Janine Shepherd: En knust krop er ikke en knust person

Livet handler om muligheder, at skabe dem og omfavne dem, og for mig, var det den Olympiske drøm. Det er det der definere mig. Det var min lykke!

Som langrendsløber og medlem af det australske ski team, på vej til vinterolympiaden, var jeg på en træningscykeltur med mine holdkammerater. I takt med at vi var på vej op imod de spektakulære Blue Mountains vest for Sydney, det var en perfekt forårsdag: solskin, duften af eukalyptus og en drøm. Livet var godt. Vi havde været på vores cykler i cirka fem og en halv time da vi kom til den del af turen jeg elskede, og det var bakkerne, fordi jeg elskede bakkerne. Og jeg rejste mig i sadlen, og jeg begyndte at pumpe med benene, og i takt med at jeg sugede den kolde bjergluft ind, kunne jeg mærke det brænde i mine lunger, og jeg kiggede op og kunne se solen skinne på mit ansigt.

Og så blev alt sort. Hvor var jeg? Hvad skete der? Min krop var opslugt af smerte. Jeg var blevet ramt af et køretøj der kørte for hurtigt med kun 10 minutter tilbage af cykelturen. Og jeg blev hentet på ulykkestedet af en redningshelikopter til en stor rygmarvsafdeling i Sydney Jeg havde omfattende og livstruende skader. Jeg havde brækket nakken og min ryg seks steder. Jeg brækkede fem ribben i venstre side. Jeg brækkede min højre arm. Jeg brækkede kravebenet. Jeg brækkede nogle knogler i fødderne. Hele min højre side var flænset op, fyldt med grus. Mit hoved var skåret åben foran, løftet tilbage, viste kraniet indenunder. Jeg havde hovedskader. Jeg havde indvendige skader. Jeg havde mistet meget blod. Faktisk, havde jeg mistet cirka fem liter blod, hvilket er alt der er i en person på min størrelse. Til den tid helikopteren ankom ved Prince Henry Hospital i Sydney, var mit blodtryk 40 over ingenting. Jeg havde en virkelig dårlig dag. (Latter)

I mere end 10 dage, svævede jeg mellem to dimensioner. Jeg havde en bevidsthed om at være i min krop, men også at være uden for min krop, et andet sted, betragtende ovenfra, som om det skete for en anden. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage tilbage til den krop der var så ødelagt?

Men denne stemme blev ved med at sige til mig: "Kom nu, bliv hos mig."

"Nej. Det er for hårdt."

"Kom nu. Dette er vores mulighed."

Nej. Den krop er ødelagt. Den kan ikke længere tjene mig."

"Kom nu. Bliv hos mig. Vi kan gøre det. Vi kan gøre det sammen."

Jeg stod ved en krydsvej. Jeg vidste at hvis jeg ikke vendte tilbage til min krop, måtte jeg efterlade denne verden for altid. Det var mit livs kamp. Efter 10 dage, tog jeg beslutningen at vende tilbage til min krop, og de indvendige blødninger holdte op.

Den bekymring var om jeg kom til at gå igen, fordi jeg var lammet fra taljen og ned. De sagde til mine forældre, at bruddet i nakken var en stabil fraktur, men ryggen var fuldstændig knust. Ryghvirvlen ved L1 svarede til at man havde tabt en jordnød, trådt på den, smadret den i tusinde stykker. De skulle operere. De gik ind. De lagde mig på en sækkestol. De skar mig, skar mig bogstavelig talt halvt over, jeg har et ar der går hele vejen rundt hele min krop. De samlede så mange brækkede knogler som de kunne der havde sat sig fast i rygsøjlen. De tog to af mine brækkede ribben ud, og de genopbyggede min ryg, L1, de genopbyggede den, de tog et andet brækket ribben, de smeltede T12, L1 og L2 sammen. Så syede de mig sammen. De tog en hel time om at sy mig sammen. Jeg vågnede på intensiv afdelingen, og lægerne var virkelig begejstrede over at operationen var en succes fordi på det tidspunkt havde jeg en lille smule bevægelse i en af mine storetæer, og jeg tænkte, "Fedt, fordi jeg kommer til Olympiaden!" (Latter) Jeg havde ingen anelse. Det er den slags ting der sker for en anden, ikke mig, selvfølgelig.

Men så kom lægen over til mig, og hun sagde, "Janine, operationen var en succes, og vi samlede så meget knogle ud af din rygsøjle som vi kunne, men skaden er permanent. Det centrale nervesystem, der er ikke nogen kur. Du er det man kalder delvis paraplegisk, og du kommer til at have alle skaderne der følger med det. Du kommer ikke til at have nogen følelse fra taljen og ned, og højest, kunne du få 10 til 20 procent tilbage. Du kommer til at have indvendige skader resten af livet. Du kommer til at have et kateter resten af dit liv. Og hvis du kommer til at gå igen, vil det være med en skydelære og et gangstativ." Og så sagde hun, "Janine, du skal revurdere alt du gør i dit liv, fordi du kommer aldrig til at gøre de ting du gjorde før."

Jeg prøvede at forstå hvad hun sagde. Jeg var en atlet. Det var det eneste jeg viste. Der var det eneste jeg havde lavet. Hvis jeg ikke kunne regne med det, hvad kunne jeg så gøre? Og spørgsmålet jeg stillede mig selv er, hvis jeg ikke kunne gøre det, hvem var jeg så?

De flyttede mig fra intensiv afdelingen til akut rygmarv. Jeg lå på et tyndt, hårdt rygmarvsbræt. Jeg havde ingen bevægelse i benene. Jeg havde stramme nylonstrømper på til at beskytte mig mod blodpropper. Min ene arm var i gips, en arm blev holdt nede med et drop. Jeg havde en nakke afstivning og sandsække på begge sider af mit hoved og jeg så min verden gennem et spejl der var hængt op over mit hoved. Jeg delte afdeling med fem andre mennesker, og det fantastiske er, at fordi vi alle sammen lå lamme på en rygmarvsafdeling, viste vi ikke hvordan de andre så ud. Hvor utroligt er det? Hvor tit i livet kommer man til at lave venskaber, fordomsfri, udelukkende baseret på humør? Og der var ikke nogen overfladiske samtaler hvor vi delte vores inderste tanker, vores frygt, og vores håb for livet efter rygmarvsafdeling.

Jeg kan huske en nat, kom en af sygeplejerne ind, Jonathan, med en masse plastik sugerør. Han lagde en bunke oven på os, og han sagde, "Begynd at sætte dem sammen." Jamen, der var ikke meget andet at lave i rygmarvsafdeling, så det gjorde vi. Og da vi var færdige, gik han stille rundt og forbandt alle sugerørene indtil den snoede sig gennem hele afdelingen, og så sagde han, "Okay, alle sammen, hold fast i jeres sugerør." Og det gjorde vi. Og han sagde, "Okay. Nu er vi alle forbundet." Og som vi holdte fast, og vi åndede som en, vidste vi at vi ikke var alene i denne rejse. Og selv da jeg lå lammet på rygmarvsafdeling, var der øjeblikke med utrolig dybde og rigdom, af ægthed og forbindelse som jeg aldrig havde oplevet før. Og vi vidste hver især at når vi forlod rygmarvsafdeling ville vi aldrig blive den samme.

Seks måneder efter, var det tid til at tage hjem. Jeg kan huske min far der skubbede mig ud i en kørestol, pakket ind i en gipsbandage der dækkede kroppen, og mærkede solen på mit ansigt for første gang. Jeg sugede det hele til mig og undrede mig over, hvordan jeg nogensinde kunne have taget dette for givet? Jeg følte mig så taknemmelig for mit liv. Men inden jeg forlod sygehuset, oversygeplejersken sagt til mig, "Janine, du skal være klar, for når du kommer hjem, kommer der til at ske noget." Og jeg sagde, "Hvad?" Og hun sagde, "Du bliver deprimeret." Og jeg sagde, "Ikke mig, ikke Janine the Machine," hvilket var mit kælenavn. Hun sagde, "Det bliver du, fordi, ser du, det sker for alle. På rygmarvsafdeling er det normalt. Du er i en kørestol. Det er normalt. Men du kommer hjem og opdager hvor anderledes livet er."

Og jeg kom hjem og der skete noget. Jeg blev klar over at søster Sam havde ret. Jeg blev deprimeret. Jeg sad i min kørestol. Jeg havde ikke nogen følelse fra taljen og ned, og sad fast til en kateter flaske. Jeg kunne ikke gå. Jeg havde tabt så meget vægt på sygehuset at jeg nu vejede omkring 36 kilo. Og jeg havde lyst til at give op. Det eneste jeg ville var at tage mine løbesko på og løbe ud af døren. Jeg ville have mit gamle liv tilbage. Jeg ville have min krop tilbage.

Og jeg kan huske min mor sidde i fodenden af sengen, og sagde, "Jeg spekulerer over om livet nogensinde bliver godt igen."

Og jeg tænkte, "Hvordan kan det? Fordi jeg har mistet alt jeg værdsatte, alt som jeg havde arbejdet hen imod. Væk." Og spørgsmålet jeg stillede var, "Hvorfor mig? Hvorfor mig?"

Og jeg kunne huskede på mine venner der stadig var på rygmarvsafdeling, især Maria. Maria havde været i en bilulykke, og hun vågnede på sin 16 års fødselsdag til nyheden om at hun var ramt af quadreplegi, havde ingen bevægelse fra halsen og ned, havde beskadiget sit stemmebånd, og hun kunne ikke tale. De fortalte mig, "Vi flytter hende ind ved siden af dig fordi vi tror det vil være godt for hende." Jeg var bekymret. Jeg viste ikke hvordan jeg ville reagere på at være ved siden af hende. Jeg viste det ville være udfordrende, men det var faktisk en velsignelse, fordi Maria smilede altid. Hun var altid glad, og selv da hun begyndte at tale igen, omend hun var svær at forstå, hun klagede aldrig, ikke en gang. Og jeg undrede mig over hvordan hun havde fundet den grad af accept.

Og jeg blev klar over, at dette ikke kun var mit liv. Det var selve livet. Jeg blev klar over at dette ikke kun var min smerte. Det var alles smerte. Og da vidste jeg, ligesom før, at jeg havde et valg. Jeg kunne blive ved med at bekæmpe dette eller jeg kunne give slip og acceptere ikke kun min krop men omstændighederne for mit liv. Og så holdte jeg op med at spørge, "Hvorfor mig?" Og jeg begyndte at spørge, "Hvorfor ikke mig?" Og jeg tænkte for mig selv, måske er det at ramme bunden, faktisk det perfekte sted at starte.

Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som en kreativ person. Jeg var en atlet. Min krop var en maskine. Men nu var jeg ved at gå i gang med det mest kreative projekt som nogen af os nogensinde kunne: genopbygningen af et liv. Og selvom jeg ikke havde nogen anelse om hvad jeg ville gøre, kom i den usikkerhed en følelse af frihed. Jeg var ikke længere bundet til et fast vej. Jeg var fri til at udforske livets uendelige muligheder. Og den erkendelse kom til at ændre mit liv.

Da jeg sad hjemme i min kørestol og min krop bundet ind i gibs, fløj et fly henover hovedet, og jeg kiggede op, og jeg tænkte, "Det er det! Hvis jeg ikke kan gå, så kan jeg lige så godt flyve." Jeg sagde, "Mor, jeg vil lære at flyve." Hun sagde, "Det er fint søde." (Latter) Jeg sagde, "Ræk mig de gule sider." Hun rakte mig telefonbogen, jeg ringede til ringede til flyveskolen, Jeg lavede en bestilling, sagde at jeg gerne ville bestille en tid for at komme ud for at flyve. De sagde, "I ved, hvornår vil du komme forbi?" Jeg sagde, "Jamen, jeg skal have en ven til at køre mig derud fordi jeg kan ikke køre. Jeg kan på en måde heller ikke gå. Er det et problem?" Jeg bestilte en tid, og uger senere kørte min ven Chris og min mor mig ud til lufthavnen, alle mine 36 kilo dækket i gipsbandager i en poset kedeldragt. (Latter) Jeg kan fortælle jer, at jeg ikke lignede den ideelle kandidat til at få et pilotcertifikat. (Latter) Jeg holder fast ved skranken fordi jeg ikke kan stå. Jeg sagde, "Hej, jeg er her til min flyvetime." Og de kiggede en gang på mig og løb ud bagved for at trække "Du får hende." "Nej, nej, du tager hende." Til sidst kom denne fyr ud. Han sagde, "Hej, jeg er Andrew, og jeg tager dig med ud at flyve." Jeg siger, "Fedt." så de kører mig ud, de får mig ud på landingsbanen, og der var dette røde, hvide og blå fly. Det var smukt. De løftede mig op i cockpittet. De skulle rutsje mig op på vingen, sætte mig ind i cockpittet. De satte mig ned. Der er knapper og skiver over alt. Jeg siger, "Wow, hvordan ved du overhovedet hvad alle disse knapper og skiver gør?" Instruktøren Andrew satte sig ind foran, startede flyet. Han sagde, "Vil du prøve at taxie?" Det er når man bruger fødderne til at styre fodhamlen til at styre flyet på jorden. Jeg sagde, "Nej, jeg kan ikke bruge mine ben." Han sagde, "Åh." Jeg sagde, "Men jeg kan bruge mine hænder," og han sagde, "Okay."

Så han kom over til landingsbanen, og han satte fart på. Og som vi kørte ned af landingsbanen, og hjulene løftede sig fra landingsbanen, og vi blev luftbårne, Jeg havde den mest utrolige følelse af frihed, Og Andrew sagde til mig, som vi kom hen over trænings området, "Kan du se det bjerg derovre?" Og jeg sagde, "Ja" Og han sagde, "Jamen, du overtager styringen, og du flyver mod det bjerg." Og da jeg kiggede op, opdagede jeg at han pegede mod Blue Mountains hvor rejsen var startet. Og jeg tog styringen, og så fløj jeg. Og jeg var langt, langt væk fra rygmarvsafdeling, og jeg vidste med det samme, at jeg ville være pilot. Anede ikke hvordan jeg nogensinde skulle bestå den lægelige undersøgelse. Men det kunne jeg bekymre mig om senere, fordi lige nu havde jeg en drøm. Så jeg tog hjem, jeg fandt en trænings dagbog frem, og jeg havde en plan. Og jeg øvede mig på at gå så meget som jeg kunne, og jeg gik fra punktet hvor to personer holdte mig oppe til punktet hvor en person holdte mig oppe til det punkt hvor jeg kunne gå rundt om møblerne så længe de ikke stod for langt fra hinanden. Og så lavede jeg stor fremgang til det punkt hvor jeg kunne gå rundt i huset, mens jeg holdte fast i væggene, sådan her, og min mor sagde at hun fulgte efter mig altid, og tørrede mine fingeraftryk af. (Latter) Men hun vidste i det mindste altid hvor jeg var.

Så mens lægerne fortsatte med at operere og sætte min krop sammen igen, jeg fortsatte med at studere teori, og med tiden, og utroligt nok, bestod jeg min lægelige undersøgelse, og det var dette grønne lys for at jeg kunne flyve. Og jeg tilbragte hvert øjeblik jeg kunne ved den flyveskole, langt uden for min tryghedszone, alle disse unge fyre der ville være Quantas piloter, I ved, og lille mig der hoppede med i min første gipsbandage, og så min stål skinne, mine posede overalls, min pose med medicin og katetere og min haltende gang, og de plejede at kigge på mig og tænke, "Åh, hvem prøver hun at narre? Hun kommer aldrig til at klare det her." Og nogen gange tænkte jeg det også. Men det gjorde ikke noget, fordi nu var der noget der brændte inden i mig der uden tvivl opvejede mine skader.

Og små mål holdte mig fra at komme med, og til sidst endte jeg med at få mit pilotcertifikat, og jeg lærte at navigere, og jeg fløj mine venner rundt om Australien. Og så lærte jeg at flyve et fly med to motorer og jeg fik mit certifikat til to motorers fly. Og så lærte jeg at flyve i dårligt vejr lige så vel som godt vejr, og så fik jeg mit instrument klassificering. Og så fik jeg mit kommercielle pilot certifikat. Og så fik jeg min instruktør klassificering. Og så fandt jeg mig selv tilbage på den samme skole som jeg var taget til, til den aller første flyvetur, og lærte andre mennesker at flyve, mindre end 18 måneder efter jeg forlod rygmarvsafdeling. (Bifald)

Og så tænkte jeg, "Hvorfor stoppe her? Hvorfor ikke lære at flyve med hovedet ned?" Og det gjorde jeg, og jeg lærte at flyve med hovedet nedad og jeg blev instruktør i kunstflyvning. Og mor og far? De har aldrig været med. Men så vidste jeg med sikkerhed at selvom min krop måske var begrænset, så var det min ånd der var ustoppelig.

Filosoffen Lao Tzu sagde engang, "Når man giver slip på hvem man er, bliver man det man måske er." Jeg ved nu, at det ikke var før jeg gav slip på hvem jeg troede jeg var at jeg var i stand til at skabe et helt nyt liv. Det var ikke før jeg gav slip på det liv jeg troede jeg skulle have før jeg var i stand til at omfavne det liv der ventede på mig. Jeg ved at nu min virkelige styrke aldrig kom fra min krop, og selvom mine fysiske evner har ændret sig drastisk, er jeg som person den samme. Piloten inden i mig var stadig et lys, ligesom det er inden i hver og en af os.

Jeg ved at jeg ikke er min krop, og jeg ved også at I ikke er jeres. Og så betyder det ikke længere noget hvordan man ser ud, hvor man kommer fra, eller hvad man arbejder med. Det eneste der betyder noget er at vi bliver ved med at puste til menneskehedens flamme ved at leve vores liv som det ultimative udtryk for hvem vi er i virkeligheden, fordi vi er alle forbundet af millioner og millioner af sugerør, og det er på tide at samle dem op og holde fast. Og hvis vi skal bevæge os mod vores kollektive lyksalighed, er det på tide at vi skiller os af med vores fokus på det fysiske og i stedet omfavner hjertets dyder.

Så løft jeres sugerør hvis I vil slutte jer til mig.

Tak. (Bifald) Tak.