Ivan Krastev: Kan demokrati eksistere uden tillid?

Jeg er bange for, at jeg er en af de talere som du håber, at du ikke vil møde på TED For det første har jeg ikke nogen mobil. Bare for at være på den sikre side. Derudover er en politisk teoretiker, som ønsker at tale om demokratiets krise, formentlig ikke det mest interessante du kan komme i tanke om. Som om det ikke var nok, er jeg ikke her for at give jer svar. Jeg er snarere kommet for tilføje endnu flere ubesvarede spørgsmål. En af de ting som jeg ønsker at sætte spørgsmålstegn ved, er den meget moderne og populære ide, at transparens og åbenhed kan genoprette troen på demokratiske institutioner.

Der er endnu en grund at være mistænkelig i forhold til mine intentioner. I, publikum i the Church of TED, er en del af et vældigt optimistisk fællesskab. (Latter) Jeres mest generelle karaktertræk er at I tror på kompleksitet, men ikke på flertydighed. Som I er blevet fortalt, så er jeg fra Bulgarien. I følge undersøgelser er bulgarer de mest pessimistiske mennesker i verden. (Latter) The Economist skrev for nylig en artikel der dækkede en ny undersøgelse a lykke. Titlen var "De lykkelige, de ulykkelige og bulgarerne".

(Latter)

Eftersom I nu ved hvad I kan forvente, så lad os komme i gang. Vi starter på en regnvejrsfuld valgdag i et lille land. Det kunne være mit land, men det kunne også være dit. Det regnede indtil kl. 4 om eftermiddagen. Som en konsekvens heraf var der ingen, der begav sig ned til stemmeurnen. Men så stoppede regnen, og befolkning gik ned for at stemme. Da stemmerne var blevet talt, stod det klart, at tre fjerdedele stemmerne var blanke. Regeringen og oppositionen var ude af stand til at handle. De vidste hvordan de skulle forholde sig til protester. De vidste hvem der skulle arresteres og hvem der skulle forhandles med. Men hvordan forholder man sig til en befolkning, der stemmer blankt? Derfor besluttede regeringen sig for afholde endnu et valg. Ved dette valg stemte et endnu større antal, 83 procent for at være præcis, blankt. Befolkningen gik simpelthen til stemmeurnen for at fortælle politikerne, at de ikke havde nogen at stemme på.

Det er begyndelsen Jose Saramagos fantastiske roman "Seeing". Men i mine øjne er det glimrende eksempel på en del af det problem vi har med demokrati i Europa nu til dags. På den end side er der ingen der stiller spørgsmålstegn ved, at demokrati er den bedste styreform. Demokrati er det eneste spil man kan spille. Problemet er bare, at mange mennesker begynder at tro, at det ikke er et spil, der er værd at spille.

I løbet af de senest 30 år har politologer observeret, at der er et konstant fald i valgprocenter og at den del af befolkninger, der stemmer mindst er også den del af befolkningen, der ville have det største udbytte ved at stemme. Her henviser jeg til arbejdsløse og samfundets bund. Det er et kæmpe problem. I forbindelse med den nuværende økonomiske krise står det klart, at troen på på politik og på demokratiske institutioner er blevet nedbrudt. I følge den seneste under udført af EU-kommisionen mener 89 procent af borgerne i EU at der en stigning forskellen mellem politikernes holdninger og borgernes holdninger. Kun 18 procent af italienerne og 15 procent grækerne tror at deres stemme gør en forskel. Kort sagt tror folk at de kan udskifte regeringer, men de har tabt troen på, at de kan ændre den førte politik.

Spørgsmålet jeg ønsker at stille er følgende: Hvordan er det sket, at samtidig med at vi lever i samfund med mere frihed, flere rettigheder, større bevægelsesfrihed og lettere adgang til informationer at troen på demokratiske institutioner er brudt sammen? Sagt med andre ord, så ønsker jeg at spørge: Hvad har vi gjort rigtigt og hvad har vi gjort forkert i de seneste 50 år med demokrati? Jeg vil starte med hvad vi har gjort rigtigt.

For det første var der selvfølgelig de 5 revolutioner som i mine øjne har ændret den måde vi lever på og forbedret vores demokrati radikalt. Den første revolution var den kulturelle og sociale revolution som i 1968 of 1970'erne satte individet i centrum af politik. Det var menneskerettighedsbevægelsen. Denne bevægelse medførte paradigmeskift, en kultur a holdningsforskelle, en kultur af non-konformisme af hidtil uset karakter. Jeg tror at sådanne ændringer er konsekvenser af ændringerne i 68. Også selvom mange af os ikke engang var født. Derefter kom markedsrevolutionen i 1980'erne. Til trods for at mange på venstrefløjen forsøger at hade den, så er sandheden at markedsrevolutionen grundlagde ideen: "Staten ved ikke bedre". Således fostrede den samfund med flere muligheder og valg. Derpå kom 1989. Kommunismens endeligt og enden på den kolde krig. Det var starten på den globale verden. Dernæst kom internettet. Det er ikke nødvendigt at overbevise dette publikum om, at internettet gav individet mere magt. Internettet har ændret den måde vi kommunikerer på og den måde vi betragter politik. Selve ideen om politisk fællesskab har ændret sig markant. Jeg vil dog nævne endnu en revolution. Dette er revolutionen inden for hjerneforskning, som i den grad har ændret vores forståelse af beslutningsprocesser.

Det var altså hvad der gik godt. Men hvis vi skal betragte hvad der gik mindre godt, så ender vi hos de samme fem revolutioner. Først har har vi 1960'ernes og 1970'ernes sociale og kulturelle revolution, der på sin vis ødelagde ideen om et fælles formål. Alle disse kollektive navneord som vi er blevet lært: nation, klasse, familie. Vi begynder at synes om skilsmisser, hvis vi overhovedet bliver gift. Alle disse kollektive enheder var under angreb. Det meget svært at engagere folk i politik hvis de er af den overbevisning, at det eneste der betyder noget er hvor de står personligt.

Så kom markedsrevolutionen i 80'erne med den store forøgelse i ulighed. Kan i huske at indtil 1970'erne var udbredelsen af demokrati forbundet med et fald i ulighed. Desto mere demokratiske vores samfund er blevet, desto mere lige er de blevet. Nu har vi den modsatte tendens. Udbredelsen af demokrati er i høj grad forbundet med stigninger i ulighed. Dette finder jeg dybt problematisk når drejer sig om hvad vi gør rigtigt og forkert i forhold til demokrati nu til dags.

Hvis vi så bevæger os videre til 1989. Her har vi noget som vi antager, at ingen vil kritisere, men mange vil sige: "Hør nu her, det var enden på den kolde krig der ødelagde den sociale kontrakt mellem eliten og folket i Vesteuropa. Da Sovjetunionen fortsat eksisterede havde de rige og magtfulde behov for folket fordi de frygtede dem. Nu er eliter mere eller mindre sat fri. De er meget mobile. Du kan ikke beskatte dem. De frygter ikke folket. Som en konsekvens heraf har vi fået denne meget mærkværdige situation hvor eliten kom uden for demokratiets kontrol. Det er derfor ikke et tilfælde at folket ikke har en interesse i at stemme længere.

Og når det kommer til internettet, ja, det er sandt at internettet har bragt os tættere sammen, men vi ved samtidig at internet har skabt ekkodale og politiske ghettoer, hvor vi for resten af vores liv kan blive sammen med det politiske fællesskab som hører til. Det bliver sværere og sværere at forstå de mennesker som ikke er som os selv. Jeg ved, at mange mennesker her har snakket ivrigt om den digitale verden og muligheden for samarbejde, men har I set hvad den digitale verden har gjort ved moderne amerikansk politik? Dette er også til dels på grund af internetrevolutionen. Dette er bagsiden af medaljen.

Og i forhold til hjerneforskning, så har politiske konsulenter lært af hjerneforskere at man ikke skal snakke om ideer og at man ikke skal tale om politiske programmer. Hvad der virkelig betyder noget er at manipulere med folkets følelser. Derudover er den stærke tendens til, at når vi snakker om revolutioner nu til dags, så er revolutionerne ikke nævnt ved navne, der associeres med ideologier og ideer. Før i tiden havde revolutioner ideologiske navne. De kunne være kommunistiske eller liberale. De kunne være fascistiske eller islamiske. Nu bliver revolutionerne navngivet efter det medium som er mest brugt. Vi har Facebook-revolutioner og Twitter-revolutioner. Indholdet har ingen betydning. Problemet er medierne.

jeg siger dette fordi en af mine hovedpointer er, at hvad der gik galt var også hvad der gik godt. Og når vi nu kigger på hvordan vi kan ændre situationen, når vi kigger hvordan vi kan forbedre demokratiet, bør vi have disse dobbelttydigheder i baghovedet. De ting som vi elsker aller højest er formentlig også de ting som kan skade os mest. Nu til dags er det meget populært at tro, at denne bevægelse mod gennemsigtighed, denne kombination mellem aktivt medborgerskab, nye teknologier, og meget mere transparens-venlig lovgivning kan genoprette troen på politik. Vi tror at når vi har nye teknologier, og folk er klar til at bruge dem, så vil det gøre det meget sværere for regeringer at lyve, og meget sværere for dem at stjæle og måske endda gøre det svære for dem at dræbe. Det er muligvis sandt. Men jeg mener at vi må gøre det klar, at vi sætter transparens i centrum af politik. Præcis der hvor budskabet er at transparens er åndssvagt.

Transparens handler ikke om at genoprette troen på institutioner. Transparens er politisk styring af mistro. Vi antager at vores samfund vil blive baseret på mistro. Og i øvrigt så var mistro altid vigtigt for demokrati. Det er der for at vi har en opdeling af magten. Det derfor at vi har en masse kreativ mistro mellem repræsentanterne og dem de repræsenterer. Men når politik kun er styring af mistro, så er jeg ovenud lykkelig for at "1984" er blevet beskrevet nu hvor vi vil opleve "1984" i på hovedet. Det handler ikke om at Big Brother holder øje med dig, men snarere om at vi er Big Brother der overvåger politikerne.

Men er dette ideen om et frit samfund? Kan i for eksempel forestille jer, at ordentlige, civile, talentfulde mennesker vil være politikere hvis de oprigtigt tror at politik handler om at styre mistro? Er I ikke bange for alle disse teknologier, der vil spore ethvert udsagn en politiker giver? Er I ikke bange for at dette vil sende et stærkt signal til politikerne om konsistens, uanset om det er forkert eller ej, fordi konsistens ender med at være vigtigere end sund fornuft? Og til de amerikanere der er til stede idag, er I ikke bange for at jeres præsidenter vil regere baseret på hvad de sagde i primærvalgene?

Jeg synes at dette er yderst vigtigt fordi demokrati handler om at vi ændrer vores holdninger baseret på rationelle argumenter og diskussioner. Og vi kan miste den meget noble der handler om at holde folk ansvarlige for at vise folk at vi ikke vil tolerere politisk opportunisme. For mig er dette ekstremt vigtigt. Jeg mener, at når vi diskuterer politik i dag, så giver det mening at kigge på dette scenarie.

Men husk også, at enhver afsløring er også en sløring. Uanset hvor transparente vores regeringer vil være, så vil de være selektivt transparente. I et lille land, det kunne for eksempel være mit land, men det kunne også være dit land, tog de en beslutning, det er en rigtig historie, om at alle regeringsbeslutninger og diskussioner i ministerhøringer skule offentliggøres på internettet 24 timer efter diskussionen fandt sted. Folket synes godt virkelig godt om det. Jeg fik muligheden for at snakke med premierministeren om grundlaget for denne beslutning. Han sagde: "Hør nu her, det er den bedste måde at få alle mine ministre til at tie stille. For det vil være meget svært for at skifte mening velvidende at 24 timer efter vil deres udsagn være offentlige, hvilket vil medføre en politisk krise."

Så når vi snakker om transparens, og når vi snakker om åbenhed, mener jeg virkelig at vi skal huske hvad der gik godt og hvad der gik skidt. Dette er Goethe, som hverken er bulgarer eller politolog, der for nogle hundrede år siden sagde: "Der er en stor skygge hvor der der er meget lys".

Mange tak.

(Bifald)