Hans Rosling om global befolkningsvækst

Jeg husker stadig den skoledag, da vores lærer fortalte os, at verdens befolkning havde nået tre milliarder mennesker. Og det var i 1960. Og jeg vil tale med jer om, hvordan verdens befolkning har ændret sig fra det år og ind i fremtiden. Men jeg vil ikke bruge digital teknologi, sådan som jeg har gjort det i mine første fem TED-talks. I stedet har jeg udviklet mig. Jeg vil, i dag, lancere en splinterny analog undervisningsteknologi, som jeg har købt i IKEA: denne kasse.

Denne kasse indeholder én milliard mennesker. Og vores lærer fortalte os, at den industrialiserede verden, anno 1960, havde én milliard mennesker. I udviklingslandene, sagde hun, var der to milliarder mennesker. Og de levede deres liv. Der var en stor kløft mellem den ene milliard i den industrialiserede verden og de to milliarder i udviklingslandene. I den industrialiserede verden var folk sunde, veluddannede, rige, og de havde små familier. Og deres ambitioner var at købe en bil. Og i 1960 sparede alle svenskere op til at kunne købe en Volvo som denne. Det var det økonomiske niveau, Sverige var på. I modsætning hertil, i udviklingslandene, langt væk, var ambitionerne for den gennemsnitlige familie at få mad hver dag. Og de sparede op til at kunne købe et par sko. Der var en enorm kløft i verden, da jeg var barn. Og denne kløft mellem Vesten og resten har skabt en forestilling om verden, som vi stadig bruger sprogligt, når vi taler om "Vesten" og "Udviklingslandene." Men verden har forandret sig, og det er på tide at opgradere den forestilling og den taksonomi over verden, og at forstå den, som den er nu.

Og det er det, jeg vil vise jer. For siden 1960, hvad der er sket i verden frem til 2010 er at forbløffende fire milliarder mennesker er blevet lagt til verdens befolkning. Se bare hvor mange. Verden befolkning er fordoblet, siden jeg gik i skole. Og selvfølgelig har der været økonomisk vækst i Vesten. Masser af virksomheder har udvidet økonomien, sådan at den vestlige befolkning har bevæget sig herover. Og nu er deres ambitioner ikke bare at få en bil. Nu vil de på ferie til fjerntliggende destinationer, og de vil flyve. Så det er, hvor de er i dag. Og de mest succesrige udviklingslande har bevæget sig fremad, ikke også? Og de er blevet vækstøkonomier, som vi kalder vi dem. Og nu køber de biler. Og det, der skete for en måned siden, var, at det kinesiske firma Geely købte Volvo. Og da forstod svenskerne endelig, at noget stort er sket i verden. (Latter)

Så der er de nu. Og tragedien er, at de to milliarder herovre [stadig] kæmper for mad og sko, de er stadig næsten lige så fattige, som de var for 50 år siden. Det nye er, at vi har den største stabel af kasser, de tre milliarder her, som også er ved at blive vækstøkonomier, for de er ret sunde, forholdsvis veluddannede, og de har også allerede to eller tre børn pr. kvinde, ligesom disse [rigere] har. Og deres ambitioner er nu, selvfølgelig, at købe en cykel, og senere vil de også gerne have en motorcykel. Men det er den verden, vi lever i i dag. Der er ikke længere nogen kløft. Men forskellen mellem de fattigste her, de allerfattigste, og de allerrigeste herovre, er større end nogensinde. Men der er en kontinuitet i verden, fra at gå, cykle, køre til at flyve -- [der er] folk på alle trin. Og de fleste mennesker er et sted i midten. Dette er den nye verden, vi lever i i dag i 2010.

Og hvad vil der ske i fremtiden? Altså, jeg vil kigge frem i tiden, til 2050. For nylig var jeg i Shanghai. Og jeg lyttede til, hvad der sker i Kina. Og jeg er ret sikker på, at de kan indhente det, ligesom Japan gjorde. Alle fremskrivningerne [siger, at] denne [milliard kun] vil vokse med én, to eller tre procent. [Men de her] vokser med syv, otte procent. Og de vil ende her. De begynder at flyve. Og de her lav- eller mellemindkomstlande, vækstøkonomierne, de vil også springe fremad økonomisk. Og hvis, men kun hvis, vi investerer i de rigtige grønne teknologier -- så vi kan undgå voldsomme klimaforandringer, og energi kan blive ved med at være forholdsvis billigt -- så vil de bevæge sig hele vejen herop. Og de vil begynde at købe elektriske biler. Det er det, vi vil se her.

Men hvad så med de fattigste to milliarder? Hvad med de her to milliarder? Vil de bevæge sig fremad? Her kommer befolkningstilvæksten ind i billedet, fordi vi [i vækstøkonomierne] allerede ser to til tre børn pr. kvinde, familieplanlægning er vidt udbredt, og befolkningstilvæksten stopper. [Men her blandt de fattigste] vokser befolkningen. Så disse [fattigste] to milliarder vil, i de kommende årtier, blive til tre milliarder. Og derefter vil de blive til fire milliarder. Der er intet -- bortset fra atomkrig af en art vi aldrig har set -- der kan stoppe den udvikling. For denne proces [væksten] er allerede i gang. Men hvis, og kun hvis, [de fattigste] kommer ud af fattigdommen, kan de få uddannelse, og de kan opnå en reduceret børnedødelighed, og de kan købe en cykel og en mobiltelefon og komme herhen [at bo], og så vil befolkningstilvæksten stoppe i 2050. Vi kan ikke have folk på dette udviklingstrin, der mangler mad og sko, for så fortsætter befolkningstilvæksten.

Og lad mig vise jer hvorfor ved at skifte til gammeldags digital teknologi. Her på skærmen har jeg mine lande-bobler. Hver boble er et land. Størrelsen svarer til befolkningen. Farverne viser kontinentet. Gul er Nord- og Sydamerika, mørkeblå er Afrika, brun er Europa, grøn er Mellemøsten, og lyseblå er Sydasien. Der er Indien, og det her er Kina. Størrelsen svarer til befolkningen. Her har jeg børn pr. kvinde, to børn, fire børn, seks børn, otte børn -- store familier [versus] små familier. Dette er år 1960. Og hernede er overlevelsesraten for børn, procentdelen af børn der overlever barndommen indtil skolealderen. 60 procent, 70 procent, 80 procent, 90, og næsten 100 procent, sådan som vi har det i dag i de rigeste og sundeste lande i verden. Men se her, dette er den verden, min lærer fortalte om i 1960. Én milliard herovre i Vesten, høje overlevelsesrater for børn, små familier. Og resten, denne regnbue af udviklingslande, med meget store familier og ringe overlevelsesrater.

Hvad er der sket? Jeg kører verden. Lad os se. Kan du se, hvordan, som årene går, overlevelsesraterne for børn stiger? De får sæbe, hygiejne, uddannelse, vaccinationer og penicillin. Og så familieplanlægning. Størrelsen på familierne falder. [Når] de når op til 90 procents overlevelse, begynder størrelsen på familierne at falde. Og de fleste af de arabiske lande i Mellemøsten falder her ned [til små familier]. Se, Bangladesh haler ind på Indien. [Alle] vækstøkonomierne [i] verden slutter sig til den vestlige verden med gode overlevelsesrater og små familier. Men vi har stadig den fattigste milliard. Kan I se den fattigste milliard, de [to] kasser jeg havde herovre? De er stadig heroppe. Og de har stadig overlevelsesrater for børn på kun 70 til 80 procent, hvilket betyder, at hvis du føder seks børn, så vil mindst fire af dem overleve til næste generation. Og befolkningen vil fordobles på én generation.

Så den eneste måde for alvor at stoppe befolkningstilvæksten på, er ved at blive ved med at at forbedre overlevelsesraterne for børn til 90 procent. Det er derfor investeringerne [i sundhed] fra Gates Foundation, UNICEF og nødhjælpsorganisationerne sammen med de nationale regeringer i de fattigste lande er så gode. For de hjælper os til at nå en bæredygtig befolkningsstørrelse i verden. Vi kan stoppe ved ni milliarder, hvis vi handler rigtigt. Overlevelsesrater for børn er det nye grønne. Det er kun ved hjælp af lavere børnedødelighed, vi kan stoppe befolkningstilvæksten. Og vil det lykkes? Altså, jeg er ikke nogen optimist, men jeg er heller ikke pessimist. Jeg er en meget alvorlig "mulighed-list." Det er en ny kategori, hvor vi ser bort fra følelser og kun arbejder analytisk med verden. Det er muligt. Vi kan få en langt mere retfærdig verden. Med grøn teknologi og med investeringer i fattigdomsbekæmpelse, og med god global ledelse, kan verden blive sådan.

Og se på det gamle Vestens position. Kan I huske, da denne blå kasse var helt alene, forrest, og levede sit eget liv. Det kommer ikke til at ske igen. Vesten rolle i den nye verden er at blive [en del af] fundamentet for den moderne verden -- hverken mere eller mindre. Men det er en meget vigtig rolle. Gør det godt, og lær at leve med det.

Mange tak.

(Bifald)