J.J. Abrams' mystik-boks

Jeg vil gerne starte med -- et øjeblik. Sådan. Hej. Jeg vil gerne starte med at tale om strukturen af polypeptider. (Latter) En masse mennesker spørger mig, i forhold til "Lost," "Hvad helvede er det for en ø?" Som regel fulgt op af, "Nej, helt ærligt, hvad helvede er det med den ø?" (Latter)

Hvorfor så mange mysterier? Hvad er det ved mysterier, der er så tiltrækkende for mig? Og jeg tænkte på hvad jeg skulle tale om til TED. Da jeg talte med den venlige kontaktperson fra TED, spurgte jeg, "Hør, hvad skal jeg tale om?" Han svarede, "Det skal du ikke tænke på. Bare være dybsindig." (Latter) Og det gjorde mig enormt rolig. Så tak, hvis du er her.

Jeg prøvede at tænke på, hvad jeg gerne vil tale om? Det er et godt spørgsmål. Hvorfor involverer så meget af det jeg laver, mysterier? Og det prøvede jeg at finde ud af. Og jeg begyndte at tænke på, hvorfor jeg gør de ting jeg gør, og så begyndte jeg at tænke på min bedstefar. Jeg elskede min bedstefar. Harry Kelvin, hed han, min mors far. Han døde i 1986. Han var en fantastisk mand. Og en af grundende til, at han var fantastisk, var at han efter Anden Verdenskrig stiftede et elektronik firma. Han solgte overskudsdele, samlesæt, til skoler og lignende. Han havde en utrolig nysgerrighed. Som barn kom han over til mig med radioer og telefoner, og alle mulige ting. Og han åbnede dem, skilte dem ad, og afslørede delene inden i -- noget mange af os, tror jeg, tager for givet. Men det er en fantastisk oplevelse for et barn. At åbne den her ting, og se hvordan den virker, og hvorfor den virker, og hvad det er. Han var på mange måder den ultimative nedbryder. Og min bedstefar var typen, som ikke kun skilte ting ad, han fik også mig interesseret i alle mulige mærkelige teknikker, som eksempelvis tryk, som i en papirtrykker. Jeg er besat af papirtrykkeri. Jeg er besat af silketryk og bogbinderi, og at lave kasser. Da jeg var dreng, skilte jeg altid ting ad.

Og i går aftes på hotellet, skilte jeg kassen med servietter ad. Jeg så bare på den. Og, jeg siger jer, det er en smuk ting. Det lover jeg jer. Jeg mener, når du kigger på kassen, og du ser hvordan den virker. Rives er her, og jeg mødte ham for flere år siden på en bogmesse. Han laver pop-up bøger. Og jeg er besat af, hvordan man laver papir. Men selve udformningen af det, trykket på det, hvordan tingene bliver limet, I ved, markeringerne til blækket. Jeg elsker bare æsker. Min bedstefar var typen der, I ved, fik mig i gang med Han skaffe også værktøj til mig. Han var utrolig god til at motivere - motivere til at skabe ting. Og han skaffede mig et Super 8 kamera, da jeg var 10 år gammel. Og i 1976 var det lidt usædvanligt, at være 10 år og så have adgang til et kamera. Og han var så generøs, at jeg næsten ikke kunne fatte det. Han gjorde det ikke helt uden manipulation. Jeg mener, jeg ville ringe til ham, og sige, "Hør, bedstefar, jeg har virkelig brug for det her kamera. Du fatter det slet ikke. Det handler om, at jeg vil lave film. Jeg bliver inviteret til TED en dag. Det her er --" (Latter)

Og min bedstemor var fantastisk. Fordi hun ville -- hun kom til telefonen. Hun sagde, "Harry, det er bedre end stoffer. Han burde --" Hun var fantastisk. (Latter) Så jeg fik de her ting, takket være hendes hjælp, og pludselig havde jeg en synthezier da jeg var 14 -- den slags ting. Det gav mig mulighed for at skabe ting, som, for mig, var en slags drøm. Han accepterede også mine andre besættelser, som trylleri. Vi tog til en tryllebutik i New York City ved navn Lou Tannen's Magic. Det var den her utrolige tyllebutik. Det var en elendig lille bygning i midtbyen, men du stod i elevatoren, og elevatordøren åbnede -- så var der den her lille tryllebutik. Og det var bare et magisk sted. Jeg fandt alle de her forskellige tryllekunstner. Vent, her. Lad mig vise jer. Denne slags ting. Så jeg ville, I ved. Ikke? Hvilket er fint, men nu kan jeg ikke bevæge mig. Nu er jeg så nødt til at gøre sådan, resten, sådan. "Årh, prøv at se min computer derovre!" (Latter)

Nå, men en af de ting jeg købte i den tryllebutik, var den her: Tannen's Mystery Magic Box. Idéen bag den mystiske, magiske box var følgende: For 15 dollars fik man for 50 dollars tryllekunster. Altså en besparelse. (Latter) Jeg købte den her for mange år siden, og jeg lyver ikke. Hvis man ser på den, vil man se at den aldrig har været åbnet. Men jeg har haft den i vildt lang tid. Nå, men jeg sad og kiggede på den, på mit kontor, hvor den altid står på sin hylde, og jeg tænkte, hvorfor har jeg aldrig åbnet den? Og hvorfor har jeg beholdt den? Fordi jeg er ikke nogen samler. Jeg gemmer ikke alt men af en eller anden grund har jeg aldrig åbnet denne kasse. Og jeg havde på fornemmelsen, at der måtte være noget sigende i det, på en måde, til min tale om noget til TED, som jeg aldrig har talt om før, og kedet folk med andre steder. Så jeg tænkte, måske er der noget om det her. Jeg begyndte at tænke på det. Og så var der bare det her gigantiske spørgsmålstegn. Jeg elsker i øvrigt designet af den her ting. Og jeg begyndte at tænke, hvorfor har jeg aldrig åbnet den?

Og det gik op for mig, at jeg aldrig har åbnet den, fordi den repræsentere noget meget vigtigt -- for mig. Den repræsenterer min bedstefar. Er det tilladt at græde til TED? Fordi -- nej, jeg begynder ikke at græde. Men -- (Latter) -- sagen er den, at den repræsenterer uendelige muligheder. Den repræsenterer håb. Den repræsenterer potentiale. Og det jeg elsker ved den her kasse, og det, jeg indser, jeg altid gør, i det jeg gør, er, at jeg bliver tiltrukket uendelige muligheder, den slags potentiale. Og jeg kan se, at mysterier er en katalysator for fantasien. Okay, det er ikke den mest revolutionerende idé, men da jeg begyndte at tænke over, at der måske er et tidspunkt, hvor mystik er vigtigere end viden, begyndte jeg at være interesseret i det her.

Så jeg begyndte at tænke på "Lost," og det vi laver der, og jeg indså, at der er mystik-bokse i alt hvad jeg laver! I hvordan skabelsen af "Lost," hvordan Damon Lindelof og jeg, som skabte serien sammen med mig, vi havde i bund og grund til opgave at skabe serien hvilket vi havde meget lidt tid til. Vi havde 11 en halv uge til at skrive den, caste den, optage den, klippe den og gøre det et to-timers første afsnit. Så der var ikke den store tid. Og den form for mulighed -- hvad kan det her være? Der var ingen tid til at udvikle den. Jeg er sikker på, at I alle er bekendt med de mennesker, som fortæller jeg, at I ikke kan gøre det, og hvad I burde ændre. Det var der ikke tid til, hvilket egentlig er ret utroligt. Så vi lavede serien, og for dem af jer, som ikke har set den, eller ikke kender den, kan jeg vise jer et lille klip fra første afsnit, bare for at vise jer noget af det vi lavede.

Claire: Hjælp! Hjælp mig! Hjælp mig! Hjælp mig!

Jack: Få ham ud derfra! Få ham væk fra den motor. Få ham væk herfra!

C: Jeg har veer!

J: Hvor langt henne i graviditeten er du?

C: Jeg er kun otte måneder.

J: Og hvor lang tid er der mellem dem?

C: Det ved jeg ikke. Jeg tror lige det er sket.

Mand: Hey! Hey! Hey, kom væk fra --

JJA: Hvis vi ville gøre det der for 10 år siden, blev vi nødt til at dræbe en stuntmand. Vi havde faktisk -- (Latter) -- troet det ville være sværere. Det ville kræve -- Andet forsøg ville være et helvede. Så det utrolige var, at her var vi i stand til at gøre det her. Og en del af det skyldes den utrolige teknologi der er tilgængelig, og at vide, at vi kan gøre hvad som helst. Jeg mener, vi kunne aldrig have gjort det der. Vi kunne måske skrive det, men vi ville aldrig kunne vise det som vi gjorde. Så en del af det utrolige, for mig, er den kreative proces, teknologi er ufatteligt inspirerende for mig. Jeg kan nu se, at det blanke stykke papir er den magiske kasse. Det skal fyldes med noget fantastisk.

Jeg plejede at have manuskriptet fra "Ordinary People," som jeg bladrede igennem. Jeg synes romantikken i manuskriptet er utrolig. Det ville inspirere mig. Jeg ville prøve og fylde sider med den samme ånd og tanker, og følelser, som manuskriptet gjorde. Så det -- I ved, jeg elsker Apple computere. Jeg er besat. Så Apple computeren -- ligesom de -- PowerBook'en -- denne computer -- den udfordrer mig. Den siger nærmest, hvad har du tænkt dig at skrive, som er mig værdig? (Latter) Jeg føler vel -- jeg bliver tiltrukket. Og ofte må jeg sige, I ved, i dag kan jeg simpelthen ikke. Jeg har ikke noget at byde ind med. Kender I det? (Latter)

Så det var det. I forhold til indholdet, så ser man på historier, du tænker, hvad er historier ud over mystiske kasser? Der er et fundamentalt spørgsmål -- i TV kaldes det første akt for en teaser. Det er i bogstavelig forstand en teaser. Det er det store spørgsmål. Så du bliver draget ind i det. Hvad der så sker, det er et helt andet spørgsmål. Og det bliver ved og ved. Se på eksempelvis "Star Wars." Du har droiderne. De møder en mystisk kvinde. Hvem er det? Det ved vi ikke. Mystik-boks! Så møder du Luke Skywalker. Han finder droiden, du ser det holografiske billede. Du lærer, Nårh, det er en besked. Hun vil finde Obi Wan Kenobi. Han er hendes eneste håb. Men hvem helvede er Obi Wan Kenobi? Mystik-boks! Så du følger med, og han møder Ben Kenobi. Ben Kenobi er Obi Wan Kenobi. Shit! Du ved -- det holder os -- (Latter) -- har I ikke set det? (Latter) Det er stort! Nå, men --

Så der er det her med mystiske kasser, som jeg begyndte at blive tiltrukket af. Så er der det med mystik i forhold til fantasien -- tilbageholdensen af information. I ved, at gøre det bevidst, er meget mere medrivende. Uanset om det er som med hajen i "Dødens Gab" -- hvis Spielbergs mekaniske haj, Bruce, havde virket, havde det ikke været nær så skræmmende. Man ville have set den for meget. I "Alien" viste de aldrig rigtig alien'en: skræmmende! Selv i en film, en romantisk komedie som "Fagre voksne verden," har de den date. Kan I huske det? De sidder i bilen, og det larmer, så de tager taget op. De er derinde -- du kan ikke høre noget af det de siger! Du kan ikke høre et ord! Men det er den mest romantiske scene nogensinde. Og du elsker det, fordi du ikke kan høre det? For mig, er det det, det handler om.

Og til sidst er der det her med -- for at strække konceptet en smule -- men idéen om den mystiske kasse. Forstået på den måde, at hvad du tror du får, og så hvad du egentlig får. Og det passer i så mange film og historier. Når du ser på "E.T.," for eksempel -- "E.T." er den her, utrolige film om hvad? Det handler om et rumvæsen, der møder en dreng. Ikke? Det vil sige, det er det ikke. "E.T." handler om skilsmisse. "E.T." handler om en knust, skilsmisseramt familie, og i sidste ende, den her dreng, der ikke ved hvad han skal gøre. "Die Hard." Skør, god, sjov, action-eventyrfilm i en bygning. Det handler om en fyr, som er på grænsen til skilsmisse. Han dukker op i L.A., med halen mellem benene. Der er gode scener -- måske ikke de mest dramatiske scener i filmhistorien, men ganske gode scener. Der er en halv times investering i rollen, før du kommer til det du, I ved, forventer.

Når du ser en film som "Dødens Gab," den scene du, som du forventer -- har vi det billede? Det er denne type scener du husker, og forventer, fra "Dødens Gab." Hun bliver spist. Der er en haj. Det der er ved "Dødens Gab," er, at det virkeligheden handler om en mand, som prøver at finde sin plads i verden -- med sin maskulinitet, med sin familie, hvordan han kan få det til at fungere i den her nye by. Det her er en af mine absolutte favoritscener, og det er en scene som I ikke nødvendigvis ville tænke på, når I tænker på "Dødens Gab". Men det er en fantastisk scene.

Far: Kom her. Giv et kys.

Søn: Hvorfor?

Far: Fordi jeg har brug for det.

JJA: Helt ærligt. "Hvorfor? Fordi jeg har brug for det?" Bedste scene nogensinde, har jeg ret? Helt ærligt! Så når I tænker på "Dødens Gab" -- det er den slags, I ved, investeringen i en karakter, som er det stof der i virkeligheden er inde i kassen. Det er derfor, at folk der laver efterfølgere, eller kopierer film, i en genre, de kopierer det forkerte. Det er ikke meningen, at du skal kopiere hajen eller monsteret. Du skal kopiere -- I ved, hvis man kopierer noget -- kopiér karakteren. Kopiér det der betyder noget. Jeg mener, se ind i jer selv og find ud af, hvad der er inde i jer. Fordi i sidste ende, er den mystiske kasse os allesammen.

Så er der distributionen. Hvad bliver en større mystisk kasse end en biograf? Er det ikke rigtigt? Du går i biografen, og er spændt på hvad som helst. I det øjeblik lyset slukkes, er tit det bedste tidspunkt, ikke? Du er fyldt med den her utrolige -- følelsen af spændt forventning. Og tit, når filmen er i gang, sker der noget og du tænker "Åh--" og så sker der noget andet, og du tænker, "Hmm". Når det er en rigtig god film, er du med hele vejen rundt fordi du er villig til at leve dig ind i det.

Så for mig, uanset om det er det, om det er TV, en iPod, computer, mobiltelefon. Det er sjovt, jeg er -- som jeg sagde, en Apple fanatiker -- og en dag, for omkring et år siden, gik jeg på nettet en morgen for at se Steve Jobs' hovedtale, fordi det gør jeg altid. Og han kom på, og præsenterede iPod Video, og hvad var der på den enorme iPod bag ham? "Lost!" Jeg havde ingen idé! Og jeg indså, shit, cirklen er fuldendt. Inspirationen jeg får fra teknologien, bruger nu det, jeg har lavet, inspireret af det, til at sælge teknologi. Jeg mener, det er vanvittigt! (Latter)

Jeg ville egentlig vise jer nogle flere ting, men dem springer jeg over. Jeg vil bare gerne vise jer en ting mere, der slet ikke har noget med noget at gøre. Der er noget online. Jeg ved ikke om I har set det før. For seks år siden lavede de det her. Det her er noget der ligger online, af drengene som havde lidt erfaring med visuelle effekter. Men pointen var, at de gjorde de her ting, som brugte de mystik-bokse, som de havde -- alle har nu. Det jeg har indset, er, at det min bedstefar gjorde for mig, da jeg var dreng, har alle adgang til nu. Du behøver ikke min bedstefar, selv om du ville ønske du havde haft ham. Men jeg er nødt til at sige -- ham her laver sine ting på en Quadra 950 computer -- opløsningen er lidt lav -- ved hjælp af Infinity software, som de stoppede med at lave for 15 år siden. Han laver ting, der ser lige så fantastisk ud, som de ting jeg har set fra Hollywood.

Det mest utrolige mysterie, mener jeg, er nu spørgsmålet om, hvad der bliver det næste. Fordi nu er det demokratiseret. Nu kan alle skabe denne type medier -- det er over alt. Det jeg var heldig at få, som barn, og tiggede om, er nu tilgængeligt for alle. Og derfor er der en fantastisk følelse af muligheder derude. Og når jeg tænker på de filmskabere, som er derude nu, som ellers havde været hæmmede -- som tidligere blev holdt tilbage -- det er meget spændende.

Jeg plejede at sige, til undervisning og foredrag, at -- til en der gerne vil skrive, "Afsted! Skriv! Gør hvad du vil." Det er gratis, du behøver ikke tilladelse til at skrive. Men nu kan jeg sige, "Gå ud og lav din film!" Der er ikke noget der holder dig tilbage fra at gå ud og få fat i teknologien. Du kan lease, leje, købe ting direkte i butikkerne som er lige så godt som det grej, der bliver brugt af citat "rigtige folk". Der er ikke noget samfund, der er tjent bedst ved kun at have eliten ved magten. Og jeg føler, at det her er en utrolig mulighed for at se hvad der ellers er derude.

Da jeg lavede "Mission: Impossible III," havde vi fantastiske visuelle effekter. ILM lavede effekterne; det var utroligt. Og nærmest en drøm, for mig, at være involveret. Og der er et par sekvenser i filmen, som de her scener, jeg gerne vil vise jer. Sådan.

Okay, jeg er tydeligvis besat af store, vanvittige eksplosioner. Min favoriteffekt i filmen er den jeg vil vise jer nu. Det er en scene, hvor Toms rolle vågner op. Han er groggy. Han er helt -- ude af sig selv. Og fyren vågner op, og skubber en pistol op i hans næse, og skyder den her lille kapsel ind i hans hjerne som han senere skal bruge til at dræbe ham, som de onde nu gør.

Den onde: Godmorgen.

JJA: Ok, nu. Da vi skød den scene, gjorde vi det på den måde, at skuespilleren havde pistolen, en engelsk skuespiller, Eddie Marsan -- kanon sød fyr -- han blev ved med at tage pistolen, og putte den ind i Toms næse, og det gjorde ondt på Tom. Og jeg lærte meget tidligt i min karriere: Lad være med at skade Toms næse. (Latter) Der er tre ting, du ikke skal gøre. Number to er: lad være med at skade Toms næse. Så Eddie har den her pistol -- og han er en kanon fyr -- han, denne virkelig flinke engelske fyr. Han siger: "Undskyld, jeg vil helst ikke skade dig." Jeg tænker -- du er nødt til -- vi er nødt til at få det her til at se godt ud. Og jeg indså, at vi var nødt til at gøre noget, fordi det virkede bare ikke, som det var. Og jeg tænkte bogstavelig talt tilbage på, hvad jeg ville have gjort med Super 8 kameraet, som min bedstefar gav, i det lokale, og jeg indså, at den hånd ikke behøvede at tilhøre Eddie Marsan. Det kunne være Toms. Og Tom ville vide hvor hårdt han kunne skubbe pistolen. Han ville ikke skade sig selv.

Så vi tog hans hånd, og vi malede den, så den lignede Eddies lidt mere. Vi puttede den i Eddies ærme, og derfor er den hånd, I ser -- jeg viser det lige igen, det er ikke Eddies hånd. Det er Toms. Så Tom spiller to roller. (Latter) Og han bad ikke om ekstra penge. Så her, se. Se det igen. Her er det. Han vågner op. Han er groggy, har været igennem en masse. Toms hånd. Toms hånd. Toms hånd. (Latter) Nå. Så. Tak. Man behøver altså ikke den mest fantastiske teknologi, for at gøre ting, der virker på film. Og mysterie-boksen forbliver lukket, til ære for min bedstefar. Mange tak. (Bifald)