Jeff Hancock: 3 former for (digitale) løgne

Jeg siger med det samme, at det har været en fantastisk måned for bedrageri. Og jeg taler ikke engang om kapløbet om at blive Amerikas præsident. (Latter) Vi har en højprofileret journalist der er taget for plagiat, en ung superstjerne forfatter hvis bøger involverer så mange opdigtede citater at de har taget den af hylderne; en New York Times afsløring om anmeldelser om falske bøger. Det har været fantastisk.

Nu er det, selvfølgelig, ikke al bedrag der kommer i nyhederne. Meget af bedraget er hverdag. Faktisk, meget forskning viser at vi alle lyver en eller to gange om dagen, som Dave foreslog. Så den er cirka 18.30 nu, det tyder på at de fleste af os har løjet nu. Lad os se på Winnipeg. Hvor mange af jer, i løbet af de sidste 24 timer -- tænker tilbage -- har fortalt en lille hvid løgn, eller en stor? Hvor mange af jer derude har fortalt en lille løgn?

Okay, godt. Dette er alle løgnerne. Vær sikker på at I lægger mærke til dem. (Latter)

Nej, det så godt ud, det var cirka to tredjedele af jer. Den anden tredjedel fortalte ikke løgne, eller glemte det måske, eller I lyver om at lyve, hvilket er meget, meget uærligt. (Latter) Dette passer med meget af den forskning der foreslår at det at lyve er meget omsiggribende. Det er det omsiggribende, kombineret med det centrale i hvad det betyder at være et menneske, det faktum at vi kan fortælle sandheden eller finde på noget, det har fascineret mennesker gennem historien. Her har vi Diogenes med sin lanterne. Er der nogen der ved hvad han ledte efter? Et eneste ærligt menneske, og han døde uden at finde et i Grækenland. Og vi har Confucius i østen der var virkelig bekymret for oprigtighed, at man ikke kun "walked the walk" eller "talked the talk", men at man troede på det man gjorde. Man troede på sine principper.

Nu kom mit første professionelle møde med bedrag lidt senere end hos disse gutter, et par tusinde år. Jeg var tolder i Canada tilbage i midten af 90'erne. Ja. Jeg forsvarede Canadas grænser. I tænker måske at det er et våben lige her. Faktisk, er det et stempel. Jeg brugte et stempel til at forsvare Canadas grænser. (Latter) Meget canadisk af mig. Jeg lærte meget om bedrag mens jeg gjorde mig pligt her i tolden, en af dem var at det meste af det jeg troede jeg viste om bedrag var forkert, og jeg vil fortælle jer lidt om det i nat.

Men selv siden 1995, '96, måden vi kommunikerer på er blevet komplet transformeret. Vi e-mailer, vi sms'er, vi skyper, vi facebooker. Det er vanvittigt. Næsten alle aspekter i menneskelig kommunikation er forandret, og selvfølgelig har det haft en indflydelse på bedrag. Lad mig fortælle jer lidt om et par nye former for bedrag som vi har sporet og dokumenteret. De hedder butleren, sokkedukken og den kinesiske vand hær. Det lyder en lille smule som en mærkelig bog, men der er faktisk alle nye typer af løgne i.

Lad os begynde med butlerne. Her er et eksempel på en: "Er på vej." Nogen der nogensinde har skrevet, "Er på vej?" Så har I også løjet. (Latter) Vi er aldrig på vej. Vi tænker på at være på vej. Her er en anden: "Undskyld jeg ikke skrev til dig tidligere. Mit batteri var dødt." Ens batteri var ikke dødt. Man var ikke i et område uden dækning. Man gad bare ikke at svare tilbage til den person på det tidspunkt. Her er en sidste: Man taler med nogen, og man siger, "Undskyld, jeg skal arbejde, bliver nød til at smutte." Men i virkeligheden keder man sig. Man vil tale med en anden. Hver af dem handler om et forhold, og dette er en verden der er forbundet 24/7. Når du får mit telefonnummer kan du bogstavelig talt komme i kontakt med mig 24 timer i døgnet. Så de løgne der bliver brugt af mennesker til at skabe en buffer, ligesom butleren plejede at gøre, mellem os og forbindelserne til alle andre. Men de er meget specielle. De bruger en dobbelttydighed der kommer af at bruge teknologien. Man ved ikke hvor jeg er eller hvad jeg laver eller hvem jeg er sammen med. Og de er rettet efter at beskytte forholdene. Dette er ikke bare folk der er nogle idioter. Dette er mennesker der siger, hør engang, jeg vil ikke tale med dig nu, eller jeg ville ikke tale med dig på det tidspunkt, men jeg tænker stadig på dig. Vores forhold er stadig vigtige.

Men, sokkedukken, på den anden side, er et helt andet slags dyr. Sokkedukken handler ikke om dobbelttydighed, som sådan. Det handler om identitet. Lad mig give jer et meget nyt eksempel, som i, sidste uge. Der er R.J. Ellory, best-seller forfatter i England. Her er en af hans bedst sælgende bøger. Her er en online anmeldelse, på Amazon. Min favorit, af Nicodemus Jones, er, "Hvadend den ellers gør, så rører den ved din sjæl." Og selvfølgelig, kunne man mistænke at Nicodemus Jones er R.J. Ellory. Han skrev meget, meget positive anmeldelser om sig selv. Surprise, surprise.

Nu er dette sokkedukke faktisk ikke ny. Walt Whitman gjorde også dette engang, før der var internet teknologi. Sokkedukken bliver interessant når man kommer op i større målestok, som er området for den kinesiske vand hær. Den kinesiske vand hær referer til tusindvis af mennesker i Kina der bliver betalt små mængder penge for at producere indhold. Det kunne være anmeldelser. Det kunne være propaganda. Regeringen lejer disse mennesker, firmaer lejer dem, over det hele. I Nordamerika, kalder vi dette astroturfing, og astroturfing er meget almindeligt nu. Der er mange bekymringer omkring det. Vi ser dette specielt med produkt anmeldelser, bog anmeldelser, alt fra hoteller til om en brødrister er en god brødrister eller ej.

Når man ser på disse tre anmeldelser, eller disse tre typer bedrag, kunne man tænke, wow, internettet får os virkelig til at være en bedragerisk art, specielt når man tænker på astroturfing, hvor vi kan se bedrageriet på større målestoksforhold. Men faktisk, er det jeg har fundet ud af meget anderledes end det. Lad os se bort fra de online anonyme sex chatrum, som jeg er sikker på at ingen af jer har besøgt. Jeg kan forsikre jer for at der er bedrag der. Og lad os se bort fra den nigerianske prins der har sendt en en e-mail om at få de 43 millioner ud af landet. (Latter) Lad os glemme ham fyren også. Lad os fokusere på samtaler mellem vores venner og vores familie og vores kolleger og vores kære. Det er samtaler der virkelig betyder noget. Hvad gør teknologi ved bedrag med disse mennesker?

Her er et par studier. Et af studierne vi laver kaldes dagbogs studier, hvor vi beder mennesker om at optage alle deres samtaler og alle deres løgne i syv dage, og det vi kan gøre er, at vi kan udregne hvor mange løgne der fandt sted per samtale i et bestemt medie, og den opdagelse som vi laver der overrasker mennesker mest er, at e-mail er den mest ærlige af disse tre medier. Og det forvirrer virkelig folk, fordi vi tror jamen, der er ikke nogen kropssprog tegn, så hvorfor lyver man ikke mere? Telefonen til gengæld, er de fleste løgne. Igen og igen og igen ser vi at telefonen er det apparat hvor mennesker lyver mest, og måske på grund af butler løgnens dobbelttydighed som jeg fortalte om. Dette har en tendens til at være noget helt andet end folk forventer.

Hvad med CV'er? Vi lavede et studie hvori vi fik mennesker til at søge et job, og de kunne søge om arbejdet enten med et traditionelt papir CV, eller på LinkedIn, hvilket er et socialt netværks sted ligesom Facebook, men for professionelle -- det involverer den samme information som et CV. Og det vi fandt ud af var, til mange menneskers overraskelse, at LinkedIn CV'erne var mere ærlige omkring de ting der var vigtige for arbejdsgivere, såsom ens pligter eller ens evner ved et tidligere arbejde.

Hvad med Facebook selv? I ved, vi tror altid at hey, der er disse idealiserede versioner, mennesker viser bare de bedste ting der skete i deres liv. Det har jeg tænkt mange gange. Mine venner, de kan på ingen måde være så seje og have så godt et liv. Jamen, et studie afprøvede dette ved at undersøge menneskers personligheder. De havde fire gode venner af en person til at bedømme deres personlighed. Så fik de fremmede, mange fremmede, til at bedømme personens personlighed kun fra Facebook, og det de fandt ud af var, at de bedømmelser af personlighed var temmelig identiske, stor korrelation, hvilket betyder at Facebook profiler virkelig reflekterer vores faktiske personlighed.

Okay, jamen, hvad med online dating? Jeg mener, det er et temmelig bedragerisk rum. Jeg er sikker på at I alle har "venner" der har brugt online dating. (Latter) Og de ville fortælle jer om den fyr der ikke havde noget hår da han viste sig, eller kvinden der ikke lignede sit billede. Jamen, vi var virkelig interesserede i det, så det vi gjorde var at vi tog mennesker, online datere, ind i laboratoriet og så målte vi dem. Vi fik deres højde op imod en væg, vi satte dem på en vægt, fik deres vægt -- kvinderne elskede det -- og så fik vi deres kørekort for at bestemme deres alder. Og det vi fandt ud af, var meget, meget interessant. Her er et eksempel på mændene og deres højde. Nede i bunden viser det hvor høje de sagde de var i deres profil. Langs y-aksen, den vertikale akse, vises hvor høje de egentlig var. Den diagonale linje er sandhedslinjen. Hvis deres prik er derpå, fortalte de faktisk sandheden. Som I kan se her, er de fleste af de røde prikker under linjen. Det betyder at fyrene løj om deres højde. Faktisk, løj de om deres højde med ni tiendedele af en inch [2,3cm], det vi i laboratoriet kalder en "stærk oprunding." (Latter) Man kommer til 5'8" og en tiendedel [173cm] og bang! 5'9" [175cm] Men det der er virkelig vigtigt her er, prøv at se alle prikkerne. De samler sig temmelig tæt ved sandheden. Det vi fandt ud af var at 80 procent af vores deltagere ganske rigtigt løj om en af disse dimensioner, men de løj altid en lille smule. En af grundene er temmelig simpel. Hvis man går på en date, en kaffe date, og man er komplet anderledes end det man sagde, game over. Ikke? Så mennesker løj ofte, men de løj diskret, ikke for meget. De holdte sig tilbage.

Jamen, hvad forklarer alle disse studier? Hvad forklarer det faktum at på trods af vores intuition, også min, er meget online kommunikation, teknologi formidlet kommunikation, mere ærligt ansigt til ansigt? Det er virkelig mærkeligt. Hvordan forklarer vi dette?

Jamen, for at gøre det, er den ene ting vi kan gøre at kigge på bedrag Det er en meget gammel litteratur nu, den bliver snart 50 år. Den er blevet gennemgået mange gange. Der har været tusinder af forsøg, hundredvis af studier, og der er nogle virkelig tiltalende resultater.

Det første er, at vi er virkelig dårlige til at udpege bedrag, virkelig dårlige. Fire og halvtreds procents nøjagtighed i gennemsnit hvis man skal se om nogen der lige sagde noget lyver eller ej. Det er virkelig dårligt. Hvorfor er det så dårligt? Jamen det har noget at gøre med Pinocchios næse. Hvis jeg spurgte jer ad, hvad støtter I jer til når I kigger på nogen og man vil finde ud af om de lyver? Hvilken tegn ville I holde øje med? De fleste af jer ville sige, at en af tegnene man kan holde øje med er øjnene. Øjnene er sjælens vindue. Og I er ikke alene. Rundt om i verden, i næsten alle kulturer, er et af de mest populære tegn øjnene. Men forskning der er foregået i løbet af de sidste 50 år viser, at der faktisk ikke er noget pålideligt tegn til bedrag, hvilket forbavsede mig, og det er en af de hårde lektioner som jeg lærte da jeg var tolder. Øjnene fortæller os ikke om nogen lyver eller ej. Nogle situationer, ja -- høje odds, måske udvider deres pupiller sig, deres stemmeleje bliver højere, deres kropssprog ændrer sig lidt, men ikke altid, ikke for alle, det er ikke pålideligt. Mærkeligt. Den anden ting er, at bare fordi man ikke kan se mig betyder det ikke at jeg lyver. Det er almindelig fornuft men et vigtigt resultat er at der er en grund til vi lyver. Vi lyver for at beskytte os selv eller for vores egen vinding eller for en andens vinding. Så der er nogle patologiske løgnere, men de udgør en lille del af befolkningen. Der er en årsag til at vi lyver. Bare fordi mennesker ikke kan se os, betyder det ikke at vi nødvendigvis lyver.

Men jeg tror der faktisk sker noget meget mere interessant og fundamentalt her. Den næste store ting for mig, den næste store ide, kan vi finde ved at gå langt tilbage i historien til vores sprogs oprindelser. De fleste lingvister er enige i at vi begyndte at tale et sted mellem 50.000 og 100.000 år siden. Det er lang tid siden. Mange mennesker har levet siden dengang. Vi har talt, tror jeg, om ild og grotter og sabeltigere. Jeg ved ikke hvad de snakkede om, men de snakkede meget, og som jeg sagde, der er mange mennesker der har udviklet tale, cirka 100 milliarder faktisk. Det er dog er vigtigt er, at skrift først opstod for cirka 5.000 år siden. Så det det betyder er, at alle menneskerne der levede før skrift, hvert ord de nogensinde sagde, hver ytring, forsvandt. Intet spor. Kortvarigt. Væk. Så vi har udviklet talen på en måde hvor der ikke er nogen registrering. Faktisk, selv den næste store udfordring for skriften kom for kun 500 år siden, med trykpressen, som er meget ny i vores historie, og læsedygtigheden forblev utrolig lav lige indtil anden verdenskrig, så selv mennesker i de sidste to årtusinde, de fleste af de ord de nogensinde sagde -- poof! -- forsvandt.

Lad os nu se på netværksalderen. Hvor mange af jer har optaget noget i dag? Nogen der har skrevet noget i dag? Nogen der har skrevet et ord? Det ser ud til at næsten hver eneste person her har optaget noget. I dette lokale, lige nu, har vi sikkert optaget mere end næsten hele menneskeheden i oldtidshistorien. Det er vanvittigt. Vi træder i denne utrolige periode af forandring i den menneskelige evolution hvor vi lærte at tale på en måde hvor vores ord forsvandt, men vi er i et miljø hvor vi optager alt. Faktisk, jeg tror at der i en meget nær fremtid, er det ikke kun det vi skriver der bliver optaget, alt det vi gør vil blive registreret. Hvad betyder det? Hvad er det næste store ide ud fra det? Jamen, som en socialforsker, er dette den meste utrolige ting jeg nogensinde har drømt om. Nu kan man se på alle disse ord der plejede at, i årtusinder, forsvinde. Jeg kan se på løgne der før blev sagt og så forsvandt. Kan I huske de astroturfing anmeldelser som vi snakkede om før? Jamen, når de skriver en falsk anmeldelse, skal de slå op et sted, og det bliver efterladt til os.

Så en ting vi gjorde, og jeg vil give jer et eksempel af at se på sproget, er at vi betalte folk til at skrive nogle falske anmeldelser. En af disse anmeldelser er falsk. Den person har aldrig været på James Hotel. Den anden anmeldelse er ægte. Personen har været der. Nu er jeres opgave at beslutte hvilken anmeldelse er falsk? Jeg giver jer et øjeblik til at gennemlæse dem. Men jeg vil have alle til at løfte hånden i vejret på et tidspunkt. Husk på, jeg studerer bedrag. Jeg ved det hvis I ikke rækker hånden i vejret. Okay, hvor mange af jer tror på at A er den falske? Okay. Meget godt. Cirka halvdelen. Og hvor mange af jer tor det er B? Okay. Lidt flere er for B. Fremragende. Her er svaret. B er falsk. Godt klaret gruppe nummer to. I dominerede den første gruppe. (Latter) I er faktisk en lille smule usædvanlige. Hver gang vi demonstrerer dette, er det typisk en 50-50 deling, hvilket passer med forskningen, 54 procent. Måske er folk her i Winnipeg mere mistænksomme og bedre til at regne den ud. Disse kolde, hårde vintre, jeg elsker det.

Okay, så hvorfor bekymrer jeg mig om dette? Jamen, det jeg kan gøre med mine kolleger i computer videnskab er at vi kan skabe computeralgoritmer der kan analysere de lingvistiske spor af bedrag. Lad mig fremhæve et par ting her i den falske anmeldelse. Det første er at løgnere har en tendens til at tænke på narrativ. De finder på en historie: Hvem? Hvad skete der? Og det er hvad der skete her. Vores falske anmeldelser talte om hvem de var sammen med og hvad de lavede. De brugte også første person, ental, jeg, meget mere end de mennesker der faktisk boede der. De indsatte sig selv i hotelanmeldelsen, for på en måde at overbevise en om at de var der. Omvendt, de mennesker der skrev anmeldelserne og faktisk var der, deres kroppe trådte faktisk ind i den fysiske plads, de talte meget mere om rumlig information. De fortalte hvor stort badeværelset var, eller de sagde, I ved, så langt er der til shoppingmuligheder fra hotellet.

Nu gjorde I det temmelig godt. De fleste mennesker klarer sig ud fra tilfældighed i denne opgave. Vores computer algoritme er meget præcis, meget mere præcis end menneske kan være, og det vil ikke være præcist hver gang. Dette er ikke en bedrag opdagelses maskine der fortæller en om ens kæreste lyver overfor en via sms. Vi tror at hver løgn nu, hver type løgn -- falske hotelanmeldelser, falske skoanmeldelser, at ens kæreste er en utro på en sms besked -- det er alt sammen forskellige løgne. De kommer til at have forskellige sprogmønstre. Men fordi alt nu bliver dokumenteret, kan vi se på alle den slags løgne.

Som jeg sagde, som en socialforsker, er dette vidunderligt. Det er transformerende. Vi bliver i stand til at lære så meget mere om menneskelige tanker og udtryk, om alt fra kærlighed til attituder, fordi alt bliver dokumenteret nu, men hvad betyder det for den gennemsnitlige borger? Hvad betyder det for os i vores liv? Jamen, lad os glemme bedrag et øjeblik. En af de store ideer, mener jeg, er at vi efterlader disse kæmpe mængder af spor. Min udbakke til e-mail er massiv, og jeg kigger aldrig i den. Jeg skriver hele tiden, men jeg kigger aldrig i mine optegnelser, på mit spor. Og jeg tror vi kommer til at se meget mere af det, hvor vi kan reflektere på hvem vi er ved at kigge på de vi skrev, det vi sagde, det vi gjorde.

Hvis vi går tilbage til bedrag, er der et par take-away ting her. For det første, at lyve online kan være farligt, ikke? Ikke nok med at man efterlader en optegnelse over en selv på ens maskine, men man efterlader en optegnelse på den person som man fortalte en løgn til, og man efterlader dem også til mig så jeg kan analysere dem med computer algoritmer. Så naturligvis, bare gør det, det er godt. Men når det kommer til at lyve og hvad vi har lyst til at gøre med vores liv, tror jeg vi kan gå tilbage til Diogenes og Confucius. Og de var mindre bekymrede om om man skulle lyve eller ej, og mere bekymrede over at være tro mod sig selv, og jeg mener det er virkelig vigtigt. Når man er på nippet til at sige eller gøre noget, kan vi tænke, vil jeg have at dette er en del af min arv, en del af mine personlige optegnelser? Fordi i den digitale alder vi lever i nu, i den netværkede alder, efterlader vi alle optegnelser. Tusind tak for jeres tid, og held og lykke med jeres optegnelser. (Bifald)