Israel og Iran: En kærlighedsfortælling?

Den 14. marts i år, slog jeg denne plakat op på Facebook. Dette er et billede af mig og min datter, der holder det israelske flag. Jeg vil forsøge at forklare jer konteksten om hvorfor og hvornår jeg slog dette op.

For få dage siden sad jeg ventende, i kø ved købmandsbutikken, og ejeren og en af kunderne snakkede med hinanden, og ejeren forklarede kunden at vi ville få 10.000 missiler i Israel. Og kunden sagde, nej, det er 10.000 om dagen. (Latter)

("10.000 missiler") Dette er konteksten. Det er hvor vi er nu i Israel. Denne krig med Iran har været på vej i 10 år nu, og vi har folk der er, I ved, bange. Det er som om at det hvert år, er det sidste minut hvor vi kan gøre noget ved krigen med Iran. Det er som om at handler vi ikke nu, er det for sent for evigt, i de sidste 10 år.

Så på et tidspunkt blev det, I ved, for mig, jeg er grafisk designer, så jeg lavede plakater om det og jeg slog den jeg viste jer før op. Som regel laver jeg plakater, slår dem op på Facebook, min venner kan lide dem, kan ikke lide dem, som regel kan de ikke lide dem, deler dem ikke, gør intet, og det var så den dag. Så jeg gik i seng, og det var det for mig. Og senere den nat vågnede jeg op fordi jeg altid vågner op om natten, og jeg gik på computeren og kunne se alle disse røde prikker, I ved, på Facebook, hvilket jeg aldrig har set før. (Latter) Og jeg tænkte, "Hvad sker her?" Så jeg gik på computeren og begyndte at se på det, og pludselig ser jeg mange folk snakke til mig, de fleste kender jeg ikke, og nogle få er fra Iran, hvilket er -- Hvad? For I skal forstå, i Israel snakker vi ikke med folk fra Iran. Vi kender ikke folk fra Iran. Det er ligesom, på Facebook, der har man kun venner fra -- det er ligesom ens naboer der er ens venner på Facebook. Og nu snakker folk fra Iran pludselig til mig.

Så jeg begyndte at svare en pige, og hun fortæller mig at hun så plakaten og bad sin familie om at komme, fordi de ikke har en computer, hun bad sin familie komme og se plakaten, og de sidder alle i stuen og græder.

Så jeg er helt, wow. Jeg beder min kone komme, og jeg fortæller hende at hun skal se det her. Folk græder, og hun kom, hun læste teksten og så begyndte hun at græde. Og nu græder alle. (Latter)

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så min første indskydelse, som grafisk designer, er, I ved, at vise alle hvad jeg lige har set, og folk begyndte at se dem og dele dem, og det er sådan det startede. Dagen efter, da der virkelig blev meget snak, sagde jeg til mig selv, og min kone sagde til mig, jeg vil også have en plakat, så dette er hende. (Latter) Fordi det virker, så sæt også mig på en plakat.

Men mere seriøst, jeg tænkte, okay, de her virker, men det handler ikke kun om mig, det handler om folk fra Israel som har noget at sige. Så jeg vil fotografere alle de folk jeg kender, hvis de vil, og jeg vil sætte dem på en plakat og dele dem.

Så jeg gik til mine naboer og venner og studerende og spurgte dem blot, giv mig et billede, jeg vil lave dig til en plakat. Og sådan startede det. Og det sådan det, for alvor, slap løs, for pludselig kunne folk fra Facebook, venner og andre, bare forstå at de kan være en del af det. Det er ikke bare en fyr der laver en plakat, det er -- vi kan være en del af det, så de begyndte at sende billeder til mig og spurgte mig, "Gør mig til en plakat. Slå den op. Fortæl Iranerne, at vi fra Israel også elsker dem." Det blev, I ved, nogle gange var det, virkelig intenst. Jeg mener, så mange billeder, så jeg bad nogle venner komme, de fleste grafiske designere, og lave plakater med mig, fordi jeg ikke havde tid. Det var en enorm mængde billeder. Så i nogle dage, var det sådan min stue var.

Og ved modtog israelske plakater, israelske billeder, men også mange kommentarer, mange beskeder fra Iran. Og vi tog disse beskeder, og vi lavede plakater ud af dem, for jeg kender folk: De læser ikke, de ser billeder. Hvis det er et billede, så læser de det måske.

Så her nogle få af dem.

("Du er min første israelske ven. Jeg ønsker at vi begge slipper fa med vores idiotiske politikere, nå det var rart at se dig!")

("Jeg elsker den blå. Jeg elsker den stjerne. Jeg elsker det flag.") Den her er virkelig rørende for mig, for det er historien om en pige som er blevet opdraget i Iran med at træde på et israelsk flag for at komme ind på sin skole hver morgen, og nu hvor hun ser plakaterne vi sender, begynder hun -- hun siger at hun ændrede sin holdning, og nu elsker hun den blå, hun elsker den stjerne, og hun elsker det flag, talende om det israelske flag, og hun ville ønske at vi kunne mødes og komme og besøge hinanden, og det bare få dage efter jeg slog den første plakat op.

Dagen efter, begyndte iranere at svare med deres egne plakater. De har grafiske designere. Hvad? (Latter) Skørt, skørt. I kan se de stadig er lidt generte, de vil ikke vise deres ansigter, men de vil sprede budskabet. De vil svare. De vil sige det samme. Så. Og nu er det kommunikation. Det er en to-vejs historie. Det er israelere og iranere der sender den samme besked til hinanden.

("Mine Israelske Venner. Jeg hader Jer ikke. Jeg ville ikke have krig.")

Dette skete aldrig før, og det er to folk der burde være fjender, vi er på kanten af en krig, og pludselig begynder folk på Facebook at sige, "Jeg kan lide denne fyr. Jeg elsker de gutter." Og det bliver virkelig stort på et tidspunkt.

Og så blev det nyheder. For når du ser mellemøsten, ser du kun de dårlige nyheder. Og pludselig, der skete noget der var gode nyheder. Så folkene på nyheder de sagde, "Okay, lad os tale om det her." Og det kom bare, og det var så stort,

jeg kan huske en dag, Michal, hun snakkede med journalisten, og hun spurgte ham, "Hvem vil se udsendelsen?" Og han sagde, "Alle."

Så sagde hun, "Alle i Palæstina, hvor? Israel? Hvem er alle?" "Alle."

De sagde, "Syrien?" "Syrien."

"Libanon?" "Libanon." På et tidspunkt sagde han bare, "40 millioner mennesker vil se dig i dag. det er alle." Kineserne. Og vi var kun ved begyndelsen af historien.

Der skete også noget skørt. Hver gang et land begyndte at tale om det, såsom Tyskland, Amerika, hvor end, kom der en side på Facebook med det samme logo med de samme historie, så i begyndelsen havde vi "Iran-Elsker-Israel," hvilket er en iraner siddende i Teheran, der siger, "Okay, Israel elsker Iran? Jeg giver jer Iran-Elsker-Israel." Der er Palæstina-Elsker-Israel. Der er Libanon der bare -- for få dage siden. Og hele denne liste af sider på Facebook er dedikeret til det samme budskab, hvor folk sender deres kærlighed, en til en.

Fra det øjeblik forstod jeg virkelig at noget var i gære, en af mine venner fortalte mig, "Google ordet 'Israel.'" Og dette var de første billeder i de dage der kom frem fra Google når du skrev, "Israel" eller "Iran." Vi ændrede virkelig hvordan folk ser på Mellemøsten. For du er ikke i Mellemøsten. Du er et sted der ovre, og så når du vil se Mellemøsten, så går du på Google og siger, "Israel," og de giver dig dårlige ting. Og i nogle få dage fik du de billeder. I er Israel-Elsker-Iran siden dette tal, 80.831, og to millioner folk besøgte i sidste uge side og delte, synes godt om, jeg ved ikke, kommenterede på et af billederne.

Så i fem måneder nu, er det hvad vi laver, jeg, Michal, nogle få af mine venner, vi laver udelukkende billeder. Vi viser en ny virkelighed blot ved at lave billeder for det er sådan verden opfatter os. De ser billeder af os, og de ser dårlige billeder. Så vi arbejder på at lave gode billeder. Slut på fortællingen.

Se på den her. Dette er Iran-Elsker-Israel siden. Det er ikke Israel-Elsker-Iran. Det er ikke min side. Det er en fyr i Teheran på mindedagen for de faldne israelske soldater der sætter et billede af en israelsk soldat på sin side. Dette er fjenden. Hvad?

("Vor dybfølte kondolencer til de familier der mistede deres kæreste i terrorangrebene i Bulgarien")

Og det går begge veje. Der er som om, at vi viser respekt til hinanden. Og vi er forstående. Og man viser medfølelse. Og man bliver venner. Og på et tidspunkt bliver du venner på Facebook, og du bliver venner i livet. Man kan rejse ud og møde folk. Og jeg var i München for få uger siden. Jeg tog dertil for at åbne en udstilling om Iran og der mødtes jeg med folk fra siden der fortalte mig, "Okay, du er i Europa, Jeg kommer. Jeg kommer fra Frankrig, fra Holland, fra Tyskland," selvfølgelig, og fra Israel kom folk, og vi mødtes der for første gang i det virkelig liv. Jeg mødtes med folk, der burde være mine fjender for første gang. Og vi gav hinanden hånden, og drak en kop kaffe og havde en god diskussion, og vi snakkede om mad og basketball. Og det var slutningen på det. Kan I huske billedet fra begyndelsen? På et tidspunkt mødtes vi i det virkelige liv, og vi blev venner.

Og det virker også den anden vej. En pige som vi mødte på Facebook der har aldrig været i Israel, født og opvokset i Iran, bor i Tyskland, er bange for israelere på grund af hvad hun ved om os, beslutter efter nogle måneders snak på internettet med nogle israelere at komme til Israel, og hun hopper på flyet og ankommer ved Ben Gurion og siger, "Okay, det var ikke så slemt."

Så for nogle få uger siden, stresset bliver værre, startede vi denne nye kampagne kaldet "Ikke klar til at dø i jeres krig." Jeg mener, det er plus/minus det samme budskab, men vi ville virkelig gerne tilføje lidt aggressivitet til det. Og igen skete der noget utroligt, noget som vi ikke havde i den første bølge af kampagnen. Folk fra Iran, de samme der var generte ved den første kampagne og bare sendte, I ved, deres fod og det halve af deres ansigter, sendte nu deres ansigter, og de siger, "Okay, intet problem, vi er med på den. Vi er med jer." Bare prøv at læs hvor disse folk er fra. Og for enhver fra Israel, har man en fra Iran. Bare folk der sender deres billeder. Skørt, ikke?

Så -- (Applaus)

Så kan man spørge sig selv, hvem er den fyr?

Mit navn er Ronny Edry, og jeg er 41, jeg er israeler, jeg er far til to, jeg er husbond, og jeg er en grafisk designer. Jeg underviser i grafisk design. Og jeg er ikke så naiv, for ofte bliver jeg spurgt, mange gange er jeg blevet spurgt, "Ja ja, men det her er virkelig naivt, at sende blomster over, jeg mener --"

Jeg var i hæren. Jeg var i faldskærmstropperne i tre år, og jeg ved hvordan det ser ud fra jordhøjde. Jeg ved hvordan det virkelig kan se slemt ud. Så for mig, er dette den modige ting at gøre, at prøve at nå ind til den anden side før det er for sent, for når det bliver for sent, så er det for sent. Og nogle gange er krig uundgåeligt, nogle gange, men måske [med] indsats, kan vi undgå det. Måske som et folk, fordi især i Israel, er vi i et demokrati. Vi har ytringsfrihed, og måske kan den lille ting ændre noget. Og i virkeligheden kan vi være vore egne ambassadører. Vi kan sende et budskab og håbe på det bedste.

Så jeg vil bede Michal, min kone, om at komme med mig på scenen, bare for at skabe et billede med jer, for det hele handler om billeder. Og måske kan det billede hjælpe os med at ændre noget. Bare løft det op. Præcis. Jeg jeg tager bare et billede af det, og jeg slår det op på Facebook med noget i stil med "Israelitter for fred" eller noget.

Åh min Gud. Lad være med at græd.

Mange tak venner. (Applaus)