Hasan Elahi: FBI, her er jeg!

Hejsa. Jeg hedder Hasan. Jeg er kunstner. Normalt, når jeg fortæller folk, at jeg er kunstner, kigger de på mig og spørger "Maler du?" eller "Hvilken kunstretning arbejder du med?" Det, jeg mest arbejder med, er faktisk en smule om arbejdsmetoder mere end en særlig disciplin eller en særlig teknik. Så det, jeg i virkeligheden er interesseret i, er kreativ problemløsning Og jeg havde et lille problem for få år siden. Så lad mig vise jer lidt af det.

Det startede her. Det her er lufthavnen i Detroit den 19. juni 2002. Jeg ankom til USA fra en udstilling i udlandet. Og da jeg ankom, ja, der blev jeg taget til side af en FBI-agent og kom ind i et lille rum, og han stillede mig alle mulige spørgsmål -- "Hvor var du? Hvad lavede du? Hvem talte du med? Hvorfor var du der? Hvem betaler for dine rejser?" -- alle sådanne små detaljer. Og bogstaveligt talt ud af det blå, spørger agenten mig: "Hvor var du den 12. september?" Når vi får stillet spørgsmålet "Hvor var du den 12. september?" eller enhver anden dato, svarer man: "Jeg kan ikke huske det, men lad mig undersøge det."

Så jeg tog min lommecomputer frem og svarede: "Godt, lad os se på mine aftaler for den 12. september." Den 12. september: fra 10 til 10:30 betalte jeg regningen for mit opbevaringsrum. 10:30 til 12:00 mødtes jeg med Judith, som var en af mine afgangselever på det tidspunkt. Fra 12:00 til 15:00 underviste jeg mit introduktionshold, 15:00 til 18:00 underviste jeg mit avancerede hold. "Hvor var du den 11.?" "Hvor var du den 10.?" "Hvor var du den 29.? den 30.?" "Hvor var du den 5. oktober?" Vi læste omkring seks måneder af min kalender. Han forventede vist ikke, at jeg havde så detaljeret en kalender over min gøren og laden. Men godt jeg havde det, for orange klæder mig ikke.

(Latter)

Så han spurgte mig -- (Klapsalver) "Det opbevaringsrum, som du betalte leje for, hvad havde du i det?" Det lå i Tampa, Florida, så mit svar var: "Vintertøj, som jeg ikke har brug for i Florida. Møbler, der ikke er plads til i min lejlighed. Al mulig slags bras fra loppemarkeder, fordi jeg samler på ting." Han kigger helt forvirret på mig og siger, "Ingen sprængstoffer?" (Latter) "Nej, nej. Jeg er ret sikker på, at der ikke var sprængstoffer imellem. Og hvis der var, så havde jeg med garanti husket det." Han er stadig en smule forvirret, men de fleste, der snakker med mig i mere end et par minutter, forstår, at jeg ikke rigtigt er en terrortrussel. Vi sidder så der, og omsider efter en time til halvanden, hvor vi har snakket frem og tilbage, siger han: "Okay, jeg har nok information her." Jeg overdrager det til Tampa-kontoret. De har indledt denne sag. De følger op på dig, og vi skal nok tage os af det." "Fint."

Jeg kom hjem, og telefonen ringer, og en mand præsenterer sig. Det her er FBI-kontoret i Tampa hvor jeg tilbragte seks måneder af mit liv -- frem og tilbage, ikke seks måneder uafbrudt. I øvrigt, I ved godt, at man i USA ikke må tage billeder af regeringsbygninger, men Google kan gøre det for dig. Så tak til jer fra Google. (Klapsalver) Jeg tilbragte en del tid i den bygning. Med spørgsmål såsom: "Har du nogensinde været vidne til eller deltaget i noget, som kan være til skade for USA eller en fremmed nation?" Man skal også lige tænke på den tilstand, man er i, i den situation. Man sidder overfor en person, som faktisk bestemmer over liv eller død. Rent faktisk i løgnedetektortesten, som var hvordan det til slut endte efter ni sådanne tests i træk --

et af testspørgsmålene var ... ja det første var, "Er dit navn Hasan?" "Ja." "Er vi i Florida?" "Ja." "Er det tirsdag i dag?" "Ja." Fordi man må kun svare ja eller nej. Det næste spørgsmål er så selvfølgelig: "Er du med i nogen gruppe, som ønsker at skade USA?" Jeg arbejder på et universitet. (Latter) Så jeg svarede, "Måske du skulle spørge nogle af mine kolleger direkte." Men de sagde, "Okay, bortset fra det, vi har diskuteret, hører du så til nogen gruppe, som ønsker at skade USA?" Mit svar var : "Nej."

Så efter seks måneder af det her og ni løgnedetektortests, sagde de: "Hey, alt er i orden." Jeg svarede: "Det ved jeg. Det har jeg forsøgt at fortælle jer hele tiden. Jeg ved, alt er i orden." Så kiggede de helt underligt på mig. Så sagde jeg, "Gutter, jeg rejser meget." Det her er hos FBI. "Nu skal Alaska-kontoret blot være de sidste til at blive informeret, så starter vi forfra igen." Det var en alvorlig bekymring. Han sagde, "Hvis du får problemer, ring til os -- så tager vi os af det."

Så siden da har jeg, inden jeg rejser, ringet til FBI. Jeg siger til dem: "Hej, det er her jeg skal hen. Det her er mit fly. Northwest fly nummer 7 til Seattle den 12. marts" eller noget lignende. Et par uger senere ringer jeg igen. Ikke fordi jeg skulle, men jeg valgte at gøre det. Ville bare lige sige: "Hej. Jeg vil ikke have det til at se ud som om, jeg laver nogle pludselige træk." (Latter) "Jeg vil ikke have jer til at tro, at jeg er ved at flygte. Giver jer bare besked på forhånd." Og jeg fortsatte med at gøre det igen og igen og igen. Og telefonopkald blev til e-mails, og e-mailsene blev længere og længere og længere... med billeder, og rejsetips. Så lavede jeg hjemmesider. Og så lavede jeg dette. Lad mig komme tilbage til det herovre.

Jeg designede faktisk dette tilbage i 2003. Det her viser, hvor jeg er på ethvert tidspunkt Jeg skrev noget kode til min mobil. Så faktisk siger jeg til FBI: "Okay, I vil overvåge mig, det er fint. Men jeg overvåger mig selv. Det er helt i orden. I behøver ikke bruge energi eller ressourcer på det. Jeg hjælper jer. Så i løbet af processen tænker jeg, hvad ved de ellers om mig? De har sikkert alle data for mine flyrejser, så jeg besluttede at lægge alle mine flyrejser fra fødslen online. Som I kan se, Delta 1252 fra Kansas City til Atlanta. Som I ser her, det her er nogle af de måltider, jeg har fået ombord. Det her var på Delta 719 fra JFK-lufthavnen til San Francisco. Kan I se den der? Den vil de ikke lade mig komme ombord med, men de giver mig den på flyet. (Latter) Det her er de lufthavne, jeg færdes i, fordi jeg godt kan lide lufthavne. Det er Kennedy-lufthavnen, tirsdag den 19. maj. Det her er Warszawa. Singapore. Som I kan se, er der en smule tomt.

Billederne er så anonyme, at det kunne være enhver. Men hvis man krydstjekker det her med de andre data, så spiller man faktisk rollen som FBI-agent og stykker det hele sammen. Når man er i en situation, hvor man skal retfærdiggøre hvert øjeblik i sit liv, er man i en situation, hvor man reagerer på en helt anden måde. Da det her stod på, var "kunstprojekt" det sidste, jeg tænkte. Jeg tænkte i hvert fald ikke: "Hey, jeg har et nyt værk her." Men efter alt det her og have indset, hvad skete der lige? Og efter at have stykket det her, det her og det her sammen, så udviklede mit forsøg på at forstå, hvad der skete, sig til det her og blev faktisk til dette projekt.

Så det her er nogle af de butikker, jeg handler i, fordi de skal vide det. Her køber jeg andepostej i Ranch 99 i Daly City søndag den 15. november. I Coreana Supermarked køber jeg kimchi, fordi jeg godt kan lide det. Jeg købte også nogle krabber i nærheden, og svineindvolde i Safeway i Emoryville. Vaskemiddel også. Vaskepulver i Vest-Oakland -- Øst-Oakland, undskyld. Mine vandmænd i lage i Hong Kong Supermarked på rute 18 i Øst-Brunswick. Hvis I nu kigger på mine bankdata, så vil det faktisk vise noget derfra, så I ved, at den 9. maj købte jeg benzin for $14,79 i Safeway Vallejo.

Ikke nok med at jeg giver denne information her og der, men nu er der en tredjepart, en uafhængig tredjepart, min bank, som bekræfter, at ja, jeg var faktisk der på dette tidspunkt. Så der er punkter, og disse punkter henviser til hinanden. Og der er en bekræftelsesproces i gang. Nogle gange er det virkelig små køb. 34 cent for udlandsoverførsel. Alt dette bliver taget direkte fra mine bankkonti, og alt kommer op med det samme.

Nogle gange er der meget information. Det her er præcist, hvor min gamle lejlighed lå i San Francisco. Nogle gange får man det her op. Nogle gang får man blot dette, en tom gang i Salt Lake City, Den 22. januar. Og jeg kan fortælle jer præcist, hvem jeg var med, hvor jeg var, fordi det var det, jeg var nødt til at fortælle FBI. Jeg var nødt til at fortælle enhver lille detalje om alting. Jeg brugte en del tid på farten. Det her er en parkeringsplads i Elko i Nevada ved rute 80 kl. 20:01 den 19. august. Jeg brugte også en del tid på benzinstationer -- tomme togstationer. Så der er et væld af databaser. Og der er tusindvis og atter tusindvis af billeder. Der er faktisk 46.000 billeder på mit site lige nu, og FBI har set dem alle -- jeg regner i hvert fald med, at de har set dem. Indimellem får man ikke meget information, man ser kun denne tomme seng. Nogle gang får man en masse tekst og ingen visuel information. Så ser man sådan noget som det her. Her ligger i øvrigt min yndlingssandwichbutik i Californien vietnamesisk sandwich.

Så der er forskellige kategoriseringer af måltider spist uden for tomme togstationer, tomme benzinstationer Det her er nogle af de måltider, jeg har tilberedt hjemme. Så hvordan ved man så, at de måltider er spist hjemme? Den samme tallerken dukker op flere gange. Så igen, man er nødt til at lege detektiv her. Nogle gange bliver databaserne meget specifikke. Alle de her er tacos indtaget i Mexico City i nærheden af en togstation fra 5. til 6. juli. Denne kl. 11:39. Denne kl. 13:56. Og kl. 16:59 var det denne. Så jeg sætter løbende et tidsstempel på mit liv. Indimellem tager jeg et billede.

Nu bliver alt gjort på min iPhone, og det bliver lagt direkte op på min server, og min server klarer resten af arbejdet og kategoriserer tingene og sætter alt sammen. De har behov for at vide, hvor jeg gør mine ærinder, for de vil vide alt om mine ærinder. Så den 4. december var jeg her. Og søndag den 14. juni 2009 -- det var faktisk omkring kl. 2 om eftermiddagen i Skowhegan i Maine -- det var min lejlighed der. Så det, I egentlig ser her, er små dele og brikker og al denne information.

Hvis man går ind på mit site, finder man masser af ting. Indrømmet, det er ikke det mest brugervenlige interface. Det er faktisk meget bruger-uvenligt. En af grundene til det, hvilket også er en del af det, er, at alt er der, men man er nødt til arbejde sig igennem det. Så ved, at jeg lægger al denne information ud, fortæller jeg jer egentlig alting. Men midt i denne støjmur som jeg bygger op, lever jeg faktisk et meget anonymt og privat liv. I ved faktisk meget lidt om mig. Jeg er derfor kommet til den konklusion, at måden at beskytte sit privatliv på, især i en tid, hvor alt bliver katalogiseret og alt bliver arkiveret og optaget, så er der ikke længere behov for at slette information.

Så hvad gør man så, når alt er derude? Man tager kontrol over det. Når jeg giver jer denne information direkte, er det en helt anden form for identitet, end hvis man prøvede at gå det hele igennem og få fat på alle små dele. En anden interessant ting ved det her er det faktum, at efterretningstjenester -- og det er ligegyldigt hvilken -- de opererer i en niche -- hvor deres handelsvare er information, eller begrænset adgang til information. Grunden til, at deres information har værdi, er fordi ingen andre har adgang til det. Og ved, at jeg skærer mellemleddet væk og giver det direkte til jer, så har FBIs informationer ingen værdi, hvilket er en devaluering af deres valuta. Jeg kan godt forstå, at på det individuelle plan, er det kun symbolsk. Men hvis 300 mio. mennesker i USA begyndte at gøre dette, så ville vi skulle omtænke hele efterretningstjenesten helt fra bunden. Fordi det ville ikke fungere, hvis alle delte alt. Og det er det punkt, vi er ved at nå.

Da jeg først startede dette projekt, kiggede folk på mig og sagde: "Hvorfor vil du fortælle alle, hvad du laver, hvor du er? Hvorfor slår du de billeder op?" Det var før folk begyndte at twitte alle vegne, og 750 mio. mennesker slog statusbeskeder op eller prikkede til hinanden. Så på en måde er jeg glad for, at jeg er helt overflødig. Jeg er stadig i gang med dette projekt, men det er overflødigt, fordi I gør det allesammen. Det er noget, vi gør hver dag, uanset om vi er klar over det eller ej. Så vi skaber vores egne arkiver.

Nogle af mine venner har altid sagt til mig: "Hey, du er bare paranoid. Hvorfor gør du det her? For der er ingen, der holder øje. Der er heller ingen, der vil genere dig." Så en af de ting, jeg gør, er at gå nøje igennem mine server logs. Fordi det drejer sig om overvågning. Jeg holder øje med, hvem der holder øje med mig. Jeg lavede så disse. Det er uddrag af mine logs. Små dele og bidder, og man kan se lidt forskelligt der. Jeg rensede en smule ud i listen. Så man kan se, at Homeland Security kigger forbi -- Departementet for Indre Sikkerhed. Man kan se, at det Nationale Sikkerhedsagentur kigger forbi. Jeg flyttede faktisk ret tæt på dem. Jeg bor lidt længere nede af samme gade som dem. CIA. Præsidentens kontor. Ved ikke helt, hvorfor det kommer op, men det gør det. Jeg tror, de på en måde godt kan lide kunst. Og jeg er glad for, at vi har kunstelskere indenfor dette område.

Mange tak, tak skal I have.

(Klapsalver)

Bruno Giussani: Hasan, blot af nysgerrighed. Du sagde: "Nu går alt automatisk via min iPhone," men faktisk så tager du billeder og tilføjer information. Så hvor mange timer tager det i løbet af en dag?

HE: Næsten ingen. Det er ligesom at sende en sms. Det er ligesom at tjekke mail. Det er en af de ting, som vi klarede os fint uden, inden de var der. Så det er blevet en hverdagsting. Jeg mener, når vi opdaterer en statusbesked, så tænker vi ikke over, hvor lang tid det tager. Så det er faktisk bare et par klik på min telefon, send, og så er det gjort. Og alt er automatiseret i den anden ende.

BG: Hvad så, hvis du er et sted uden dækning, bliver FBI så helt vilde?

HE: Så går det tilbage til det sidste sted, jeg var. Så det holder fast i det sidste sted. Så hvis jeg er på en 12 timers flyrejse, vil du se den lufthavn, hvor jeg lettede fra.

BG: Hasan, mange tak. Tak.

(Klapsalver)