Joe Sabia: Historiefortællingens teknologi

Mine damer og herrer, kom nærmere, jeg ville elske at dele med jer en historie.

Der var engang i det 19. århundredes Tyskland bogen. Altså på denne tid var bogen kongen af historiefortælling. Den var ærværdig. Den var allestedsnærværende. Men den var en lille smule kedelig. For i de 400 år den havde eksisteret, havde historiefortællere aldrig udviklet bogen som et fortællemiddel. Men så kom en forfatter, og han gav piben en anden lyd for altid. (Musik) Hans navn var Lothar, Lothar Meggendorfer. Lothar Meggendorfer slog i bordet, og han sagde, "Genug ist genug!" Han greb sin pen, han snappede sine sakse. Denne mand nægtede at folde det normales konventioner og besluttede bare at folde. Historien kom til at kende Lothar Meggendorfer som -- hvem ellers? -- verdens første sande opfinder af børnenes pop op-bog. (Musik) Over denne fryd og over dette vidunder glædede folk sig. (Glædesråb) De var glade, fordi historien overlevede, og at verden ville fortsætte med at dreje.

Lothar Meggendorfer var ikke den første til at udvikle måden, en historie blev fortalt, og han var bestemt ikke den sidste. Uanset om historiefortællere indså det eller ej, kanaliserede de Meggendorfers ånd, da de flyttede opera til vaudville, radio-nyheder til radio-teater, billeder til levende billeder til film med lyd, farve, 3D, på VHS og på DVD. Der lod ikke til at være nogen kur mod denne Meggendorferitis.

Og det hele blev meget sjovere, da internettet kom frem. (Latter) For ikke alene kunne folk sende deres historier ud til hele verden, men de kunne gøre det ved at bruge, hvad syntes at være en uendelig mængde apparater. For eksempel, et firma ville fortælle en historie om kærlighed gennem dets helt egen søgemaskine. Et taiwanesisk produktionsstudie ville fortolk amerikansk politik i 3D. (Latter) Og en mand ville fortælle sin fars historier ved at bruge en platform kaldet Twitter til at kommunikere ekskrementerne hans far ville gestikulere.

Og efter alt dette, holdt alle inde; de tog et skridt tilbage. De indså, at over 6.000 års historiefortælling er de gået fra at afbilde jagt på hulevægge til at afbilde Shakespeare på Facebook-vægge. Og dette var grund til fejring. Kunsten at fortælle en historie har forblevet uforandret. Og for størstedelen bliver historierne genbrugt. Men den måde, mennesker fortæller historierne, har altid udviklet sig med ren, ensartet nyhedsværdi.

Og de huskede en mand, én fantastisk tysker, hver gang et nyt fortællemiddel dukkede op igen. Og for det ville publikum -- det dejlige, smukke publikum -- ville leve lykkeligt til deres dages ende. (Bifald)