Jacqueline Novogratz investerer i at ende fattigdom

Jeg vil begynde en historie, a la Seth Godin, fra da jeg var 12 år gammel. Min onkel Ed gav mig en smuk blå sweater -- jeg synes i det mindste den var smuk. Og den havde lodne zebraer gående langs maven, og bjergene Kilimanjaro og Meru var på en måde på tværs af brystet, det var også loddent. Og jeg havde den på når som helst, og jeg synes det var den mest fantastiske ting jeg ejede.

Indtil en dag i niende klasse, hvor jeg stod med nogle amr. fodboldspillere. Og min krop havde tydeligvis forandret sig, og Matt Mussolina, som unægteligt var min nemesis i gymnasiet, sagde med en rungende stemme, at vi ikke længere behøvede at tage langt væk for at komme på skiferie, men i stedet kunne vi stå på ski på Bjerg Novogratz. (Latter) Jeg var så ydmyget og krænket, at jeg med det samme løb hjem til min mor og skældte hende ud for at lade mig bære mig den hæslige sweater. Vi kørte af sted og gav sweateren til velgørenhed. nærmest højtideligt, min tanke var, at jeg aldrig mere skulle tænke på den sweater, eller heller se den igen.

Spol frem i tiden -- 11 år senere, jeg er 25 år gammel. Jeg arbejder i Kigali, Rwanda, joggende gennem de stejle skråninger, da ser jeg, 3 meter foran mig, en lille dreng -- 11 år gammel -- løbende imod mig, iklædt min sweater. Og jeg tænker, nej, det er ikke muligt. Men så, nysgerrig, løber jeg op til barnet, skræmte selvfølgelig livet af ham, greb ham i kraven, vendte den op, og der var mit navn skrevet i kraven på den her sweater.

Jeg fortæller den historie, fordi den har tjent og bliver ved med at tjene som en metafor for den grad af forbundethed som vi har her på Jorden. Ofte indser vi ikke hvad vores handlinger eller ikke-handlinger gør ved folk, som vi tror, vi aldrig kommer til at se eller kende. Jeg fortæller den også fordi den fortæller en større sammenhængende historie om hvad nødhjælp er og kan være. At den rejste fra velgørenheden i Virginia, og bevægede sig af sted i den store industri, hvilket dengang gav millioner tons brugt tøj til Afrika og Asien. Hvilket var en meget god ting, som skaffede billigt tøj. Og på samme tid, især i Rwanda, ødelagde det den lokale detailhandel. Ikke for at sige, at det ikke burde have gjort det, men vi er nødt til at blive bedre til at besvare de spørgsmål, der skal overvejes, når vi tænker på konsekvenserne og reaktionerne.

Jeg bliver ved Rwanda, omkring 1985, 1986, hvor jeg lavede to ting. Jeg havde startet et bageri med 20 ugifte mødre. Vi blev kaldt De-Dårlige-Nyheder-Bjørne, og vores idé var at vi ville styre snack branchen i Kigali, hvilket ikke var svært, fordi der ikke var nogen snacks før os. Og fordi vi havde en god forretningsmodel, lykkedes det faktisk, og jeg så kvinderne forandre sig på et mikro niveau. Men på samme tid, startede jeg en mikro-finans bank, og i morgen vil Iqbal Quadir snakke om Grameen, som er er bedstefaderen til alle mikro-finans banker, hvilket nu er en verdensomspændende bevægelse -- man snakker om et meme -- men det var ret nyt dengang, specielt i en økonomi, der var på vej fra byttehandel til pengehandel.

Vi gjorde en masse ting rigtigt. Vi fokuserede på en forretningsmodel, vi insisterede på at være selvbestaltede. Kvinderne besluttede i sidste ende selv, hvordan de kunne bruge denne adgang til kredit, til at opbygge deres lille forretning, få en højere indkomst, så de kunne forsørge deres familier bedre.

Hvad vi ikke forstod, var, hvad der skete rundt omkring os, med sammenfaldet af frygt, etnisk strid og bestemt et nødhjælps spil, om du vil, der spillede ind på den her usynlige, men meget håndgribelige bevægelse i Rwanda, På det tidspunkt var 30 procent af budgettet ulandshjælp. Folkedrabet skete i 1994, syv år efter at disse kvinder alle arbejdede sammen om at bygge denne drøm. Og de gode nyheder var at institutionen, bank institutionen, overlevede. Faktisk blev det den største rehabiliterings udlåner i landet. Bageriet blev udslettet, men lektionerne for mig var, at ansvarlighed betaler sig -- jeg fik muligheden for skabe ting med folk fra bunden, ved at bruge forretningsmodeller, hvor - som Steven Levitt ville sige det - incitamenterne betyder en hel del. Forstå, ligegyldig hvor komplekse vi end måtte være, incitamenter betyder noget.

Så, når Chris fortalte mig hvor vidunderligt alt der skete i verden, at vi oplevede et skift i tidsånd, på den ene side jeg er totalt enig med ham, og jeg var så begejstret for at se, hvad der skete med G8 -- at verden, på grund af folk som Tony Blair og Bono og Bob Geldof -- snakker verden om global fattigdom, verden snakker om Afrika, på måder jeg aldrig har set før i mit liv. Det er betagende. Og på samme tid, hvad der holder mig vågen er frygten for, at vi ser på sejrene af G8 -- 50 milliarder dollars øget nødhjælp i Afrika, 40 milliarder dollars i reduceret gæld -- som sejren, som mere end kapitel 1, som vores moralske syndsforladelse.

I virkeligheden bør vi at se det som kapitel et, fejre der, lukke det, og indse at vi behøver et kapitel to, det handler alt sammen om at få ting gjort -- alt sammen om hvordan. Og hvis du husker en ting fra hvad jeg ville tale om i dag, er det, at den eneste måde at ende fattigdom, at gøre det til historie, er at bygge bæredygtige systemer fra bunden der giver kritiske og billige varer og ydelser til de fattige, på måder, der er finansielt bæredygtige og skalerbare. Hvis vi gør det, kan vi virkelig gøre fattigdom til historie.

Og det var den -- den helhedsfilosofi -- der opmuntrede mig til at starte min nuværende bestræbelse kaldet Acumen Fond, som prøver at bygge nogle mini planer for hvordan vi kan gøre dette med vand, helbred og boliger i Pakitstan, Indien, Kenya, Tanzania og Egypten. Og jeg vil snakke en lille smule om det, og ok nogle eksempler så du kan se, hvad det er vi laver. Men før jeg gør dette -- og det er en anden af mine yndlings ærgrelser -- Jeg vil snakke en smule om hvor fattige folk er. Fordi vi alt for ofte snakker om dem som de her stærke, enorme masser af mennesker der ønsker at blive frie, når det faktisk er en ret utrolig historie. På makro niveau, fire milliarder mennesker på Jorden tjener mindre end 4 dollars om dagen

Det er dem vi snakker om, når vi snakker om de fattige. Hvis du opsummere det, er det den tredje største økonomi på Jorden, og alligevel er de fleste af disse mennesker usynlige. Hvor vi typisk arbejder, er der folk der tjener mellem en og tre dollars om dagen. Hvem er disse mennesker? De er landmænd og fabriksarbejdere. De arbejder i regeringskontorer. De er chauffører. De er lokale beboere. De betaler typisk for nødvendige varer og ydelse som vand, såsom sundhed og beboelse, og de betaler 30 til 40 gange hvad deres middelklasse modparter betaler -- især hvor vi arbejder i Karachi og Nairobi. De fattige vil også gerne tage, og tager, kloge beslutninger, hvis du giver dem muligheden.

Så, to eksempler. Et er i Indien, hvor der er 240 millioner landmænd, hvor de fleste tjener mindre end to dollars om dagen. Hvor vi arbejder i Aurangabad, er jorden ekstraodinært udtørret. Du ser folk som i gennemsnit tjener 60 cents til en dollar. Denne fyr i pink er en social entreprenør ved navn Ami Tabar. Det han gjorde var, at se hvad der skete i Israel, og finde ud af hvordan man laver dryp-vanding, som er en måde at lede vand direkte til planterne. Men tidligere er det kun blevet gjort på større gårde, så Ami Tabar tog det og skalerede det ned til en ottendedel af en hektar. Et par principper -- Byg småt. Gør det uendeligt udvideligt og betalbar for fattige.

Denne familie, Sarita og hendes mand, købte en 15 dollar enhed, da de boede i et -- bogstavelig talt et tre-vægs udhus med et tag af bølgeblik. Efter een høst, havde de øget deres indkomst nok til at købe endnu et system til hele deres kvarte hektar. Et par år senere, mødte jeg dem. De laver nu fire dollars om dagen, hvilket er ret meget for mellemklassen i Indien, og de viste mig det betonfundamentet, de lige havde lagt til at bygge deres hus på. Og jeg sværger, at du kunne se fremtiden i kvindens øjne. Noget jeg virkelig tror på.

Du kan ikke snakke om fattigdom i dag uden at snakke om malaria-sengenet, og igen giver jeg Jeffrey Sachs fra Harvard kæmpe ros, for at bringe dette til verden, denne måde han raser -- for fem dollars kan du redde et liv. Malaria er en sygdom, der dræber en til tre millioner mennesker om året. 300 til 500 millioner tilfælde er rapporteret. Det er estimeret, at Afrika taber omkring 13 milliarder dollar om året til sygdommen. Fem dollar kan redde et liv. Vi kan sende folk til månen, vi kan se om der er liv på Mars -- hvorfor kan vi ikke give fem-dollar net til 500 millioner mennesker?

Spørgsmålet er dog ikke, hvorfor kan vi ikke, spørgsmålet er, hvordan kan vi hjælpe Afrika med at gøre det for dem selv? Mange forhindringer. Et: produktionen er for lav. To: prisen er for høj. Tre: dette er god vej ind -- tæt på hvor vores fabrik er lokaliseret. Distribution er et mareridt, men ikke umuligt. Vi startede med at få et 350.000 dollar lån til den største traditionelle sengenet fabrikant i Afrika, så de kunne overføre teknologi fra Japan og lave disse langtidsholdbare, fem-års net. Her er nogle billeder af fabrikken.

I dag, tre år senere, har firmaet ansat tusind kvinder mere. Den bidrager med omkring 600.000 dollars i løn til økonomien i Tanzania. Det er den største virksomhed i Tanzania. Gennemstrømningsraten er lige nu 1,5 millioner net, tre millioner ved årets slutning. Vi håber at have syv millioner ved næste års slutning. Så produktions-siden virker. På distributions siden, har vi dog meget arbejde at lave. Lige nu, bliver 95 procent af disse net købt af FN, og så uddelt primært til folk i Afrika. Vi bygger på nogle af de mest værdifulde ressourcer i Afrika -- mennesker. Deres kvinder.

Og nu vil jeg have jer til at møde Jacqueline, min navnesøster, 21 år gammel. Hvis hun var født alle andre steder end i Tanzania, så kunne hun styre Wall Street. Hun kører to af de linier, og har allerede opsparet nok penge til udbetalingen til hendes hus. Hun tjener omkring to dollars om dagen, opbygger et uddannelsesfond, og har fortalt mig, at hun ikke gifter sig eller får børn før det er gennemført. Og så, da jeg fortalte hende om vores idé -- at vi måske kunne tage Tupperware modellen fra USA, og finde en måde for kvinderne selv at gå ud og sælge disse net til andre -- regnede hun hurtigt ud hvad hun selv kunne tjene og skrev sig op.

Vi lærte en lektie fra IDEO, et af vores favorit firmaer, og hurtigt lavede vi en prototype baseret på dette, og tog Jaqueline ind til området, hvor hun bor. Hun samlede 10 af de kvinder som hun snakker med for at se om hun kunne sælge de her net, fem dollar stykket, på trods af det faktum, at folk sagde, at ingen ville købe noget, og vi lærte en masse om hvordan man sælger ting. Uden at komme ind med vores egne forestillinger, fordi hun snakkede ikke om malaria før til allersidst. Først, snakkede hun om komfort, status, smukhed. Disse net, sagde hun, du putter dem på gulvet, insekterne forlader dit hus. Børn kan sove natten igennem, husene ser godt ud, når man hænger dem i vinduet. Og vi er begyndt med at lave gardiner, og det er ikke kun smukt, men folk kan se status -- at du tager dig af dine børn. Først da, snakkede hun om at redde deres børns liv. Der skal læres mange lektier om hvordan vi sælger varer og ydelser til fattige.

Jeg vil slutte af med bare at sige, at der er en enorm mulighed for at gøre fattigdom til historie. For at gøre det rigtigt, skal vi at lave forretningsmodeller der betyder noget, der er skalérbare og som virker med afrikanere, indere, folk i hele den udviklende verden, som passer i denne kategori, få dem til at gøre det selv. Fordi, i sidste ende, handler det om engagement. Det handler om at forstå, at folk ikke vil have almisser, de vil tage deres egne beslutninger, de vil løse deres egne problemer, og at det er ved at engagere sig med dem, at vi ikke bare skaber meget mere værdighed for dem, men også for os selv. Og derfor opfordrer jeg jer alle til næste gang at tænke på hvordan I engagerer jer med denne opfattelse og denne mulighed som vi alle har -- at gøre fattigdom til historie -- ved virkelig at blive en del af processen og bevæge os væk fra en os-og-dem verden, og indse at det er om os allesammen, og den verden som vi, sammen, vil leve i og dele. Mange Tak. (Bifald)