hvert hold får en runde, og så går vi tilbage til forhandling, rundt og rundt, så hver runde er en spil-dag. Så et par spil-dage senere kommer det frem at vi fandt ud af at dette store land planlagde en militær offensiv for at dominere hele verden. Havde de haft deres brændstof-forsyninger, ville de have klaret det. Hun kunne se vektorerne, tendenserne, og intentionerne længe før nogen af os og forstod hvad der kom til at ske og lavede en filosofisk beslutning at angribe i et freds-spil.

Nu brugte hun en lille krig for at forhindre en større krig, så vi stoppede og havde en meget god filosofisk diskussion om hvorvidt det var rigtigt, begrænset godt, eller forkert. Det er den slags tænkning vi sætter dem i, den slags situationer. Jeg kunne ikke have designet det i undervisningen. Det opstod spontant gennem deres fælles visdom.

(Bifald)

Endnu et eksempel, en skøn ting skete. Vi har et brev i spillet. Hvis du er en militær kommandant og du fører dine tropper -- de små plastik brikker på brætet -- og du mister dem, lægger jeg ind et brev. Du er nødt til at skrive et brev til deres forældre -- de fiktive forældre til dine fiktive tropper -- og forklare hvad der skedte, og kondolere. Så du har lidt mere omtanke før du går i strid. Og så opstod situationen -- sidste sommer faktisk, ved Agnor-Hurt skole i Albemarle kommune -- og en af vore militære kommandanter rejste sig for at læse brevet og en af de andre børn sagde, "Hr. Hunter, lad os spørge -- der er en forælder derovre." Der var en forælder på besøg den dag, som bare sad bagerst i værelset. "Lad os bede den mor om at læse brevet. Det bliver mere realistisk hvis hun læser det." Så det gjorde vi, vi bad hende, og hun var med og samlede brevet op. "Klart." Hun begyndte at læse. Hun læste en sætning. Hun læste to sætninger. Da hun nåede til tredje sætning, tudede hun. Jeg tudede. Alle sammen forstod at når vi mister nogen, hoverer vinderne sig ikke. Vi har alle sammen tabt. Og det var en utrolig hændelse og en utrolig forståelse.

Jeg vil vise jer hvad min ven David siger om dette. Han har været i mange slag.

(Video) David: Vi har fået nok af at folk angriber. Jeg mener, vi har været heldige [det meste] af tiden. Men nu føler jeg mig underligt til mode, fordi jeg lever hvad Sun Tsu sagde en uge. En uge sagde han, "De som går i strid og vinder vil have lyst til at vende tilbage, og dem som taber i strid vil have lyst til at vende tilbage for at vinde." Og derfor har jeg vundet slag, så jeg fører slag, flere slag. Og jeg syntes det er lidt underligt at leve hvad Sun Tsu sagde.

JH: Jeg får gåsehud hver gang jeg ser det der. Det er den slags engagement du har lyst til at skal ske. Og jeg kan ikke designe det der, kan ikke planlægge det, og jeg kan ikke engang teste det. Men det er selvindlysende vurdering. Vi ved at det er en ægte vurdering af læring. Vi har masser af data, men jeg tror nogen gange vi går udover dataene med den ægte sandhed om hvad der foregår.

Så jeg vil lige dele en tredje historie. Dette er om min ven Brennan. Vi havde spillet spillet en gang efter skole i mange uger, omtrendt syv uger, og vi havde essensielt løst alle 50 sammenflættede kriser. Måden man vinder spillet på er at alle 50 problemer er nødt til at være løste og hvert lands indre værdi er nødt til at have øget over niveauet det startede på. Nogen er fattige, nogen er rige. Der er milliarder. Verdensbankens president var en 3.-klasse elev på det tidspunkt. Han sagde, "Hvor mange nuller i en billion? Jeg er nødt til at regne det ud med det samme." Men han var i gang med at lave en finanspolitik i det spil for gymnasieelever som spillede sammen med ham.

Så det hold der var det fattigste var blevet endnu fattigere. Der var ingen måde hvorpå de kunne vinde. Og vi nærmede os klokken 4, vår afslutningstid -- der var omtrendt ét minut tilbage -- og fortvivlelse lagde sig over værelset. Jeg tænkte, jeg fejler som lærer. Jeg skulle have lavet det så de kunne have vundet. De burde ikke fejle som det her. Jeg har fejlet dem. Og jeg var bare så trist og modløs. Og pludselig, Brennan gik over til min stol og han tog klokken, den klokke jeg ringer for at signalere en ændring eller en samling af kabinetterne. og han løb tilbage til sin plads, ringede med klokken. Alle løb hen til hans stol, der var skrig, der var råben, viftning med deres sagsmapper. De får de her sagsmapper fulde af hemmelige dokumenter. De viftede, de løb rundt. Jeg anede ikke hvad de lavede. Jeg havde mistet kontrollen over mit klasseværelse. Hvis rektor kommer ind nu, er jeg fyret. Forældrene kikkede ind gennem vinduerne.

Og Brennan løber tilbage til hans plads. Alle løber tilbage til deres pladser. Han ringer klokken igen. Han siger, "Vi har" -- Og der er 12 sekunder tilbage på uret -- "vi har alle nationer samlet alle vore værdier sammen. Og vi har 600 miliarder dollars. Vi vil gerne tilbyde det som en donation til dette fattige land. Og hvis de accepterer det, vi det øge deres aktivers værdi og vi kan vinde spillet. Vil i acceptere det?" Og der er tre sekunder tilbage på uret. Alle ser på statsministeren til det land, og han siger, "Ja." Og spillet er vundet. Spontan medfølelse der ikke kunne planlægges, der var uventet og uforudsigeligt.

Hvert spil vi spiller er anderledes. Nogen spil er mere om sociale spørgsmål, nogen er mere om økonomiske spørgsmål Nogen spil er mere om krigsførelse. Men jeg prøver ikke at nægte dem realiteten det er at være et menneske. Jeg lader dem gå derhen og, gennem deres egne erfaringer, lære på en blodløs måde hvordan undgå at gøre hvad de anser for at være forkert. Og de finder ud af hvad der er rigtigt på deres egen måde, deres egne selv. Og så, i dette spil, jeg har lært så meget fra det, men jeg vil sige at hvis bare de kunne tilegne sig et kritisk tænke-værktøj eller kreativt tænke-værktøj fra det her spil og gøre noget godt for verden så har de måske reddet os alle. Hvis bare.

Og på vegne af alle mine lærere hvis skuldre jeg står på, tak. Tusind tak. Mange tak.

(Bifald)