Inge Missmahl bringer fred til Afghanistans sind

Jeg vil gerne fortælle jer en historie, en opmuntrende historie, om at italesætte desperation, depression og fortvivlelse i Afghanistan, og hvad vi har lært af det, og hvordan man kan hjælpe folk med at overvinde traumatiske oplevelser, og hvordan man kan hjælpe dem med at genvinde en vis tillid i den kommende tid -- i fremtiden -- og hvordan man kan deltage i hverdagen igen. Jeg er jungiansk psykoanalytiker, og jeg tog til Afghanistan i januar 2004, ved en tilfældighed, på en opgave for Medica Mondiale. Jung i Afghanistan -- kan I se det. Afghanistan er et af de fattigste lande i verden, og 70 procent af befolkningen er analfabeter. Krig og underernæring dræber folk sammen med håb. Du kender det måske fra medierne. Men hvad du måske ikke ved er, at den gennemsnitlige levealder for det afghanske folk er 17 år, hvilket betyder, at de vokser op i et sådan et miljø og -- jeg gentager mig selv -- i 30 års krig.

Så dette udmønter sig i igangværende voldshandlinger, udenlandske interesser, bestikkelse, narkotika, etniske konflikter, dårligt helbred, skam, frygt og kumulative traumatiske oplevelser. Lokal og udenlandsk militær formodes at skabe fred sammen med donorerne og de statslige og ikke-statslige organisationer. Og folket havde håb, ja, indtil de opdagede at deres situation blev værre dag for dag -- enten fordi de bliver dræbt, eller fordi de på en eller anden måde, er fattigere end for otte år siden. Et tal for det: 54 procent af børnene under 5 år lider af underernæring.

Men stadig er der håb. En dag fortalte en mand mig, "Min fremtid ser ikke strålende ud, men jeg vil have en strålende fremtid for min søn." Dette er et billede jeg tog i 2005, gående på fredage over bakkerne i Kabul. Og for mig er det et symbolsk billede på en åben fremtid for den unge generation.

Læger ordinere medicin. Og donore forventes at bringe fred ved at bygge skoler og veje. Militæret samler våben, og depression forbliver intakt. Hvorfor? Fordi folk ikke har værktøjer til at klare det, til at komme videre. Kort efter min ankomst, havde jeg bekræftet noget, som jeg allerede vidste, at mine instrumenter kommer fra hjertet af det moderne Europa, ja. Men, hvad der kan såre os, og vores reaktion på disse sår -- det er universelt. Og den store udfordring var hvordan man skal forstå meningen med symptomerne i denne specifikke kulturelle context. Efter en consultation, sagde en kvinde til mig, "Fordi du har følt mig, kan jeg føle mig selv igen og jeg har lyst til igen at deltage i mit familieliv." Dette var meget vigtigt fordi familien er central i afghanernes sociale system.

Ingen kan overleve alene. Og folk føler sig brugt, værdiløse og skammer sig, fordi noget frygteligt er sket med dem, så trækker de sig tilbage og isolere sig socialt, og de tør ikke fortælle dette onde til andre folk eller til dem de holder kær fordi de ikke ønsker at bebyrde dem. Og meget ofte er vold en måde at håndtere det. Traumatiserede folk mister også let kontrollen -- symptomerne er hyper-ophidselse og hukommelse flashbacks -- så folk er i konstant frygt for, at disse forfærdelige følelser fra den traumatisk begivenhed måske kommer tilbage uventet, pludseligt, og de kan ikke kontrolere det. For at kompensere for tabet af indre kontrol prøver de at kontrolere det der ligger udenfor, meget forståeligt -- mest familien -- og uheldigvis, passer dette godt ind i den traditionelle side, regressive side, undertrykkende side, restriktive side af den kulturelle kontekst. Mænd begynder at banke deres koner, mødre og fædre banker deres børn, og bagefter har de det forfærdeligt. Det var ikke det de ville. Det skete bare. De mistede kontrollen. Det desperate forsøg på at genoprette orden og normalitet, og hvis vi ikke er i stand til at stoppe denne cirkel af vold, vil den uden tvivl blive overført til den næste generation. Og det sker til dels allerede.

Alle har brug for en fornemmelse for fremtiden. Og den afghanske fornemmelse for fremtiden er smadret. Men lad mig gentage hvad kvinden sagde. "Fordi du har følt mig, kan jeg føle mig selv igen". Så nøglen er empati. Nogen skal være vidne til hvad der er sket med dig. Nogen skal føle hvad du har følt. Nogen skal se og høre dig. Alle må være i stand til at vide hvad han eller hun har oplevet er sandt. Og det sker kun med en anden person. Så alle må være i stand til at sige, "Dette skete for mig, og det gjorde dette ved mig, men jeg er i stand til at leve med det, til at klare det, og at lære fra det. Og jeg ønsker at engagere mig i mine børns lyse fremtid og mine børnebørns, og jeg vil ikke gifte min 13 årige datter væk" -- hvilket sker alt for tit i Afghanistan.

Så noget kan der gøres, selv i så extreme miljøer som Afghanistan. Og jeg startede med at tænke over et rådgivnings program. Men jeg havde, selvfølgelig, brug for hjælp og midler. Og en aften, sad jeg ved siden af en meget rar herre i Kabul, og han spurgte mig hvad jeg troede ville være godt i Afghanistan. Og jeg forklarede ham hurtigt, at jeg ville træne psyko-sociale rådgivere, jeg ville åbne centre, og jeg forklarede ham hvorfor. Denne mand gav mig sine kontaktoplysninger da aftenen var slut og sagde: "Hvis du vil gøre det, så ring til mig". På det tidspunkt var jeg leder af Caritas Tyskland.

Jeg var i stand til at starte et tre-årigt projekt med Caritas Tyskland, og vi trænede 30 afghanske kvinder og mænd, og vi åbnede 15 rådgivningscentre i Kabul. Dette var vores skilt. Det er håndmalet. Og vi havde 45 over hele Kabul. 11.000 mennesker kom -- mere end det. Og 70 procent fik deres liv tilbage. Det var en meget spændende tid, at udvikle dette med mit vidunderlige afghanske team. Og de arbejder med mig frem til i dag. Vi har udviklet et kulturelt følsomt psyko-social rådgivnings metode. Fra 2008 til i dag har en væsentlig ændring og fremskridt fundet sted.

Den Europæiske Unions delegation i Kabul kom med i det her og hyrede mig til at arbejde i ministeriet for folkesundhed for at præge denne metode. Det lykkedes. Vi reviderede den mentale sundheds komponent i den primære sundhedpleje ved at tilføje psyko-social pleje og psyko-sociale rådgivere til systemet. Dette betyder helt sikkert at man skal omskole al sundhedspersonale. Men det har vi allerede uddannelsesmanualerne til, der er blevet godkendt af ministeriet og desuden er denne fremgangsmåde nu en del af strategien for mental sundhed i Afghanistan.

Så vi har allerede implimenteret den i nogle udvalgte klinikker i tre provinser, og I er de første til at se resultaterne. Vi ville vide om det der bliver gjort er effektivt. Og her kan I se at alle patienterne havde symptomer på depression, i moderat og svær grad. Og den røde linje er behandling som sædvanlig -- medicin med en læge. Og alle symptomerne forblev de samme eller blev værre. Og den grønne linje er behandling med kun psyko-social rådgivning, uden medicin. Og I kan se at symptomerne næsten går helt væk og den psyko-sociale stress er faldet betydeligt, hvilket kan forklares ved at man ikke kan fjerne psyko-social stress men man kan lære at leve med det. Så dette gør os meget glade for nu har vi noget der beviser at det virker.

Så her kan I se, dette er en sundheds klinik i det nordlige Afghanistan, og hver morgen ser det sådan her ud over det hele. Og læger har sædvanligvis tre til seks minutter til hver patient. Men det vil ændre sig nu. De tager til klinikkerne fordi de vil kurere deres umiddelbare symptomer og de vil finde nogen at snakke med og diskutere disse problemer og tale om hvad der belaster dem og finde løsninger, udvikle deres ressourcer, få værktøjer til at løse deres familiekonflikter og få en vis tro på fremtiden.

Og jeg vil gerne dele en kort historie. En Hazara sagde til hans pashtunske rådgiver: "Hvis vi havde mødtes for nogle år siden, så ville vi havde slået hinanden ihjel. Og nu hjælper du mig til at genvinde en vis tro på fremtiden." Og en anden rådgiver sagde til mig efter træningen: "Jeg har aldrig vidst hvorfor jeg overlevede drabene i min landsby, men nu ved jeg hvorfor, fordi jeg er del af en kerne af et nyt og fredeligt samfund i Afghanistan". Så jeg tror, at dette holdt mig kørende. Og dette er et virkeligt emancipatorisk og politisk bidrag til fred og forsoning. Og jeg tror også at uden psyko-social terapi og uden at overveje dette i alle humanitære projekter kan vi ikke opbygge civile samfund.

Jeg synes at det var en idé der var værd at sprede og jeg tror at den må, kan, kunne kopieres andre steder.

Jeg takker for jeres opmærksomhed.

(Bifald)